2009 Château Branaire-Ducru, Duluc de Branaire Ducru Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Branaire-Ducru, Duluc de Branaire Ducru Saint-Julien, BordeauxDuluc de Branaire Ducru Saint-Julien er andenvinen hos 4. Cru Classé vinslottet Château Branaire-Ducru i Saint-Julien og var næste vin i glasset og endda i en ældre årgang 2009.

Château Branaire-Ducru er én af kometerne i Saint-Julien og var oprindeligt del af Château Beychevelle.

Ejendommen har en historie, der går tilbage til 1680, hvor Jean-Baptiste Braneyre så det ekstraordinære potentiale i dette stenede terroir og købte et kostbart stykke af Beychevelle-ejendommen.

Det var hans efterkommere i form af familien Du Luc, der i 1824 byggede slottet i sin neo-klassiske stil. Pierre Du Luc var rådmand for kong Ludvig XV. Senere blev slottet arvet af slægtningen Gustave Ducru og det forblev i familiens eje indtil 1919.

Ved den officielle klassifikation af Medoc Grands Crus Classé vine ved verdensudstillingen i Paris i 1855 blev Branaire-Ducru en af de 61 vine i klassificeringen og blev et 4. Cru Classé.

Efter 1919 faldt niveauet på vinene fra Château Branaire-Ducru under forskellige ejerskaber, men slottet blev i 1988 købt af Patrick Maroteaux og hans familie, som så et stort urealiserede potentiale i denne sovende skønhed.

De besluttede at skrive et nyt kapitel i historien om dette 4. Grands Crus Classé vinslot og gik i gang med massiv renovering og arbejde, der involverede alle de komponenter, der bidrager til produktionen af god vin … vinstokkene, vineriet og kældrene … samt selve slottet, som jo selvfølgelig udefra er det mest synlige.

Patrick Maroteaux blev også formand for Union des Grands Crus de Bordeaux fra 2000 til 2008 og selve Saint-Julien-appellationen fra 2004 til 2017.

Hans søn François-Xavier Maroteaux overtog forvaltningen af godset i 2017 og sammen har de 60 hektar vinmarker, der ligger fra øst til vest på tværs af den sydlige del af Saint-Julien appellationen.

Denne Duluc de Branaire Ducru Saint-Julien er som sagt husets andenvin og lavet som den primære vin, men blot fra yngre stokke og er lavet på 56% Cabernet Sauvignon, 36% Merlot, 5% Petit Verdot og 3% Cabernet Franc. Vinen er lagret 18 måneder på egefade, hvoraf 60% fornys hvert år.

Sikke et kraftværk, der i første omgang fik tankerne hen mod noget nordrhônsk, for der er hængt dyrekølle, sød lakrids, jernbanesveller, sorte kirsebær, solbær, brombær, tobak, ymer, grafit, oksefond, lidt cedertræ og virker samtidig moden i frugten.

Smagen er rund, cremet, blød og mørk med en vis portion sødme, der følges til dørs af sort kraft og intensitet. Det er en mørk, heavy frugt – uha det er godt – tobak, sorte te-blade, solbær, hindbær, våde fade og hele tiden med denne mørke, let opulente, kraftfulde smag, som virker turboladet, cremet og uimodståelig. 94 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Supervin, hvor en flaske i nyere årgang koster 349,95 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7