Tag-arkiv: Italien

2012 Renato Corino, Barolo, Piemonte, Italien

2012 Renato Corino, Barolo, Piemonte, ItalienNu snakker vi … vaskeægte, lækker Barolo fra Renato Corino, som ligger en smule øst for La Morra og er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005.

Men historien om vinhuset starter dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ. Det var dog først i midten af 1980’erne, at familien startede med af flaske Barolo’er i eget navn, nemlig da sønnerne Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino – som I kan se på billedet ovenover – fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Nebbiolo d’Alba samt 4 Barolo’er, hvor denne er husets almindelig basis Barolo.

Renato Corino basis Barolo her kommer fra forskellige marker i La Morra og vinstokkene er omkring 20-30 år gamle. Macerationen sker over 6-7 dage og den efterfølgende gæring foregår i temperaturstyrede ståltanke. Derefter lagrer vinen 2 år på brugte barriques, yderligere 6 måneder på ståltanke og yderligere et år på flaske inden frigivelse.

Og uha … allerede en vis modenhed over vinen trods den forholdsvis unge alder. Det er let og lyse frugt, læder, violer, en smule blomster, sten, mineraler, tranebær, lyse og syrlige kirsebær, cola, tørhed, papkasser samt lidt jord. Den italienske syre kilder blidt din næse på en smuk og let måde.

I munden er vinen syrlig og let … et klart syrligt Nebbiolo bid, men faktisk ganske blidt og vinen virker allerede klar og moden. Der er hindbær, renhed, klarhed, tørre og præcise tanniner samt en forførende lethed, svag bitterhed og det er virkelig, virkelig god Barolo. Stramt, syrligt, let, yndefuld og ganske feminin … giv den gerne godt med luft.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr., hvilket er virkelig billigt for denne vin. Det siger jeg ikke, fordi vinen er sponsoreret, men mener virkelig, at her er der godt med value for pengene.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Guerrieri-Rizzardi, 3 Cru Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2012 Guerrieri-Rizzardi, 3 Cru Amarone della Valpolicella Classico Veneto, ItalienOg vi nupper sgu lige en vin mere fra vinhuset Guerrieri-Rizzardi i form af vinen 3 Cru Amarone della Valpolicella Classico, som er endnu en julevenlig vin fra H.J. Hansen Vins mangfoldige hylder.

Cru Amarone della Valpolicella Classico Classico DOCG er en af de 3 tre Amaroner, som produceres på Guerrieri-Rizzardi. Selvom Cru betegnelsen måske ikke hører hjemme i Italien, så har denne 3 Cru Amarone della Valpolicella DOCG sit navn på grund af, at druerne til vinen kommer fra Guerrieri-Rizzardis tre “Grand Cru” marker, nemlig markerne Calcarole, Pojega og Rovereti.

Det er samtidig også tredjevinen blandt husets Amaroner, idet der over denne er storesøsteren Villa Rizzardi Amarone Classico della Valpolicella DOCG, udelukkende af druer fra marken Pojega, samt den største søster og topvinen Calcarole Amarone Classico della Valpolicella DOC, som også er en enkeltmarksvin lavet af druer fra marken Calcarole og udelukkende laves i specielt gode årgange.

3 Cru Amarone della Valpolicella Classico er lavet på 80% Corvina, 10% Rondinella og – måske lidt atypisk – 10% Barbera. Vinen er fremstilles helt traditionelt som Amaroner, dvs. med tørring på stråmåtter inden presning.

Gæringen finder sted i fade på mellem 18 og 25 hektoliter og når gæringen er tilendebragt, så lægges vinen 12 måneder på fade af 2,25 hektoliter og efterfølgende 24 måneder på fade af 25 hektoliter.

Næsen er – som sidst jeg smagte vinen, blot i årgang 2010 – præget af syrlige, mørke og svagt gærede bær, blommer, blåbær, tørrede figner, baconfedt, engelsk lakrids og lidt tørre krydderier. Der fornemmes også en vis sødme.

I munden er der sødme, blåbær, blommer … Amarone fed og fyldig, en ganske varm vin, svag rosin, men heldigvis også kun ganske svagt og det bliver heller ikke alt for Amarone fedt, for vinen er virkelig frugtet og har tilstrækkelig med italiensk syre til at holde tingene på plads. Der er svagt krydrede noter, en snert af jern og lidt alkohol, men samlet en af de bedre Amaroner, som selv din and vil elske.

Forhandles i H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr., men frem til nytår er den på tilbud til 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Guerrieri-Rizzardi, Rosso San Pietro, Veneto, Italien

2016 Guerrieri-Rizzardi, Rosso San Pietro, Veneto, ItalienDa de rare folk hos H.J. Hansen Vin i Odense forleden sendte lidt vin til jeres flittige vinblogger fik de frit slag … ingen krav eller temaer fra min side. Meget velvalgt har de vel nærmest sendt en jule- og nytårspakke, hvor fx denne Rosso San Pietro fra Guerrieri-Rizzardi er kædens julevin.

Meget passende testede jeg faktisk vinen til anden på mortens aften. Dermed giver det et godt billede af, hvorvidt vinen passer til and … og således også til en juleaften, hvor alt jo – i dagens Danmark – bare skal være perfekt og spille max.

For de trofaste læsere af Houlbergs Blog, så er vinhuset Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi allerede ganske velkendt på bloggen. Jeg har bl.a. tidligere besøgt vinhuset, nemlig i sommeren 2015. Det kan du læse om på indlægget om husets Bardolino Classico DOP.

Denne Rosso San Pietro har jeg skam også smagt og skrevet om tidligere. Sidst var det faktisk årgangen før … altså årgang 2015. Og det er en vin, som vinhuset har lavet specielt for H.J. Hansen Vin til det danske marked.

Siden 1998 har det været Giuseppe og Agostino Rizzardi, som har stået for driften af vinhuset. Guiseppe er tilsyneladende dansk gift dansk og elsker den danske jul med flæskesteg, and, brunede kartofler, brun sovs, surt og sødt.

Derfor har han – efter ønske fra Vinspecialisten/HJ Hansen – lavet en julevin specielt til det danske marked, og vinen er lavet på et blend af Amarone-druerne Corvina og Corvinone samt en mindre portion Merlot. Fordelingen kender jeg dog ikke.

Alle druerne kommer fra egne marker i Valpolicella-regionen og afstilkes inden en forsigtig presning. De enkelte druesorter gærer hver for sig i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke. Til sidst foretages det endelig blend, som efterfølgende lagrer nogle måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er her saltlakrids, modne bær, blommer, let overmodne solbær, varme og rosinsødme. Derudover lidt eg, en sød balsamisk note, lidt hæfteplaster og modelérvoks, men på en god måde.

Smagen har en svag krydret syre, let jern, men vinen er ellers meget fyldig og moden. Der er sødme, varme og det er samtidig en blød og ligetil vin med lidt nelliker. Der er ikke så megen syre, men det store og fyldig krop gjorde, at vinen fungerede fint til anden … ja faktisk bedre end uden mad til. Dermed vil den sådan set fungere rigtig fint til julemanden og det var vel egentlig også målet. Tak Giuseppe!

Forhandles i H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor prisen er 125 kr., men frem til nytår er den på tilbud til 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Cantina Sampietrana, Carlone Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2015 Cantina Sampietrana, Carlone Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienCarlone Primitivo di Manduria er én ud de 17 forskellige vine, som der laves på kooperativet  Cantina Sampietrana, der dog helt korrekt hedder Cantina Sociale Sampietrana.

Kooperativet ligger midt i det historiske center af byen San Pietro Vernotico, som er en lille by mellem Brindisi og Lecce godt nede på Italiens hæl Puglia. Det er grundlagt i 1952 af en flok lokale bønder … lidt i kølvandet på etableringen af mange andre kooperativer efter 2. verdenskrig, hvor stigende brug af teknologi og landreformer, der overførte ejerskabet af jord til små avlere, gjorde det hensigtsmæssigt at slå sig sammen i produktionen. Og det blev så til Cantina Sampietrana.

De tilknyttede vinavlere har samlet 190 hektar vinmarker, som danner baggrunden for produktionen på Cantina Sampietrana, hvor bønderne primært dyrker de lokale druer Negroamaro, Primitivo og Malvasia. Men der dyrkes dog også andre sorter som fx Montepulciano, Cabernet Sauvignon og Chardonnay.

Denne Carlone Primitivo di Manduria er selvfølgelig lavet på 100% Primitivo, som er lavet på rustfrie ståltanke med temperaturstyret maceration og fermentering. Det fremgår ikke, hvor lang tid druerne er udblødet, men efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på barriques.

Nå, men lad os smage på vinen, som duftmæssigt virker som lidt af en basse. Der er sgu sol og power … næsten til den overmodne side med sød, mørk frugt, blommer, figner, dadler, chokolade, bagepulver. Der er totalt fedt og sødt.

Smagsmæssigt meget letdrikkelig, ja næsten læskende, men det bliver – for mig – for sødt og overekstraheret. Der går med andre ord sgu lidt marmelade på drengen, og dermed bliver det nærmest fed saftevand. Det er klart en vin, som vil tiltale mange og vinen har da også et par plusser, bl.a. okay tanniner og er rund, blød … som en rigtig basse. Smagsmæssigt også lidt blommer, figner, dadler og chokolade.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 72 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2011 Cantine Adanti, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2011 Adanti, Montefalco Rosso Arquata, Umbrien, ItalienVino e passione er sloganet hos vinimportfirmaet Italux … og de forstår sgu ærlig talt – med passion og god smag – at finde nogle små italienske perler. Indtil nu har ingen vine fra Italux skuffet og det gør denne Montefalco Rosso fra det umbriske vinhus Adanti skam heller ikke.

Cantine Adanti aka Azienda Agricola Adanti ligger ved Bevagna lidt nord for Montefalco. Vingården er grundlagt i midten af 1960’erne, da Domenico Adanti købte ejendommen Arquata, et gammelt Celestine munkekloster, som han efterfølgende renoverede.

Han genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. I dag har Azienda Agricola Adanti sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer.

På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

I dag er det Pietro, Daniela og Donatella Adanti, som driver vingården og laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie. Jeg har tidligere smagt deres Montefalco Sagrantino, men her er det altså den lidt lettere og billigere Montefalco Rosso.

Vinen er lavet på et blend af 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 5% Barbera, 5% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, altså med lidt flere druesorter end vi normalt ser i en Montefalco Rosso, men fortsat indenfor DOC reglerne.

Drueklaserne afstilkes, hvorefter druerne presses og overføres til rustfrie ståltanke. Macerationen er forholdsvis lang … 3-4 uger med løbende omrøring og overpumpning. Efter endt fermentering lagres vinen i både barriques og tonneaux i omkring 12 måneder.

Duften er tør, støvet med mørk frugt … alderen virker bestemt ikke til at trykke, hverken hos mig eller hos vinen. Der er noter af egefade, lakrids, chokolade, en smule læder og vinen har en både rund og blød næse.

Og den smager sgu også godt … måske har min underbevidsthed savnet vin fra Montefalco. Der er tørre tanniner, mens frugten er meget klar og frisk. Det er nærmest lyse solbær og modne kirsebær og herudover en virkelig mørk, mørk chokolade med megahøj kakaoprocent, balsamiske elementer samt nogle bitterstoffer. Det er sgu en lille lækkerbisken.

Adanti skal klart på min besøgsliste, hvis jeg igen på et tidspunkt kommer til Umbrien.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster ganske beskedne 72 kr. og det gør det også til et rigtigt godt køb.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso San Lorenzo Grande Terroir Ellittico, Sicilien, Italien

2015 Tenuta Terre delle Nere, Etna Rosso San Lorenzo, Sicilien, ItalienTenuta delle Terre Nere er vel mit ynglingshus på Sicilien, og derfor havde jeg taget denne Etna Rosso San Lorenzo Grande Terroir Ellittico med til drengene i sommerhuset.

Jeg har jo skrevet om vinhuset en del gange efterhånden, så denne gang vil jeg blot koncentrere mig om denne vin, hvor druerne kommer fra den 4 hektar store San Lorenzo marker, der ligger ved byen Randazzo. Grande Terroir Ellittico står der også på etiketten, da marken ligger på vulkan jord, hvor lavaen stammer fra Ellittico udbruddet for 15-60.000 år siden. Marken er samtidig en af husets højeste beliggende marker i omkring 750 meters højde og vinstokkene er over 70 år gamle.

Der findes faktisk alene to marker med denne specielle Ellitico undergrund på Etnas skråninger, nemlig markerne San Lorenzo og Calderara … begge marker, som Tenuta delle Terre Nere har parceller på.

Vinen er lavet på 98% Nerello Mascalese og 2% Nerello Cappuccio, som fermenteres i rustfrie ståltanke med maceration 10-15 dage. Efter end fermentering, som sker ved 28 grader, så lagres vinen 16-18 måneder på en kombination af franske barriques og tonneaux samt 1 måned i ståltanke inden flaskning. Der laves beskedne 1.500 flasker af denne vin årligt.

Og som altid bliver jeg sgu begejstret, når jeg smager vine fra Tenuta delle Terre Nere. Man får sgu både referencer til Bourgogne og Barolo … og alligevel noget andet. Og det sker såmænd også denne gang.

Næsen byder på hæfteplaster, animalsk landlighed, mælkesyrer, kul, ristet kul, mineraler, flintesten, violer, urter, læder, eg, røg, mælkechokolade, tør jord, god stram italiensk syre, virkelig syrlig gæret og frugten er syrlige kirsebær, hindbær og lette blommer.

I munden er det igen burgundisk lethed med piemontisk stramhed … direkte og frisk frugt, kul, strenge tanniner og den er bare så præcis i syren. Stram, let og elegant. Det smager – mine damer og herrer – bare pissegodt.

Købt hos Vinspecialisten i Randers, hvor prisen lå på vistnok 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Farnese, Fantini Edizione Cinque Autoctoni, Abruzzo, Italien

2012 Farnese, Edizione Cinque Autoctoni, Abruzzo, ItalienFalkens første vinøse bidrag blev lidt en bombe, godt med bulder, saft og kraft … nemlig vinen Fantini Edizione Cinque Autoctoni fra Abruzzo regionens nok største og mest kendte producent, nemlig Farnese Vini.

Farnese koncernen holder til i den østligste del af Ambruzzo ved byen Ortona tæt på havet. Farnese Vini laver årligt omkring 13 millioner flasker vin under forskellige brands, som fx Cantine Cellaro, Vigneti del Vulture, Vigneti Zabú, Vigneti del Salento, Vesovo, Caldora og Farnese Fantini. Og vinene kommer ikke kun fra Abruzzo, men hele det sydlige Italien.

Historien om Farnese går tilbage til 1582, hvor prinsesse Margherita af Østrig, datter af Kong Carlo den 5. købte byen Ortona. Prinsessen var gift med Ottavio Farnese, og de synes om den helbrende luft i Ortona, endda så meget, at de byggede et palads i byen.

Magherita gik meget op i vinproduktionen i Abruzzo, og vinene fra Abruzzzo blev da også introduceret overfor hoffet. Som en respekt overfor prinsessen begyndte de lokale vinbønder at kalde deres vine Farnese.

Det nuværende vinhus Farnese er imidlertid af nyere historie.. Ejeren Camillo de Luliis startede vingården for kun 20 år siden og er – som nævnt – efterhånden en pæn stor historie, som sælger deres vine til 74 forskellige lande verdenen over.

Denne Fantini Edizione Cinque Autoctoni kommer fra en lang række marker, som er beliggende både i Notaresco, Ortona, Sava og Manduria i både Abruzzo og Puglia … altså 2 vinområder. Det er samtidig et skønt blend på både Montepulciano, Primitivo, Sangiovese, Negroamaro og Malvasia Nera.

De skriver selv, at det ikke er en bestemt årgang, men på bagerste etiket står der dog 2012. Sjovt nok er etiketten foran præget i sort med tallet 14, men det fortæller blot, at der er 14. gang, at vinhuset har lavet denne vin.

Vinen har fået 99 point af Luca Maroni … en af de italienske vinguider. Luca Maroni er speciel vild med solrige, kraftige syditalienske vine og vi har her på bloggen også tidligere drukket vinen Nativ, Eremo San Quirico, der også fik 99 point af Maroni,

Fantini Edizione Cinque Autoctoni er lavet med nænsom alstikning, maceration i 25 dage og efter fermenteringen er vinen lagret i 13 måneder på barriques. Selve flasken er også lidt af en bombe … totalt tung, tyk glas, som vejer et ondt år.

I næsen er det en mørk og solrig fætter, power, fedme, engelsk lakrids, tørhed, tobak, sødme, chokolade, svedsker, blommer,  sorte kirsebær, kanel og tobak. Smagen er i samme boldgade … tør, engelsk lakrids, kul, blæk, sorte ameretto kirsebær, masser af sødme – lidt for meget til mig – mørkt og fedt. Vellavet, men bestemt til den kraftige side.

Forhandles af BorderShop, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan ellers findes i flere vinbutikker til omkring 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Peter Vinding-Diers, Due Normanni, Sicilien, Italien

2006 Peter Vinding Diers, Due Normanni, Sicilien, ItalienSå er vi igen hos Peter Vinding-Diers, som jeg har skrevet om nogle gange … både med vine fra Cantine Settesoli og hans eget vinhus Montecarrubo på Sicilien, men denne gang med vinen Due Normanni, som Peter laver på L’Azienda Agricola Due Fiumi di Giuseppe Paternò Castello på Sicilien i samarbejde med Giuseppe Paternò Castello.

Det er sgu utroligt, hvor produktiv den gamle vinmager er. Peter laver ganske flotte vine i forskellige sammenhænge på Sicilien og derudover er han jo også vinkonsulent for vingårde i det meste af verdenen. Respekt.

Vinen hedder Due Normanni efter de to vinmagers relationer til det nordiske. Vinen er primært på Nero d’Avola med en smule Syrah og Petit Verdot.

Druerne kommer fra L’Azienda Agricola Due Fiumis marker på Curcuraggi plateau ved byen Villasmundo Melilli på den østlige del af Sicilien. Markerne er tilplantet omkring år 2004.

Druerne er afstilket med hånden, og gærede i åbne kar, hvorefter den unge vin kom på egefade, som er købt fra Peter Sisseck fra hans Pingus vingård i Spanien.

Dér havde de været brugt én gang, og var således ideelle for lagring af druerne til denne vin, som ikke ville kunne tåle for meget nyt træ. Den malolaktiske gæring fandt sted i tønderne og efter ti måneders lagring var vinen klar til aftapning. Der er kun produceret 15 fade af denne Due Normanni.

Og det er en powerfuld vin … sødme, lakrids, tobak, chokolade, sødristet eg, tætpakket frugt og masser af sol. I munden er det også kraftfuldt saft med power, solbær, svedsker, røg og let bitterhed i eftersmagen. Det smager sgu godt.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Dio Vino, hvor en flaske kan fås til 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Orion Wines, Tenute Fiorebelli Cabaletta Rosso, Veneto, Italien

2015 Orion Wines, Tenute Fiorebelli Cabaletta Rosso, Veneto, ItalienMed næste vin … en Tenute Fiorebelli Cabaletta Rosso er vi hos vinhuset Orion Wines, som drives af Luca Pomaro og Alessandro Michelon. De ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra vinavlere rundt om i Italien og laver vine under en lang række navne … herunder altså Tenute Fiorebelli.

Udover Tenute Fiorebelli laver de således vine under navne som Rocca del Dragone, The Wanted Zin, É, Castello della Rosa og mange, mange flere. Og det betyder også, at vinene fra Orion Wines kommer fra alle områder i Italien, lige fra Siclien i syd til Alto Aldige i nord.

Det er Alessandro Michelon – som I kan se på billedet ovenover – der er vinmageren, mens Luca Pomaro, der har 20 års erfaring i vinbranchen, står for markedsføring og salg af vinene.

Under Tenute Fiorebelli laves der to vine, en Amarone samt denne Cabaletta Rosso, som er lavet på 70% Corvina, 20% Rondinella og 10% Cabernet Sauvignon.

Høsten af druerne sker af to omgange … første del i slutningen af september/starten af oktober, mens den sidste halvdel får lov af modne omkring 5 uger længere for at give vinen godt med sukker, sødme og kraft.

Derefter afstilkes druerne, og vinen fermenteres efter en kort maceration – hvor lang tid ved jeg dog ikke. Gæringen tager 8-10 dage ved 25-26 grader og derefter lagrer 25-30% af vinen 12 måneder på franske og amerikanske barriques, mens resten blot lagrer på ståltankene inden endelig blanding og flaskning.

Næsen byder dig på grønne urter, hæfteplaster, lidt sved, egetræ, kirsebær, svedsker og virker umiddelbart lidt kantet. I smagen er der sødme og vinen er egentlig ganske læskende og rustik med blåbær, brombær. Der går en smule saftevand i smagen.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2015 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienMed næste vin er vi hos vinmageren Andrea Cortonesi på Azienda Agricola Uccelliera, men denne Rosso di Montalcino er lavet af druer fra en mark ejet af en af Andreas venner … et projekt kaldet Voliero.

Andrea Cortonesi er en initiativrig mand, der driver vinhuset Uccelliera ved Castelnuovo dell’Abate og derudover restauranten Il Casato i Sienna. Andrea er vokset op med vin og arbejdede som teenager hos sin far, og han grundlagde Uccelliera i 1986, hvor han købte en gammel ejendom omkring 5 kilometer syd for Montalcino med 4 hektar jord, heraf en 0,5 hektar vinmark med gamle vinstokke.

Han fastholdt gårdens gamle navn Uccelliera, som betyder fuglehus og vinhuset har siden udviklet sig til at være blandt nogle af de internationalt højest ratede Brunello producenter.

Uccelliera består i dag af 6 hektar vinmarker, hvor de sidste 2 hektar er købt indenfor de seneste år, herunder en parcel, der ligger lige op af Piccolominis berømte Pianrosso mark.

Voliero projektet opstod omkring 2006 hvor Andrea Cortonesi til en af sin venner beklagede sig over, at han faktisk – med den stigende efterspørgsel  – havde svært ved at finde flasker nok af sine egne vine til sin restaurant

Vennen tilbød, at han da kunne få hans druer fra en vinmark i Canalicchio i den nordlige del af Montalcino. Så kunne de da anvendes til en vin til Il Casato.

Men i stedet for blot at anvende druerne i den eksisterende produktion på Azienda Agricola Uccelliera, som mange producenter måske kunne være fristet til, så opstod idéen om at lave et par vine under et andet navn, og det blev således til Voliero … en Brunello og denne Rosso.

For dog at følge den røde tråd fra Uccelliera, så fik vinene en etiket med en fugleagtig kvinde med masser af fjer og en skjult henvisning til, at druerne kommer fra lidt højere beliggende marker end de normale vine fra Uccelliera. I dag kommer druerne dog fra flere forskellige marker ved Canalicchio.

Da den anerkendte vinanmeldelser Antonio Galloni besøgte Uccelliera og der også smagte Voliero, så blev han meget begejstret og anbefalede Andrea også at eksportere vinen, så i dag er vinen ikke kun forholdt restauranten i Sienna.

Produktionen af Voliero er dog forholdsvis begrænset, alene 600 kasser Brunello og 400 kasser Rosso. Vinen er på 100% Sangiovese og laves selvfølgelig på Uccelliera i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke, maceration i 18-20 dage og lagres efter fermenteringen i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter i 8-10 måneder afhængig af årgangen.

I glasset er vinen herlig lys … på nippet til at være lys, rødlig transperant. Næsen byder på dejlig rund frugt med chokoladestænger solidt stukket ned midt i frugten, godt med blomster, solcreme, en lidt sød cigaræske, sød tobak og frugten – kirsebær og hindbær – virker måske endda en smule tørret i udtrykket. Dertil lidt læder og en rustik syre.

I munden en mellemblød syre, dog med en vis fasthed, mediumrød frugt og tørheden ligger også lidt midt i hovedfeltet. Nu skulle man tro, at det hele dermed bliver sådan lidt mellem og medium, men det er nu ikke tilfældet, for vinen har både elegance, lethed og renhed. Den byder på komplekse mørke lag af fast frugt, let krydret i eftersmagen med et lille snip af syre … virkelig lækker vin.

Det er en vin, som bare kan nydes uden så megen snak. Gi’ mig lidt brød, stegte tomater, basilikum og et glas af denne … og måske lidt sol, så behøver man ikke mere.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 117 kr.

Vinanmeldelse 5/7