Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2019 Calmel & Joseph, Terrasses du Larzac l’Art du Vers, Languedoc, Frankrig

2019 Calmel & Joseph, Terrasses du Larzac l'Art du Vers, Languedoc, FrankrigNæste Calmel & Joseph vin fra Les Crus serien blev så denne 2019 Terrasses du Larzac l’Art du Vers, der også er lavet på et GSM blend.

Vinen er produceret af 50% Mouvedre, 25% Syrah og 25% Grenache fra området Terrasses du Larzac i Coteaux du Languedoc, hvor jorden meget gruset af kalksten, ler og sand … høstet med udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Igen er det med afstilkede og knuste druer, hvor gæring samt maceration er sket i betonkar over 25 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder på egetræsfade, hvor 30% er nye fade og resten brugt 1-2 gange tidligere.

Igen er det en mørk og tæt vin, men den større fadlagring kan omgående duftes, for vinen er i næsen mere sød, har mindre mejeri samt tørret kød, men dog fortsat en mørk frugt med sorte kirsebær, brombær og blåbær, men også lakrids, mørk bitter chokolade, kakao samt noget vanilje.

Fagpræget gør også smagen mere rund og knap så syrlig, hvilket virkelig klæder vinen. Der er lakridspiber, solbær, blåbær, blommer og hindbær, men frugtkvartetten spiller godt sammen og de ristede fadnoter af vanilje, chokolade, kakao og kaffegrums vipper også med foden i smukt jazznummer suppleret af runde tanniner. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Calmel & Joseph, Saint-Chinian Le Saint Festin Blanc, Languedoc, Frankrig

2020 Calmel & Joseph, Saint-Chinian Le Saint Festin Blanc, Languedoc, FrankrigÉt af de steder, hvor man får virkelig lækre vine for pengene er i Languedoc Roussillon og fx fra negociantfirmaet Calmel & Joseph, som jeg nu tester 5 vine fra. Jeg starter med denne hvide Saint-Chinian Le Saint Festin Blanc i årgang 2020.

Calmel & Joseph er grundlagt i 1995 som et negociantfirma, som har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og de arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktion af vinene.

Selvom Domaine Calmel & Joseph er et negociantfirma, så ejer de også selv en gammel vingård, der kan spores tilbage til 1577 og oprindeligt tilhørte adelsmanden Jehan de Calmès.

Til ejendommen hører der 200 hektar jord, hvor 160 hektar er sammenhængende marker. Det er dog alene 20 hektar, som består af vinmarker, mens resten er olivenlunde, kornmarker og derudover dyrkes der også lavendler samt mandler på gården.

De to ihærdige vinmagere producerer supplerende en del vine fra forskellige steder i hele Languedoc-Roussillon regionen og vi kender her fra vinbloggen vine under serierne Amstramgram, Villa Blanche, Les Effervescents, Les Terroirs, Les Crus og Les Cuvées Rares.

Calmel & Joseph har således specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon. Typisk er det på små vinerier og de har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Saint-Chinian anses – sammen med Provence – at være et af de ældste områder for vindyrkning i Frankrig. Det går helt tilbage til oldtiden og romerne satte også særlig pris på vinene, som blev eksporteret i amphoraer til hele middelhavsområdet.

Saint-Chinian er mest kendt for deres rødvine, men markerne ligger højt og deres terrior med meget stenet og forskelligartet jord, som er perfekt til produktion af hvidvine, som nu fx denne Saint-Chinian Les Crus.

Le Crus serien består samlet af 5 vine, nemlig 3 røde Caramany, Montpeyroux samt Terrasses du Larzac vine samt de to hvide med en Limoux samt denne Saint-Chinian Le Saint Festin Blanc fra Les Crus serien.

Saint-Chinian Le Saint Festin Blanc er lavet på 40% Grenache Blanc, 30% Roussanne, 20% Vermentino og 10% Viognier høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Druerne er afstikket og presset uden udblødning. Herefter har vinen gæret ed 16 grader i 20 dage. Efterfølgende er vinen lagret 6 måneder i 50% i egefade, som har været anvendt én gang tidligere og 50% i betontanke.

Det er en særegen aroma … meget moden og småoxyderet frugt, melon, honningmelon, fersken, banan og kiwi, tørrede abrikoser, brunet smør og atter lidt sødere citronmåne, saltet havvand, godt med hvide blomster, pollen og nogle fyldige, svulstige fadnoter med en nærmest olieret linolie aroma samt sandeltræ.

Smagen er simpelthen lækker … moden, blød og man sipper næsten blomster, forår og saft fra fersken, tørret abrikos og oxydative noter, mandelsaft, saltvand og vanilje. Det er kompleks, en smule olieret og smooth … har vitterlig karakter. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Ranch 32 Wines, Cabernet Sauvignon San Lucas & Hames Valley, Californien, USA

2016 Ranch 32 Wines, Cabernet Sauvignon San Lucas & Hames Valley, Californien, USAMed næste vin skifter vi spor og skruer op for volumenknappen i form af denne 2016 Cabernet Sauvignon San Lucas & Hames Valley fra Ranch 32 Wines i sunny Californien.

Ranch 32 Wines er egentlig et brand under det store Scheid Family Wines, der på Highway 101 i Greenfield i Monterey området i Californien.

Scheid Family Wines blev grundlagt i 1972 af Al Scheid, men drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands som fx Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost … og Ranch 32 Wines.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

I dag er det den franske winemaker, Vincent Catalaá, som står bag vinproduktionen i Ranch 32 … et brand, som blev etableret i 2010. Vincent har rødder i Toulouse,og familie i Bordeaux, men slog sig ned i Monterey County i 2005, hvorfra han siden har tryllet med vinøse færdigheder.

På Ranch 32 Wines har man fokuseret på bæredygtig produktion siden 2018, bl.a. bliver al strømmen genereret af vindmøller. Ud over at forsyne produktionen, så genererer vindmøllen også strøm til de 125 omkringliggende husstande.

I vinmarkerne benytter Ranch 32 kun drypvanding som bliver reguleret af sensorer, som konstant overvåger fugtniveauet i jorden. Vandforbruget reduceres herved til det absolutte minimum, da alle stokkene kun vandes, når det er nødvendigt … og i rette mængde.

Denne 2016 Cabernet Sauvignon er lavet med druer fra San Lucas samt Hames Valley i den sydlige del af Monterey County, helt præcis 44% fra San Lucas og 56% fra Hames. Druerne er efter høsten først afstilket, knust og så gæret i åbne gæringskar af rustfrie stål over 10 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske og amerikanske fade.

Duftmæssigt er det også meget amerikansk … den er fadtung med lækre fede noter af chokolade, fyldte praliner, kaffelikør, masser af solbær, blomemarmelade, kanel, vanilje og sød, finsk lakrids. Det er yderst tiltrækkende med sødme, power, store biceps og man får sgu lyst til at sætte sig foran brændeovnen, mens sneen falder udenfor.

I munden er det lidt på samme måde … men egentlig meget elegant og uden vinen bliver for opulent eller porno. Det har ganske vist en god portion frugtsødme, er fyldig, blød og cremet, men har også lidt sort-te bitterhed, blide og føjelige tanniner og smager bare godt, så dermed glad, kraftfuld og fin comfortvin. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen kun er 149,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Premier Cru La Comme, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Premier Cru La Comme, Bourgogne, FrankrigDomaine Louis Lequin et Fils’ Santenay Premier Cru La Comme er også en vin, som jeg har smagt før … ja faktisk har jeg smagt den i både årgang 2012 og 2016, men nu smager jeg vinen i årgang 2013.

Faktisk har jeg også smagt andre vine fra samme mark, bl.a. fra Madame Veuve Point samt Château de la Maltroye. Det er ikke den mest berømte af de 12 Premier Cru marker i Santenay, men blandt de bedste og ligger helt op til grænsen af Chassagne-Montrachet mod øst og Santenay marken Beauregard mod vest oven over Clos de Tavannes samt Les Gravières.

La Comme har en sydøstvendt hældning og en jord præget af grus, marl og kalksten, som bidrager til struktur og rigdom. Marken har sit navn La Comme fra det regionale ord Combe, da marken ligger i forlængelse af plateauet Combe d’Saint-Aubin.

Vinen er lavet med delvis afstilkning – altså både afstilkede druer og hele klaser – let presning, kold maceration i 6 dage og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller ved 32 grader over 12-15 dage med daglig pigage.

Efter endt fermentering knuses og presses druerne, hvor efter vinen så får lav at hvile 4 dage for at falde til ro. Derefter er vinen så lagret 10-12 måneder på Allier barriques, heraf 25% nye fade. Efter vinen så er flasket, lagres den 2 år i kælderen inden den endelig frigives.

Hvor sjovt … La Comme er som sidst ret urtet, grøn og næsten medicinsk med medicinkasse, hæfteplaster, meget æterisk, luftig, men virker meget rund, kompleks, blød, raffineret og sofistikeret. Der er igen syrlig skovbund, hindbær, tranebær, ribs, grønne blade, tørrede roser med lidt svage fadnoter af let kanel, vanilje med lettere sødme.

I munden er det en god rank, ren, syrlig og frisk bourgognevin … masser af ribs, hindbær, lyse umodne kirsebær, miraballer, noget lemonagtig bitterhed, godt med frugtsyre, sprællevende, grøn og rank med denne rette burgundiske grønne nerve. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay 1er Cru Le Passe-Temps, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay 1er Cru Le Passe-Temps, Bourgogne, FrankrigNår vi nu er i godt humør – godt burgundisk humør – så napper vi da bare endnu en Domaine Louis Lequin et Fils vin og det blev denne 2013 Santenay 1er Cru Le Passe-Temps.

Det er også en vin, som jeg har smagt før, nemlig i årgang 2012 og lavet på Pinot Noir druer fra én af de 12 Premier Cru marker i Santenay, nemlig marken Le Passe-Temps, der ligger i udkanten af Santenay.

Marken har fået sit pudsige navn Le Passe-Temps, som betyder tidsfordriv, fordi det var her i skellet mellem mark og husly i byen, at høstarbejderne plejede at hænge ud og se tiden an, når vejret tegnede usikkert. Skulle de fortsætte arbejdet eller gå tilbage til byen?

Vinen er lavet både med afstilkede druer og hele drueklaser, som først ligger i en kølig premaceration i 10 dage, hvorefter gæringen så sættes i gang over varer 15 dage. Gæringen er så sket ved relativ høj temperatur, da Lequin ønsker at udtrække mest mulig  intensitet og struktur fra drueskindet.  Vinen lagrer herefter i 10-12 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, heraf 20% nye fade.

Vi fortsætter i det høje gear … sikke dejlig, stringent, krisp, clean, æterisk, let, lys og klar aroma. Det er ribs, hindbær, rabarber, lyse kirsebær, mirabeller, laurbærblade samt læder. Vinen har nærmest noget støvet over sig og den grønne burgundske note. Den har denne friske, livlige og levende nerve præcis som 2012’eren, slutterlig med lidt fadagtig træsødme.

Den smager også godt … måske endda en kende mere syrlig end netop 2012’eren. Der er let syrlig og bitter frugt, syrlige kirsebær, ribs og tranebær, lemon- og citronagtig syre, som får tæerne til at vibrere. Det er vildt grønt, urtet, syrligt … streng, uforsonlig, stram samt småvild … skriger nærmest på mad. Tanninerne er lige så vilde og ubarmhjertige, sætter sig på tænder og på gummer, men det gør vinen rigtigt godt. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigJamen, hvorfor så ikke også smage Santenay Vieilles Vignes fra Domaine Louis Lequin et Fils i en årgang tidligere, altså i en årgang 2013.

Vinen er selvfølgelig lavet som 2014’eren, altså på 100% Pinot Noir fra 45-60 gamle stokke fra udvalgte marker i Santenay.

Klaserne er delvist afstilkede og så er vinen lavet med 10 dages koldmaceration samt 15 dages gæring ved relativ høj temperatur, da man ønsker stor ekstraktion.

Vinen har herefter lagret 10-12 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 20% nye fade.

Duftmæssigt minder vinen en del om 2014’eren … andet havde nok også været mærkelig, men her er fagpræget større og træet en tak tydeligere. Frugten er fortsat ribs, hindbær, rabarber, lyse kirsebær og igen noget garvet læder, meget svagt lidt vanilje og konfekt … ellers blomster og mineraler.

I munden er vinen også en tak rundere … mere kirsebærpræget, fortsat med hindbær, ribs og tranebær, en lille snert af granatæbler, en moden, lys og stringent syre, igen lidt lemon bitterhed og denne grønne burgundiske kant. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., men kan fås til 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDomaine Louis Lequin et Fils er efterhånden ret kendt her på vinbloggen og denne Santenay Vieilles Vignes har jeg også smagt tidligere i årgang 2018 … nu smager jeg 2014’eren.

Vinen er lavet på 100% Pinot Noir fra 45-60 gamle stokke fra udvalgte marker i Santenay. Klaserne er delvist afstilkede og så er vinen lavet med 10 dages koldmaceration og 15 dages gæring ved relativ høj temperatur, da man ønsker stor ekstraktion.

Vinen har herefter lagret 10-12 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 20% nye fade.

Hvor er det clean … herlig lys og frisk, let modne og alligevel syrlig frugt af hindbær, rabarber, kirsebær, læder, tørrede blomster samt en stenet mineralitet og lakrids.

Hvor smager den godt … lys, let og med moden frugt … igen kirsebær, ribs, hindbær med en rank og slank saftighed, der medbringer en lille sødme samt knastørre tanniner og en let grape bitterhed. Hvor er det godt, syrlig og stringent og alderen kan nærmest slet ikke mærkes. Hvor jeg dog trængte til sådan et glas. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Ramón do Casar, Varietal, Galicien, Spanien

2021 Ramón do Casar, Varietal, Galicien, SpanienVarietal betyder sort eller blend og med denne 2021 Varietal fra Ramón do Casar betyder det et mix på druerne Treixadura, Albariño og Godello.

 Ramón do Casar har jeg sidst skrevet om 2020, hvor jeg smagte deres 2018 Treixadura Nobre. Derfor kigger jeg nu blot nærmere på denne Varietal, hvor druerne kommer fra de granitholdige bakker ved Miño-floden.

Al høst foregår ved håndkraft med en nænsom selektering af druerne i marken. Ved ankomst til vineriet selekteres druerne igen, hvorefter de afstilkes. Man benytter sig af koldmaceration og gærer med kvaset under temperaturkontrollerede forhold.

I munden er det blødt med blødt på, har en småbuttet sødme, melon, modne, bløde og mushy pærer, lidt lemon, honning og panderistede hasselnødder samt nogle tørrede blomster.

Smagsmæssigt er der samme blødhed, virkelig laid-back rund og småolieret. Der er pærer, lemon og syltede citroner, sødbittert bid, mens syren spiller andenviolin og da ikke gør det store væsen af sig, men det reddes af masser af frugtrigdom, som giver en fyldig, ren og sødkrydret vin med et bred appel. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Korrell Johanneshof, Kreuznacher Paradies Riesling Auslese, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Korrell Johanneshof, Kreuznacher Paradies Riesling Auslese, Nahe, TysklandDen sidste ret i december måneds Set Menu på Østergade 1 blev en vildt lækker dessert af Macaron, kirsebær, vanilje samt mandel og fik tankerne hen til risalande. Dertil fik vi et glas af denne Kreuznacher Paradies Riesling Auslese fra Weingut Korrell Johanneshof.

Vingården ligger på Görzstraße i Bosenheim ved Bad Kreuznach i vinregionen Nahe 40 kilometer sydøst for Mosel.

Familien Korrell har drevet vingården op stedet siden 1832, men familien har haft deres familievåbenskjold med løven siden 1483, hvor de bosatte sig i Spanien. I 2003 overtog Martin Korrell dog ejerskabet og driver i dag vingården sammen med Britta og sammenlagt 4 børn.

Martin er uddannet vinavlsteknikeren og har reelt været ansvarlig for produktionen siden 1995, hvor han vendte hjem efter praktik hos vinproducenter i Australien. Men da han vendte hjem, så fandt han sin far i en rullestol efter et grimt fald.

Høsten var lige om hjørnet, så derfor kastede den dengang 19-årige unge vinmager sig ind i produktionen fra den ene dag til den anden … og endda med stor succes.

Samlet har familien 26 hektar vinmarker, bl.a. på markerne Kreuznacher Paradis, Norheimer Dellchen og Kirschheck samt Schlossböckelheimer Felsenberg og Niederhäuser Klamm.

Her smager vi husets 2018 Kreuznacher Paradies Riesling Auslese, hvor druerne selvfølgelig kun kommer fra marken, som Korrell ejer 9,5 hektar af og har en stejl hældning på op til 52%. Marken har en porøs undergrund af skalkalksten og Riesling vinstokkene er op til 40 år gamle. Det er en vin, deralene er vinificeret på ståltanke … gæring stoppet, så vinen kun har 7,5% alkohol og 127,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der ikke så megen tvivl om druen … det stinker vidunderligt af petroleum, diesel og oliegennemvædet tvist, men de terpentinske dampe overdøver imidlertid også frugten en del, men lidt gemt finder man svagt nogle nødder, pærer, kandiseret abrikos samt kold grøntsagsbouillon og urter.

Smagsmæssigt er det en dejlig rank, frisk og sød dessertvin, hvor sødmen selvfølgelig er udtalt, men der er også en saftig æblemost, æblefrisk og frugtsød med mineralske noter. Det er måske ikke så dybt eller kompleks, men meget forfriskende og tiltalende. 91 point.

Har tidligere været forhandlet af Vinbasen.dk,. hvor en flaske på 0,375 liter kostede 159 kr., men den ses ikke længere i sortimentet.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2020 Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigNår man smager Jean-Louis Chave vin, så forstår man godt, at manden kaldes kongen af Hermitage. Selv vinene under hans billigere negotiant brand Jean-Louis Chave Selection er fantastiske, som nu denne 2020 Mon Coeur Côtes-du-Rhône.

Jeg har jo skrevet om Chave før her på bloggen, bl.a.jeg smagte Jean-Louis Chaves Hermitage i årgang 2011 tilbage i juni 2017 og senere årgang 2010 i januar 2019. Men her er denne Mon Coeur Côtes-du-Rhône altså lavet med opkøbte druer fra vinavlere, der arbejder ud fra de samme værdier, som Jean-Louis ønsker for at lave sin vin.

Projektet Mon Coeur startede med første årgang 1998 ud fra den simple idé at udvælge domainer fra Côtes du Rhône appellationen, som arbejdede ud fra de samme værdier, som Jean-Louis ønsker for at lave sin vin.

Druerne vinificeres dog fortsat på de respektive domainer og lagringen fortsætter hos Chave på hovedgaden i den lille by Mauves syd for Tournon, hvor de forskellige domainers vin holdes separat i enten store egefade eller cementtanke i 12-18 måneder for netop at kunne foretage blandingen uden at ofre de enkelte cuvéers forskellighed.

Her er det et blend af 60% Grenache, 30% Syrah og så 10% Mourvèdre og Cinsault, hvor det er Syrah fra højt og relativt nordligt beliggende marker i Vinsobres, Grenache fra Cairanne og nordlige del af Rasteau. I dag er der dog efterhånden en stor andel af druer fra egne marker, så helt negotiant er det faktisk ikke længere.

Her blev vinen smagt sammen med Østergade 1’s hovedret i Set Menu for december … Canette med puré, svampe og sauce.

Hvor er det duftmæssigt en vild og samtidig elegant Côtes-du-Rhône, som har lidt touch af englestøv fra det nordlige Rhône af sorte oliven, blæk med en lækker flæsket aroma. Der er mørke bær, brombær, Amarena-kirsebærsauce, krydderurter, kanel samt finsk lakrids.

Smagen er i samme boldgade … kraftig, mørk og omfavnende, men alligevel med en knytnæveelegance lige dér, hvor man rammer bedst og lammende. Det er så rundt og behageligt samtidig, har lidt peber, de mørke bær med solbær, brombær og sorte kirsebær og virker nærmest saftig, velsmurt og vinøs glat. Lækkerheder. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7