Denne Amarone della Valpolicella havde jeg taget med som ingrediens til byggesjakkets pølsefremstilling … helligbrøde vil nogle sikkert sige. Men jeg er jo ikke Amarone mand og havde tænkt, at den måske kunne være god i en pølse ;o) Den er har en sort etiket og kommer fra vinhuset Cantine Lenotti.
Men rolig nu … jeg havde selvfølgelig smagt på vinen inden den røg i ingrediens skuffen. Man er vel flittig vinblogger? Så lad os endelig kigge nærmere på denne sorte Amarone della Valpolicella.
Cantine Lenottis vingård lige i udkanten af Bardolino ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af smukke bakker og omringet af vinmarker samt oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.
Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.
Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns (store vinballoner i glas), men i 1968 begyndte familien at producere og tappe kvalitetsvine med efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.
Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter.
Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene.
Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.
Denne Black Label Amarone della Valpolicella er ikke en af husets normale vine. Den er lavet af druer fra vinmarker eller parceller tilhørende familiemedlemmer, som ikke er involveret i Cantine Lenotti.
Det er Corvina, Rondinella og Molinara fra både Negrar, Valgatara og Fumane. Vinen er fadlagret i 36 måneder og trækker en alkoholprocent på 15,5%.
Duften er nærmest støvet … sådan lidt som et gammelt bibliotek, gammelt arkiv med gamle bøger, syrlig med en svag vammel og indelukket aroma, kirsebær, gærede blommer, kul, engelsk lakrids, snustobak, estragon og godt med urter. Den har heldigvis ingen duft af rosinvand, men alligevel er den lidt kvalm.
I munden er der power, godt med syre og tanninerne spiller bestemt i angrebet, agressive og med fuld speed. De rammer dog ikke målet, for det hele bliver lidt ubalanceret med masser af syre, peber og jernagtige elementer. Man sidder lidt tilbage med en sjov fornemmelse … og det er ikke rigtig mig.
Forhandles fx af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 199 kr. på tilbud, mens normalprisen er 249 kr.
Rating 3/7 
Ved byen Breganze i Veneto området – sådan cirka mellem Gardasøen og Venedig – finder vi vinhuset Maculan, som står bag denne Brentino … en vin på Merlot og Cabernet Sauvignon.
Tirsdag bød på lidt vino … og et gensyn med en vin, som jeg tidligere er stødt på, nemlig en Langhe Nebbiolo fra kooperativet med navnet Cantina Terre del Barolo Cooperativa Tra Produttori. Sidst jeg smagte vinen var i en årgang 2011, men her altså en nyere årgang 2014.
Smagningen hos Romanelli sluttede selvfølgelig med deres Passito … Montefalco Sagrantino Passito DOCG, den historiske og søde dessertvin, som også er ganske forskellig fra vinhus til vinhus.
Hvis 2011’eren af Romanellis Medeo Montefalco Sagrantino DOCG er fantastisk, så er 2012’eren altså bare lige en tak bedre og jeres flittige vinblogger måtte for første gang i Montefalco hoste op med 7 fede tommelfingre. Dette er sgu druevæske af bedste skuffe.
Romanellis topvin er denne Medeo Montefalco Sagrantino og det er FÅK fandeme ganske fantastisk vin og noget af det bedste rødvin, som jeg smagte under mit ophold i Montefalco. Og under mit besøg på vingården smagte jeg vinen i både denne årgang 2011 samt årgang 2012.
Sidste af Romannelis almindelige Montefalco Sagrantino DOCG vine blev 2012’eren … en af de årgange, som jeg mærkelig nok ofte fandt bedst hos flere af producenterne i Montefalco, selvom det var en noget gennemsnitlig årgang, ratet til 4 stjerner af Consorzio Tutela Vini Montefalco.
Og i det tanninrige Sagrantino spor fortsatte vi selvfølgelig fluks med 2010’eren af Romanellis Montefalco Sagrantino DOCG vin.
Næste Montefalco Sagrantino DOCG, som Devis fra Azienda Agricola Romanelli hældte i mit glas var 2009’eren.
Vertikalsmagningen af Romanellis Montefalco Sagrantino DOCG omfattede 5 årgange mellem 2008 og 2012 og vi startede med den ældste først. Alderdommen først selvfølgelig.