Tag-arkiv: Italien

2023 Nativ, 25 Rare Greco di Tufo, Campanien, Italien

2023 Nativ, 25 Rare Greco di Tufo, Campanien, ItalienEndnu en stor og tung flaske fra Società Agricola Nativ … og det er endnu en hvidvin … en 25 Rare Greco di Tufo, som jeg smager i en årgang 2023.

Druerne til denne vin kommer fra området omkring byen Tufo, hvor Nativ ejer omkring 5 hektar marker og dér er jorden er rig på mineraler.

Vinen er lavet på den lokale drue Greco di Tufo, som efter høst er presset blidt efterfulgt af en kølig klaring, inden gæringen er sket i ståltanke ved kontrollerede temperaturer og udvalgt gær.

Derefter er vinen lagret ganske kort tid i 2.250 liter egefade og ellers blot lagret videre i ståltanke inden aftapning på flaske, hvor den lagrer yderligere en periode inden frigivelse.

25 Rare Greco di Tufo er svulstig, mægtig, fed, småvulgær og sexet på én og samme gang. Det er eksotisk badestrand med ananas, pære, mango, kokos, tyk blomstervand … stoppe med frugt faktisk, grønne elementer og man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Smagen er også som en ny 3-sporet motorvej, hvor man suser afsted og der er godt med plads. Det er blød, cremet og svulstigt på en fed, saftig og maskulin facon. Der er mango, gule æbler, abrikos, men den har også en ganske habil syre … en mørkere og sødlig syre med nogle grillede citroner, der giver masser af bid … den er en stor historie, men heldigvis en god historie, hvor alt ender godt. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Nativ, Vico Riviera N° 99, Campanien, Italien

2023 Nativ, Vico Riviera N° 99, Campanien, ItalienEfteråret er over os … det kølige vejr er allerede en realitet, hvilket også betyder tid til kraftige vine, som man kan varme sig på i stuen og det kunne fx være vine fra Società Agricola Nativ, hvorfra jeg nu smager hele 5 forskellige … og starter med denne hvide 2023 Vico Riviera N° 99.

Società Agricola Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter de vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji.

Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er et nyere vinhus. der er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien.

Feudi di San Gregorio er i dag i øvrigt et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, da han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien.

Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter. I dag har vinhuset dog 15 hektar vinmarker.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, både under DOC appellationerne Irpini, Aglianico Campi Taurasini og Irpinia Aglianico samt DOCG appellationer Aglianico di Taurasi, Greco di Tufo, Fiano di Avellino og derudover en lang række IGT vine.

Denne Vico Riviera N° 99 er netop en IGT vin, der er lavet på druesorten Falanghina fra Torrecuso i Campanien. Vinstokkene er plantet på skråninger, hvor de får optimalt mængde sol. Druerne er høstet i starten af oktober, hvor de naturligt er tørretlidt ind på stokkene, for at få en højere koncentration.

Der er om morgenen, at druerne er høstet … hvorefter er sket en blød presning efterfulgt af kold klarering. Så er gæringen sket ved kontrolleret temperatur i ståltanke og efter endt fermentering er vinen blot lagret i ståltankene sur lie med ugentlig batonnage.

Duftmæssigt er det en fed, frugtrig og intens vin … tyk og eksotisk med ananas, kokos, mango, passionsfrugt og dåsepærer. Det er en svulstig og opulent vin, olieret, smørret og fedtet med tyk viskositet, mormorkrop og volumen.

I munden har vinen en stærk, maskulin og saltet syre … der er på ingen måder en elegantier, men en bredrøvet dame, der er fyldig, skrap og tung, men med masser af frugtintensitet. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 79 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Broccardo, Barolo San Pietro, Piemonte, Italien

2020 Broccardo, Barolo San Pietro, Piemonte, ItalienAgricola Fratelli Broccardo har vi mødt før her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg husets 2020 Barolo San Pietro.

Nebbiolo druerne til vinen kommer fra 30 år gamle vinstikke på Bricco San Pietro marken i Monforte d’Alba i 380 meters højde og har en syd- til sydvestvendt orientering, hvor solen giver frugten ekstra pondus og smag.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke ved 28 grader. Efter malolaktisk gæring i ståltankene har vinen lagret 24 måneder i op til 10 år gamle slavonske samt franske 60 hektoliter egetræsfade. Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere 10 måneder på flaske.

Duftsmæssigt er der godt med blomster … tørrede rosenblade, violer, grønne plantestængler, kamfer, medicinkasser, hæfteplaster, læder og tobaksblade. Frugten er arketypisk Nebbiolo med kirsebær samt ribs, blåbær og tranebær med en balsamisk nerve, cedertræ, røg, marcipan og lidt saltlakrids, kaffe og mørk chokolade.

I munden er det en tør vin … men har en fin ren, klar, cool og kølig frugtsødme, masser af lys frugt, syrlige drops, ribs, sure kirsebær og tranebær. Der er en frisk og stram syre med masser af citroner samt lemon, en meget let Campari bitterhed og vilde, knastørre tanniner, som dog aldrig bliver ustyrlige … men giver lækkert bid. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Graffetta, Syrah, Sicilien, Italien

2021 Graffetta, Syrah, Sicilien, ItalienLad os dog fortsætte lidt endnu hos den toskanske Calì familie gog deres lille sicilianske vinhus Graffetta, men denne gang er det med deres 2021 Syrah.

Det er selvfølgelig ren Syrah, der kommer fra forskellige plots på den 6 hektar stor vinmark Contrada Graffetta, hvor vinstokkene er 8-10 år gamle og høstet i slutningen af august og starten af september.

Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring, der også er sket i ståltankene. Derefter har vinen så lagret 6 måneder med halvdelen på tonneaux egefade og den anden halvdel i ståltanke. Så er vinen flasket og lagret yderligere 3 måneder. Årlig produktion ligger på 50.000 flasker.

Sikke fin duft … nu stikker duften lidt dybere og mere intens … men på en eller anden måde, så er det Syrah med blomstret betræk. Det gør også, at vinen virker lettere end Syrah normalt og langt fra vine fra det nordlige Rhône eller australsk Shiraz. Men der kommer dog nogle af de typiske dufte af brombær, solbær og ribs, lakrids, peber samt noget skovbund.

Smagen er også nogenlunde let … men nu kommer Syrah druens tyngde, peber, tørhed og mere markante tanniner dog frem. Det er ikke så elegant som i det nordlige Rhône, mens langt bedre end dens australske kusiner. Der er læder, sorte teblade, camparibitterhed og frugten er ganske vist mørk … knap så mørk som i duften, for virker lettere, tyndere og mere syrerig. Let, sursyrlig, frugtrig og pebret … 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Graffetta, Hyspa, Sicilien, Italien

2020 Graffetta, Hyspa, Sicilien, ItalienGraffetta er en gammel siciliansk ejendom tidligere ejet af greven af ​​Modica, men ejes i dag af den toskanske Calì familie og laver fra de 22 hektar vinmarker på Sicilien en række vine … som fx denne Hyspa, som jeg nu har smagt i årgang 2020.

Ja har jeg også smagt nogle af de tidligere årgange af vinen, som fx årgang 2019 og 2017 … så jeg har også tidligere skrevet lidt om vingården og Calì familien.

Hyspa er lavet på 30% Cabernet Sauvignon, 30% Cabernet Franc, 20% Syrah og 20% Petit Verdot fra en vinmark på samlet 4 hektar og nogle 8-10 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring, der også er sket i ståltankene. Derefter har vinen så lagret 6 måneder på tonneaux egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Årlig produktion ligger på 50.000 flasker.

WAUW for en duft … landlig, aromatisk og har nærmest en duft af grønne blomsterstængler, masser af violer, hyben, eukalyptus, tjære, tørret kød og sandet jord og ellers masser af gæret lyserød frugt, der mest er brombær og hindbær. Derudover fanger jeg også cedertræ, garvet læder, sorte oliven, kaktuspiller … virker meget let og en smule krydret.

Sådan smager vinen faktisk også … virker let med lyse bær og igen dette distinkte blomstrede element, som om vinen havde lagret med et bundt rosen- og tulipanblade. Det er hindbær, tranebær, kirsebær og smagen er ren, rank, lys og cremet. Det er som en lys beaujolais, men bare med burgundisk lethed, blomster samt peace and love, hvorved alt er godt og spændende. 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2022 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2022 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienVor battle aka fight night konkurrence sluttede magisk med en Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti 2022 fra dronningen af Teroldego … Elisabette Foradori.

Det er et fabelagtigt vinhus, som jeg også har skrevet om før … og denne Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti har jeg skam også smagt i både årgang 2012, 2016 og 2020.

Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti er lavet på Teroldego fra Sgarzon marken, der er på små 2,5 hektar og beliggende ved Campo Rotaliano i Mezzolombardo.

Vinen er vinificeret og lagret på amphora lerkrukker. Ved gæringen er druerne lagt i lag med helklaser og hele bær. Lagringen sker i store store amphora krukker fra Villarobledo i Spanien og varer omkring 8 måneder, hvorefter vinen er flasket ufiltreret.

Uha … landlig og amimalsk i næsen, der er blomster, ymer, yoghurt, mælkede noter, våde vaskeklude, tobak, flæsk, bacon, blæk, engelsk lakrids samt en frugt, der er blåbær, kirsebær, tranebær med en leret mineralitet. Jeg læste et sted, at vinen har burgundisk finesse med piemontesisk krydderi samt dybde og så sommerlet frugt nærmest på beaujolais nouveau. Det giver god mening … der er vildskab, virker aromatisk og parfumeret med meget tørt og støvet udtryk.

Smagsmæssigt er der en frisk, direkte, spændstig og sjov … samtidig vild og animalsk, balsamisk og tør med tanniner, der går Barolo vine i bedet … bare mere frugtdrevet. Syren er vild, fin, frisk, stram, barsk, irettesættende og nådesløs. Der er tranebær, umodne kirsebær, ribs og rabarber … masser af frugt og bid … shit det smager godt. 97 point.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske i årgang 2021 koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Vignolo, Sicilien, Italien

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Vignolo, Sicilien, ItalienVi har før til byggemøder smagt vin fra danske Peter Vinding-Diers fra Montecarrubo på Sicilien. Sidst var det en 2016 Cuvée Suzanne og nu havde Flemming taget denne 2016 Vignolo med.

Denne vin gættede jeg ikke … var ikke engang tæt på, for det er en meget lysere og lettere vin end forventet, selvom den er på 100% af den tykskindet Syrah drue fra en mark med vulkansk jordbund blandet med sand og fossiler drevet 100% biodynamisk.

Druerne kommer fra en enkeltmark præget af  vulkansk jord blandet med fossiler og sand. de er høstet med håndkraft, hvorefter de køres til vineriet, hvor de sorteres og afstilkes. Gæring og maceration sker med druernes egne gærceller i åbne fermentorer med plads til omkring 2,5 tons druer.

Men de får lidt hjælp til den malolaktisk gæring og derefter er vinen lagret 9 måneder på brugte barriques fra Bordeaux.

Duften er bondsk … der er blomster, læder, godt med kirsebær, kirsebærsten, brombær, jordbær og lidt ribs, noget tobak, cedertræ, fad, vanilje … faktisk har den raske, rørige og lette ben, let dansende og røget med en kølig fornemmelse.

Sådan er smagen nærmest også … lidt flæsket, røget med fond, kirsebær, brombær og ribs. Der kommer også blomsternoter, men det er fede blomster med intens blomsterpollen. Det er blødt, rent og syren er afdæmpet, balanceret … tanninerne også fine, slebne, nærgående og overraskende lette … 94 point.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske 2019 koster 649,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Roberto Ferraris, Barbera Superiore La Cricca, Piemonte, Italien

2022 Roberto Ferraris, Barbera Superiore La Cricca, Piemonte, ItalienVi bliver med næste vin i Italien, for ved byen Agliano i Piemonte ligger Azienda Agricola Roberto Ferraris og derfra smager jeg nu denne 2022 Barbera Superiore La Cricca.

Vinhuset ligger ved Barbera d’Asti og Nizza området og blev grundlagt i 1923 af Stefano Ferraris.

Samlet har man 12 hektar vinmarker, hvor flere har ret gamle vinstokke … nogle endda over 70 år og det er mest Barbera suppleret med Nebbiolo og Grignolino.

Siden 1987 har vingården været drevet af Roberto Ferraris, der er kendt for at lave Barbera vine til den kraftige side, som nu fx denne 2022 Barbera Superiore La Cricca.

Her kommer alle Barbera druerne fra 50  år gamle vinstokke på marken La Cricca i 260 meters højde i Agliano Terme. Vinen er lavet med gæring og maceration over 20-25 dage og efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.

Duften er mørk … meget mørk. Det er koncentreret, fortættet og næsten indkogt mørk frugt af sorte kirsebær, blommemarmelade og solbærlikør, har godt med fadnoter af sød lakrids, muldjord, lerjord samt nogle mælkede aromaer med ymer, yoghurt med vanilje samt drys af mælkechokolade.

Det er kun i munden, at du mærker vinens høje oktantal på hele 15,5%, for der er sgu spark i madammen … det bliver dermed noget likøragtigt med solbærlikør, syrlige og sorte kirsebær, enebær, peber, noget campariagtig mørk bitterhed. Frugten er intens, koncentreret og sammenpakket med masser af styrke, smag, kraft og den fortsætter i lang, lang tid i eftersmagen. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Drei Donà Tenuta la Palazza, Vigna del Pruno Predappio Riserva, Emilia-Romagna, Italien

2020 Drei Donà Tenuta la Palazza, Vigna del Pruno Predappio Riserva, Emilia-Romagna, ItalienTenuta La Palazza er et gammelt landsted beliggende i Massa di Vecchiazzano omgivet af bølgende bakker af vinmarker og med en betagende udsigt til Predappio og Forlì. Vi er i Emilia-Romagna regionen og vinhuset hedder Drei Donà Tenuta la Palazza  og derfra smagte vi en 2020 Vigna del Pruno Predappio Riserva.

Landstedet stammer tilbage fra den tid, hvor Catharina Sforza – uægte datter af Milanos hersker hertug Galeazzo Maria Sforza – var hertuginde af Forlì og Imola. Tenuta la Palazza har bl.a. et gammelt vagttårn fra det 15. århundrede og netop rejst af Catharina Sforza for at forsvare området for fjender.

Siden 1920’erne har ejendommen været residens for Drei Donà familien … som var grever og lige siden overtagelsen har vogtet på stedets mange hemmeligheder, men altid har produceret vine på Sangiovese.

Siden 1980 har det været med grev Claudio Drei Donà i spidsen som 3. generation af familien på Tenuta la Palazza, men også Claudio og Giovannas to børn Enrico og Ida Vittoria er i dag kommet med i driften og langsomt ved at overtage.

Tenuta la Palazza har sammenlagt 23 hektar vinmarker og de fleste med Sangiovese vinstokke … nogle få rækker endda med over 100 år  gamle pre-phylloxera  stokke. Markerne ligger i omkring 150 meters højde.

Her smager vi husets 2020 Vigna del Pruno Predappio Riserva, som er lavet på 100% Sangiovese fra den 2,98 hektar store mark Pruno i kommunen Forli og Predappio zonen.

Druerne er høstet i starten af september med et udbytte på 47,5 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med gæring og maceration over 16-18 dage ved 26-28 grader i rustfrie ståltanke. Derefter er der også sket malolaktisk gæring. Efter endt gæring har vinen lagret omkring 18 måneder på en blanding af franske Allier og Tronçais 225 og 500 liter egefade samt terrakotta amforaer.

I næsen er der godt med træ og rå svampe … violer, tjære samt sorte kirsebær, brombær, moreller og lyse blommer.  Der er skovbund, lidt humus, balsamico og en snerrende aktiv nerve og syre.

Smagen er velafbalanceret og tør … og hurtigt mærker man nogle sindssygt vilde tanniner, der opfører sig uartigt og udtørrer munden på helt barolosk facon, men på dét punkt ligner Sangiovese druerne Nebbiolo ret meget, når de vitterlig bliver sluppet fri. Der er en frugt af hindbær, ribs og lemon … samtidig kommer der lakrids, tobak samt bitter kakao … er ung, frisk, bidsk, ilter og viril … 95 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 30€ … svarende til 224 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Col d’Orcia, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Col d'Orcia, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVi skulle i endnu større udstrækning mærke, at Gert E havde været på ferie i Toscana, for den næste vin blev en 2019 Brunello di Montalcino fra vinhuset Col d’Orcia.

Vinhuset ligger omkring 5-6 kilometer syd for Montalcino by mellem Castelnuovo dell’Abate og Borgo Santa Rita.

Col d’Orcia er én af de ældste vingårde omkring Montalcino, og har spillet en rolle i historien om Brunello. Vingården stammer helt tilbage fra 1890, hvor ejendommen – jf. gamle journaler – var ejet af Franceschi familien fra Firenze. Gården hed dengang Fattoria di Sant’Angelo in Colle.

I 1933 præsenterede Fattoria di Sant’Angelo in Colle allerede sin første Brunello på en vinudstilling i Siena, og det var vel og mærke årtier inden Brunello vinene for alvor slog igennem på verdensscenen, blev berømte og efterspurgte af vinelskere.

Da ejendommen senere i 1958 arves af brødrene Leopoldo og Stefano Franceschi, så må vingården pga. stridigheder imidlertid opdeles i to vingårde. Da vilkårene for delingen bl.a. indebar, at ingen af brødrene måtte kalde deres nye vingårde for det gamle navn Fattoria di Sant’Angelo in Colle, så kaldte Stefano Franceschi opkaldt sin gård Col d’Orcia, hvilket betyder bakken over Orcia, efter floden, der løber gennem ejendommens marker.

Stefano Franceschi blev senere gift ind i den kongelige spanske familie under Kong Juan Carlos, men Stefano og hans kone fik ingen børn, så i 1973 solgte Stefano Franceschi Col d’Orcia Società Agricola til familien Cinzano fra Piemonte under ledelse af greven Alberto Marone Cinzano. Han drev i forvejen et stort firma indenfor spiritus og havde således netværket til at sælge vinene fra Col d’Orcia.

Imidlertid var der i 1973 ikke meget vinproduktion tilbage på Col d’Orcia, som i stedet havde en bred vifte af afgrøder, bl.a. hvede, tobak, oliven og vindruer. Og der var endda kun få hektar med druer. Men den udvikling vendte greven hurtigt, og allerede i 1980 havde vingården 70 hektar vinmarker.

I 1992 overtog grevens søn Francesco Marone Cinzano driften, og han har siden fortsat med at udvide vinmarkerne, og har siden fordoblet vinmarkerne.

I dag har vinhuset således samlet 140 vinmarker, hvoraf ikke mindre end 108 hektar er Brunello-marker, hvilket gør Col d’Orcia til den tredje største ejer af Brunello vinmarker i Montalcino.

Der dyrkes selvfølgelig primært Sangiovese druer, men der dyrkes også andre sorter som fx Cabernet Sauvignon, Pinot Grigio, Merlot, Ciliegiolo, Chardonnay, Moscadello di Montalcino, Petit Verdot og lidt Syrah.

Markerne er fordelt på 9 større parceller/vinmarker, nemlig Poggio al Vento, Bozzolino, Olmaia, Giardino, Pian di Vitino, Nastagio, Pascena, Campone og endelig Banditella.

Denne Brunello di Montalcino er lavet på Sangiovese druer fra marker i 300 meters højde på Sant’Angelo bakken med udsigt over Orcia-floden.  Vinen er lavet med gæring og maceration over 18-20 dage ved 28 grader i 150 hektoliter ståltanke.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år … heraf 32 måneder på Alliere di Slavonia egetræsfade på 25-50 hektoliter og derefter minimum 12 måneder på flaske før frigivelse.

I næsen er vi godt nede i skovbunden … skovbund, tobak, gazebind, rå champignon, svampe, læder og grøntsagsfond. Frugten er mest kirsebær og brombær suppleret af træ samt en anelse vanilje … virkelig skøn og sangiovesisk.

I munden er det en tør vin med en tør balsamisk syre, mørke og let bitre kirsebær og ellers godt med tanniner. Smagen er fyldig, rund og kompleks og dejlig afbalanceret … tanninerne virile og stramme, helt som de skal være, mens frugten også er pænt fremme og sikrer, at det også bliver en frugtrig vin … 95 point.

Forhandles hos Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7