Tag-arkiv: Sydafrika

2010 Rudi Schultz Winery, Sauvignon Blanc, Elgin, Sydafrika

2010 Rudi Schultz Winery, Sauvignon Blanc, Elgin, SydafrikaTorsdag var der vinsmagning i Randers Vinlaugh, og temaet var Sydafrika, så jeg bringer her – frisk fra fad – lige mine anmeldelser af de 9 vine, som blev smagt denne aften. Vi starter med aftenens første vin, en hvid af slagsen, nemlig denne Sauvignon Blanc fra Rhône elskeren Rudi Schultz, som mest er kendt for sine Syrah vine.

Til daglig arbejder Rudi som ledende vinmager på Thelema Mountain Vineyards, et større vinbrug i Stellenbosch. For nogle år siden fik han lyst til at eksperimentere og skabe sin egen vine, og han fik lov til at vinificere og flaske vinene på Thelema.

Vinene sælges under Rudis eget navn Rudi Schultz Winery og hans primære fokus er, at skabe en topvin på Syrah.

Der produceres årligt under 10.000 flasker af hans Syrah vin, som i ekstraordinært gode år også kommer i en reserva udgave. Indtil nu er reservaen alene produceret i årgangene 2005 og 2009.

Her har vi dog fat i en Sauvignon Blanc fra Rudi Schultz Winery, hvor druerne kommer fra området Elgin, som ligger med øst lige op ad Stellenbosch området.

Lad os smage vinen. Duft af hyld, masser af græs … eller hø samt lidt æble/pæreagtig aroma. Smagsmæssigt er der fin sødme/syre balance og vinen er meget let tilgængelig. Fin start.

Fås hos Valuevine til 69 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Graceland Vineyards, Merlot, Stellenbosch, Sydafrika

2009 Graceland Vineyards, Merlot, Stellenbosch, SydafrikaHvad er mere naturligt med en Graceland vin, når nu man bor i en by, hvor der er opført en kopi af Elvis’ elskede Graceland. Etiketten signalerer nu langtfra, at vinen har nogen som helst forbindelse til den ikoniske sanger og hans hjem i Memphis. I stedet er der på etiketten et billede af den franske maler og baron Jean Baptiste Regnault´s berømte billede af De Tre Gratier, sådan lidt boudoir-agtigt. Det originale maleri hænger i øvrigt på Louvre i Paris. Det symboliserer skønhed, glæde og charme, elementer som McNaughton-familien mener også findes i deres vine.

Vinen kommer nemlig fra Paul og Susan McNaughton, som købte Graceland Vineyards i Stellenbosch i Syfdafrika i 1990. Det blev da vist til en masse i’er. Nå, men der er tale om en mindre familiedrevet ejendom på kun 18 hektar. I de første år havde de ekspertbistand udefra til at lave vinen, men siden 2002 har Susan haft det fulde ansvar for vinfremstillingen. Alle på stedet er involveret i den daglige drift, selvom det er Susan, der som vinmageren er den drivende kraft. Paul står for økonomi og administration, og alle andre inklusiv børnene, giver en hjælpende hånd i markerne og i kælderen.

Jordbunden på stedet er særdeles velegnet til røde druer, hvorfor man kun producerer røde vine. Man laver 4 vine på gården, denne Merlot, en Shiraz, en Cabernet Sauvignon og så “Three Graces”, som er et blend af de tre nævnte druer. Derudover laves en anden vin i navnet Strawberry Fields … en vistnok sødere vin, hvor det er Sue McNaughton, som er vinmager.

Nå, lad som smage på Graceland. Duftmæssigt masser af sol og varme, solbærmarmelade, blommer og lidt egetræ. Smagen er imidlertid slet ikke så stor som duften. Alkoholen er måske for dominerende, for i smagen bliver vinen en smule brutal. Vinen er fyldig, men bestemt også med tanniner til stede, og ellers lidt sol, blommer, eg .. men igen lidt brutalt.

Købt hos Jysk Vin, pris 142 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Lourensford Wine Estate, Shiraz Mourvedre Viognier, Western Cape, Sydafrika

2008 Lourensford Wine Estate, Shiraz Mourvedre Viognier, Western Cape, SydafrikaIgen lidt tirsdagsvin efter arbejde … efter en pause pga. jul og nytår. Første vin var denne SMV baserede vin fra Sydafrika, eller nærmere bestemt fra Lourensford Wine Estate. Jeg har det nogen gang lidt svært med vine fra Sydafrika, og denne vin var bestemt ingen undtagelse. Jeg vil kalde den en nytårsaften vin … begrundelse følger.

Lourensford Estate historie går tilbage til år 1700, idet Lourensford engang var en del af Willem Adriaan van der Stels berømte ejendom Vergelegen, som også er kendt som én af de smukkeste vingårde i verden. Vergelegen ejes og drives i dag – ligesom Lourensford – som en særskilt vingård, ejet af Anglo American Farms Ltd., som er en del af et stort Sydafrikansk mineselskab. Vergelegen har bl.a. haft besøg af Nelson Mandela.

Lourensford ejes af dr. Christo Wiese, som købte Lourensford Wine Estate i 1998. Herfter satte han sig for at gøre Lourensford til en af de bedste vingårde i Sydafrika, og da dr. Christo Wiese samtidig var ganske rig, så blev der postet mange penge i projektet.

I 2002 begyndte byggeriet af et helt nyt vineri, der allerede i 2003 var klar til at tage imod den første frugt. Også i vinmarken er der sket store ændringer, og siden år 2000 har man gennemført et ambitiøst genplantningsprojekt, hvor man dels har skiftet en del af vinstokkene i eksisterende marker, dels har genplantet tidligere anlagte vinmarker.

Lourensford har i dag ca. 360 hektar vinmarker, men i de fremtidige planer indgår fortsat kontrollerede udvidelser. Ud over vinen hører der over 900 hektar skov til ejendommen, hvorfra man laver sine egne vinfade og yderligere har et mejeri og en eksklusiv lystfiskerklub.

Vinen her er en SMV, dvs. på druerne Shiraz, Mourvèdre og Viognier, som høstes fra på syd-sydvestvendte skrænter, beliggende i mellem 100 og 300 meters højde. Jordbunden består primært af en blanding af granit og sandsten, hvilket giver en næsten optimal dræning.

Lad os kigge nærmere på vinen. Jeg kaldte den en nytårsaftenvin, og det skyldes primært en meget underlig duft. Vinen dufter … seriøst … af krudt og bordbomber. Normalt er jeg vild med mange duftnuancer, men dette er decideret “weird”.

Smagen er heldigvis bedre end duften, da der er sødme, mørke frugter og lidt kaktus. Igen en lidt mærkelig bismag, som jeg ikke er helt begejstret for, og eftersmagen er forholdsvis kort. Mystisk vin, og den bliver ikke favorit her hos mig.

Købt i Vinspecialisten til 80 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse  2/7  

2006 Waterford Estate, Kevin Arnold Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika

2006 Waterford Estate, Kevin Arnold Shiraz, Stellenbosch, SydafrikaSå blev det Pauls tur, og han havde valgt en vin fra … Sydafrika, nemlig vinen Kevin Arnold Shiraz fra Waterford Estate i Stellenbosch.

Waterford Estate blev grundlagt i 1998, da Jeremy og Leigh Ord købte 120 hektar jord lige uden for Stellenbosh mellem bjergkæderne Simonsberg og Helderberg. Jorden havde tidligere været en del af vinhuset Stellenrust. Snart blev Kevin Arnold og hans kone Heather også medejere. Kevin havde inden arbejdet 9 år som vinmager hos Delheim Cellars og 10 år som vinmager hos Rust en Vrede, men hos Waterford fik han muligheden for at bygge en vingård helt efter eget ønske.

Kevin Arnold har også forbedret vinmarkerne, så der virkelig er tale om et mønsterbrug med det mål at frembringe de bedste vine i Sydafrika og som også kan stå op mod de bedste rødvine i resten af verden. I løbet af kort tid er vinene fra Waterford blevet meget efterspurgte.

Alle Waterfords rødvine er blandingsvine for bedst muligt at afspejle områdets terroir. Druerne har gæret på en blanding af stål og egefade på 225 liter. Vinen har derfter lagret på fade af samme størrelse i 16 måneder, og 90% af disse er franske, resten amerikanske. Vinen her er lavet på 90% Shiraz og 10% Mourvedre.

Hver årgang af vinen er i øvrigt navngivet efter en børnene i de to familier, således er årgang 2005 dedikeret til Kevin og Heathers søn Lloyd Francis, mens den her i denne årgang 2006 er dedikeret til datteren Ashleigh Anne. Så kan man jo spekulere lidt over, at det fremadrettet må stille høje krav til forplantningsevnen i de to familier.

Duftmæssigt har jeg noteret mig stor tørhed, helt ørkenagtigt, røget og med lidt krydderier, som får mig til at tænke på sydafrikanske vine. Smagsmæssigt er den blød, dog fortsat med lidt peber, krydderier og der er også lidt sødme. Det krydrede går igen i eftersmagen. Kan godt li’ blødheden i vinen. Nice.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 112,50 kr. på tilbud, normalpris 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Major’s Hill Wine Estate, Pinotage, Western Cape, Sydafrika

2009 Major's Hill Wine Estate, Pinotage, Western Cape, SydafrikaEndnu et stort spring – denne gang til Sydafrika, hvor vi finder Major’s Hill Wine Estate.

Vinhuset er startet i 1994, da Familien Louw købte vingården Klipdrif. I modsætning til mange andre af vingårdene i Robertson Valley, som i generationer er gået i arv, har Klipdrif været ejet af mindst 4 forskellige familier før 1994. En af de tidligere ejere, major Jacobus Petrus Marais, bedre kendt som “Oom Kosie”, startede drueproduktionen og var en af de første i Robertson Valley til at bygge vinkælder.

Han startede et firma (Southern Liquer Company) og udviklede den meget berømte Klipdrift Brandy, som han også brugte som base i lang række andre likører. Efter hans død blev han begravet på en bakketop, hvor han plejede at gå op for at kigge ud over hans land. Uheldigvis blev Klipdrif solgt få år efter hans død og mærket Klipdrift brandy blev solgt.

Som en af de ældste vingårde i Robertson Valley er den stadigvæk kilde til mange minder og historier og det var nærliggende, at de nye ejere kiggede meget på den gamle arkitektur, da de renoverede gården.

Man lavede de nødvendige faciliteter så vinkælderen i dag fremstår som en moderne kælder, hvor vinmager og aktionær Alkie van der Merwe har frie hænder til producere det bedst mulige vin. “Oom Kosie” eller Major Marais er blevet æret ved at man har opkaldt vingården Major’s Hill Wine Estate.

Her her vi Major’s Hill Wine Estates Pinotage. Pinotage er jo Sydafrikas nationaldrue, som blev skabt i 1925 af professor Abraham Izak Perold. Pinotage er en krydsning mellem Pinot noir og Cinsault.

Håbet var at skabe den perfekte krydsning mellem den robuste Cinsault og den mere skrøbeligt Pinot Noir, som til gengæld producerer fremragende vin. I Sydafrika kaldes Cinsault for Hermitage, hvilket giver navnet Pinotage.

Pinotage passer godt til det varme klima. Den er ikke så skrøbelig som Pinot Noir og ikke så rustik som ren Cinsault. Men den minder hverken om Bourgogne eller Rhône, som er de to originale druesorters ophav.

Kritikere hævder, at vin på Pinotage dufter af acetone og maling, hvilket selvfølgelig ikke har skabt et godt image for Sydafrikas stolthed. Når vinen er vellavet, byder den på en mere indbydende næse af røg og jord.

Duftsmæssigt er der her lidt af begge dele, lidt acetone men også røg og jord. Derudover lidt mørke bær, og … chokolade. Smagsmæssigt synes jeg imidlertid ikke, at den rammer helt plet, men jeg har nu heller aldrig været helt vild med vine på Pinotage. Der er godt med tanniner i vinen, og alkoholen synes meget stærk. Jeg savner lidt blødhed og balance.

Købt hos Glud Vin til 119 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7   

2004 Radford Dale, Gravity, Stellenbosch, Sydafrika

2004 Radford Dale, Gravity, Stellenbosch, SydafrikaVidere til næste vin, en lille sag, som jeg har haft liggende i køleskabet i en del år. Vi er godt sydpå, nemlig i Sydafrika hos Radford Dale i Stellenbosch. Radford Dale er en del af The Winery of Good Hope, som udover Radford Dale brandet også laver vine under navnene Vinum Africa, Land of Hope og Winery of Good Hope.

Radford Dale er husets topvine, og bag navnet gemmer sig Barossa Valley fødte Ben Radford og britiske Alex Dale, der i øvrigt har boet mere end halvdelen af sit liv i Bourgogne. Eneste objektiv er maksimal kvalitet. Uden kompromiser af nogen art, men tilsat en god portion af uhøjtidelighed og sjov. Og så skal vinene yde fremragende ”Value for Money”. Hemmeligheden bag potentiel og ægte kvalitet ligger i vinmarkerne. Ikke for at underestimere vinmagerens rolle, for vinmageren kan forløse – eller i værste fald ødelægge den potentielle kvalitet vinmarkerne bringer!

Udgangspunktet for Radford Dale er nogle af de bedst beliggende vinmarker i det sydlige Stellenbosch’s Helderberg region, med udsigt til False Bay og kølende vinde. Det kuperede terræn giver hver enkelt lille parcel sit microklima, noget der er med til at øge vinens kompleksitet.

Vinen her af lavet på 25% Syrah, 50% Cabernet Sauvignon og 25% Merlot. Blandingsforholdet varierer fra år til år. Duftmæssigt er der mørk jord,  eucalyptus, salvie, tør ørkenvind, jern, bacon og lidt chokolade. Den dufter speciel, men det er meget imponerende. Smagen er også forførende med peber, modne blommer, kaktus, tobak og lidt krydret i eftersmagen. Rigtigt fint glas vin. Det er power med elegance.

Købt hos Randers Vinhus til 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 AnWilka, AnWilka, Stellenbosch, Sydafrika

2006 AnWilka, AnWilka, Stellenbosch, SydafrikaMed næste vin kom vi til Sydafrika, nærmere bestemt Helderberg området i Stellenbosch, tæt på False Bay bugten. Vingården hedder AnWilka. Det er stjerneproducenterne Bruno Prats, som var den tidligere ejer af Cos d’Estournel, Hubert de Boüard de Laforest, som var den tidligere medejer af St. Emilions Château Angelus og Lowell Jooste, som var medejer af Klein Constantia, der gik sammen om at producere denne exceptionelle vin. Målet var at lave en vin, der kombinerede fyldigheden og rundheden af frugt fra den sydafrikanske jord med elegancen og balancen fra Bordeauxs vindyrknings filosofi.

AnWilkas vinmarker ligger 7 km fra havet i det bedste vindyrkningsområde i Stellenbosch og består af omkring 40 hektar, der blev gen-plantet i 1998 med Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot druer.

Fra 2005 til 2008 blev kun en meget lille del af druerne vinificeret på AnWilka; nogle blev brugt til AnWilka, andre blev brugt til 2.vinen Ugaba og de sidste druer blev solgt til Klein Constantia for vinserierne KC og High Gables.

Her i 2012 er AnWilka imidlertid solgt til Klein Constantia, men fortsætter som individuel vin.

Og allerede med første årgang 2005 blev målet nået. Robert Parker kaldte AnWilka 2005 for Sydafrikas bedste vin. Her i årgang 2006 er vinen lavet på 66% Cabernet Sauvignon, 29% Syrah og 5% Merlot og en produktion på på 3.500 kasser, hvilket er ca. halvdelen af produktionen i årgang 2005.

Anwilka er lavet af den unge sydafrikanske vinmager Trizanne Pansegrouw under nøje ledelse af de erfarne ønologers Prats og de Boüard, som også er involveret i blandingsprocessen.

Trizanne Pansegrouw er en kvalificeret ønolog med masser af erfaring. Hun er uddannet ønolog fra universitetet i Stellenbosch. Hun har arbejdet rundt omkring i verden, i det vestlige Australien, Alsace, Rhône og Bordeaux, og i Klein Constantia før hun flyttede til AnWilka i december 2004.

Duftmæssigt er der bestemt klare referencer til Bordeaux, der er lidt jord … men ikke den typiske “mulle” jord, som tit findes i Bordeaux vinene. Der er også læder, kaffe, peber, røg og lidt krydderi. Dufter af en meget rank vin, og det kan ikke på nogen måder duftes, at vinen har 6 år på bagen.

Smagsmæssigt stram tannin som hos dens franske fætter, og vinen nærmest hænger fast rundt i munden, der er mørke bær, lidt … bare en anelse blommer og så igen lidt krydderi, som måske er atypisk for Bordeaux og måske kan indikere, at vinen kommer fra et andet himmelstrøj. Meget elegant … og med god kant.

Vinen udviklede sig i øvrigt fortsat i løbet af aftenen, og mistede en smule af stramheden, hvilket virkelig klædte vinen, så thumbs up.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt … ja, hvor kan jeg ikke huske, men ved jeg har givet 299 kr. Fås i dag til 333 kr. hos Shop & Vin. Brandis har tidligere haft den til 249 kr., men er udsolgt der.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Radford Dale, Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika

2005 Radford Dale, Shiraz, Stellenbosch, SydafrikaLørdagens vin er fra Sydafrika, et vinland som jeg normalt ikke dyrker ret meget. Vinen her har da også ligget i vinkøleskabet i mange år efterhånden, men med et årstal på 2005, så var det måske på høje tid at få smagt denne vin. Radford Dale er en del af vingården “Winery of Good Hope”, som også tæller Winery of Good Hope, Land of Hope og Vinum Afrika.

Radford Dale er flagskibet/toppen hos vingården og bag navnet gemmer sig Barossa Valley fødte Ben Radford og britiske Alex Dale, der i øvrigt har boet mere end halvdelen af sit liv i Bourgogne. Radford Dale er med en årlig produktion på bare 300 kasser Shiraz blandt micro producenterne i Sydafrika.

Eneste objektiv er maksimal kvalitet. Uden kompromiser af nogen art, men tilsat en god portion af uhøjtidelighed og sjov. Og så skal vinene yde fremragende ”Value for Money”. Hemmeligheden bag potentiel og ægte kvalitet ligger i vinmarkerne.

Udgangspunktet for Radford Dale Shiraz er nogle af de bedst beliggende vinmarker i det sydlige Stellenbosch’s Helderberg region, med udsigt til False Bay og kølende vinde. Det kuperede terræn giver hver enkelt lille parcel sit microklima, noget der er med til at øge vinens kompleksitet. New World frugt – europæisk stil og struktur.

Med deres fremragende Shiraz søger Alex og Ben at kombinere det bedste fra den nye verden med det bedste fra den Europæiske tradition. Det vil sige den solmodne, lækre og rige frugt med den faste struktur og finessen fra de bedste europæiske vine.

Druerne håndplukkes, afstilkes og gennemgår en kold maceration (udblødning) inden gæringen. Under gæringen benyttede Alex og Ben sig af overpumpning af mosten og pigeage, hvor drueskindet mekanisk stødes ned i den gærende most. Alt for at sikre maksimal farve, struktur og rigdom.

Vinen blev efterfølgende macereret på drueskindet i to uger og fadlagret i 14 måneder på 75% fransk eg og 25% amerikansk eg. Alex og Ben benyttede sig af avancerede teknikker som ”micro oxygenation” i fadene, for at sikre en blød tannin struktur.

I glasset også en mørk fætter. Duften er peber, og den lidt “mulle” jordbund, som man ellers normalt finder i Bordeaux vine. Derudover er der duft af chokolade, ristede bær og masser af sol. Duften kan godt lede én hen omkring Rhône området.

Smagen er på en gang let, men alligevel tung, fyldig og tæt. Ja, det lyder sgu da vist mærkeligt, men det må være fordi, at der er god balance i vinen. Der er også både syre og en smule sødme, som bare gør vinen meget letdrikkelig, ja faktisk mere tilgængelig og elegant end fx en “aussi-bombe” . Det smager ikke helt som Rhône, og ikke som Australien …. men det smager jo godt.

Købt i Randers Vinhus til 158 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Warwick Estate, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2008 Warwick Estate, Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaNæste vin blev en chardonnay fra Warwick Estate. Vi er i Stellenbosch i Sydafrika og vinmager er Norma Ratcliff, som sammen med hendes mand købte vingården i 1964.

Tidligere havde gården heddet De Goede Sukses (kan vel oversættes som “god succes”), men fik ændret navn til Warwick Estate i 1902 efter Boerkrigen, hvor en ældre oberst William Alexander Gordon fra Warwickshire Regiment i Sydafrika købte gården og ændrede navnet til minde om sit gamle regiment.

I dag er Norma oppe i årene, så sønnen Mike er kommet med som medejer. Ratcliff familien er store profiler og meget involveret i alle aspekter af den sydafrikanske vinproduktion.

Denne chardonnay har lagret 10 måneder på fransk eg. Duftmæssigt er her fad, syrlig fedme, floral, honning … og en smule friskhed. Bestemt ikke en gumpetung chardonnay. Smagen er cremet, der er blomstereng, hyld, honning og også lidt syre. Smager dejligt her sammen med pigvaren.

Warwick Estate vinene forhandles via Jysk Vin eller Otto Suenson, men har ikke kunnet finde denne chardonnay, som jeg da ellers godt kunne anbefale.

Vinanmeldelse 4/7  

2008 Warwick Estate, Black Lady Syrah, Stellenbosch, Sydafrika

2008 Warwick Estate, Black Lady Syrah, Stellenbosch, SydafrikaSyrah er en sort dame, så ligger det fast. Her viser vi bagsiden af medaljen … øhh etiketten, da forsiden er ganske sort. Det skulle heller ikke undre os, om Paul havde købt vinen sort !!! Også med en smag af sorte bær, men med en vis blødhed, hvilket ledte mine tanker hen på noget amerikansk. Det var dette ikke, men i stedet Sydafrika, og en superdejlig vin.
Hvem medbragte vinen: Paul