2018 Castel de Paolis, I Quattro Mori Rosso, Lazio, Italien

2018 Castel de Paolis, I Quattro Mori Rosso, Lazio, ItalienLad os nappe endnu en vin fra Giulio Santarelli på Azienda Agricola Castel de Paolis ved Grottaferrata og det blev med en rødvin, nemlig hans 2018 I Quattro Mori Rosso.

Vinen er lavet på et mix af 40% Shiraz, 30% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 10% Petit Verdot, der kommer fra 29 år gamle stokke på marker i vulkansk jord.

Gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke ved 25-28 grader over 15-18 dage og efter endt fermentering er vinen lagret omkring 12 måneder i Troncais og Allier egetræsfade.

Duftmæssigt fylder træet fra fadlagringen meget … faktisk ret meget, for der er frisk cedertræ, våde fade, kastanjer og nelliker, som lidt overskygger en mørk frugt af solbær, brombær og sorte kirsebær og så ellers nogle af de sødere fadnoter med vanilje, kanel og chokolade.

I munden er den mørke frugt til gengæld ret frisk, intens … igen er det solbær, brombær, kirsebær og de får følgeskab af en bitterhed fra sorte teblade, godt med vilde og mundudtørrende tanniner, der sætter sig langt oppe i ganen sammen med en tør syre, der river og sikrer lang smag … men mangler en anelse balance, men for pokker hvor er der godt med frugt og tanniner, voldsomt og rustikt, så dermed 91 point

Forhandles af Roman Wines, hvor en flaske koster 281 kr., mens prisen er 238,85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7