Tag-arkiv: Italien

2010 Fèlsina, Berardenga Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2010 Fèlsina, Berardenga Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienI et smukt gammelt stenhus i Castelnuovo Berardenga finder vi et af Chiantis ældste og mest hæderkronede vinhuse, nemlig det klassiske hus Fèlsina, som står bag denne Berardenga Chianti Classico Riserva.

Fèlsina er grundlagt i 1966, da Domenico Poggiali tog et modigt spring og købte ejendommen i Castelnuovo Berardenga … netop på et tidspunkt, hvor det ikke gik særligt godt for de italienske vinbønder. Han var dog ikke selv vinmager, så han ansatte et ungt team til at producere vinene og investerede ellers massivt i vingården.

I tilknytning til gårdens hestestald fandt Domenico Poggiali efter købet af ejendommen også en gammel, underjordisk vinkælder, bygget af sten med brede hvælvinger. Den blev selvfølgelig også samtidig istandsat og har lige siden været brugt til lagring af alle huset vine.

Der blev samtidig opkøbt yderligere vinmarker, således gården samlet rådede over 40 hektar vinmarker, bl.a. markerne Rancia, Rancino, Arcidosso, Arcidossino/Santa Letizia, Casale di Fèlsina, Fèlsina, Casalino, Santa Maria, San Giuseppe, Ruzzatoio, Molino d’Ombrone, Valli, Molinuzzo, Fontalloro og Terra Rossa.

I slutningen af 1970’erne kom sønnen Giuseppe Poggiali med i driften, og derudover hyrede familien også vennen Luigi Veronelli og ønologen Franco Bernabei til at øge både kvaliteten og salget af vinene. Allerede fra 1983, hvor man første gang lavede enkeltmarksvinene Fontalloro og Rancia, begyndte der at blive rift om vinene, fremragende internationale anmeldelser og i dag hører huset til blandt eliten i Toscana.

At Fèlsina hører til blandt de bedste vinhuset i hele Toscana kan blandt andet aflæses på, at Fèlsina hele 18 gange har fået de prestigefyldte 3 glas i den italienske vinbibel Gambero Rosso. Det er der kun 6 andre producenter, som har opnået.

I 1990 kom Giuseppe Poggialis søn Giovanni Poggiali også med i driften, og i dag er det ham, som driver vingården … fortsat med hjælp fra ønologen Franco Bernabei. Siden Giovanni overtagelse er der sket lidt ændringer, bl.a. har man investeret i rustfri ståltanke og samtidig også omlagt hele produktionen til økologisk drift. Men ellers holdes der fast i de gammeldags traditioner.

Denne Berardenga Chianti Classico Riserva er lavet med druer – 100% Sangiovese – fra husets marker omkring Castelnuovo Berardenga. Vinstokkkene er plantet i 1970’erne, men suppleret og delvis omplantet senere. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en maceration ved 28-30 grader i 14-16 dage, hvorefter vinen lagrer på medium-store egetræsfade i 12-16 måneder efterfulgt af 3-6 måneder på flaske. Huset har lavet denne vin siden 1967.

I næsen er der godt med røg, hævet dej, skovbund … og en klar italiensk syre, lidt trøfler, gammel kælder, mellemrøde bær, jordbær, kirsebær, lette blommer, tobak, læder, blomster samt en eller anden form for mineralitet, kul eller tørv. I munden er vinen blød, elegant … noget mørkere i udtrykket end Chianti generelt. Der er grønne elementer, sød tobak, jordbær, kirsebær, champignon samt egetræ, der virker godt integreret og ellers er der syre og meget stramme tanniner. Flot Chianti.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Domaine Brandis, hvor prisen er 249 kr.

Rating 5,5/7   

2008 Cerbaiona, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2008 Cerbaiona, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVinpusheren sluttede den eksklusive smagning med sidste tema; stald, læder, hængt kød og hvorfor gnavne gamle mænd ved bedst, hvor stor Brunello skulle møde stor Hermitage … og det kunne vel kun ende med et kæmpe brag?

Specielt da første vin – Brunello’en – var fra vinhuset Cerbaiona, som vel er kendt som én af de allerbedste Brunello producenter. Vinene derfra er verdenskendte, men koster også det blege … hvilket også gælder for denne Brunello di Montalcino.

Cerbaiona ligger godt gemt væk i nærheden af Montalcino i det smukke Tocana knap 1 kilometer sydøst for Montalcino for enden af en blind grusvej … lige forbi producenten La Fornace og området, hvor Giulio Salvioni har sine marker.

Vingården ejes og drives af Diego Molinari, som sammen med hans hustru Nora købte gården i 1977. Diego havde tidligere været pilot 25 år hos det italienske flyselskab Alitalia, og var endda første pilot i Alitalia, som fløj selskabets første Boing 747. Derfor kaldes Diego også i dag fortsat ”Commander” af de lokale.

Det var en drøm om at producere vin, som medførte, at Diego og Nora købte Cerbaiona ejendommen beliggende på et højdedrag lige øst for Montalcino. Parret var begejstrede, men vidste egentlig ikke så meget om vinfremstilling, så Diego besøgte derfor en række af områdets bedste producenter og stillede dem et utal af spørgsmål om vin, fremstillingsmetoder, arbejdet i marken og meget mere.

Diego var især inspireret af Biondi-Santi, hvis traditionelle filosofi han synes specielt godt om, så den vej ville han også gå med hans vine. Han fik renoveret ejendommen og genplantet del af vinmarkerne, bl.a. med stiklinge fra netop Biondi-Santi og allerede i 1980 producerede Diego sine første vine … sammenlagt 70 flasker.

Og lige siden har Diego Molinari fremstillet fantastiske Brunello di Montalcino … vine, som i dag blandt kendere regnes for noget af det ypperste. Produktionen er ultra traditionel med brug af gammel træpresse, gæring på gamle cementtanke og lagring på store slavonske egetræsfade.

Diego Molinari vingård Cerbaiona har alene 3 hektar vinmarker og 12 hektar med skov og oliventræer … og med alene 3 hektar vinmarker, hvoraf kun halvdelen går til produktionen af Brunello, så er produktionen af Brunello’er selvsagt meget lille og vinene er derfor sjældne og ofte et samlerobjekt blandt kendere. Den samlede produktion af vine på Cerbaiona er alene 8.000 flasker årligt.

Der laves 3 forskellige vine på Cerbaiona, nemlig først og fremmest husets Brunello di Montalcino, som der kun laves 650 kasser af årligt. Derudover laves der en Rosso di Montalcino, som er gårdens 2. vin … en slags mini Brunello og endelig en Cerbaiona Rosso Toscana IGT, hvor Diego Montalcino blander den lokale Sangiovese drue med Cabernet Sauvignon og Merlot.

I dag er Diego ved at være en ældre herre … men kan sit shit, hvilket jeg selvfølgelig vender tilbage til senere. Imidlertid har alderen nu betydet, at Diego og Nora i december 2015 har solgt Cerbaiona til den amerikanske investor Gary Rieschel, som har været venner med Molinari familien og ofte er kommet på vingården.

Han har nu indsat Matthew Fioretti som daglig leder af vingården, og han vil fremover sammen med sin italienske hustru, som stammer fra Bergamo bo på Cerbaiona og fremstille de eksklusive vine. Men til og med 2015 høsten har vinen altså fortsat været lavet af Diego Molinari.

Denne 2008’er Brunello har gæret på de gamle cementtanke og lagret på 25 hektoliter slavonsk eg i omkring 40 måneder.

Nå, men lad os se, hvad den gamle herre egentlig kunne med denne årgang 2008 af hans berømte Brunello. Og lad mig afsløre med det samme … dette er sgu godt. I næsen nærmest lidt muggen kælder, tobak, sved, omklædningsrummet efter en oldboyskamp, kødfuld, syrlige kirsebær, dyrisk med animalske noter, læder, let mentol, rosenblade, orange/appelsin, plaster, hospitalsgang og en spændende gang surhed af en slags. Lyder måske ikke tillokkende … men total ZEN … eller det man på dansk kalder klasse.

I munden KAPOWWW … tørhed, champignon, elegance … hold da op, hvor er der bid og tørhed. Fuck hvor er den tør, ekstremt … en tørhed helt udover det sædvanlige. Kalder nærmest på ens tandbørste. Fortsat ung, spændstig og med de tørreste tanniner, som jeg har smagt i mands minde … virkelig gemmepotentiale … hvis man altså ikke bare drikker den med det samme. Mums.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 899 kr., men på tilbud denne aften til 799 kr.

Rating 6,5/7   

2010 Siro Pacenti, Brunello di Montalcino Pelagrilli, Toscana, Italien

2010 Siro Pacenti, Brunello di Montalcino Pelagrilli, Toscana, ItalienDen anden duellant i den nervepirrende kamp Piemonte mod Toscana, Nebbiolo mod Sangiovese og traditionalister mod modernister var denne Brunello di Montalcino Pelagrilli fra det toskanske vinhus Siro Pacenti, som holder til 2-3 kilometer nordøst for Montalcino by.

Siro Pacenti er oprindelig grundlagt i 1970, da Siro Pacenti købte en lille landejendom bl.a. med den tilhørende vinmark Peligrilli. Han gik i gang med at tilplante alle vinmarkerne. Det var dog først i 1988, hvor sønnen Giancarlo Pacenti overtog driften, at der for alvor kom gang i vinproduktionen.

Dels var vinstokkene først der ved at være klar til at give druer af god kvalitet, og derudover havde Giancarlo også masser af idéer til vinproduktionen efter besøg i Bordeaux, hvor han var blevet venner med Professor Yves Glories, som var leder af det ønologiske fakultet ved universitet i Bordeaux University.

Giancarlo opkøbte yderligere marker, bl.a. nogle marker syd for Montalcino, herunder marken Piancornello, som hans bedstefar engang havde ejet og tilplantet med Sangiovese vinstokke. Derudover indgik han i et samarbejde med den franske professor, idet han havde en plan om at lave to vine, en Brunello di Montalcino og en Rosso di Montalcino inspireret af modellen fra Bordeaux om en 1. vin – altså Brunello’en – og en 2. vin, som selvfølgelig så var Rosso’en.

Derudover skulle vinene selvfølgelig laves i moderne stil … med Bordeaux som forbillede, dvs. lagring på 225 liters barriques og gerne nye fade. Og helt skidt var det åbenbart ikke, for siden 1995 har Giancarlo Pacentis Brunello hvert år fået de prestigefyldte 3 glas – Tre Bicchieri – i den italienske vinbibel Gambero Rosso. I dag er Giancarlo kendt som en af de bedste Brunello producenter.

Samlet har Siro Pacenti i dag 22 hektar vinmarker, alle tilplantet med Sangiovese, og det danner basis for 4 forskellige vine, nemlig Giancarlos Rosso di Montalcino, en Brunello di Montalcino Pelagrilli, en Brunello di Montalcino Vecchie Vigne og endelig Brunello di Montalcino Riserva PS.

Der er i perioden 2001-2004 bygget en topmoderne vingård med state-of-the-art vineri.

Denne Brunello di Montalcino Pelagrilli er selvfølgelig lavet med druer fra vinhusets nordligste mark Peligrilli, og det er 100% Sangiovese fra 25 år gamle vinstokke. Vinen er vinificeret i store temperaturstyrede ståltanke, maceration i 18-20 dage og har derefter lagret 24 måneder på franske barriques og derefter en periode på flaske inden frigivelse.

Og i glasset er der nu også mere farve, mens duften klart er mere moderne, fyldig, fed, mørk og varm. Der er mørke bær, blåbær, blommer, læder, te-blade, møbelværksted, eg, mælkechokolade, kaffe, vanilje samt lidt krydrede noter, men mærkelig nok også mere anonym i udtrykket … eller måske bare mere allround. Lidt til den opulente side.

Smagen er ganske blød, rund og fyldig. Igen går de mørkere bær igen, lidt blommer … fin tørhed, men lidt mere fed og bulder i smagen, som dermed ikke virker så elegant. Tanninerne er fortsat unge, markant og meget stramme, hvilket hjælper det fede hvalpefedt lidt på vej.

Dejlig vin … men min stemme ligger på sejr til Piemonte i kampen mellem Piemonte mod Toscana, Nebbiolo mod Sangiovese og traditionalister mod modernister. Men hvad ved jeg … måske er jeg bare en gammel traditionalist … konservativ og forstokket. Men sådan er jeg.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 399 kr., men på tilbud denne aften til 349 kr.

Rating 5/7   

2011 Cascina Ca’ Rossa, Roero Mompissano, Piemonte, Italien

2011 Cascina Ca’ Rossa, Roero Mompissano, Piemonte, ItalienEfter den velspillende kvartet af ultrapræcise, skarptslebne og forskelligartede Pinot Noir vine, så blev klaviatur nodepapiret skiftet helt ud. Nu skulle melodien have en anden lyd … nemlig med et nyt tema; en pind i øret – lidt om krigen mellem traditionalister og modernister.

Den kamp var henlagt til støvlelandet, Piemonte mod Toscana, Nebbiolo mod Sangiovese og traditionalister mod modernister. Og den første vin i den svedfyldte armlægning var denne Roero Mompissano fra vinhuset Azienda Agricola Cascina Ca’Rossa.

Vinhuset Cascina Ca’ Rossa drives i dag af Angelo Ferrio, men vingården ved byen Canale d’Alba blev oprindeligt købt af Angelos fader Alfonso Ferrio i 1967, men sidst i 60’erne var det hårde tider, så produktionen på gården bestod udover avlen af druer også af frugttræer samt lidt køer.

Alle druerne blev solgt bulk til det lokale kooperaitiv, og det var først da Angelo i 1995 hjemvendte fra militærtjeneste og overtog driften efter faderen, at familien begyndte at lave egne vine af druerne fra deres vinmarker.

I løbet af de følgende år opkøbte Angelo også yderligere marker, bl.a. husets bedste mark Audinaggio i Valmaggiore di Vezza d’Alba. En særdeles stejl vinmark, hvor alt skal klares med håndkraft … og endda kræver sin mand, en portion stolthed, jernvilje og mod. Og det beskriver måske meget godt Cascina Ca’ Rossa … flid og klassisk håndværk.

Azienda Agricola Cascina Ca’Rossa har i alt 13 hektar vinmarker, som Angelo siden 2014 har passet sammen med sønnen Stefano. Sammen laver far og søn omkring 65.000 flasker vin årligt, hvilket er fordelt på 8 forskellige vine, hvoraf denne Roero Mompissano således er én af dem. Alle markerne drives i dag økologisk.

Roero Mompissano er selvfølgelig en ren Nebbiolo vin, og druerne kommer fra en skråning på adressen Via Mompissano i den nordlige del af Canale d’Alba, hvor jordbunden består af megen kalk og ler. Vinen er produceret fuldkommen klassisk og er selvfølgelig lagret på store 30 hektoliter slovenske egefade i 30 måneder for derefter at lagre yderligere 4 måneder i flasken.

Og den har sgu alle traditionernes tyngde på skuldrene … men bærer dem med ynde og udbasunerer dem med stor overbevisning. Der er nemlig læder, bark, lyse blommer, kirsebær, tobak, lette rosiner, balsamisk eddike, karameller, mandler, roser, parfume … men det virker alt sammen rundt, blidt og blødt. Fabelagtig næse.

I munden er der frugt, nerve … tanninerne ikke så stramme og barske som klassisk Barolo, men absolut til stede. Tørheden er dog enorm, så man får en nærmest udtørrende fornemmelse af garvesyre og tørstoffer i munden. Vinen nærmest skriger på mad, men smager bare super godt. Det kan jeg virkelig også godt li’ … hmmmmm.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 299 kr., men på tilbud denne aften til 199 kr.

Rating 6/7   

2013 Castello del Trebbio, Bianco di Castignano IGT, Toscana, Italien

2013 Castello del Trebbio, Bianco di Castignano IGT, Toscana, ItalienUn altro Italiano … og fortsat fra Toscana, men denne gang hvid, nemlig vinen Bianco di Castignano IGT fra vinhuset Castello del Trebbio, som netop holder til i en stor gammel borg beliggende lidt syd for den lille landsby Santa Brigida 10 kilometer nordøst for Firenze.

Castello del Trebbio er bygget i 1184 af Pazzi familien, men har siden 1968 været ejet af Baj Macario familien. I dag er det Anna Baj Macario, som ejer det imponerende vinhus sammen med hendes mand Stefano Casadei, som også er én af de store vinproducenter i Italien.

Stefano Casadei ejer nemlig også vinhuset Società Agricola Olianas sammen med hans broder Andrea. Derfra har jeg tidligere smagt deres Vermentino di Sardegna.

Derudover ejer Stefano og hans hustru Anna Baj Macario også Tenuta Casa Dei med 13 hektar vinmarker i Toscana samt det store firma Tecnovite Toscana, som både beskæftiger sig med branding og markedsføring af vin og olivenolie.

Driften af den gamle borg Castello del Trebbio omfatter 350 hektar jord, hvoraf hovedparten dog er olivenlunde og produktion af safran, mens 54 hektar består af vinmarker. Derudover omfatter det agriturismo – altså udlejning af værelser – og siden 2006 også drift af restauranten La Sosta del Gusto, som efterfølgende har vundet priser som en af verdens bedste vinrestauranter.

Der laves årligt omkring 350.000 flasker vin på Castello del Trebbio fordelt på de 8 vine Chianti, Pazzesco IGT, Chianti Rufina Riserva Lastricato, Bianco della Congiura IGT, denne Bianco di Castignano IGT, Merlot IGT og en Vinsanto DOC.

Denne Bianco di Castignano IGT er lavet på 60% Trebbiano og 40% Chardonnay. Trebbiano stokke er plantet tilbage i 1970’erne og Chardonnay stokkene i år 2000. Vinen er lavet på store 50 hektoliter ståltanke og har også modnet i disse ståltanke i 4-6 måneder inden vinen blev flasket.

I næsen er vinen meget anonym … nærmest blot lidt papkasser, grønne blade og svage æbler. I smagen lidt hvid frugt, blid syre, grape og igen meget neutral. Smager sådan fint … men anonym og hurtig glemt.

Købt hos vinvikali.dk / Vinum Optimum, hvor prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 2,5/7 

2012 Relais La Torre, Chianti, Toscana, Italien

2012 Relais La Torre, Chianti, Toscana, ItalienI den østligste del af Toscana, omkring 5 kilometer nord for den lille by Arezzo finder vi Relais La Torre … et lille Bed & Breakfirst smukt beliggende i en gammel antik villa fra 1756 kaldet Baiellina med det tilhørende gammelt fængselstårn Torrino.

Dette lille idylliske refugium … agriturismo … har på ægte italiensk manér selvfølgelig også produktion af lidt vino, vinsanto og olivenolie. Så udover at byde på afslapning med udsigt til de toscanske vinmarker, friske æg og rustik hjemmelavet bagværk, så kan man også skænke en række af egne vine, og én af disse er denne Chianti.

Den lille vingård har i alt 13 hektar vinmarker spredt udover bakkerne i området, og der dyrker de primært de røde sorter Sangiovese og Merlot til vinene og til deres vinsanto de hvide druer Malvasia Toscana, Trebbiano samt de røde San Colombano og Cannaiolo.

Der laves 4 forskellige vine på Relais La Torre, denne Chianti samt en Chianti Riserva og 2 IGT vine I Lastricheti Rosso Toscano og Macchione Rosso Toscano, som begge er lavet på et blend af Sangiovese og Merlot. De laver 2 forskellige vinsanto, nemlig Vinsanto del Chianti og Vinsanto del Chianti Riserva.

Denne almindelige Chianti er lavet på 100% Sangiovese, lavet med økologiske druer, som er høstet i hånden og ellers produceret på temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor macerationen er forholdsvis kort i 8-10 dage. Vinen har slet ikke set egetræ og er således modnet 7 måneder i de rustfrie ståltanke og derudover 3 måneder efter flaskningen.

Og det er faktisk en herlig ville vildbasse, som i næsen byder på lidt animalsk-sjov-bio-syre, nærmest en smule naturewine i udtrykket med sæbe, parfume, gylle, prut, eucalyptus, grønne blade og lidt syrlige bolsjer. Det lyder som lidt et spookie mix, men er egentlig ganske fornøjelig.

I munden syre, frugt og friskhed. Vinen er en smule krydret, men har en god lethed. Syren er ganske italiensk i udtrykket og sidder godt fast i munden, når de har smagt vinen, så der er også lidt tanniner, som viser lidt ansigt. Det er faktisk en ganske spændende vin.

Købt hos Pran Vinimport, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4,5/7 

2005 Bruno Rocca, Barbaresco Rabajà, Piemonte, Italien

2005 Bruno Rocca, Barbaresco Rabajà, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Rabajà er opkaldt familien Roccas bedste mark Rabajà … og fra netop dén mark kommer denne Barbaresco Rabajà, en piemontisk, præcis, præsentiøs og pragtfuld perle af en vin og endda med lige over 10 år på dens italienske bella-figure bag a.k.a. røv.

Vingården, som ejes og drives af Bruno Rocca ligger lige syd for Barbaresco med en idyllisk og smuk beliggenhed på en bakketop – helt ude på kanten – med den mest fantastiske udsigt over familiens vinmarker … specielt Rabajà.

Azienda Agricola Rabajà er egentlig grundlagt i slutningen af 1950’erne, hvor Francesco Rocca samt hustruen Maria Adelaide flyttede fra centrum af Barbaresco og købte vingården med tilhørende jorder.

I begyndelse var avlen fra markerne ikke noget, som familien kunne leve af, og druerne blev da også blot solgt til andre vinproducenter i Barbaresco, og alene en mindre del blev brugt til egenproduktion.

Men det ændrede sig, da sønnen Bruno Rocca i 1978 overtog driften efter faderens død og besluttede at gå andre veje. Bruno blev dermed den første i familien, der også producerede vin med salg for øje. Og han blev en af modernisterne i Piemonte, hvor han med en ny stil skabte bløde vine med stor elegance. Han brugte små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen fulgte i modernisternes spor.

Filosofien var meget enkel, vinene skulle udtrykke Barbaresco området bedst muligt, og de blev hurtigt meget værdsatte. Bruno Rocca modtog et væld af priser. Det betød, at efterspørgslen efter vinene voksede markant og gjorde Bruno Rocca i stand til løbende at opkøbe yderligere jordlodder samt udvide og modernisere vinkælderen.

Han ejer i dag 15 hektar fordelt på den legendariske Rabajà vinmark ved vingården samt vinmarker fra Neive til Treiso, nemlig markerne Currà, Fausoni, San Cristoforo, Marcorino, og Vaglio Serra, hvor der dyrkes Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Chardonnay.

I dag er sønnen Francesco også med i driften af gården, og det er måske meget godt, for far Bruno er temmelig sky og undgår helst al offentlig virak.

Sammen laver far og søn samlet omkring 70.000 flasker vin hvert år fordelt på 10 forskellige vine, nemlig en hvid på Chardonnay, en Dolcetto d’Alba, en Barbera d’Asti, en Barbera d’Alba, en Langhe Nebbiolo, en Langhe Rosso samt en generel Barbaresco, en Barbaresco Coparossa, hvor druerne kommer fra de to marker Pajorè i Treiso og Fausoni i Neive, enkeltmarks Barbaresco’en Rabajà samt endelig specialvinen Barbaresco Maria Adelaide.

Denne Barbaresco Rabajà er lavet med druer fra Rabajà markens 50-60 år gamle Nebbiolo stokke, hvor udbyttet ligger på 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet på store rustfri ståltanke med en macerationstid på 18-20 dage. Vinen er modnet på egefade i 18 måneder, og af disse er 80% nye franske barriques, der er middeltoastede, mens de sidste 20% har været på store 25 hektoliters ”botti”. Vinen har derefter modnet 12 måneder på flaske.

Og hold nu op, hvor er det godt. I næsen er fornemmes lidt alder … bekymrende, men det er der ingen grund til, for vinen er netop nu helt på toppen. Der er kirsebær, skovbund, nedfaldne blade, blomster, tobak, svampe, mynte, rosmarin, sort trøffel, oliven, en smule babybræk … på den elskelige måde, cigaræsker samt lidt grønne, umodne nødder. Vauw,

Smagsmæssigt … hold da op … totalt moden og i balance. Der er elegance og fløjl med en jernhandske, tanninerne er bløde, men holder fortsat et fast greb i din mund, så tænderne er under et massiv tannin- og syreangreb. Det er dog en meget præcis, blød og struktureret syre. Hvis man giver lidt luft til vinen … suger luft i munden, så folder vinen virkelig musklerne ud.

Uden at sige noget, så blev denne flaske hurtigt, målbevidst og med bella-figure slugt af Gert og jeg … og det siger jo alt om vinen. Først da bunden var nået kunne vi igen koncentrere os om andre ting. Sådan er nogle vine bare. Total zen.

Købt hos Jysk Vin, pris 470 kr.

Rating 6,5/7   

2014 Cantina di Verona, Panteno Vino Rosso, Veneto, Italien

2014 Cantina di Verona, Panteno Vino Rosso, Veneto, ItalienSupermarkedssmagningen sluttede med et ekstranummer, nemlig denne Panteno Vino Rosso Vino Biologico … endnu en vin fra arsenalet hos vinkooperativet Cantina di Verona a.k.a. Cantina Valpantena Verona, og endda – som navnet indikerer – en økologisk fætter.

Det er imidlertid ikke en vin, som man finder blandt de vine, som kooperativet ellers har i display på deres hjemmeside. Og det er jo ikke fordi, at de ikke laver mange forskellige vine på Cantina Valpantena Verona.

Samlet laver kooperativet vine under navne som Torre del Falasco, Alfabeto, Pagus Bisano, Terre di Verona og derudover en række forskellige IGT vine. Har også fundet enkelte vine under navnet Panteno, men sjovt nok ikke denne vin.

Faktisk findes der slet ingen information nogle steder om denne Panteno Vino Rosso Vino Biologico og derfor har jeg heller ingen information om, hvilke druer vinen er lavet på … eller hvordan. Fabelagtigt.

Skal jeg komme med nogle bud, så er vinen formentlig lavet på Corvina og Rondinella, som et flertal af vine fra Veneto, men det bliver sgu alene et gæt. Men det er nok ikke det værste, for vinen er desværre lige så god som informationsniveauet … og i min optik næsten tæt på udrikkelig.

Næsen byder ikke på de store indtryk … ganske neutral udover en meget syrlig og peberkrydret duft. Med det samme ved man, at denne her bliver svær. I munden uha … en gang krydret rød saft af udefinerbar slags. Det er simpelthen bare ikke særlig godt, og det er uanset om man går til vinen med oprejst pande eller ej. Thumbs Down på denne vin.

Jeg fik ikke prisen under smagningen, men kan se, at den tidligere er solgt i Coop forretninger til 59 kr.

Rating 1/7  

Il conclusione

Skal jeg gøre status efter supermarkedssmagningen eller blot forsøge at komme med en konklusion, så må det blive, at de mange fordomme om vin fra supermarkederne desværre holder. Men faktisk kommer alle vinene, som vi smagte, jo også fra gigantstore producenter, som sprøjter millioner af flasker vin ud på markedet og alene har pris som konkurrenceparameter.

Hvor er det bare synd. Hvor er kærligheden til produktet? Hvorfor er der ikke plads til vine fra små producenter? Hvor der også er en god historie at fortælle. Plads til god kvalitet. Og i et land, hvor 83% af alt vinsalget sker via supermarkederne, så har disse fandme et ansvar for at levere noget ordentligt. Og vi som forbrugere et ansvar for at efterspørge noget ordentligt.

Tænk hvis supermarkederne fik udkonkurreret de små vinimportører – på samme måde, som de har udkonkurreret små købmænd, bagerforretninger og slagtere. Så ville det sgu se skidt ud med udvalget af vin i Danmark. Jeg synes, at det var noget overraskende, at alle vine ved sådan en vinsmagning – uden undtagelse – kom fra gigantforetagender. Det kan indkøberne hos supermarkedskæderne sgu gøre langt bedre.

Lad os stille krav til vore fødevarer … det er vores ansvar at efterspørge noget ordentligt.

2011 Cantina di Verona, Recioto della Valpolicella, Veneto, Italien

2011 Cantina di Verona, Recioto della Valpolicella, Veneto, ItalienCantina di Veronas Reciota della Valpolicella er heldigvis bedre end deres Amarone, og var næste vin rækken af de italienske supermarkedsvine, som SuperBrugsen havde sat på programmet til den lokale smagning.

Recioto er den søde version af Amarone, og normalt tørrer druerne længere tid end til den tørrere lillesøster, hvorfor koncentrationen af sukker stiger. Hos Cantina di Verona tørrer begge vine nu imidlertid lige lang tid, hvorfor det er underligt, at der er så stor forskel på de to vine, men det vender jeg fluks tilbage til.

Reciota’en er lavet på druerne Corvina samt Rondinella, og som med Amaronen er de tørret i 4 måneder, hvorved der mistes 40% af vægten. Derefter presses druerne og macerationstiden er 12 dage, hvilket efterfølges af lidt over et års lagring på barrigues.

Og det er en fin lille dessertvin, som er tyktflydende, fed og ærlig. Det er modne blommer, figner, dadler, dyb portvinsødme, våde fade, lakrids, sirup … intens, saft og kraft. Det har faktisk nogle af de duftindtryk, som husets Amarone mangler. Utroligt, at de er lavet på næsten samme måde.

I munden samme indtryk, nektarfed sødme, rosiner, gammel balsamico classico, nødder, saft og kraft. Og fin vin til det efterfølgende ostebord. Så på den måde, så sluttede den lille vinsmagning i Malvinas Hus ganske fornuftig. Sådan da … for der mangler lige en lille madvin som rosinen i pølseenden.

Forhandles i SuperBrugsen til 94,95 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 65 kr.

Rating 2/7  thumbthumbthumbthumb

2012 Cantina di Verona, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2012 Cantina di Verona, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienI det fedtede spor af italiensk brilliantine var næste pomade en Amarone della Valpolicella … og så var det spændende og afgørende spørgsmål, om det var én af de Amaroner, som vinkendere ofte rynker på næsen af og kalder supermarkeds-Amaroner … altså når de skal være virkelig grove.

Men denne Amarone della Valpolicella jo virkelig er hentet på én af hylderne i SuperBrugsen, så pr. definition er det jo en supermarkeds-Amarone. Men inden den kom på hylden, så er vinen hentet fra et af de store italienske vinhuse, nemlig Cantina di Verona.

Cantina di Verona kendes også som Cantina Valpantena Verona og er oprindeligt grundlagt som et kooperativ af flere vinavlere omkring Verona. Det er i 2003 fusioneret med Oleificio delle Colline Veronesi, et andet kooperativ, som primært producerer olivenolie.

Kooperativet ligger i den lille by Quinto nord for Verona og har over 250 medlemmer, som fra deres samlede vinmarker på 750 hektar leverer druer til fremstilling af de mange Valpoicella, Bardolina, Custoza, Lugana og Soave vine. Samlet laves der årligt 8 millioner flasker vin på kooperativet.

Cantina di Verona a.k.a. Cantina Valpantena Verona er også en del af den store internationale vinkoncern IW&SP, hvilket står for Italian Wine & Style Promotion. Det er et stort konsortium, som består af vinproducenter fra 4 af de vigtige vinregioner i Italien. Formålet med IW&SP fremvise og sælge vinene fra de respektive vinhuse.

I Piedmonte er det vinhusene Il Botolo og Colle Manora, i Veneto vinhusene Cantina di Verona, La Collina dei Ciliegi, Antiche Terre Venete, Fongaro Spumanti og Colli Vicentini, i Toscana er det Colline di Sopra og endelig i Umbrien vinhuset Castello delle Regine.

Nå, men videre til selve denne Amarone. Vi skulle egentlig smage søstervinen Pagus Bisano Amarone della Valpolicella, som også kommer fra samme vinhus, men den havde – efter min vurdering – prop, så derfor får I alene smagsnoterne fra denne Terre di Verona Amarone delle Valpolicella, selvom de smagsmæssigt faktisk også lå imponerende tæt på hinanden.

Vinen er lavet på druerne Corvina, Corvinone samt Rondinella, som alle er tørret i minimum 4 måneder, hvorved de taber 40% af deres vægt. Macerationen varer 20 dage, hvorefter vinen lagrer på eg og efterfølgende på flaske … men hvor lang tid skriver vinhuset intet om.

Første overraskelse kommer, da vinen hældes op i glasset … og afslører en meget lys og tynd, næsten transparent vin. WTF !!! Er dette virkelig Amarone? Og i næsen virker det hele også uden saft og kraft. I stedet er der lette blommer, lakrids, mentol og virker en smule støvet i udtrykket … and that is all! Tegner ærlig talt ikke særlig godt.

I munden er der bitterhed, lette blommer, figner og godt med tanniner samt en syrlig grøn undertone. Hvor er fylden, kraften og den påtrængende mørke frugt, som gode Amaroner normalt er proppet med? Jeg vil ikke kalde dette Amarone … alternativt må jeg ty til det ultimative skældsord, som meget passende kunne være supermarkeds-Amarone.

Forhandles i SuperBrugsen til 229 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 129 kr.

Rating 2/7  thumbthumb