Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2020 Barranco Oscuro, El Canto del Mirlo, Andalusien, Spanien

2020 Barranco Oscuro, El Canto del Mirlo, Andalusien, SpanienEl Canto del Mirlo betyder solsortens sang og er en spændende Merlot baseret vin fra Manuel Valenzuela og hans vingård Barranco Oscuro, der ligger oppe på kanten af Sierra Nevada nationalparken nogenlunde midtvejs mellem Granada og Almeria i Andalusien.

Barranco Oscuro ligger helt præcis i området Alpujarra og er grundlagt i 1979 af Manuel Valenzuela – eller Manolo, som han mest kaldes – og det var på et tidspunkt, hvor de fleste havde travlt med at flytte væk .

Manolo købte en fløj af vingården, som ikke havde været i seriøs produktion, siden vinlusen satte alt i stå. Noget gammel skrammel med andre ord. Han havde fået interesse for vin under et længere ophold i Frankrig.

Men Manolo plantede med stor nysgerrighed både de lokale og de internationale druesorter, som mange dengang troede ville frelse den spanske vinindustri.

Lige fra starten sagde han nej tak til alle tilbud om kemikalier eller andre tilsætningsstoffer, som kunne lette hans arbejde i markerne og i vinkælderen, for han ville producere vinos autenticos. Manuel havde selv tidligere i Madrid uddannet sig til kemisk ekspert, men kunne ikke lide de muligheder, der blev tilbudt ham.

Samlet havde Manolo og hustruen Rosa sammen med tredjedel af stuehuset, det gamle vineri købt 15 hektar vinmarker, der ligger som nogle af Spaniens højest beliggende vinmarker i 1.250-1.375 meters højde.

De lokale druer, som han plantede var sorter som Rupestris de Lot, Contraviesa, Montúa, Moscatel de Alejandria, Tinto Alicante, Pedro Ximenez, Nicamusén, Tinto Aragón aka Garnacha samt Tinto Varetúo, der reelt er Tempranillo.

Manolo endte faktisk med at blive et vinøs lokomotivet for en større sammenslutning, som tog afstand fra enhver manipulation med den frugt, som naturen begavede vinbønderne med og da det nationale regelsæt for økologi blev vedtaget i 1989, blev Barranco Oscuro Spaniens første økologisk certificerede vingård.

Siden har Manolo dog droppet den økologiske certificering, fordi han mener, at hele setup’et blev kommercialiseret med manglende respekt for den bæredygtighed, som det hele oprindeligt havde handlet om.

Derfor er Barranco Oscuro – og de vine, som Manolo producerer – forunderligt nok uden for nummer, men det bekymrer ikke Manolo, idet vinene er på kortet på en lang række af Spaniens fornemste restauranter, og nogle af dem er endda så efterspurgte, at produktionen må allokeres.

I dag har Manuel Valenzuela næsten givet staffen videre til sin søn Lorenzo, der fortsætter i faderens fodspor … men fortsat med lidt hjælp fra farmand.

Denne 2020 El Canto del Mirlo er på ren Merlot, der kommer fra en lille mikroparcel beliggende i 1290 meters højde og tilplantet med kun 400 vinstokke tilbage i 1996 … det giver kun 500 liter vin.

Vinstokkene har fra dag et har været dyrket traditionelt i ordets oprindelige betydning, hvilket vil sige uden anvendelse af herbicider, pesticider og syntetisk gødning. Der spredes kompost samt humus mellem vinstokkene om efteråret, som ud over at give næring også hjælper med til at holde på fugten fra den regn, som trods alt falder. Derudover er det eneste indgreb en tidlig forebyggende sprøjtning med svovlopløsning mod meldug.

Høsten sker manuelt med en omhyggelig sortering af klaserne og efter ankomst til vineriet sker der direkte maceration i rustfrit stål, hvor gæringen begynder spontant uden tilsætning af gær eller noget andet. Gæringstemperaturen reguleres udelukkende af de kølige efterårsnætter på bjerget.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i et enkelt brugt fransk fade uden nogen form for bakteriebekæmpelse ud over god gammeldags rengøring. Herefter tapning på flaske direkte fra fadet uden klaring eller svovling … altså nærmest som naturvin og så vi smage, hvor meget funkyness, der er over vinen.

Duftmæssigt er der ikke meget funkyness over vinen … er varm og krydret, men omvendt ville jeg nok heller ikke gætte Merlot, dertil er vinen nok lidt for let eller saftig i aromaerne. Frugten er mest solbær, og sorte kirsebær tilsat lidt peber, nogle fadnoter af vanilje og virker ellers sådant lidt rustik og upoleret i stilen.

I munden er der virkelig drøn på den friske frugt, der er sure kirsebær, umodne rabarber, ribs, granatæbler, citroner og grape … syren vild, uvenlig og ubarmhjertig, så det er sgu ikke en vin for de syreforskrækkede. Derned virkelig atypisk Merlot. Der er både syre, bitterhed, urter og krydderier og dermed en vild, frisk, syrlig og pivskarp vin, der vil genoplive selv en død solsort. 90 point.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 231 kr., men denne er købt på udsalg med 40% rabat.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, Chile

2015 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, ChileVi skal tilbage til 2019, hvor jeg sidst smagte vinen Almaviva fra Mouton Rothschilds chilenske vinhus Viña Almaviva og nu havde Jan taget vinen med i årgang 2015.

Viña Almaviva er skabt i samarbejde mellem nu afdøde Philippine Rothschild samt Eduardo Guilisasti Tagle fra Viña Concha y Toro, der er Chiles største vinhus – et joint venture startet i 1997.

Joint ventures er lavet ved, at Viña Concha y Toro er kommet med 60 hektar af deres bedste vinmarker i området Puente Alto, den nordlige del af Maipo Valley syd for Santiago, mens Rothschild familien er kommet med know-how, kunnen og erfaringer med at lave vine som Château Mouton Rothschild og Opus One … og derudover ikke mindst deres navn.

De ældste af vinmarker er plantet tilbage i 1978 og området er kendetegnet af sin klipperige undergrund, kolde og regnfulde vintre, der efterfølges af somre med varme dage og kølige nætter. Allerede for 30 år siden blev området kendt for sine optimale betingelser til dyrkning af Cabernet Sauvignon.

Derudover har de to vinhuse investeret massivt i et moderne vineri, som man startede på i 1998 og som blev indviet i år 2000. Det er tegnet af den berømte chilenske arkitekt Martín Hurtado og I kan se vineriet på billedet ovenover.

Vineriet er inspireret af området, så er der anvendt træ fra de lokale skove. Taget skal symbolisere Andesbjergenes form og dermed passe ind i omgivelserne, mens udsmykningen og interiør er inspireret af den lokale Mapuche kultur.

Inspirationen er også gengivet på vinene, idet etiketten på flaskerne er udsmykket med gamle symboler fra Chiles oprindelige beboere, mens navnet Almaviva er hentet fra hovedpersonen i Figaros Bryllup, der oprindelig er skrevet af Beaumarchais.

På etiketten er navnet Almaviva endda også skrevet med Beaumarchais’ egen håndskrift. Det var i øvrigt Wolfgang Amadeus Mozart, der bearbejdede Figaros Bryllup til en af de mest populære  operaer nogensinde.

Der anvendes bedst mulig teknikker for at lave den bedste vin på Viña Almaviva. I markerne drypvandes vinstokkene, så hver enkelt stok får tilført nøjagtig den mængde vand, der er nødvendig, og drueklaserne høstes med største varsomhed på det mest optimale tidspunkt.

Vinmarkerne ligger i 650 meters højde og man har – selvfølgelig – plantet 5 forskellige druesorter, nemlig de klassiske Bordeaux druer og i denne årgang 2015 er det 73% Cabernet Sauvignon, 22% Carménère, 4% Cabernet Franc samt 1% Merlot.

Vinene lavet på vineriet i 2 rum, som er tilpasset størrelsen af husets to primære parceller. Der vinificeres vinene i store rustfrie ståltanke med både udblødning, alkoholisk gæring. Den malolaktisk gæring sker spontant inden vinen skal lagres.

Der sker – som på Château Mouton Rothschild – i en specialbygget Grand Chai. Ja faktisk har vinerier to af slagsen. I den første lagrer vinene på barriques 10 måneder, hvorefter fadene overføres til den anden Grand Chai, hvor de lagrer 6-9 måneder inden klaring med æggehvider og aftapning på flasker.

Duftmæssigt er det en skøn kombination af tryksværte, tjære, jod, oksefond indkogt med marv, tørbagte kastanjer, blodpølse og mørk frugt med solbær, brombær, svesker og enebær, masser frugtrigdom suppleret med engelsk lakrids, jernbanesveller, røg, kakao, vanilje samt mørk chokolade.

Smagen er tyk og fed med høj viskositet, fed mærk frugt med sorte kirsebær, solbær og ribs … samtidig er vinen sindssyg tør, det er tørt træ, cedertræ, grafit, sværte, tørrede blomster og tanninerne er ret tætte og alligevel pænt integrerede, hvilket bidrager til balancen i denne tætte, tørre og kraftfulde vin … en ordentlig mundfuld, men smager fandeme godt. 97 point.

Da 2015 kom op markedet, blev den forhandlet af Philipson Wine, hvor en flaske kostede1.434,95 kr., mens prisen var 1.195 kr. ved køb af 6 flasker. I dag er den endnu dyrere.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2015 Château Bellevue de Tayac, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Bellevue de Tayac, Margaux, Bordeaux, FrankrigI runde 2 havde vi lidt bøvl med at spotte Steffen næste vin, som var en 2015 Margaux fra Château Bellevue de Tayac, der er ejet af Domaines Fabre, som også ejer en række andre bordeauxslotte.

Domaines Fabre er nok mest kendt for deres ejerskab af Château Lamothe-Cissac, men ejer også andre mindre vinslotte som Château Landat, Château La Tonnelle, Château Le Chêne, Château Fonsèche og så dette Château Bellevue de Tayac.

Det er i dag Vincent Fabre, som står i spidsen for Domaines Fabre og han styrer alt fra mark til importør og deltager også som vinmager i produktionen af vinene, hvilket er usædvanligt i det område.

Det var Vincents fader Gabriel Fabre der i 1964 købte Château Lamothe-Cissac, da han vendte tilbage til Frankrig fra hans bopæl i Marokko. Siden har familien arbejdet utrætteligt på at få marker og slot i topform.

Vincent er meget engageret indenfor vin og har siddet i bestyrelsen for sammenslutningen af Haut-Médoc producenter og har deltaget i udformningen af den nye lovgivning omkring Cru Bourgeois klassifikationen.

Han er også ledende medlem af den kendte vinridderordenen La Confrérerie du Bontemps du Médoc. I sin sparsomme fritid er han også en passioneret maratonløber og formand for det berømte Marathon du Médoc.

Château Bellevue de Tayac er beliggende i Soussans i den prestigefyldte Margaux-appellation og blev overtaget af Domaines Fabre i 2014 og de har siden gennemført store forbedringer på dets kun 4,5 hektar vinmarker.

Her smager vi en 2015 Margaux vin fra Château Bellevue de Tayac, som er lavet på 70% Merlot 20% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot, der er lavet helt klassisk … og der er ikke ret meget info om produktionen, men den er efter endt fermentering lagret 12-14 måneder på barriques, heraf 60% nye fade.

I næsen er det en en mørk vin, der virker saftig og struttende med frugt af dybe, fede og sorte kirsebær, solbær, brombær, sort tobak, sød tobak, jod, blod, blæk, grafit, cedertræ, cigarkasser samt noget vanilje og chokolade … virker blød og cremet.

Den smager også blød og cremet, men virker også renere, mere frisk samt tør end duften indikerede. Der er solbær, brombær, ribs, lemon og en god, frisk syre. Der kommer også lidt nødder, mens tanninerne er tydelige og tørre, men aldrig bliver helt vilde. Det giver samlet set en rigtigt fin, rank, blød, smooth og lækker bordeauxvin. 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Castel de Paolis, I Quattro Mori Rosso, Lazio, Italien

2018 Castel de Paolis, I Quattro Mori Rosso, Lazio, ItalienLad os nappe endnu en vin fra Giulio Santarelli på Azienda Agricola Castel de Paolis ved Grottaferrata og det blev med en rødvin, nemlig hans 2018 I Quattro Mori Rosso.

Vinen er lavet på et mix af 40% Shiraz, 30% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 10% Petit Verdot, der kommer fra 29 år gamle stokke på marker i vulkansk jord.

Gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke ved 25-28 grader over 15-18 dage og efter endt fermentering er vinen lagret omkring 12 måneder i Troncais og Allier egetræsfade.

Duftmæssigt fylder træet fra fadlagringen meget … faktisk ret meget, for der er frisk cedertræ, våde fade, kastanjer og nelliker, som lidt overskygger en mørk frugt af solbær, brombær og sorte kirsebær og så ellers nogle af de sødere fadnoter med vanilje, kanel og chokolade.

I munden er den mørke frugt til gengæld ret frisk, intens … igen er det solbær, brombær, kirsebær og de får følgeskab af en bitterhed fra sorte teblade, godt med vilde og mundudtørrende tanniner, der sætter sig langt oppe i ganen sammen med en tør syre, der river og sikrer lang smag … men mangler en anelse balance, men for pokker hvor er der godt med frugt og tanniner, voldsomt og rustikt, så dermed 91 point

Forhandles af Roman Wines, hvor en flaske koster 281 kr., mens prisen er 238,85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Cantina Costantini, Merlot del Lazio, Lazio, Italien

2023 Cantina Costantini, Merlot del Lazio, Lazio, ItalienJeg smagte derefter endnu en vin fra årgang 2023 fra Cantina Costantini i Genzano di Roma, men nu er det en rød Merlot del Lazio, som jeg har skænket i glasset.

Druerne til vinen kommer fra husets egne vulkanske marker ved Genzano di Roma i 400 meters højde og efter høst er druerne så først afstilket og knust inden gæring og maceration over 7-8 dage i ståltanke ved kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen så lagret … først 3 måneder i ståltankene og så 9 måneder på store egefade.

Hold da op !!! Sikke en aroma … let, parfumeret og det dufter frugtdryppende saftigt. WAUW. Der er søde, kandiserede kirsebær, jordbær samt blommekompot, sød finsk lakrids, flødekarameller og alt med en utrolig og anti-Merlot let- og luftighed.

Smagen er lidt i samme boldgade … måske ikke helt på samme niveau, men den har sgu samme friske og luftige lethed, blomster og virker klart som en læskende saftig og let spinkel sommervin. Det er igen lyse kirsebær, jordbær, hindbær tilsat en smule lime … mens der ikke er mange tanniner, men blot lidt tør hvid peber … der er rigtig sommerlig fornøjelsesvin til terrassen … på den fede måde, så dermed lige 91 point.

Forhandles af Roman Wines, hvor en flaske koster 104 kr., mens prisen er 88,40 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Le Stadère, Apa Nacna Toscana Rosso, Toscana, Italien

N.V. Le Stadère, Apa Nacna Toscana Rosso, Toscana, ItalienAlle gode gange 3 … for jeg smagte en 3. og sidste vin fra Le Stadère og den er fra deres Origini Line og det er denne Apa Nacna Toscana Rosso, der er en IGT vin lavet på druer fra forskellige årgange.

Det er mere præcist et blend på druerne Merlot, Alicante og Sangiovese fra forskellige årgange. Vinen er lavet ved, at gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke over 20 dage med løbende pumpover. Derefter er der sket malolaktisk gæring, inden vinen så først har lagret i ståltanke, så i cementtanke og endelig 24 måneder i franske barriques inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er den ikke helt så elegant som foregående Effemeridi Morellino di Scansano Riserva, men så kan den noget andet, for den har en duft, der er mere oprejst, mere rank og maskulin … mørkere med tørret kød, lidt mejeriagtige noter og så et mix af solbær, sorte kirsebær og blommer tilsat kakaopulver, kaffebønner og en plade mørk chokolade.

Smagen er lidt i samme boldgade … mørkere og mere maskulin, men virker også mere tilbagetrukket og en tak fyldigere, mere bondsk og fortsat med stor power. Syren er lidt mere bred eller vildere, der er også meget tørre tanniner, der sætter sig på fortænderne og nægter at forlade pladen. Der kommer lidt krydderier og peber, men alt i alt absolut en fin vin, så dermed 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 324,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Le Stadère, Sestile Morellino di Scansano, Toscana, Italien

2020 Le Stadère, Sestile Morellino di Scansano, Toscana, ItalienVinhuset Le Stadère ligger godt ude på landet i det sydlige Toscana nær byen Scansano og der kalder man Sangiovese druen for Morellino og her smager jeg netop en 2020 Sestile Morellino di Scansano.

Historien om Le Stadère startede i Chianti, hvor Pietro Parrini startede med at lave vin i Pistoia, men senere blev ejendommen dog overtaget af hans datter og i dag er det hendes søn Alberto Parrini, der driver familievirksomheden.

Alberto Parrini havde ellers en karriere inden for rumforskning, men driver nu Le Stadère sammen med sin hustru Olympia og i dag er det fra deres vingård beliggende tæt ved Scansano.

Det er i det naturskønne Maremma, der er kendt for sine terrasserede bakker og udsøgte terroir. Den lokale jord er rig på mineraler, mens det tørre og blæsende klima gør regionen ideel til produktion vinproduktion.

Samlet har Le Stadère knap 12 hektar vinmarker, hvor de fleste ligger på bakketoppen Poggio Spinelli i 380 meters højde. Den fine placering er med til at give vine i balance … præcis som den gamle etruskiske vægt kaldet stadère, der har lagt navn til vinhuset og familien har bevaret gennem generationer.

Le Stadère laver deres vine i 2 serier, nemlig Cosmogonie Line og Origini Line og denne 2020 Sestile Morellino di Scansano er fra Cosmogonie Line serien og lavet på 85% Sangiovese og resten af de 15% er Merlot, Alicante og Petit Verdot.

Vinen er lavet ved, at gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke over 15 dage med løbende pumpover. Derefter er der sket malolaktisk gæring, inden vinen har lagret først i ståltanke og efterfølgende i cementtanke inden aftapning på flaske.

Hvor dufter det godt …. kirsebærsauce, friske kirsebær, jordbær, blommer, sød lakrids og ristede svampe. Der er dybde, kompleksitet, sødlige krydderier, bagepulver og nelliker.

Smagen er rund, balanceret og alligevel frisk … igen er det mest kirsebær, sorte kirsebær og brombær, en svag lille bitterhed som hos en rød vermouth, halvtørre tanniner, som dog aldrig bliver for vilde, men giver et godt punch, frugt og velafbalanceret syre. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Villa Puccini, Toscana Rosso, Toscana, Italien

2020 Villa Puccini, Toscana Rosso, Toscana, ItalienVi skal med næste vin igen til Italien, for vi skal til Toscana, hvor vi tæt ved byen Santa Lucia finder vinhuset Villa Puccini aka Castellani, der står bag denne 2020 Toscana Rosso.

Castellani er grundlagt i Montecalvoli i slutningen af 1800-tallet af Alfred Castellani, men først i 1903 startede man et egentligt salg.

Det var nemlig da Alfreds sønner Mario og Duilio overtog driften af vingården. Dengang solgte man typisk vinene i store halmdækkede kolber.

I dag er det fortsat Castellani familien – 4. og 5. generation – i form af brødrene Roberto og Giorgio Castellani samt Robertos søn Piergiorio Castellani, som driver vinhuset.

Det er imidlertid blevet et stort foretagende. Hovedsædet ligger i dag – som nævnt – ved Santa Lucia i Pontedera, hvor familien har vingården Fattoria di Travalda.

Castellani ejer i alt 210 hektar vinmarker i Toscana og kontrollerer derudover 1.000 hektar vinmarker, der ejes af forskellige vingårde, som bl.a. er beliggende i både Toscana og det sydlige Italien.

Castellanis egne vingårde i Toscana omfatter bl.a. Fattoria di Travalda (selvfølgelig) på 5 hektar, Tenuta di Poggio al Casone på 27 hektar, Tenuta di Ceppaiano på 40 hektar, Tenuta di Burchino på 37 hektar, Tenuta di Campomaggio på 27 hektar samt Tenuta Santa Lucia på 11 hektar.

Roberto var egentligt journalist ved avisen Il Giornale del Mattino, men da broderen Giorgio havde brug for hjælp til lidt markarbejde, så måtte Roberto træde til.

Siden har han været i familieforetagendet og været én af de drivende kræfter i vinhuset samt én af foregangsmændene for, at Chianti vine fik den store internationale succes.

I dag er det et af Italiens største privatejede vinfirmaer. Castellani producerer ca. 18 millioner flasker vin om året og har en omsætning på langt over 200 millioner danske kroner om året. Omkring 70% af Castellanis produktion eksporteres til resten af Europa, USA, Østen, Canada og Sydamerika.

Hos Castellani er målsætningen at producere kvalitetsvine til konkurrencedygtige priser ved at benytte sig af den lange erfaring og den moderne teknologi, der findes i dag.

Et af de brands, som der også produceres under er netop Villa Puccini. Det er ganske præcis typisk vine i den lidt billigere end af skalaen. Her smager jeg deres 2020 Toscana Rosso, der er lavet på omkring 90% Sangiovese og 10% Merlot. Efter endt fermentering er vinen lagret på egetræsfade i 6 måneder.

Ganske habil frugt i næsen … fylder ikke så meget og er heller ikke særlig dyb, men får fint præg fra fadlagringen med lidt nødder, fugtig skovbund. lidt umamiagtige noter og frugten er mest kirsebær samt brombær suppleret med ristede champignon.

I munden har vinen lidt en sjov smag … sådan både syrlig og sød på én gang. Det er klart med kirsebær, brombær, blommer, mirabeller og så har den en lidt tør og stærk syre, der giver let halsbrand. Den har en fin frugtsødme … alt er okay, lidt skævt og alligevel indenfor skiven, så dermed 87 point.

Forhandles af Vinøen.dk, hvor udsalgsprisen er 99 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Zeni, Costalago Rosso Veronese, Veneto, Italien

2020 Zeni, Costalago Rosso Veronese, Veneto, ItalienDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en Valpolicella Ripasso Superiore fra vinhuset Zeni og nu smager jeg så en 2020 Costalago Rosso Veronese.

Det er en ameroneagtig vin, der er lavet på 70% Corvina og
Covinone samt 15% Cabernet Sauvignon og 15% Merlot, der efter høst er tørret en periode og så er vinen lavet med traditionel gæring og maceration over 2-3 uger. Efter endt fermentering er vinen lagret 12-24 måneder på egetræsfade.

Duften er også amaronefed og mægtig … det er tyk finsk lakrids, saftige blommer, solbær, sorte kirsebær og sveskegrød. Det er en vin, der giver varme … har fyldig opulent krop, kirsebærlikør, brun farin, kanel, kardemomme og vanilje.

I munden er det også blød og cremet vintervin med opulent frugt af sorte kirsebær, kirsebærlikør, saftige blommer og hindbær. Man får også godt med frugtsødme, en blød og hyggelig syre, saftighed, godt med power og er så rund og Fru Jensen venlig. Det er en nem vin med vandkæmmet hår og stor venlighed. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens vinen koster 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Molino di Sant’Antimo, Asso Toscana IGT, Toscana, Italien

2021 Molino di Sant'Antimo, Asso Toscana IGT, Toscana, ItalienLad os for en stund blive i Italien, men er rykket Toscana … for næste vin er denne 2021 Asso Toscana IGT fra Brunello producenten Molino di Sant’Antimo.

Jeg har smagt Asso Toscana IGT før i årgang 2020 og den er lavet på 85% Sangiovese og 15% Merlot fra udvalgte Brunello vinmarker i Montalcino området.

Druerne et høstet ved optimal modenhed og vinificeringen udført efter en klassisk metode for rødvine. Vinen lagres på franske samt amerikanske barriques i mindst 12 måneder og så yderligere 3 måneder på flaske.

Så for pokker … i forhold til tidligere Chianti er der nu skruet op for de mørke og varme dufte, for nu kommer der tobak, sød lakrids, vanilje, kanel og smørristede champignon, mens frugten er kirsebær og kirsebærsauce, jordbær samt vilde skovbær.

Smagen er intens og alligevel igen lysere end duften, for vinen har denne tørre, lyse og bitre frugt med syrlige kirsebær, tranebær, ribs, granatæbler og grillet lemon, der sammen med sorte teblade giver bitterhed. Tanninerne sparker og får følgeskab af en balsamisk, ren og skinger nerve, hvilket giver et frisk og syrligt bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker pt er 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7