Tag-arkiv: 4½

2010 Serego Alighieri, Poderi del Bello Ovile Rosso di Toscana IGT, Toscana, Italien

2010 Serego Alighieri, Poderi del Bello Ovile Rosso di Toscana IGT, Toscana, ItalienSerego Alighieri er et klassisk italiensk vinhus, der kan føres over 20 generationer tilbage og i dag ejes greven Pieralvise di Serego Alighieri, som en direkte efterkommer af Italiens store digter Dante (Alighieri). Det er ét af Valpolicellas ældste og mest traditionelle godser.

Vingården blev købt i 1353 af Pietro Alighieri, Dantes søn, der havde efterfulgt sin far i eksil i Verona og havde opholdt sig i området efter digterens død. Allerede dengang startede man vinproduktion, og lige siden har vinfremstilling kontinuerligt været en tradition i familien.

Og denne tradition er fortsat … men i dag sker vinproduktionen i samarbejde med det gigantiske vinfirma Masi Agricola, der har leveret moderne tekniske ekspertise og en international distributionskanal for alle Serego Alighieris vine.

Masi er nabo Serego Alighieri og samarbejdet med Dr. Sandro Boscaini, som både er ønolog, direktør og ejer af Masi Agricola har medført en stor fornyelse i vinproduktionen hos greven. Serego Alighieri har altid stået for det klassiske og traditionsrige, mens Masi og Sandro Boscaini mere står for det dynamiske, nye og grænsesøgende.

Vinene fra Masi kender vi typiske fra diskene i de danske supermarkeder.

Selve Villa Serègo Alighieri omfatter ca. 130 hektar hvoraf omkring 35 hektar er beplantet med druer. Resten anvendes til frugtavl, hvoraf kirsebær er dominerende. Derudover er der selvfølgeliglidt oliven. Herunder har Pieralvise – vist nærmest lidt for sjov – en flok geder gående på de højst beliggende arealer, hvor de producerer mælk til den lokale gedeost.

Vinmarkerne ligger i en tragtformet dal og når man ser markernes beliggenhed på skråningerne, er man ikke i tvivl om, at der kan laves god vin. Den berømteste vinmark hedder “Vajo Ameron” og leverer druer til nogle af husets bedste Amaroner.

Udover landbruget er der også – i bedste italienske stil – lidt agriturismo, idet det er muligt at bo i slottets gæstefløj, kaldet La Forresteria. For nogle år siden igangsatte Pieralvise nemlig en tilbundsgående renovering af de gamle arbejderboliger, som hørte til ejendommen. Pieralvise og hans kone har egenhændigt indrettet 8 lejligheder, som alle er helt forskellige.

Der er mulighed for at arrangere kokkeskole i det store køkken, der hører til bygningen med ferieboliger. Uhmmm, det gad jeg da godt at prøve.

Udover produktionen af Amaroner, Ripassoer m.v. og værelsesudlejning på ejendommen i Veneto, så har Serego Alighieri også købt en ejendom i Toscana, nemlig Poderi del Bello Ovile, som ligger ved Cinigiano bakkerne i udkanten af Montalcino. Vinproduktionen foregår efter økologiske principper, og vingården er under certificering til økologisk status.

Og det er just præcis herfra, at denne vin Serego Alighieri Poderi del Bello Ovile Rosso di Toscana IGT kommer fra. Lavet på 80% Sangiovese blandet med 15% Canaiolo og 5% Ciliegiolo. Navnet på ejendommen og vinen Poderi del Bello Ovile henviser til et vers skrevet af Dante og handler om digterens drømme om at vende tilbage til sit fædreland, bello ovile.

Produktionen af vinen sker ved, at druerne afstilkes, hvorefter mosten ligger med skindkontakt, inden gæringen sættes i gang på ståltanke ved hjælp af kunstgær. Efter endt gæring lægges vinen på 600 liters franske egetræsfade (50% nye, 25% to år gamle og 25% tre år gamle) i 12 måneder. Herefter lagres vinen yderligere seks måneder på flaske, inden den frigives til salg.

Og uhmmm, hvor dufter vinen faktisk ganske godt. Her er blåbær, bacon, røg, blæk og grønne blade. Smagen er syrlig med grønne noter … typisk italiensk, og det kan vi jo godt lide. God tørhed med stramme tanniner, et let bitter aftryk, fin balance. Faktisk en ganske dejlig vin, som jeg er positiv overrasket over. Måske Masi-etiketten i bunden havde medvirket til det.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Merlin Cherrier, Sancerre Blanc, Loire, Frankrig

2010 Merlin Cherrier, Sancerre Blanc, Loire, FrankrigLige en dejlig, sprød og dyb hvidvin, som jeg smagte i går på Restaurant Østergade 1, nemlig denne Sancerre Blanc fra Domaine Merlin Cherrier, som ligger i den lille by Bué i nærheden af byen Sancerre.

Du kan måske synes, at det burde være overflødigt at skrive, at det er en Sancerre Blanc, for er Sancerre vinene ikke altid hvide? Nej, faktisk findes denne vin også som en Sancerre Rouge … og den har jeg faktisk tidligere smagt i en årgang 2006 fra Merlin Cherrier. Så er den lavet på Pinot Noir.

Domaine Merlin Cherrier drives af Thierry Merlin, som er 4. generation af Merlin/Cherrier familien. Thierry overtog vingården tilbage i 1982, og er en mand, som har let til smil, er hårdtarbejdende og indlysende intelligent. Han passer vingården og dens 14 hektar vinmarker sammen med to ansatte.

Merlin Cherrier har 12 hektar med Sauvignon Blanc og 2 hektar med Pinot Noir. I Bué har man de to forskellige hovedtyper af jordbund. Caillottes – Oxford kalk – som er en stenet kalktype med ler og mergel, der giver parfumerede, elegante vine. Terres Blanches – Kimmeridge kalk – samme jordtype som i Chablis, som giver frugtige og fyldige vine med et langt liv.

Vingårdens 14 hektar vinmarker er opdelt i tredive parceller, som alle er i Bué med undtagelse af tre parceller i kommunen Sancerre og én parcel i kommunen Veaugues.

Denne Sancerre Blanc er en klassisk Sancerre, godt med terroir, klar præcision. Den er lavet af en blanding fra parceller med begge ovennævnte typer jordbund. 100 % Sauvignon Blanc … ingen fad.

Duftmæssigt god friskhed, hyld, grønt græstæppe, grape og mineralitet. Smagsmæssigt god sprød, let, frisk og syreholdig vin … god dybde, præcision … stadigvæk med en del varme og fylde. Varmen og fylden gør, at vinen balancerer godt i munden sammen med syren og mineraliteten. Skøn vin.

Forhandles hos Bichel Vine, pris 149,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Weingut Peter Jakob Kühn, Riesling Jacobus, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Peter Jakob Kühn, Riesling Jacobus, Rheingau, TysklandSå er vi pludselig tilbage hos Bioweingut Peter Jakob Kühn, som jeg kun én gang tidligere har smagt vin fra … men dengang var det ganske fremragende. Det var sidste år i Berlin på vinbaren Rutz, hvor jeg smagte en 2011 Riesling 300m NN Rutz Rebel, som var lavet i et samarbejde mellem Peter Jakob Kühn og Rutz’s sommelier Billy Wagner.

Her er jeg imidlertid igen stødt på Kühn, nemlig med en “almindelig” Riesling med tilnavnet Jacobus, opkaldt efter forfaderen og grundlægeren af vinhuset Jacobus Kühn, som etablerede vingården helt tilbage i 1786.

Bioweingut Peter Jakob Kühn og hans familie driver deres biodynamisk certificerede vingård centralt i Rheingau, helt præcis ved byen  Oestrich-Winkel. I dette område er Riesling kongen, og flere af Kühns marker er egentligt “Erstes Gewächs”,”Erste Lagen”  eller “Grosses Gewächs” som det også kaldes, men det er Kühn for beskeden til at skrive på hans flasker. Det fremgår imidlertid nu af hans hjemmeside.

Peter Jakob Kühn er 11. generation på vingården, som han overtog tilbage i 1979 sammen med hustruen Angela. Angela tager sig af adminstrationen, og parrets 3 børn, Sandra, Kathrin og Peter Bernhard hjælper også til. Derudover skal der også holdes styr på en lang række børnebørn, så der er virkelig tale om et rigtigt familieforetagende.

Peter Jakob Kühn har ca. 18 hektar vinmarker og laver omkring 120.000 flasker vin årligt.

Denne Riesling Jacobus er en “gutswein”, altså fra den billige ende og lavet første gang i 1991. Vinen laves med naturligt gær fra Riesling druerne og produceres i rustfri tanke. Druerne modnes på bærmen i mindst 5 måneder og bliver aftappet direkte efter en kort filtrering. Der laves årligt 28.000 flasker af denne vin, som samtidig jo er fuldstændig biodynamisk.

Og en ganske herlig lille vin, hvor næsen fyldes med grønne æbler, våde sten eller mineralitet, svag petroleum, lette blomster og medicinskab. Smagen er tør, sprød og ganske ren i udtrykket. Der er frugt på ganen, syrlighed og lidt jord og mineralitet. Fin, fin Riesling til prisen.

Købt hos Gourmondo.de til en pris på 9,90€ … svarende til ca. 74 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Ampelos Cellars, Rosé of Syrah, Californien, USA

2013 Ampelos Cellars, Rosé of Syrah, Californien, USANæste vin fra Peter Work var denne Rosé of Syrah, og med et tilnavn, upsilon: the charged. En lidt sjov vin og i denne årgang 2013 lavet på 75% Syrah druer, hovedparten fra egne marker, 19% Grenache, hvoraf lidt også er fra egne marker, og så 6% købte Riesling druer. Syrah druerne høstes lidt tidligere for at give mere syre, friskhed og anvendes således udelukkende til denne rosé.

Peter fortalte, at omkring 12 hektar af hans i alt 35 hektar jord er tilplantet med vinstokke, og at han til den samlede produktion køber omkring 1/4-del yderligere druer fra naboejendomme.

Det med at komme Riesling i sådan en rosé var egentlig Dons idé … efter man i nogle år havde forsøgt med forskellige druer som supplement til Syrah og Grenache. Peter og Don mener, at Rieslingen er med til at give vinen lidt mere aroma og kant. Der er nok heller ikke helt forkert, for den smager sgu meget godt … men det vender jeg fluks tilbage til.

Don (Don Schroeder) er deres søn, og han er til daglig vinmager for kult-vinhuset Sea Smoke Estate Vineyards og hjælper også Peter og Rebecca med produktionen på Ampelos.

Peter fortalte endvidere, at han ikke forventer at plante yderligere vinstokke og udvide vinmarkerne fra de nuværende 12 hektar, idet de ikke ønsker en meget større produktion. De producerer årligt omkring 5.000 kasser med 12 vine i hver. Af denne Rosé of Syrah er der i 2013 produceret 619 kasser.

Vinen er produceret på ren stål … ikke lagret på eg.

Duftmæssigt godt med jordbær, svag vingummi, rabarber, granatæbler, vandmelon og en smule blomster. Smagen er tør, støvet, let … der fornemmes et let peberstrejf … sprød og ganske indbydende.

Forhandles af Otto Suenson, pris 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Ampelos Cellars, Santa Ynez Viognier, Californien, USA

2012 Ampelos Cellars, Santa Ynez Viognier, Californien, USAFor lidt over en måned siden smagte jeg sidst en vin fra Ampelos Cellars, nemlig deres 2007 Syrah Gamma, og der nævnte jeg, at vi  i Randers Vinlaugh snart skulle ha’ besøg af ejeren og vinmageren Peter Work. Det besøg havde vi så i fredags, hvor vi skulle smage 8 vine fra Ampelos … og selvfølgelig høre nærmere om livet som vinbonde i USA.

Vi startede vinsmagningen med denne Santa Ynez Viognier, som også har betegnelsen phi: the golden ratio.

Lad os starte med lidt info om Peter Works … selvom noget bliver gentagelse fra tidligere blogindlæg.

Peter Work er født og opvokset i Århus og blev uddannet som civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet. Den uddannelse suppelerede han med en HD fra Handelshøjskolen i København samt studier på Princeton University. Efter et år som rådgivende ingeniør hos Rambøll blev Peter Work ansat som management konsulent hos Price Waterhouse, der senere forflyttede ham til USA, hvor han har boet lige siden.

I 1994 blev han headhuntet til Walt Disney koncernen som IT-direktør, og året efter blev han gift med Rebecca, som ligeledes havde sin egen IT-karriere. I 1999 startede de sammen med nogle venner firmaet Exult, som året efter blev børsnoteret.

Efter 11. september 2001 – hvor et planlagt  møde i New York, tæt på World Trade Center, blev aflyst – så begyndte Peter Work og hans kone at gøre status over deres hidtidige liv. Var de tilfredse med det, de beskæftigede sig med, og hvad var egentlig deres mål med tilværelsen?

Derefter besluttede ægteparret sig for at begynde deres vineventyr og købte derfor en ranch på 35 hektar nord for Santa Barbara. De forlod deres faste job for at hellige sig de nyanlagte vinmarker og for at grundlægge Ampelos Cellars. Der blev sikkert også solgt lidt aktier, så der var startkapital til den nye tilværelse som vinbønder i Lompoc i Californien.

Peter Work
Her lige et foto af “the man” himself, Peter Work iført Stetson Cowboy Hat og Hawaii skjorte … the American way.

Nå, men lad os få kigget på den første vin, denne Santa Ynez Viognier, 100% Viognier, 5% fra egne vinmarker, mens resten er købt fra 2 andre marker i nærheden.

Duftmæssigt en lidt kølig stil … det kan vi godt lide. Der er lidt fersken, ferskensten, abrikos i næsen, mens smagen er frisk, god syre … lidt tørhed og friskhed. Slet ikke fed, som Viognier nogle gange kan blive, men måske også en anelse skarp i kanterne. Meget ren og spinkel i smagen, flot hvidvin. Og bestemt en god start.

Forhandles af Otto Suenson, pris 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7    

2005 Domaine La Genestière, Lirac Cuvée Eliott, Rhône, Frankrig

2005 Domaine La Genestière, Lirac Cuvée Eliott, Rhône, FrankrigNæste vin fra Faber var denne Lirac Cuvée Eliott fra vinhuset Domaine La Genestière, som ligger i byen Tavel, omkring 10-12 km sydvest for Châteauneuf-du-Pape. Tavel er bl.a. kendt for sine rosévine, men her er det en fin lille Lirac, dvs. for området 5 km nord for Tavel.

Domaine La Genestiere ejes og drives af Jean Claude Garcin, som købte vingården i 1994. Selve gården stammer tilbage før det 20. århundrede, hvor den fungerede som bomuldsspinderi, men fra 1930 blev ejendommen ændret til vingård.

Da familien Garcin overtog stedet var det allerede kendt for sine fremragende vine. Alligevel trængte stedet til en kærlig hånd – og det fik den. I de mellemliggende år er der foretaget en intensiv nyplantning på markerne. I vineriet har store investeringer i nyt vinifikationsudstyr bragt Domaine La Genestiere op på niveau med de mest moderne i området.

Jean Claude Garcin har over 40 hektar vinmarker i appellationerne Tavel og Lirac. Jorden er stenet og det røde ler er blandet med aflejringer fra Alperne.

Jean Claude har dog indgået et samarbejde med en række andre vinbønder i området, hvor de via et fælles selskab Domaine Garcin Layouni producerer og markedfører deres vine i samlet flok.

Udover Domaine La Genestière tæller dette samarbejde Domaine Saint-Anthelme med 20 hektar Côtes du Rhône, Les Ramières med 25 hektar Lirac, Côtes du Rhône og VDP samt Longval med 10 hektar Lirac, Tavel, Côtes du Rhône og VDP. Vinene fra disse ejendomme markedsføres af Genestière, men kun vine fra Tavel og Lirac vinificeres på Genestiere. Selskabet er således den største private produktionsenhed i området.

Denne Lirac Cuvée Eliott er lavet på druerne Grenache, Syrah, Mourvèdre, Cinsault og Carignan. Lagret på eg i 12 måneder. Der laves årligt 6.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt fornemmes, at vinen har lidt alder. Der er lidt hengemt kælder, vanilje, røde bær, lakrids, krydderier og skovbund. Smagsmæssigt god tørhed, solbær, bløde og sarte tanniner samt en smule blæk. Fin vin.

Forhandles af DM-Vine, hvor en nyere årgang koster 145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Thomas Hensel & Markus Schneider, Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken, Pfalz, Tyskland

2012 Thomas Hensel & Markus Schneider, Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken, Pfalz, TysklandAnden vin på Neumann|s Bistro & Weinbar – og Tysklandsturens sidste vin – blev denne Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken, som er resultatet af et samarbejde mellem to vinbønder fra Pfalz, nemlig Markus Schneider fra Ellerstadt og Thomas Hensel fra Bad Dürkheim … det er ham, som bor ved en flyveplads.

Hensel har jeg tidligere skrevet om, da jeg smagte hans 2010 Spätburgunder Aufwind Trocken.

Markus Schneider har vi ikke tidligere stiftet bekendtskab med her på bloggen, som ham skal vi da lige omkring. Hans far Klaus Schneider fik i 1990 en mulighed for at købe en vingård, og da sønnen Markus kun havde en ting i hovedet … og det var ikke damer … men vin, så købte han ejendommen i Ellerstadt til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 af Dr. Bürklin-Wolf på Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som “Newcomer” af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som “året opdagelse”.

Markus har 50 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke. Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine – lidt som Thomas Hensels – en smule anderledes. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver. Elegante.

Og anderledes er samarbejdet mellem de to vinbønder også. De laver 3 vine sammen under navnet Hensel & Gretel, opkaldt efter det gamle tyske eventyr af Grimm brødrene. Der laves en rød Cuveé Rotwein trocken på 100% Cabernet Sauvignon, en hvid kaldet Witch Hunter på 100% Sauvignon Blanc og så denne Cuveé Weiswein Trocken, lavet på 90% Grauburgunder og 10% Weißburgunder. Også her skiller etiketterne sig en smule ud … selvfølgelig illustreret med Hans og Grethe.

Druerne til vinen kommer fra de to vinbønders marker i både Dürkheim og Ellerstadt. Vinen produceres med kontrolleret gæring i rustfrie ståltanke, og den lagrer 150 dage på egetræsfade, som er anvendt én gang tidligere. 

Duftmæssigt godt med æbler, god friskhed … næsten kæk og med et svagt animalsk udtryk. God start. Smagen er søde æbler og abrikoser. Der er god klarhed og god tørhed samt syre i vinen. Den er frugtrig og efterlader en flot, lang og stringent eftersmag. Klasse, og en dejlig vin til fornuftige penge.

Ikke fundet en forhandler herhjemme. I Tyskland koster vinen 12,92€ … et lille glas på Bistroen kostede 5,40€.

Vinanmeldelse 4,5

2012 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, Italien

2012 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, ItalienTirsdagens vin blev denne lille, dejlig sag fra vinhuset Società Agricola Azienda Agricola Scagliola, som ligger i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte ved bakkerne i Monferrato tæt ved Langhe, smukt placeret på toppen af San Siro. Her har familien Scagliola har produceret vin i 4 generationer.

Vingården er grundlagt i 1939 af Camillo Scagliola, som blev født i 1889. Han giftede sig med Palmina Ferro, og de fik 5 børn. Desværre Camillo gik bort i en ung alder, så det blev sønnen Giovanni Scagliola, som hurtigt måtte videreføre arven efter faderen. Derefter gik driften videre til Giovannis sønner Mario og Maggiorino Scagliola.

I dag drives stedet fortsat af Mario og Maggiorino Scagliola, men sammen med 4. generation, nemlig Maggiorinos søn Giovanni og datter Silvia. Mario har selv to døtre, men de er fortsat unge, men regner også med at skal hjælpe i driften.

Familien har har skabt et mønsterbrug i denne smukke egn. Ejendommen ligger i 400 meters højde. Denne placering er med til at give vinene den flotte syrestruktur, som er nødvendig for at lave klassevine.

Jordbunden er let sandet og med kalksten, og dyrkes med omtanke og efter naturlige principper, hvorfor der kun opnås et lavt udbytte per hektar. Der dyrkes vin på 35 hektar, primært Moscato og Barbera, men også Dolcetto, Cortese, Chardonnay, Grignolino, Monferrato Rosso, Brachetto og Pinot Noir. Scagliola også kendt for at lave en af distriktets bedste Moscato d’Asti.

Høsten finder sted i oktober, vinen er selvfølgelig lavet på 100% Barbera, og vinen har lagret på franske egetræsfade (barriques) i cirka tolv måneder. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt sådan lidt grafit, rosmarin, tør jord, støvet, lakrids og mørke bær. Der fornemmes godt med krop i vinen. Smagen er solbær, brombær og kirsebær i forening. Der er kraft og ynde, grønne noter, god syre rygrad … godt med frugt. Smager rigtigt, rigtigt godt og til prisen virkelig en fantastisk vin. Står og vakler mellem 4,5 og 5 Thumbs Up … storesøsteren Barbera d’Asti Sansi Superiore gav jeg 5 … det fortjener denne næsten også. Okay, lad os holde den på 4,5.

Købt hos Jysk Vin, pris 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Bodega Cyan, Cyan Roble, Toro, Spanien

2010 Bodega Cyan, Cyan Roble, Toro, SpanienPåskefrokosten bød blandt andet på denne vin, som vinbuddy Gert havde taget med … en Cyan Roble 8 meses fra vinhuset Bodega Cyan, som ligger i de bølgende bakker på vejen mellem Toro og Venialbo, lige uden for landsbyen Valdefinjas i provinsen Zamora i Toro.

Bodega Cyan ejer 100 hektar jord beliggende langs Valdefinjas dalen fra El Palo i Toro til La Jara. De 53 hektar er vinmarker og resten er olivenlunde og skove med fyrretræer. På vinmarkerne dyrkes der lidt Verdejo og så selvfølgelig Tempranillo, som jo lokalt kaldes Tinta de Toro.

Vinhuset er grundlagt i 1999 og ejes af det store vinfirma Grupo Matarromera, som ejer en stor række vinhuse i hele Spanien, nemlig Bodega Matarromera, Emina, Emina Rueda, Emina Oxto, Valdelosfrailes, Bodega Rento, Destilerías del Duero og så Bodega Cyan.

Grupo Matarromera ejes af Carlos Moro Gonzalez, som er ikke mindre end uddannet agronom, økonom, ønolog og han har derudover også diplom indenfor informations- og kommunikationsteknologi. Inden grundlæggelsen af hans vinimperium i 1994 havde Carlos arbejdet i landbrugsministeriet, været stedfortrædende generalsekretær for en spansk industrisammenslutning for mad og drikke, arbejdet som agroekspert for FAO og en derudover haft en række andre vigtige job for den spanske stat.

Men siden 1994 har han dedikeret sig til vinens verden, og det omfatter også – udover de mange vingårde – driften af Emina Museum, Restaurant “La Espadaña” samt Emina Rural Hotel. Ja, og så producerer han selvfølgelig også lidt olivenolie. Så sammenlagt en større historie … og senest køb af faktisk Bodega Cyan.

Og Cyan er siden købet blevet moderniseret med de mest moderne faciliteter og nødvendige maskiner til at nå det endelige mål: den højest mulige kvalitet. Vingården har således 600 fade, de fleste af fransk eg. Produktionen er på omkring 150.000 flasker om året, fordelt på 5 vine, denne Cyan Roble, som er gårdens entry-level vin, og så ellers en Cyan Crianza, Cyan Prestigio, Cyan Pago de la Calera og sluttelig en Cyan Verdejo Ecológico.

Druerne til denne Cyan Roble kommer fra marken Pago de San Bernardo på omkring 2 hektar. Lavet med kort maceration på 10-14 dage i store rustfri ståltanke, hvorefter vinen så lagrer 4 måneder på barriques efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelsen. Deraf også betegnelsen 8 messes … 8 måneder. Ja, sådan fremstår det i hvert fald på Bodega Cyans hjemmeside. På etiketten står der imidlertid, at vinen har lagret 8 måneder i franske og amerikanske egetræsfade og på flaske i 14 måneder … så hvad er rigtigt? Tja, det er så ikke til at vide.

Det er Carlos Moro selv, som er vinmager … og årgang 2010 er endda første årgang af denne vin, som der er lavet 10.000 kasser af.

Duftmæssigt godt med mørke frugter. Her er der solbær … næsten marmeladeagtig, lidt asfalt, lakrids, ristede noter samt krydderier. Smagen er præget af sødme, fylde … igen tonsvis af de mørke frugter, tørhed og tydelige tanniner, som giver lidt rygrad i vinen.

Forhandles af dkWineImport, pris 100 kr. ved køb af 1 flaske og 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Henley Park Winery, Chenin Blanc, Western Cape, Australien

2012 Henley Park Winery, Chenin Blanc, Western Cape, AustralienByggemøde .. igen, og vi startede med en vin med dansk islæt, men produceret i Australien, helt præcis ved Swan Valley 22 km nordøst for vestaustraliens hovedstad Perth, hvor floden Swan River løber gennem dalen og skaber gode forhold til dyrkning af vin. Her ligger der en gammel vingård, hvis navn er Henley Park.

Henley Park blev startet i 1935 af en jugoslavisk familie, som drev og ejede den i over 50 år. De havde specialiseret sig i produktion af portvin, hvilken var af høj kvalitet. Desuden blev der produceret rød- og hvidvine.

I 1986 blev ejendommen imidlertid købt af en dansk landmand, nemlig Claus Petersen, som tog et stort spring fra livet som planteavler i Stigs Bjergby på Vestsjælland til vinbonde i Australien. Efter købet af Henley Park blev det hurtigt klart for Claus, at markedet for hedvine var meget begrænset, så han besluttede i stedet at koncentrere sig om at producere topkvalitets bord- og mousserende vine.

Det var også nødvendigt med en modernisering af vineriet. Produktion af kvalitetsvine kræver, at gæringen foregår ved den korrekte temperatur, så alle gæringstanke blev isoleret og forsynet med køleelementer. I 1990 blev en ny aircondditioneret bygning færdigbygget, hvor vinen nu bliver opbevaret på egetræsfade … og senere på flaske ved en konstant temperatur på 16 grader.

I 1989 fik Claus besøg af Lisbet fra Sørbymagle på Vestsjælland. Hun besøgte vingården pga. af en stor interesse for vin, og der opstod hurtigt et samarbejde … som i 1991 førte til, at parret blev gift.

I starten havde parret hjælp til produktionen fra en fransk ønolog, udlært ved universitetet i Montpellier og med erfaring fra Bordeaux, Beaujolais og Minervois, men siden 1993 har Claus og Lisbet Petersen selv stået for al produktionen på vingården.

De har omkring 6,5 hektar vinmarker med 6.500 vinstokke. Der dyrkes Chardonnay, Semillon, Chenin Blanc, Muscat Gordo Blanco, Cabernet Sauvignon, Shiraz, Merlot samt de mere sjældne Tinta Maderia, Touriga, Tinta Cao og Souzau. Der produceres omkring 60.000 flasker vin årligt på Henley Park, og de sørger også for hvert år at sende et betydeligt kvantum til til Danmark.

Siden starten på deres produktion har de udstillet deres vine på australske vin udstillinger og har modtaget mange medaljer og hædersbeviser. For Lisbet og Claus er det afgørende at fremstille de bedst mulige vine og til det hører nu en gang fadlagring – især, når vi taler australsk vin – og der bliver lagt rigtig mange ressourcer i at udvælge de rigtige egefade til lagring af parrets røde vine.

Her har vi husets Chenin Blanc, 100% Chenin Blanc og lavet på ren rustfri stål … ingen brug af fad.

Duftmæssigt eksotiske frugter, abrikos, ananas, blomster, citrus, smør og vingummibamser. Smagen er præget af sødme, fylde. Den er cremet med lidt hyld, blødhed og en smule tørhed. Ganske harmonisk vin, og fin, fin start på aftenen.

Forhandles herhjemme af Skovgaard Vine,pris 139,95 kr. ved 1 stk. og 89,95 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 4,5/7