Weingut Finger hedder dette vinhus … den er go’ nok … Finger, Andreas Finger … og han holder til i byen Eimsheim, en 15-20 kilometer syd for Mainz i Rheinhessen. Og “fingeren” står bag denne Guntersblum Himmelthal Spätburgunder.
Det er ikke et vinhus, som gør meget væsen af sig på internettet, og har ikke mange oplysninger på deres hjemmeside, men der er tale om en lille familieforetagende, som har været drevet af Finger familien siden 1769 i Eimsheim.
Andreas er vistnok 8. generation på vingården … og har formodentlig overtaget driften efter faderen Bernhard Finger.
Familien driver i alt 12 hektar vinmarker fordelt rundt i området omkring 6 forskellige byer. Deres vigtigste vinmarker er markerne Eimsheim Römerschanze, Guntersblum Himmelthal og Westhofen Morstein.
Der laves hvidvine på druerne Riesling, Grauer Burgunder, Weißer Burgunder, Müller-Thurgau, Silvaner, Huxelrebe, Schönburger og Albalonga, mens de røde sorter laves på Spätburgunder, Dornfelder, Portugieser, Cabernet Dorio og Merlot.
Denne Himmelthal Spätburgunder er selvfølgelig lavet af druer fra marken Guntersblum Himmelthal, hvor stokkene i gennemsnit er omkring 10 år gamle. Vinen har lagret på brugte franske barriques i 24 måneder … og der laves sølle 800 flasker af vinen årligt.
I næsen er der mange urter … næsten som at stikke næsen ind i en krydderbusk … lidt en sær størrelse, og ikke specielt frugtrig. Smagen er lyse bær, men igen en krydret smag … sådan lidt sødkrydret og lidt skarp … nej meget skarp. Stikker lidt ud og umiddelbart er jeg ikke til vinen.
Pris på vingården er 9,80€ … eller omkring 73 kr.