2022 Bodegas Shaya, Shaya Sauvignon Blanc, Rueda, Spanien

2022 Bodegas Shaya, Shaya Sauvignon Blanc, Rueda, SpanienVi skulle lige smage en tredje og sidste Sauvignon Blanc vin og det blev så denne 2022 Shaya Sauvignon Blanc fra Bodegas Shaya, som er én af Juan Gil Bodegas Familiares mange vingårde og en vin, som jeg tidligere har smagt.

Bodegas Shaya er beliggende lige  udenfor den lille by Aldeanueva del Codonal i Segovia provinsen i vinområdet Rueda i Spanien og er grundlagt i 2008 af Juan Gil Bodegas Familiares i et partnerskab med Enrique Busto.

De har sat den unge, australske vinmager Belinda Thomson i spidsen for projektet. Hun har tidligere arbejdet for Crawford River Winery, der – som på Bodegas Shaya – producerer hvidvine.

På Shaya har de 30,5 hektar vinmarker, hvor der næsten udelukkende er meget gamle Verdejo vinstokke som noget Sauvignon Blanc. Jorden er tør og nærmest et gammelt floddelta med grus, sandjord og et dybere lag ler.

Denne Shaya Sauvignon Blanc er lavet ved, at druerne først er afstilket inden presning, hvorefter gæring sker i fermenteringstanke i rustfrit stål med en langsom, temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret kort i tankene inden aftapning på flaske.

Akkurat som 2020’eren er det en duftmæssigt venlig Sauvignon Blanc vin, som hverken bliver skinger, overgrøn eller vildt græsset, men dog med mere af druens normale karaktertræk. Der er således lidt hø, græs og stikkelsbær, men også lidt eksotiske frugter, banan, mango og fersken, kaktuspiller, lidt blomster … fyldig, rund og med noget tyngde.

I munden har vinen et godt bid og god syre, som får vinen til at virke frisk og klar med en lidt grøn og stringent side. Der er grønne æbler, lemon, grape og citroner. Syren er livlige og friske, vinen har en lille sødme … smager sgu godt, så klart 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7