Næste vin er en 2021 Beaujolais-Villages, som kommer fra vinhuset Domaine André Colonge et Fils, der ligger midt i den lille landsby Lancié i Beaujolais.
Familien Colonge har været vinbønder helt siden 1789 og gennem alle årene er driften og færdighederne gået i arv fra generation til generation.
Domaine André Colonge et Fils har samlet 37 hektar vinmarker, der er fordelt på de 4 appellationer Fleurie, Brouilly, Beaujolais Villages og Beaujolais.
Hvis vi ikke lige snakker Beaujolais nouveau, så laves alle deres vine med hele klaser samt en traditionel semi-carbonic maceration ved kontrollerede temperaturer på 25-30 grader.
Der anvendes alene gør fra Beaujolai, og den gennemsnitlige maceration varer 7 dage for Beaujolais og Beaujolais-Villages samt 8-12 dage for deres Fleurie og Brouilly vine.
Lagring varer cirka 6-8 måneder i tank i enten rustfrie ståltanke eller cementtanke og den malolaktiske gæring sker normalt i slutningen af november, mens vinene stadig ligger på bundfaldet.
Det dufter af Beaujolais … bondsk, landlig og herlig med en lys, let og luftig side. Der er grønne bananer, tulipaner, penalhus, champignon, lyse kirsebær og ribs … lidt grøn og stilket i aromaerne.
I munden er vinen også let … lidt mager, grøn og stilket … frugten mest tranebær, hindbær og lyse kirsebær, egentlig ganske saftig med nogle jernagtige noter og har en eftersmag, der fader rimelig hurtigt, men alligevel efterlader en med indtrykket af en lys, rank, mager og frisk Beauojais med en anelse peber i eftersmagen. 90 point
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.