Nu har jeg efterhånden en del gange stødt på vine fra brands lavet af Purple Wine Company aka Purple Brands. Så kom idéen … hvorfor ikke lige teste flere vine fra flere af disse brands i streg? Nu smager jeg derfor vine fra brands som Four Vines, Arius og Raeburn og starter med denne 2020 Four Vines Willing Chardonnay.
Purple Wine Company liger i Graton omkring 10-15 kilometer vest for Santa Rosa i Californien og er big business. Udover deres store produktionsfaciliteter i Graton har de også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.
Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Cryptic, Calista, Raeburn, Rampage, Wheelhouse, Avalon, Lucky Star, Zynthesis, Scattered Peaks, Randall-Monroe, Four Vines, Shiloh Road Winery, Bex og endelig Pico & Vine samt Arius.
Man kan godt forstå, hvorfor Purple Wine Company laver og opkøber mange brands, for ejeren Derek Benham har tjent kassen på at oparbejde innovative og succesfulde brands … og sælge dem for masser af penge.
Derek Benham, som er stifter af Purple Brands, voksede op i San Joaquin Valley på en gård, hvor de både havde pistacietræer samt vinmarker. Som ung mand tog han et smut vestpå til UC Berkeley indtil 1982.
Efter college valgte han at gå ind i vinverdenen, hvor amerikanske producenter på det tidspunkt havde det svært. Han bevæbnede sig med en telefonbog, sin gamle 1967 Ford Mustang, en kasse vin og en ordrebog og kastede sig ud i livet som vinsælger for en vingård med base i Lodi i Californien.
Uden træning eller den mindste hjælp fra marketing skulle Derek sælge vinen, men han arbejdede hårdt for vineriet, hvor han senere blev manager. Efter 6 år havde han vendt virksomheden rundt og kunne sælge den for at komme videre til næste projekt.
I 1990’erne byggede Derek brandet Blackstone Merlot op til en kæmpemæssig succes, som kulminerende i 2001 med et salg til giganterne Constellation og BRL Hardy for den nette sum af 140 millioner dollars.
Straks herefter grundlagde Derek sit Purple Wine Company aka Sonoma Wine Company … og i dag blot Purple Brands. Men han fik forvandlet det opkøbte og fallerede Mark West-brand til blive det bedst sælgende Pinot Noir brand i USA, inden Mark West i 2012 blev overtaget af Constellation Brands for 160 millioner dollars.
Seneste skud på stammen af vanvittigt populære kreationer er Raeburn, som lavet Russian River Valley Chardonnay og Pinot Noir. Purple brands har vinmarker i både Russian River Valley, Sonoma County og Napa Valley … certificerede bæredygtige og med henblik på at producere masser af kvalitetsvine til forbrugervenlige priser.
Men her smager jeg først Dereks 2020 Four Vines Willing Chardonnay, som jeg faktisk tidligere har smagt i årgang 2019.
Four Vines brandet er dog ikke startet af Purple Wine Company, men grundlagt i 1994 af punkrockeren, surferen og vinmageren Christian Tietje i partnerskab med vennerne Bill Grant og Susan Mahler som et lille garageprojekt.
Men i 2010 solgte de brandet videre til Derek Benham fra Purple Wine, mens Christian Tietje i nogle år efter var tilknyttet som konsulterende ønolog.
Four Vines Willing Chardonnayer lavet på 100% Chardonnay fra marker på tværs af hele Californien. De hele drueklaser sorteres i hånden og presses derefter skånsomt, hvorefter gæring sker i store temperaturstyrede ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 90 dage sur lie på franske egetræsfade.
Det er en tropisk storm af svulstig frugt med et venligt og hvidt dollargrin. Der er både mango, papaya, litchi, passionsfrugt, syltede pærer og kantaloup melon … smørfed på en lidt brovten måde og så godt med nødder og søde krydderier, men svagt lidt sød fad og noget tørhed.
I munden er det så behageligt, saftig, læskende, pleasende og totalt imødekommende. Det er rundt og venligt … lidt amerikanersød samt opulent med syltet citron og igen tropisk frugt, ananas, mango, Jolly Time, Københavnerstang og sødbitre noter, mens syren til gengæld er ganske afdæmpet, vag og tilbageholdende. Men det giver i stedet en meget drikbar hvidvin for alle … 89 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., men kan fås til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.