Tilbage i november 2020 inviterede den gode Mr Ruby jeres altid flittige og trofaste Spätburgunder elskende vinskribent til en intim smagning af den dengang nye årgang 2018 af tyske Spätburgunder vine fra de producenter, som Ruby importerer.
Dengang var det en lille eksklusiv og sluttet kreds bestående af Ruby himself, den altid gode topanmelder René Langdahl Jørgensen, undertegnede og så vinbonden Daniel Twardowski på telefonen lidt midt i vor seance. Han er lige så vild som sine vine … og det blev således en god oplevelse.
Forleden inviterede Mr Ruby igen … nu blot med en endnu større præsentation Spätburgunder vine i årgang 2019, som enten allerede er landet i butikken eller på vej til butikken. Denne gang igen for en lille sluttet kreds bestående af både René Langdahl Jørgensen og Houlberg … men også en række andre branchefolk.
Det var bl.a. Mads Jordansen og Kalle fra Winelab Agency, Casper fra Pinot Vinbar samt Thomas Grunddal Jørgensen, restaurantchef og sommelier på den gode restaurant Fakkelgaarden mod syd samt lidt andre fra branchen.
Jeg havde taget fri til middag, da jeg inden smagningen lige skulle nå en lille intimkoncert med Mathilde Falch i Turbinen i Randers … blot 1 time sådan halvakustisk sammen med M.C. Hansen. Det blev en rigtig fin lille time med god og sød energi.
Mathilde Falch er vild sød, charmerende og hudløs ærlig og krydrede de mange numre med små historier. Vi fik serveret en række numre som bl.a. Planken Ud, Det Jeg Allerede Har, Tiden og selvfølgelig Ild I Min Røg.
Mathilde får tit skyld for, at hendes sange kan være lidt mørke og stemningsmusikken op til koncerten var også meget passende Nick Cave, men Mathilde har – selvom hun mest skriver om hverdagens små problemer – en sød, positiv og glad energi, som på sådan en vinterdag gav et tiltrængt skud mentale vitaminer.
Det er var timet til præcis en time … og så lige et ekstranummer, så med omkvædet – Lad os få gang i denne fest, lad os lave noget støj – rungende i mit hoved fik jeg sat kursen til Mr Ruby på Langdalsvej i Brabrand og en fest med en flot perlerække Spätburgunder vine i årgang 2019 … og et par stykker i andre årgange.
Årgang 2019 af Spätburgunder
Vinåret 2019 i Tyskland startede meget forsigtigt … og specielt sammenlignet med turboåret 2018. Vinstokkene startede med at gro noget senere, bl.a. på grund af et koldt forår og i modsætning til 2018, hvor der var godt med vand i jorden, så var der ikke i 2019 disse reserver tilgængelige.
Vinplanterne led på flere af de mest veldrænede parceller af tørkestress oven på rekordvarme og tørre 2018, men god regn i løbet af sommeren gjorde, at blomstringen skete forholdsvis tidligt i begyndelsen af juni, hvilket allerede indikerede, at 2019 blev en årgang, som skulle høstes tidligt.
Sommeren blev – som året før – rigtig varm og tør, så manglen på vand blev således fortsat et problem, så skal man sige noget generelt om 2019, så blev det største problem simpelthen mangel på vand.
Det fik også betydning for det endelige høstudbytte, for undervejs kom der i nogle tilfælde betydelige solskoldningsskader, mens man i det tidlige høst – forstærket af meget solrige dage i både slutningen af august og begyndelsen af september – havde få klaser på hver vinstok og ofte små – men smagsintense – druer.
Generelt blev der således mindre udbytte end normalt, men det er selvfølgelig også lidt forskelligt fra regionen til region. I Baden havde de tillige lidt nattefrost i starten af maj, som forårsagede skader nogle steder. I Baden var høstudbyttet 25% mindre end gennemsnitligt.
I Ahr var høstudbyttet 30% mindre og der var det specielt solskoldning og tørken, der spillede ind. Mosel rapporterede også et 30% mindre udbytte, mens også Pfalz, Rheingau og Rheinhessen fik lavere udbytte, men var begejstret for kvaliteten.
Vinene
Mr Ruby havde linet vinene op i en gennemtænkt rækkefølge, men inden vi gik i gang med de mange Spätburgundere, så skulle vi først lige smage en mousserende vin, som Daniel Twardowski går og eksperimenterer med.
Det var lidt et felt, som Mr Ruby denne eftermiddag havde stablet på benene, men de 4 vine fra Daniel Twardowski var prøver, da han ikke har frigivet vinene endnu. Samlet så feltet sådan her ud:
- N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Brut, Mosel, Tyskland
- 2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, Tyskland
- 2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Selection Carl Spätburgunder 1G, Baden, Tyskland
- 2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, Tyskland
- 2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix 3rd, Mosel, Tyskland
- 2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, Tyskland
- 2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Dhroner Hofberg, Mosel, Tyskland
- 2018 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, Tyskland
- 2018 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland
- 2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg Spätburgunder, Pfalz, Tyskland
- 2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland (Wormberg)
- 2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland (Kammerberg)
- 2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder, Pfalz, Tyskland (Kostert)
- 2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 1G, Rheinhessen, Tyskland
- 2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland
- 2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Horn Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland
- 2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, Tyskland
- 2015 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, Tyskland
- 2019 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, Tyskland
- 2020 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay GG, Baden, Tyskland
Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til mine anmeldelser af alle vinene, men 5 af vinene havde jeg dog smagt før, så der har jeg bare linket til mine tidligere anmeldelser. Men tag jer i agt … det er lutter gode anmeldelser, for det var f….. toplækre Spätburgunder vine fra de øverste hylder, men igen imponerede vinene fra Twardowski og var i sin helt egen klasse … en kommenterede endda med udsagnet; Den mand har jo ophævet tyngdekraften!
Tak til Mr Ruby … altid en fornøjelse af besøge dig.