Little Beauty Wines ligger i Waihopai Valley i Marlborough og dermed altså på den øverste del af sydøen i New Zealand. Derfra smager vi nu lille lille skønhed på Pinot Noir.
Vinhuset er forholdsvis nyt, idet det reelt er grundlagt i 2008 af Fleur McCree, hendes partner Hemi og Mark Duns. De havde dog allerede i 2003 startet med et blankt lærred, idet de havde købt lidt marker i Marlborough og plantet en række cool climate sorter som Sauvignon Blanc, Riesling, Pinot Gris, Gewürztraminer samt Pinot Noir.
I starten blev druerne først solgt til Cloudy Bay, men i 2008 startede man egenproduktion under navnet Little Beauty Wines og fik endda lokket Cloudy Bay vinmageren Eveline Fraser over på holdet til at stå for selve produktionen af vinene.
Hun står nu for produktionen af vinene fra husets i alt 41 hektar vinmarker, mens et lille team af Jason, Melissa og Geoff står for alt arbejdet i markerne, der tidligere var brugt til masser af får.
Allerede fra starten fik man vind i sejlene, for Fleur McCree stødte ved et tilfælde på to utrolige fyre i Skotland, som arbejdede med vin til restauranter … og dermed blev nogle af deres første kunder et par michelinrestauranter som fx 2-stjernede Gleneagles og 1-stjernede The Kitchin, Martin Wishart, Aviator og Claridges Hotel … steder, hvor vinene stadig er på listen den dag i dag.
Det som adskiller Little Beauty Wines fra andre producenter er meget moderne tilgang til produktionen, bl.a. fokus på forskellige mikroklimaer, forskellige jordtyper, alder af vinstokke, variantion i beskæringsmetoder, sofistikerede kunstvandingssystemer samt en bæredygtigt forvaltet frostsikring … teknologi hele vejen igennem.
Det har også betydet, at deres Pinot Noir Limited Edition findes i vinkælderen på Savoy Hotel … og det er jo netop den vin, som vi her har i glasset og er lavet Pinot Noir kloner 115, 777 og 667.
Druerne er først afstilket og lagt til kølig udblødning flere dage i åbne gæringskar af rustfri stål. Derefter er gæringen sket spontant alene med druernes naturlige gærceller samt en forgæret vine lavet på ikke afstilkede druer.
Under gæringen er der sket punchdown 3 gange om dagen og efter fermentering har vinen ligget til eftermaceration ved 20 grader et par uger. Først derefter er vinen presset og så lagret på 225 liter franske barriques i 12 måneder.
WAUW … sikke da en skøn aroma, virkelig europæisk og næsten burgundisk i næsen. Der er animalsk hestestald, en lys og alligevel rank frugt med tranebær, kirsebær og en snert hindbær, men også et lille touch fra fadene med mælkechokolade, vanilje, cedertræ, røg samt nogle mere grønne noter.
I munden er det ingen kære mor, for der er godt med ren, klar og friskpresset frugtsyre, en direkte frugt med umodne kirsebær, ribs og hindbær. Det er en ung, bumset teenager af en vin, meget frisk og spændstig, har vilde, syrlige og ustyrlige tanniner … og så skriger vinen nærmest på noget mad. Køb nu til fx lidt fjerkræ med champignon eller gem den i kælderen nogle år. 93 point.
Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 283 kr. ved køb af mindst 6 flasker.
Vinanmeldelse 5,5/7