Tag-arkiv: 5½

2020 Michelini i Mufatto, Bierzo A Merced, Bierzo, Spanien

2020 Michelini i Mufatto, Bierzo A Merced, Bierzo, SpanienSidste vin ved bestyrelsesmødet blev denne Mencía baserede vin Bierzo A Merced 2020 fra huset Michelini i Mufatto.

Det er et vinhus, der drives af  Andrea Mufatto og Gerardo Michelini og Manuel Michelini, der er mor, far og søn. De laver vine i Valle de Ucu i Argentina, Bierzo i Spanien og endelig Maldonado i Uruguay.

Deres projekt i Bierzo i Spanien startede familien i 2015 efter Andrea Mufatto og Gerardo Michelini havde forelskede sig i Bierzo regionen og fandt nogle gamle marker der ved Valdecañada og Ozuela i Ponferrada området.

Der dyrker de karakteristiske regionale sorter som både Mencía, Godello, Palomino, Merenzao, Brancellao, Garnacha Tintorera samt Doña Blanca … mange med over 80 år gamle vinstokke.

Mange af markerne er ligger på den kølige side af bjergene i jord bestående af skifersten og ler. De drives økologisk, men derudover fokuserer huset også på biodynamik, med det formål at opnå det bedste planteudtryk.

Der  fortolker familien nu disse marker med usædvanlig alsidighed og vinmarkstilpassede vinifikationer uden dogmer. Alle vine laves med spontangæring … og ofte gæres og macereres de med stilke i ler-amforaer, inden lagring i enten amforaer, 500 liter egetræsfade eller 228 liter burgundiske barriques.

Denne Bierzo A Merced er lavet af Mencia druer fra 80 år gamle stokke i skifer og kvarts på El Canto marken nær San Lorenzo. Alle druerne fodtrædes med stilkene inden spontangæring med 50% i ler-amfora og 50% eg uden brug af presning eller pumpover over 3 måneder lang maceration. Så er vinen efterfølgende lagret i 12 måneder på brugte franske bourgognefade.

Duftmæssigt er der lavendel og en smule blomsterpollen, meget parfumeret og har en frugt med sorte kirsebær, brombær, hindbær og endda også et strejf af vilde jordbær. Derudover er der urter samt oliven og lidt tørret kød på en lidt bondsk måde.

I munden er vinen fint balanceret med en struktur med frisk frugt samt en snas sødme. Der er stærke, tydelige og vildt tørre tanniner, der udtørrer munden suppleret med fedme, peber, sorte kirsebær, godt med lakrids i eftersmagen. Det er lidt bondsk bulder, men på en smukt måde med finesse, elegance og tyngde. 93 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 299,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Château Branaire-Ducru, Duluc de Branaire Ducru Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Branaire-Ducru, Duluc de Branaire Ducru Saint-Julien, BordeauxDuluc de Branaire Ducru Saint-Julien er andenvinen hos 4. Cru Classé vinslottet Château Branaire-Ducru i Saint-Julien og var næste vin i glasset og endda i en ældre årgang 2009.

Château Branaire-Ducru er én af kometerne i Saint-Julien og var oprindeligt del af Château Beychevelle.

Ejendommen har en historie, der går tilbage til 1680, hvor Jean-Baptiste Braneyre så det ekstraordinære potentiale i dette stenede terroir og købte et kostbart stykke af Beychevelle-ejendommen.

Det var hans efterkommere i form af familien Du Luc, der i 1824 byggede slottet i sin neo-klassiske stil. Pierre Du Luc var rådmand for kong Ludvig XV. Senere blev slottet arvet af slægtningen Gustave Ducru og det forblev i familiens eje indtil 1919.

Ved den officielle klassifikation af Medoc Grands Crus Classé vine ved verdensudstillingen i Paris i 1855 blev Branaire-Ducru en af de 61 vine i klassificeringen og blev et 4. Cru Classé.

Efter 1919 faldt niveauet på vinene fra Château Branaire-Ducru under forskellige ejerskaber, men slottet blev i 1988 købt af Patrick Maroteaux og hans familie, som så et stort urealiserede potentiale i denne sovende skønhed.

De besluttede at skrive et nyt kapitel i historien om dette 4. Grands Crus Classé vinslot og gik i gang med massiv renovering og arbejde, der involverede alle de komponenter, der bidrager til produktionen af god vin … vinstokkene, vineriet og kældrene … samt selve slottet, som jo selvfølgelig udefra er det mest synlige.

Patrick Maroteaux blev også formand for Union des Grands Crus de Bordeaux fra 2000 til 2008 og selve Saint-Julien-appellationen fra 2004 til 2017.

Hans søn François-Xavier Maroteaux overtog forvaltningen af godset i 2017 og sammen har de 60 hektar vinmarker, der ligger fra øst til vest på tværs af den sydlige del af Saint-Julien appellationen.

Denne Duluc de Branaire Ducru Saint-Julien er som sagt husets andenvin og lavet som den primære vin, men blot fra yngre stokke og er lavet på 56% Cabernet Sauvignon, 36% Merlot, 5% Petit Verdot og 3% Cabernet Franc. Vinen er lagret 18 måneder på egefade, hvoraf 60% fornys hvert år.

Sikke et kraftværk, der i første omgang fik tankerne hen mod noget nordrhônsk, for der er hængt dyrekølle, sød lakrids, jernbanesveller, sorte kirsebær, solbær, brombær, tobak, ymer, grafit, oksefond, lidt cedertræ og virker samtidig moden i frugten.

Smagen er rund, cremet, blød og mørk med en vis portion sødme, der følges til dørs af sort kraft og intensitet. Det er en mørk, heavy frugt – uha det er godt – tobak, sorte te-blade, solbær, hindbær, våde fade og hele tiden med denne mørke, let opulente, kraftfulde smag, som virker turboladet, cremet og uimodståelig. 94 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Supervin, hvor en flaske i nyere årgang koster 349,95 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Domaine Vacheron, Sancerre, Loire, Frankrig

2014 Domaine Vacheron, Sancerre, Loire, FrankrigDomaine Vacheron holder til i en kælder i den centrale del af byen Sancerre og derfra serverede Sune næst en hvid Sancerre med lidt alder på sidebenene.

Vinhuset drives af de to fætre Jean-Dominique og Jean-Laurent Vacheron, som arvede vingården, der har været i familiens eje gennem generationer.

Både Jean-Dominique og Jean-Laurent er uddannede vinmagere udenfor Sancerre, idet Jean-Dominique er udlært i Châteauneuf-du-Pape, mens Jean-Laurent fået sin viniøse opdragelse hos Aubert de Villaine ved Domaine de la Romanee-Conti.

Domaine Vacheron har i dag 46 hektar vinmarker beliggende tæt omkring Sancerre og de bedste marker er Les Romains og Belle Dame. Alle markerne er domineret af en undergrund med flint, ler og sandsten.

Og de to fætre har sørget for, at alle markerne er omlagt til biodynamisk produktionen, certificeret tilbage i 2005 og deres mål er at lave vin som i Bourgogne. Derfor er fætrenes fokus også lagt på Pinot Noir druen, som virkelig trives i den stenrige undergrund.

Men her smager vi en bedaget hvid Sancerre, hvor Sauvignon Blanc druerne er fra nogle af Vacherons flint- og sandstenholdige marker, hvor det hårde arbejde finder sted ved håndkraft året rundt. Vinen er lavet med gæring på ståltanke og der er vinen også efterfølgende lagret i 8 måneder.

I næsen er vinen både lidt parfumeret og har samtidig en moden og nærmest olieret aroma … møbelvoks, bi-voks, havvand, grønne noter og en smule selleri. Med lidt mere tid og varme i glasset kommer de mere arketypisk Sauvignon Blanc noter – som ellers ligger ret meget skjult – op med tomatstilke, hyld, paraffin og stearinlys.

Smagen virker også moden … moden og saltet, men samtidig også cremet og blød med klare kalkede og kridtede noter, grønne stilke samt en olieret fylde … men fortsat med en ren og stram smag, men virkelig sjovt at smage sådan en vin efter 9 år på bagen. 93 point.

Forhandles af Laudrup Vine, hvor en flaske i årgang 2021 koster 358.50 kr., mens prisen er 279 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Bodegas Arzuaga Navarro, Arzuaga Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Arzuaga Navarro, Arzuaga Reserva, Ribera del Duero, SpanienAlle jeg kender, er vilde med Arzuaga vinene … vist uden undtagelse og specielt denne Arzuaga Reserva er tirsdagsvinklubben inde på jobbet totalt vilde med … så forleden smagte vi 2019’eren.

I denne årgang 2019 er vinen lavet på et lille blend af  96% Tempranillo og 1% Merlot, mens Albillo druen er afløst af 3% Cabernet Sauvignon, men Tempranillo druerne kommer nu fortsat fra de ældste og mest lavtydende stokke på 20 forskellige parceller på den højtbeliggende og kalkstenrige La Planta mark i 900 meters højde.

Druerne afstilkes delvis, og fermenteringen starter med en kort koldmaceration, hvorefter vinen gærer ved 26 grader under gode temperaturkontrollerede forhold. Slutteligt har vinen lagret i hele 26 måneder på primært franske fade og en lille andel amerikanske egefade.

Virker lidt lukket fra start … men har masser af frisk egetræ, hårdt ristede fade, en frugt af solmodne kirsebær, blåbær samt blommer. Fadene bidrager med vanilje, kaffe, chokolade og kokos suppleret med granit, tør engelsk lakrids tjære og jernbanesveller.

Hvor er den cremet, rund, ristet, kraftig, kødfuld og sød … også smagsmæssigt masser af fadpræg, blommer, figner og kandiseret mørk frugt, søde tanniner, men masser af syre, som gør, at vinen aldrig bliver overgjort og for opulent. Masser af pleasure, lidenskab, venlighed og flydende toast med vaniljesmag. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 389 kr., mens prisen dog er 349 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 E. Guigal, Côte-Rôtie Brune et Blonde, Rhône, Frankrig

2019 E. Guigal, Côte-Rôtie Brune et Blonde, Rhône, FrankrigNordrhône smagningens sidste 2 vine var begge fra mægtige E. Guigal i Ampuis og den første var deres 2019 Côte-Rôtie Brune et Blonde, der består af 96% Syrah og 4% Viognier.

Det er netop  Côte-Rôtie vinene, som har gjort E. Guigal kult og verdensberømt, hvilket selvfølgelig jo mest er de tre enkeltmarksvine La Landonne, La Turque og La Mouline … meget dyre vine.

De er i dag også sammen med Ermitage-vinen Ex-Voto fra E. Guigal investeringsobjekter på niveau med de berømte 1. Cru’er i Bordeaux eller de bedste Bourgognevine.

I den prismæssigt mere rimelige ende, så laver E. Guigal også en anden Côte Rôtie, nemlig denne Brune et Blonde, som også ofte får flotte udmærkelser.

Côte Brune et Blonde hentyder til at vinen er dyrket på to forskellige skråninger i Côte-Rôtie: Côte Brune kendetegnes ved en mørk jordbund, som fremhæver kraftfuldheden og intensiteten i den Syrah, som dyrkes der. Côte Blonde er kendetegnet ved en lysere, kalkholdig jordbund, hvor man i tilgift til Syrah også dyrker mikroskopiske mængder af den grønne Viognier.

Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Denne 2019 har da også 4% Viognier, som skal være med til at give vinen fløjlsblød kompleksitet og elegance. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke over 3 uger med temperaturstyret fermentering og efter endt fermentering er vinen i 36 måneder på små fade lavet af Guigals egen bødker … og halvdelen er nye fade.

Det er en vin, som laves i stor omfang … faktisk hele 280.000 flasker laver Guigal af denne vin hvert år.

Duften er fortsat i det mørke univers med flæsk, bacon, peber, oliven, cigaræsker og lidt ymer … frugten mørk, tæt og intens med brombær og ribs, blæk og grafit, men klart lysere end de foregående og fadene har også bidraget med noget rund med vanilje, kokos samt en luftighed, fin balance og lettere i udtrykket.

Smagsmæssigt er det sgu også godt, har fortsat masser af tæt frugt. der virker så energisk, stram og ren, jern, kalk og virker endda også lettere i tanninerne end de foregående og lammer kun mund delvis og bliver på en eller anden måde mere sprudlende på en vild, let og kølig elegant måde. 94 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Alain Verset, Cornas, Rhône, Frankrig

2019 Alain Verset, Cornas, Rhône, FrankrigMed næste vin fik vi en syngende lussing … en stenhård Cornas fra Alain Verset og ligeledes en virkelig lækker vin, som jeg faktisk før har smagt og endda i foregående årgang.

Det var Rhône eksperten Niels Lillelund, som engang sagde, at man med et rigtigt godt glas Cornas skal være i tvivl om, hvorvidt man har fået et glas vin eller bare én på hovedet.

Alain Verset er nevø til den legendariske Noël Verset, der jo rangerer på højde med andre store traditionalister som René Balthazar, August Clape og Marius Gentaz. Alain driver i dag sin lille vingård sammen med datteren Emanuelle, der i 2016 også har overtaget mere og mere af driften.

Flaskerne har også siden Emanuelles overtagelse fået nyt design og nu står der således Domaine Verset A & E.  Far og datter har samlet omkring hektar marker, som Alain har arvet fra sin far Louis Verset samt en smule fra sin berømte onkel, der jo ellers solgte sine bedste marker til henholdsvis Thierry Allemand, Auguste Clape, Laurent Courbis og en anden nevø Franck Balthazar.

Fremstillingen af vinene er uforandret fra tidligere generationer – dvs. gæring af hele klaser uden tilsætning af gær, lagring på store, gamle fade, der ikke giver smag/duft til vinene og vinene flaskes uden klaring eller filtrering. Som hos den tidligere generation laves der bare én vin og ingen luksus- eller specialcuvéer.

Vinen er vinificeret ultra-traditionelt, dvs. gæring i cementtank uden afstilkning, uden tilsætning af gær og uden temperaturstyring, mens presning sker i en gammeldags vinpresse. Vinene lagrer også typisk et par år på gamle fade, altså stort set samme fremgangsmåde som hos Clape.

Denne Cornas er lavet på 100% Syrah og vinificeret med gæring i cementtanke uden afstilkning, uden tilsætning af gær og endda uden temperaturstyring. Presset i gammeldags vinpresse og lagret et par år på gamle fade.

Duften er mere tæt, mere hård end de foregående og virker faktisk lidt som en muskelvin. Der er sorte oliven, tør engelsk lakrids, tobak, mejet, røgt vildtkød, en frugt af blåbær, brombær og ribs, lidt ristede noter og toast, stødt peber, kanel og vanilje.

Smagen er dyb og fed rå-lakrids og virker faktisk meget balanceret, har god masser af stærk peber, ganske bitter og intens med en hård granitnæve, støvede granitskærver og samtidig en vis frugtsødme i fin symbiose med en vis luftig, som er meget besnærende. 94 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Domaine les Bruyères, Crozes-Hermitage Georges, Rhône, Frankrig

2021 Domaine les Bruyères, Crozes-Hermitage Georges, Rhône, FrankrigVi smagte derefter endnu en vin fra David Reynauds vinhus Domaine les Bruyères og denne Crozes-Hermitage Georges 2021 er lavet med Syrah druer fra husets egne marker.

Denne Crozes-Hermitage Georges er lavet på ren Syrah fra 30 år gamle vinstokke og er høstet og sorteret i hånden. Vinificeret i beton med fuld afstilkning og spontangæring alene med narturlig gær.

Halvdelen af vinen er lagret 12 måneder på gamle barriques, mens den anden halvdel er lagret på cementtank. Vinen har – helt som den foregående – en sådan moderne hvid plastikprop, men det er jeg sgu ikke specielt vild med.

Duften er nærmest vild og blodig … landlig med ligusterhæk, øko-prut, lakrids, sorte oliven, masser af mørk frugt, brombær, flæsk og blyanter, blomstersæbe, salvie, peber, hospital, grønne krydderurter, jernbanesveller, mens syren virker frisk og direkte.

Smagsmæssigt er vinen røget, ren, klar, frisk, frugtrig og saftig … endda virker den meget ung med en en stram, markant og stringent syre. Frugten har en let sødlig og bitter side … er mest solbær samt brombær, peber og virker cremet, fyldig, blød og frisk. 93 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 E. Guigal, Condrieu, Rhône, Frankrig

2021 E. Guigal, Condrieu, Rhône, FrankrigDet er svært at komme udenom Guigal, når vi snakker Nordrhône, for Guigal kaldes da også kongen af Côte Rôtie og er ubetinget den største jordbesidder i det nordlige Rhône. Her smager jeg så deres 2021 Condrieu … en vin, som jeg har smagt før.

Det er imidlertid ikke så tit, at man smager Condrieu, hvilket bl.a. skyldes, at høstudbyttet i Condrieu er meget småt og der produceres få flasker årligt, hvilket gør vinene til nogle af verdens mest sjældne og dermed tit også pænt dyre.

Navnet Condrieu kommer af det franske Coin de Ruisseau, der kan oversættes til “hjørnet af bækken”. Condrieu er udelukkende hvidvin og altid 100% på Viognier … en druesort, som mange mener stammer fra Condrieu.

Druerne til denne vin kommer fra 30-årige vinstokke, der er høstet med et beskedent udbytte op 23 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet på 1/3-del nye fade og 2/3-dele stål og gennemgår også malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på nye barriques. Der laves 80.000 flasker af vinen årligt.

Meget aromatisk duft … sådan en blanding af symaskineolie og flydende vingummibamser – mest de gule – suppleret med tropisk frugt med abrikos, fersken, modne æbler, pærer, lakridskonfekt og vanilje. Den er meget ekstraheret og fed … lidt pornoagtigt, men på en utrolig indbydende måde.

Det er smagsmæssigt også en tyktflydende bamsevin, olieret, fed og cremet med en vis nektarsødme, men selvom syren er snasket, så er det alligevel en frisk vin med sul på siderne, brede skuldre og smil, som bare smager tæskegodt, for balancen er superfin og nærmest elegant. Hvor er det godt og over the top … 94 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 400 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Château de Campuget, Longitude 4° 30′ 19” Rouge, Languedoc, Frankrig

2013 Château de Campuget, Longitude 4° 30' 19'' Rouge, Languedoc, FrankrigDerefter smagte jeg den mørke tvillingesøster fra Château de Campuget og det er deres 2013 Longitude 4° 30′ 19” Rouge, altså igen en 10 år gammel sag.

Det er en vin, der er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah, der er vinificeret for sig og derefter blended i egetræsfade hvor vinen så har lagt i 12 måneder.

Herefter ligger vinen typisk op til 8 år inden frigivelse og der laves – som med den hvide – kun 3.000 flasker årligt.

Duftmæssigt er modenheden også her omgående tydelig … moden frugt af sorte kirsebær, brombær, solbær, udblødte blommer og lidt træagtige elementer og peber, skocreme, mørk chokolade med højt kakaoindhold, vanilje, kanel og trøfler.

I munden er det en dejlig blød, smooth, cremet og mundsmeltende vin, hvor frugten faktisk virker lidt lysere end duftmæssigt. Der er en smule kirsebær, blommer og hindbær … alt er rundslebet, trimmet og vådkæmmet, så dermed er det en lækker, lækker mundfuld, Tanniner er der, men selvom de egentlig er tørre, så virker de også integreret og understøtter bare en sart og fin syre, som giver vinen balance. Rasende spændende vin, så 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Garnacha, Rioja, Spanien

2020 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Garnacha, Rioja, SpanienVi fortsatte med spansk Grenache på den lette måde, men næste vin var alligevel mindre moderne og mere klassisk, for det var Contino Garnacha 2020 fra Compañía Vinícola del Norte de España i Rioja.

Høsten er foregået med håndkraft … og først med en sortering af druerne i marken og derefter på vineriet, hvorefter de ligger til kold udblødning i franske fade indtil gæringen så sker spontant i fadene over cirka 8 dage.

Efter endt fermentering har vinen så lagret på de 400-500 liter egefade sur lie i 14 måneder inden endelig aftapning på flaske. Der er lavet 10.667 flasker af vinen … denne er nummer 5.982. Sidst jeg smagte vinen var det i en årgang 2018.

Det er ingen tung Rioja, men meget let og frugtrig … dog mærkes fadlagringen omgående, selvom vinen på ingen måder bliver hverken egemonster eller bamsefed.

Frugten er faktisk lys og frisk … masser af saftige kirsebær, jordbær, fennikel, lakrids, en lidt flæsket og mælket note. Frugten er – udover at være frisk – også dyb og suppleres med fadnoter af vanilje, lidt karamel, kul, umami og sød røg.

I munden er det en frisk vin med tyngde, ganske intens og koncentreret med tonsvis af kirsebær, tranebær, blæk, sødme og svag bitterhed. Syren er også sødbitter, meget frisk og dansende. Tanninerne er der, men bider ikke så meget, så sammenlagt er vinen cremet, blødt og pænt pakket ind med denne fine, lækre og friske frugtrigdom, så dermed 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen er 230 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7