Tag-arkiv: Italien

2013 Provinco Italia, Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2013 Provinco Italia, Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienNæste vin har – på skøn italiensk manér – også en etiket og et navn, som lover mere end den kan holde. Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore … jo vist – elegante mine damer og herrer. Jo, mindre kan ikke gøre det. Men umiddelbart ikke fra et kendt vinhus.

Producenten er nemlig ikke en lille vingård i det herlige Valpolicella, men derimod et stort vinfirma, som designer vine til supermarkeder (og slige vinbutikker). Det hedder Provinco Italia og ligger i den lille by Rovereto, 20 km syd fra Trento, 20 kilometer øst for den nordlige del af Gardasøen og omkring 50 km nord for Verona.

Og ja … det firma er jeg stødt på én gang tidligere, nemlig da jeg smagte deres Grande Alberone Rosso … som var lidt af en uskøn fornøjelse.

Det er et firma, som primært laver billige vine til supermarkeder, og blandt deres brand er altså Grande Alberone, Ronco di Sassi, Grandi Mori, San Zenone, Comera, Santi Nobile, Forte Elerone, Oroperla og Riba di Sotto.

Ja, og så laver de så også denne Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore, som formentlig er lavet til det danske marked … die dumme dänen, i danesi stupidi, som drikker al slags væske med alkohol. I hvert fald findes der ikke udenlandske oplysninger om vinen overhovedet. Og det kan de være glade for udenfor landets grænser, for det holder sgu ikke.

Næsen er lidt landlig .. hvilket jo er herligt, for det ka’ vi li’. Oveni er der lidt babybræk … men ellers fuldstændig neutral. Hvor fanden er duften henne? Lidt utroligt, at der ikke er flere aromaer i en vin, som skulle være en Ripasso, altså ligget på kvaset fra Amarone eller Recioto della Valpolicella og dermed give vinen godt med kraft. Det er der bestemt ikke her.

Det samme gælder smagen, der er sådan nærmest lidt metallisk, skæv og kantet. Der er frugt, men den er ikke helt nem og typisk, så jeg ved sgu ikke lige, hvad jeg skal tænke. Der er sådan set også lidt tanniner, som også er fint stramme, men det er sgu lidt af en rodebutik, og minder ikke om Ripasso.

Forhandles i SuperBrugsen til 99 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 56 kr.

Rating 1,5/7  thumbhalf_thumb

2008 Progetto Vino, Piedelmonaco Primitivo Limited Edition, Puglia, Italien

2008 Progetto Vino, Piedelmonaco Primitivo Limited Edition, Puglia, ItalienPå adressen Via Fasano 132 i den lille by Locorotondo … i et lidt ramponeret kvarter uden vingård-idyllisk charme finder vi Progetto Vino Di Lorusso Michele C. Societa’ in Accomandita.

Det er ikke et vinhus, men et familieforetagende, som skræddersyr vin til importører over hele verden.

De står bl.a. bag den virkelige ringe Grande Alberone Rosso fra Lombardiet, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Og så står de minsandten også bag byggemødets sidste vin, en Primitivo fra hælen i Italia, højeksplosiv oktan på 18% … ja ikke mindre end 18% i alkoholprocent, og dermed over både Amarone og Mollydooker vinene.

Vinen hedder Piedelmonaco Primitivo Limited Edition og betegnes som en kultvin. Men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Progetto Vino Di Lorusso Michele C. Societa’ in Accomandita drives af vinmageren Benedetto Lorusso, som er uddannet ønolog fra Istituto Tecnico Agrario Basile Caramia Locorotondo og har altså i dag hans base i byen Locorotondo i Puglien. Her arbejder han og Michele Lorusso – som jeg gætter på er Benedettos far – i deres firma Progetto Vino med at lave specialproducerede vine til kunder over alt i verden.

De har et kæmpe netværk til vinbønder over alt i Italien, og Benedetto arbejder tillige hos Cantina di Locorotondo i samme by, og dette firmas netværk består af ikke mindre end 1.300 vinbønder i Italien, så måske er druerne til denne vin opkøbt hos nogle af de lokale vinbønder i netværket … men det bliver alene gætværk.

Denne Piedelmonaco Primitivo Limited Edition er lavet af druer fra marker, som ligger i en højde på 400 meter i Valle d’Itria, hvilket er overensstemmende med området ved Locorotondo. Importøren skriver, at vinen er faderens hjertebarn og at den kun produceres i 1.500 eksemplarer og udelukkende i de bedste år.

Der findes ikke mange oplysninger om vinen … ja faktisk stort set ingen udenfor Danmark, så måske vinen er designet direkte til det danske marked. Dermed har jeg heller ikke nogen information om produktionsmetoder, hvordan man har fået alkoholen helt op på 18% eller hvor lang tid vinen har lagret. Måske man har tørret nogle af Primitivo druerne. Importøren skriver, at alkoholen skyldes, at vinen gærer helt ud.

I næsen er det våde fade, rosiner, dadler … våde fade og i det hele taget ganske fugtig, aromatisk og tæt i næsen med søde krydderier, sød lakrids, chokolade og opulent fedme. I munden er det også en bulderbasse med rosiner, blommer, lakrids … og også tydelig alkohol. Jeg er ikke helt overbevist og finder prisen voldsom … specielt for en designervin fra ukendte vinavlere.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 599 kr. ved køb af 1 stk. og 499 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 4,5/7 

2010 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2010 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienÆgte Amarone della Valpolicella Classico fra en lille, spændende producent, nemlig vinhuset Cantine Buglioni, som ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella området i Veneto. Og selvom jeg langtfra er Amaronemand, så er dette råstyrke i højpotens.

Historien om Cantine Buglioni startede i 1993 da Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.

Uden viden om vinmarker, høst eller vinproduktion overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent.

Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Der tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.

Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev således kåret til Italiens bedste vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine, smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.

Derudover har præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været loyal kunde. Den gode præsident serverer – efter sigende – ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus. Formentlig også sammen med lidt US cab … kan man da i hvert fald forestille sig.

Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 46 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano. Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.

På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.

Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer Osteria del Bugiardo, som ligger i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.

Denne Amarone della Valpolicella Classico er lavet af 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta. Druerne er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og derefter lagt til tørre på tørreloftet. Derefter presses de tørrede druerne med gæring ved 24 grader og udblødning i 25 dage. Vinen lagrer i 24 måneder på store egefade og derefter yderligere 12 måneder på flaske før frigivelse.

Og det er en fin, fin kulsort Amarone, som i næsen byder på modne blommer, blåbær, svag rosin … ikke meget, sødme, dadler, hospitalsgang, babybræk, mentol, kakao, kaffebønder, lakrids, eg, vanilje og lidt sød tobak … rolig nu, jeg skrev sød tobak og ikke sjov tobak. Og det er sgu i munden en fyldig satan, men på den fede og cremede måde. Trækker højoktan på 17%, men alkoholen er egentlig ganske fornuftig integreret i vinen sammen med den mørke frugt, krydderier og lækker cremethed.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 439,95 kr. ved køb af 1 stk. og 269,95 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 5,5/7 

2007 Casanova di Neri, Pietradonice IGT, Toscana, Italien

2007 Casanova di Neri, Pietradonice IGT, Toscana, ItalienEt af højdepunkterne under byggemødet var denne vin … en IGT vin, Pietradonice IGT fra Bruello vinhuset Azienda Agricola Casanova di Neri, som selvfølgelig ligger ved Montalcino by … eller i hvert fald et par kilometer øst for byen i det herlige Toscana. Og fuck … det er sgu lige mig.

2007 Casanova di Neri, Pietradonice er grundlagt i 1971 af Giovanni Neri. Han startede forsigtig med få marker, men har løbende udvidet med køb af yderloigere marker, bl.a. markerne Fiesole, Poderuccio, Podernuovo, Le Cetine, Pietradonice, Cerretalto og Spereta. I dag har ejendommen i alt 63 hektar vinmarker samt lidt olivenlunde og agerjord.

Den første vin fra vingården kom på markedet i 1978, nemlig husets Brunello. Men produktionen er siden udvodet med en Brunello Cerretalto i 1981, en Rosso di Montalcino i 1982, en Brunello Tenuta Nuova i 1993, en Ir Rosso di Casanova di Neri og den hvide Ib Bianco i 2011.

Og denne Pietradonice IGT udgav familien for første gang i år 2000. Siden første årgang har vinen fået mellem 93-96 point af Wine Spectator samt de magiske 3 glas i Gambero Rosso.

Med 63 ha vinmarker er Casanova di Neri et af de største familiebrug i Montalcino. Vihuset har siden 1991 været ledet af Giovannis søn Giacomo Neri, som er en vinbonde med stor kærlighed for arbejdet i marken. Og hans sønner Gianlorenzo og Giovanni er kørt i stilling. De har begge allerede taget ønologisk uddannelse, så arvefølgen er helt på plads.

Casanova di Neri blev i 2007 kåret som verdens bedste Brunello producent af det velrenomerede Wine Spectator, og blev ligeledes nr. 1 på top 100 listen. Det er derfor ikke uden grund, at Casanova di Neri betragtes som én af de absolut bedste producenter fra Montalcino.

Giacomo Neri færdiggjorde for få år siden sit nye vineri, som er et fantastisk projekt der strækker sig 3 etager under jorden. Tyngdekræften driver vinene fra top til bund under produktionen. Anlægget har været kostbart, men Giacomo har kæmpe succes med det. I løbet af ganske få år er Casanova di Neri blevet stjerneproducent i Gambero Rosso og har således 10 gange opnået 3 glas … noget kun få og de absolut bedste producenter formår.

Ligeledes er Casanova di Neri flere gange tildelt de magiske og næsten uopnåelige 100 point for deres vine – senest I 2006, 2007 og 2010 har Casanova di Neri fra forskellige internationale anmeldere modtaget 100 point og fantastiske ord med på vejen.

Denne Pietradonice IGT er en Cabernet Sauvignon baseret vin, hvor druerne kommer fra marken Pietradonice. Der skulle vistnok være tilsat en smule Sangiovese … omkring 10%, men det fremgår ikke tydeligt på vinhusets hjemmeside. Lavet med maceration i temperaturstyrede tanke med en macerationstid på 2-3 uger, hvorefter vinen lagrer i store egetræsfade i 19 måneder og yderligere 6 måneder efter vinen er flasket. Produktionen af Pietradonice IGT ligger op omkring 9.340 flasker årligt … samt 90 magnumflasker.

Og what a wine … i næsen engelsk lakrids i kombo med stor syrlighed. Vi snakker blommer, dadler, oliven, solbær, blåbær … tætpakket frugt, og således utrolig frugtrig med eg, toast, læder, svage grønne noter, let tobak og nok også lidt chokolade. Men man fornemmer også den underliggende syre, som viser tænder, rygrad og feminin håndfasthed. Det er Bordeaux, US Cab og italiensk samhørighed … if U get my drift?

I munden stramme italienske tanniner, men også blommer og fyldig sødme, fed og fyldig, cremet … hold nu kæft, tanninerne er helt vilde, men sammen med fylden og fedmen spiller det totalt. Dette er en tæskelækker vin. Far er glad, så big time Thumbs Up.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 679,95 kr. ved køb af 1 stk. og 470 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 6,5/7  

2008 Serego Alighieri, Valpolicella dell’Anniversario Classico Superiore, Vento, Italien

2008 Serego Alighieri, Valpolicella dell'Anniversario Classico Superiore, Vento, ItalienDe forstår sgu at feste de italienere. Denne Valpolicella dell’Anniversario Classico Superiore er en jubilæumsvin, lavet for at fejre vinhuset Serego Alighieri 650 års jubilæum i 2003 … og så har man ellers siden lavet vinen. Det kan man da kalde lidt af en jubilæumsfest.

Serego Alighieri er et klassisk italiensk vinhus, der kan føres over 20 generationer tilbage og i dag ejes greven Pieralvise di Serego Alighieri, som en direkte efterkommer af Italiens store digter Dante (Alighieri). Det er ét af Valpolicellas ældste og mest traditionelle godser.

Vingården blev købt i 1353 af Pietro Alighieri, Dantes søn, der havde efterfulgt sin far i eksil i Verona og havde opholdt sig i området efter digterens død. Allerede dengang startede man vinproduktion, og lige siden har vinfremstilling kontinuerligt været en tradition i familien.

Og denne tradition er fortsat … men i dag sker vinproduktionen i samarbejde med det gigantiske vinfirma Masi Agricola, der har leveret moderne tekniske ekspertise og en international distributionskanal for alle Serego Alighieris vine.

Masi er nabo Serego Alighieri og samarbejdet med Dr. Sandro Boscaini, som både er ønolog, direktør og ejer af Masi Agricola har medført en stor fornyelse i vinproduktionen hos greven. Serego Alighieri har altid stået for det klassiske og traditionsrige, mens Masi og Sandro Boscaini mere står for det dynamiske, nye og grænsesøgende.

Vinene fra Masi kender vi typiske fra diskene i de danske supermarkeder.

Selve Villa Serègo Alighieri omfatter 130 hektar hvoraf omkring 35 hektar er beplantet med vinstokke. Resten anvendes til frugtavl, hvoraf kirsebær er dominerende. Derudover er der selvfølgelig lidt oliven. Herunder har Pieralvise di Serego Alighieri – vist nærmest lidt for sjov – en flok geder gående på de højst beliggende arealer, hvor de producerer mælk til den lokale gedeost.

Vinmarkerne ligger i en tragtformet dal og når man ser markernes beliggenhed på skråningerne, er man ikke i tvivl om, at der kan laves god vin. Den berømteste vinmark hedder “Vajo Ameron” og leverer druer til nogle af husets bedste Amaroner.

Udover landbruget er der også – i bedste italienske stil – lidt agriturismo, idet det er muligt at bo i slottets gæstefløj, kaldet La Forresteria. For nogle år siden igangsatte Pieralvise nemlig en tilbundsgående renovering af de gamle arbejderboliger, som hørte til ejendommen. Pieralvise og hans kone har egenhændigt indrettet 8 lejligheder, som alle er helt forskellige.

Udover produktionen af Amaroner, Ripassoer m.v. og værelsesudlejning på ejendommen i Veneto, så har Serego Alighieri også købt en ejendom i Toscana, nemlig Poderi del Bello Ovile, som ligger ved Cinigiano bakkerne i udkanten af Montalcino. Derfra har jeg tidligere smagt (og skrevet om) vinen Poderi del Bello Ovile Rosso di Toscana IGT.

Denne Valpolicella dell’Anniversario Classico Superiore er lavet på 70% Corvina, 20% Rondinella og 10% Molinara. Druerne kommer fra de bedste parceller på skråningerne i det historiske Possessioni, høstes i oktober, hvorefter de gæres ud på ståltanke ved 24-26 grader i 15 dage. Vinen omstikkes efterfølgende og den malolaktiske gæring startes.

I januar tilsættes druer, der har tørret i to måneder, hvilket sætter en ny gæring i gang. Vinen lagrer derefter i 18 måneder på botti af slovensk eg, fire måneder i 600 liters kirsebærtræsfade og seks måneder på flaske, før den endeligt frigives til salg.

Importøren kalder selv vinen for en fyldig og intens Valpolicella lavet efter Ripasso-metoden, men jeg synes nu ikke, at vinen er specielt Ripasso i udtrykket, selvom der bestemt er nogle mørkere elementer i duften. I næsen er der nemlig modne blommer, lakrids, grønne blade … virker stram og typisk italiensk, lidt estragon, frisk træ samt lidt gammel, halvmulle kælder. Ganske okay næse.

I smagen er der ikke megen Ripasso, men derimod godt med træ, tørhed, lidt peber og tydelige tanniner. Syren er ganske fremtrædende, men samtidig lidt rustik og kantet, men går fint igen i hele smagsspektret. Jeg ved sgu ikke rigtig … virker som en lidt utilpasset unge … mørk i duften, men lidt stram og kantet i smagen. Jeg er ikke overbevist.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er hele 170 kr.

Rating 3,5/7 

2011 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, Italien

2011 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, ItalienFredag stod primært på bajere, snaps og kogt torsk … så ingen Spätburgunder til Houlberg. Suk. Men der er nu imidlertid ikke grund til ha’ ondt af Houlberg, for før humle- og kartoffelvandet bød et lille kundemøde på lidt rigtigt vand … nemlig druevand i form af en gammel kending … Barolo fra Pio Cesare og i en frisk og stram årgang.

Vingården Pio Cesare blev grundlagt helt tilbage i 1881 af Cesare Pio. Han var en af de allerførste vinproducenter til at tro på det store potentiale og kvaliteten af Barolo, Barbaresco, Barbera og de andre store vine fra Piemonte.

I fem generationer har Pio Cesare familien produceret traditionelle Piemonte vine i de gamle kældre, der ligger i centrum af byen Alba, så der er tale om et klassisk gammelt vinhus. Faktisk kan væggene i kældrene endda dateres tilbage til Romerriget, omkring 50 f.Kr.

Pio Cesare ejer mere end 50 hektar vinmarker, der ligger i de bedste områder indenfor regionen. Udover at anvende druer fra egne marker, så har Pio Cesare gennem generationer også købt druer fra andre vinbønder i området.

Nogle af bønderne har man købt fra i flere generationer og Pio Cesare styrer alle aspekter af vinavlen hos disse vinbønder, således druerne lever op til kravene hos Pio Cesare. I markerne er produktionen med vilje begrænset for at sikre høj kvalitet.

I dag drives domainet af Pio Boffa, oldebarn til Pio Cesare. Under hans kyndige hånd er Pio Cesares vine blevet kendt verden over og nyder stor anerkendelse i den internationale vinpresse. Selvom Pio Cesare kun producerer i beskeden antal, så høster de altid de fineste anderkendelser og topscores rundt om i verden.

Druerne til vinen kommer dels fra husets egne marker, bl.a. fra marker i Serralunga d’Alba (Ornato), Grinzane Cavour (Gustava), La Morra (Roncaglie) og Barolo -Novello (Ravera), men også fra nogle af de vinbønder, som Pio Cesare har leveringsaftaler med.

Vinifikationen sker i ståltanke med skinkontakt i omkring 20 dage, hvorefter vinen lagrer i medium ristede franske fade i 3 år, 70% af vinen i 20 til 50 hektoliter fade og 30% i barriques.

Og nuancerne minder sgu ærlig talt om tidligere årgang, hvor der er lyserøde bær, ribs, tranebær, lidt mentol, tobak, blæk, violer, cigaræsker, blomster og en åbenlys syre. Trods den unge alder virker vinen – som 2010’eren – imødekommende, let og elegant. I smagen går de lyse bær igen med ribs, granatæbler, æblesyre, faste tanniner, røg … lækker, skarp og præcis. Kongevin, som fortsat er i dens spæde ungdom, men bestemt ikke total snerpet og uimødekommende, som Nebbiolo også kan være i de helt unge år.

Forhandles flere steder, bl.a. Laudrup Vin, hvor prisen er 600 kr. ved køb af 1 stk. og 450 kr. ved køb af 12 stk.

Rating 5,5/7 

2013 Franz Gojer Glögglhof, Südtiroler Lagrein Furggl, Alto Adige, Italien

2013 Franz Gojer Glögglhof, Südtiroler Lagrein Furggl, Alto Adige, ItalienPå S’vinbar gav vi indehaveren og sommelier Sabina udfordringen at finde en let vin med lidt kant … og det blev denne Südtiroler Lagrein Furggl fra vinhuset Franz Gojer … fremragende valg. Respekt.

Franz Gojer driver vinhuset, som også er kendt under navnet Weingut Glögglhof … eller Azienda Vinicola Glögglhof nu da vi jo er i Italien, eller helt præcis i St. Maddalena området nordøst for Bolzano i Alto Aldige i det nordlige Italien.

Vingården Glögglhof stammer tilbage til 1400-tallet og har været i familien Gojers eje i generationer. I dag er det Franz og hustruen Marie Luise Gojer, som driver gården sammen med deres søn Florian. Franz overtog driften tilbage i 1982 efter faderen Anton Gojer.

Florian har tilsluttet sig faderen efter endt uddannelse som ønolog og uddannelsesophold hos Jim Clendenen i Santa Barbara. Og i dag er det Florian, som er den ansvarlige vinmager på vingården.

Glögglhof har selv 5 hektar vinmarker og har derudover forpagtet yderligere 2,5 hektar marker, bl.a. markerne Furggl, Karneid og Rondell. På markerne dyrker familien druesorterne Vernatsch … også kaldet Schiava, Lagrein, Weissburgunder, Kerner og Sauvignon Blanc. Alt dyrkes uden brug af kemikalier, pesticider og mineralsk gødning, ligesom der i kælderen kun anvendes den naturlige gær fra druerne.

Det er altså en lille producent, som alene laver omkring 55-60.000 flasker vin hvert år, og én af disse flasker er så denne Südtiroler Lagrein Furggl, som Sabina anbefalede og lovede langt mere elegant end typiske vine på Lagrein.

Vinen er lavet med druer fra marken Furggl, som ligger i Auer og har en god stenet undergrund og næres af floden Etsch. Det giver meget mineralske vine, som også typisk har godt med tanniner. Alle druerne er høstet manuelt. Fermentering er sket i store, letbrændte egetræsfade og derefter har vinen også lagret på store egetræstønder, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Og hvilken herlig lille perle, som i næsen er ganske rustik, landlig med noter af kul, egetræ, træspåner, violer, granit samt en smule spice … lette og ristede krydderier. I munden er vinen syrlig, mineralsk, let og meget frisk. Syren er meget direkte med grønt græs, jern … stramt og lækkert.

Drukket på S’vinbar, pris kender jeg ikke. Udenbys koster vinen 12,40€ eller omkring 93 kr. Det er satans billig, så herhjemme kan den sagtens tåle at koste lidt mere … og fortsat være satans billig.

Rating 5,5/7  

2006 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, Italien

2006 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, ItalienFandt en lidt ældre flaske Barbera d’Asti Frem fra Società Agricola Azienda Agricola Scagliola ude i min faders hus ifb. med en oprydning. Den har helt sikkert ikke været opbevaret efter forskrifterne … nærmere tværtimod, men derfor skulle den da lige prøves.

Det er ellers en ganske fremragende vin, som jeg sidst har smagt i en årgang 2012. Denne er 6 år ældre, nemlig årgang 2006. Han … altså min fader … har sikkert fået den i gave fra mig engang.

Vinhuset Società Agricola Azienda Agricola Scagliola ligger i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte ved bakkerne i Monferrato tæt ved Langhe, smukt placeret på toppen af San Siro. Her har familien Scagliola har produceret vin i 4 generationer.

Vingården er grundlagt i 1939 af Camillo Scagliola, som blev født i 1889. Han giftede sig med Palmina Ferro, og de fik 5 børn. Desværre Camillo gik bort i en ung alder, så det blev sønnen Giovanni Scagliola, som hurtigt måtte videreføre arven efter faderen. Derefter gik driften videre til Giovannis sønner Mario og Maggiorino Scagliola.

I dag drives stedet fortsat af Mario og Maggiorino Scagliola, men sammen med 4. generation, nemlig Maggiorinos søn Giovanni og datter Silvia. Mario har selv to døtre, men de er fortsat unge, men regner også med at skal hjælpe i driften.

Familien har har skabt et mønsterbrug i denne smukke egn. Ejendommen ligger i 400 meters højde. Denne placering er med til at give vinene den flotte syrestruktur, som er nødvendig for at lave klassevine.

Jordbunden er let sandet og med kalksten, og dyrkes med omtanke og efter naturlige principper, hvorfor der kun opnås et lavt udbytte per hektar. Der dyrkes vin på 35 hektar, primært Moscato og Barbera, men også Dolcetto, Cortese, Chardonnay, Grignolino, Monferrato Rosso, Brachetto og Pinot Noir. Scagliola også kendt for at lave en af distriktets bedste Moscato d’Asti.

Høsten finder sted i oktober, vinen er selvfølgelig lavet på 100% Barbera, og vinen har lagret på franske egetræsfade (barriques) i cirka tolv måneder. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin.

I næsen er vinen ganske rustik, men alderen trykker sgu voldsomt. Det ses også i glasset, hvor kanten er let brun. Der er blæk, tør jord, et lidt støvet udtryk over vinen, men også lidt portvin og rosiner, som leder tankerne hen på noget dårlig Amarone. Smagen er dog fortsat frisk med frugt, kirsebær, ribs, morbær, grønne og let bitre noter … har bestemt stadig sit italienske ophav i live med tørhed, syre og bid.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor seneste årgang 2013 koster 135 kr. ved 1 flaske og 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2010 Val di Suga, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2010 Val di Suga, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienMed næste vin er vi hos vinhuset Val di Suga, som er ét af Tenimenti Angelinis 5 vinhuse. Vi har nemlig fat i en Brunello di Montalcino … en flaske Gert havde med til et par hyggelige timer 3. juledag, hvor julen lige skulle skyldes helt væk. Hvad er bedre til at skylde jul væk end Brunello?

Tenimenti Angelini ejes og drives af familien Angelini, som er én af Italiens store og berømte vinfamilier. De ejer som nævnt 5 vinhuse, nemlig de 3 toscanske huse Val di Suga i Montalcino, Tre Rose i Montepulciano og San Leonino i Castellina in Chianti. Derudover er det Puiatti i Friuli samt Tenuta Collepaglia i Castelli di Jesi Classico i Marche.

Og det er samlet et pænt stort foretagende … Tenimenti Angelini ejer nemlig mere end 1.600 hektar jord, hvor de 310 hektar er vinmarker. Det betyder, at koncernen samlet producerer omkring 1,5 millioner flasker vin hvert år.

Tenuta Val di Suga er familiens ædelsten og fungerer i dag også som hovedsæde for koncernen. Familien købte ejendommen i 1994 og omfatter 120 hektar jord, hvoraf de 55 hektar er vinmarker udelukkende beplantet med Sangiovese. Mod Nord ligger Val di Suga vinmarken omkring selve ejendommen og dér findes også den berømte Vigna del Lago parcel. Mod Sydvest ligger San Polo vinmarken, som er den yngste, og endelig mod Sydøst den mest kendte mark Vigna Spuntali.

Vinfremstillingen er moderne, men med respekt for traditionerne. Modningen af vinene foregår stadig i de traditionelle, store slovenske fade, men man anvender også små, franske egetræsfade. Ansvarlig vinmager på Val di Suga er Andrea Lonardi.

Denne Brunello di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese Grosso og lagret 36 måneder på store fade og almindelige franske egetræsfade samt 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Og det er sgu en fin Brunello med rigtig mange af de typiske dyder for Brunello. Næsen er tør, støvet med violer, blyanter … lige spidset, tryksværte fra gårsdagens avis, skovbund, en smule babybræk (på den fede måde), tobak, røg og sluttelig en pose med flæskesvær. Lyder sgu som opskriften til et kup i Olsen Banden.

I munden er de italienske dyder også ganske fremtrædende med stor syrlighed (som faktisk holder i flaske i flere dage), grønne noter, mineraler, og stramme, stramme tanniner, som sætter sig i munden og specielt på tænderne. Det er mellemrøde bær, syrlige med noter af lakrids og godt med det mineralske islæt. Herligt.

Købt hos Philipson Wine, hvor prisen er 149,95 kr. ved køb af 12 flasker. Ellers skal du smide en hundredekroneseddel mere.

Rating 5/7 

2013 Gian Piero Marrone, Langhe Chardonnay Memundis, Piemonte, Italien

2013 Gian Piero Marrone, Langhe Chardonnay Memundis, Piemonte, ItalienDen hvide Barolo … kaldes denne Langhe Chardonnay Memundis, som kommer fra vinhuset Agricola Gian Piero Marrone, som ligger i den lille by Annuziata på vej op mod selve La Morra i hjertet af Piemonte. Den er altså ikke på nogle af de lokale grønne druer Arneis eller Cortese, men derimod den internationale Chardonnay.

Agricola Gian Piero Marrone er grundlagt i 1957 af Pietro Marrone, men drives i dag af 3. og 4. generation i form af Pietros nevø Gian Piero Marrone samt hans 3 smukke døtre Denise, Serena og Valentina.

Oprindelig blev vinene alene produceret til personlig brug samt en række faste kunder. Men over tid blev vinmarkerne udvidet og kundebasen voksede stødt. I dag producerer Marrone familien årligt over 200.000 flasker og eksporterer deres vine til 26 lande.

Vingården har samlet 18 hektar vinmarker, som ligger spredt i området og nogle endda helt op til grænsen til Barberesco. De fleste af husets vinstokke er gamle stokke med en gennemsnitsalder på 60 år og giver basis for ikke mindre end 14 forskellige rødvine, 9 hvidvine, en enkelt rosé samt dessertvinen Moscato d’Asti Solaris.

Derudover tilbyder familien også kokkeskole på vingården, hvilket styres med hård hånd af Mama Giovanna. Som deltager får man en opskriftsbog, et forklæde og skal kokkerere et komplet måltid med starter, forret, hovedret og dessert med hjælp og råd af Mama Giovanna. Det lyder sgu meget godt … forestil dig, at måltidet så samtidig skal nydes i de gamle kældre. Jeg er klar.

En af husets vine er denne Langhe Chardonnay Memundis. Det er endda topvinen af de hvide, lavet i beskedent antal … ren Chardonnay og fermentering direkte på eg og har også lagret på barriques i 15 måneder.

I glasset har vinen godt med farve … nærmest mellem-gul, og i næsen er vinen meget aromatisk med våde fade, kvæde, abrikos, eg, vanilje, honning … meget moderne stil med en lidt fed side.

Smagen er intens, dyb med fylde, let citrus og eksotiske frugter. Der er en voldsom lang eftersmag, hvor fedme, fylde og syre bare langsomt breder sig i munden og varer en evighed. Det kan vi lide. Der er også godt med sødme, som dog får kompetent modspil af den bærende syre og en meget ren frugt. En smule opulent og associationer til Barolo – bare i hvid udgave – kan måske være svær at finde, men godt smager den … meget godt endda.

Købt af nogle gutter, som kalder sig Vinopiemonte, og prisen er 189 kr.

Rating 5,5/7