Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandFra de 2 mirakel vinmagere på Weingut Schloss Schönberg sluttede jeg med at smage deres Spätburgunder vom Ranker og ligeledes som de foregående i årgang 2022.

Ranker er produceret på en Dijon-klon hentet i Chambertin. Den yder et ekstremt lille udbytte i de klimatiske og geologiske marker i Hessische-Bergstrasse og opnår derfor en fantastisk koncentration.

Druerne er i denne årgang næsten ikke afstilket, for der er anvendt 80% hele klaser. Efter gæring har vinen hvilet 18 måneder på 50% nye og 50% på 2-4 år gamle egetræsfade.

I næsen er vom Ranker ikke så vild som vom Granit … alt virker nu mere rundt med en lille umamiagtig eller nøddet sødme, så alting nu virker mere afbalanceret … dog er vi fortsat i den friske og syrligere afdeling. Men det virker på en eller anden måde mere tøjlet, delikat og blødt. Det er fortsat lyse, syrlige og friske bær med lyse kirsebær, hindbær, jordbær og ribs, hvor fadene bidrager med vanilje, tobak samt mælkechokolade.

Smagen er også … mere eftertænksom, hvis det giver mening? Der kommer fortsat en vild, frisk og levende syre, der bider dig alle de rigtige steder, men den er saftigere, lettere og faktisk rundere. Det er ribs, grønne jordbær, hindbær, stikkelsbær samt lidt lemon, men det er uden en vild lemon bitterhed. Det er råsaft, most af vild og syrlig kaliber, så tæerne næsten vipper … men det smager bare drøngodt, så 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, TysklandNæste Spätburgunder fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg var så søstervinen Spätburgunder vom Granit og ligeledes i årgang 2022.

Spätburgunder vom Granit kommer selvfølgelig fra marker rig på store mængder granit i undergrunden og fra vinstokke med gamle franske Dijon kloner. Vinen er lavet ved, at druerne plukkes i hånden i små kasser og sorteres derefter igen i vingården,. hvor 50% så afstilkes og resten anvendes i klaser.

Derefter er de overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 10% er nye, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Duftmæssigt virker vom Granit mørkere, mere tæt og helt klart mere burgundiske end vom Löss … nærmest som lidt Pommard med en lidt ædel og aristokratisk note af valnødder, gammel mahogni og teaktræ, tobaksblade, godt med cedertræ samt en frugt af jordbær, kirsebær og hindbær, biscotti mandelkager, let vanilje … klart mere seriøs end vom Löss … it means business.

I munden er vinen dog lysere og klart mere syrlig … faktisk er den temmelig syrlig og frisk. Der er stram rabarber, tranebær, ribs, lidt bitter lemon med Schloss Schönbergs karakteristiske uhæmmede, vilde og provokerende kant. Frugten nærmest stritter af sitrende, barsk og pivsur saftperler, der giver gys igennem krop, sjæl, lever samt hjerte … pivfrisk. 94 point

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, TysklandDerefter stod den på 3 x Spätburgunder vine fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg og jeg startede med deres 2022 Spätburgunder vom Löss.

Vinen er lavet på den tyske Spätburgunder klon Auer 2107, der er fremavlet af Martin Auer og godkendt i 1964 som egen klon. Druen er særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot.

På Weingut Schloss Schönberg vokser vinstokkene på Auer klonen typisk på deres lavt beliggende marker. I dalene er det ofte eroderet jordbund, der dominerer og især sandarten Löss, som er en meget finkornet sandart bundet sammen af fugt. Löss giver typisk en let karakter til vinen.

Spätburgunder vom Löss er lavet med 50% afstilkning og derefter er alle druerne overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 25% er nye fade, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Man bliver sgu glad, når man dufter til vinen … dejlig lys, ren, frisk og spændstig syre … har en anelse dejlig akrylmaling, syrlige drops, ribs, rabarber, hindbær, lemon og lidt fennikel. Der kommer dog også lidt vaniljesødme, karamel og mælkechokolade, som er med til at rive vinen lidt over i mere forsonende lejr.

Vinen smager næsten, som den dufter … meget ren, lys, let og ligeledes med denne friske, syrlig frugt af rabarber, ribs, hindbær samt lemon med en lille bitterhed. Vinen er frisk, spændstig, adræt, livlig og rørig … let krydret, stikkende og satans rank … det er vitterlig vildt, syrlig og fint … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Weingut Rudolf Fürst, Klingenberger Spätburgunder, Franken, Tyskland

2015 Weingut Rudolf Fürst, Klingenberger Spätburgunder, Franken, TysklandVi fortsatte med mere vin på Pinot Noir og også med en smule alder på, for den næste vin var fra Furst i Churfranken … nemlig en 2011 Klingenberger Spätburgunder.

Weingut Rudolf Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken.

Det er omkring 40 kilometer vest for Würzburg i den vestligste del af Franken kaldet Churfranken … næsten på vej mod Pfalz.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1638 og har været i familien Fürsts eje i alle årene. Paul Fürst overtog selv driften i 1975 som 21-årig, da hans far Rudolf Fürst pludselig døde i en tidlig alder. I dag driver Paul vingården sammen med hustruen Monika … og siden 2007 i har det været i fællesskab med parrets søn Sebastian Fürst, der langsomt er begyndt at overtage mere og mere af driften.

Familien har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på Großes Gewächs markerne Centgrafenberg og Hundsrück i Bürgstadt, Schlossberg i Klingenberg samt den almindelige mark Karthäuser i Volkach. Deres moderne vineri ligger midt i vinmarkerne og er bygget i 1979.

Hos Weingut Rudolf Fürst har man specialiseret sig i Spätburgunder og Frühburgunder, men dyrker også en del Riesling samt en række andre druer, bl.a. Silvaner, Weiße Burgunder, Chardonnay, Gewurztraminer, Domina, Merlot og Cabernet Dorsa.

Og for at virkelig perfektionere de røde vine på Spätburgunder og Frühburgunder har den unge Sebastian Fürst også arbejdet en del år i Bourgogne inden han i 2007 vendte hjem og fik ansvaret for produktionen i kælderen.

Fürst laver nogle af Tysklands mest spektakulære vine og hans top Spätburgundere koster også nemt omkring 100€. Vinene laves med minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade.

Der anvendes gamle tyske kloner til husets basis Spätburgunder, mens der i de store cuvéer indgår Spätburgunder fra Dijon kloner.

Weingut Rudolf Fürst er en af topproducenterne i Churfranken. Generelt får Fürst altid stor ros af vinanmeldere, bl.a. har Master of Wine Jancis Robinson i Financial Times kaldt Rudolf Fürst for en anerkendt Pinot Noir tryllekunstner i Tyskland … ikke kun med Spätburgunder, men også med den tidligere modnende Frühburgunder.

Denne Klingenberger Spätburgunder er en Ortswein … lavet med de yngste druer fra Grossen Gewächs vinmarken  Schlossberg. Det sker med delvis afstilkning , gæring i store åbne kar af rustfri stål med maceration og gæring efterfulgt af lagring i 12-15 måneder i brugte barriques på 228 liter inden ufiltreret flaskning.

I glasset lys, transparent … og modent med en lyserødbrun kant, mens duften også er overskudsagtig med bløde fadnoter af noget lakrids, lakridskonfekt, karamel, marcipan, gammel træ, en moden frugt med mushy kirsebær, jordbær og tørrede roser, tør jord og noget tobak … virker faktisk burgundisk i udtrykket.

Hvor er årene virkelig slebet alle skarpe kanter af …. noget af de røgede og granagtige er helt væk og i stedet får du blød, lys og føjelig frugt med søde kirsebær, modne jordbær og blommer. Tanninerne er også bløde …. der kommer en snert peber, men ellers er syren blid og nærmestr feminin … hvor smager det dog dejligt. 95 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Domaine Pierre Gelin, Fixin 1er Cru Clos Napoléon, Bourgogne, Frankrig

2011 Domaine Pierre Gelin, Fixin 1er Cru Clos Napoléon, Bourgogne, FrankrigFixin ligger i den nordlige ende af Cote de Nuits, har kun omkring 102 hektar vinmarker og primært kendt for deres maskuline, vilde og animalske vine.  Vi smager her en 2011 Fixin 1er Cru Clos Napoléon fra Domaine Pierre Gelin.

Vinhuset blev grundlagt i 1925 af Pierre Gelin, men drives i dag af 3. generation i form af Pierre Emmanue Gelin, der overtog driften fra sin far Stéphen Gelin.

Familien har i alt 13 hektar vinmarker, der ligger i Fixin og Gevrey-Chambertin … heraf er de eneejer af 1er Cru marken Clos Napoléon, der samlet er på 1,83 hektar.

Markerne dyrkes på en miljøvenlig måde bl.a. med naturlig gødning, fra økologiske landbrug og derudover foretages grøn høst, hvor man selektivt fjerner blade med hånden.

Vinificeringen følger de traditionelle metoder, men huset tilpasser sig for løbende at forbedre kvaliteten af ​​vinene. Vinene gærer og lagrer på egetræsfade – procentdelen af ​​nye fade varierer afhængigt af vin og årgange – i 20 til 22 måneder.

Denne 2011 Fixin 1er Cru Clos Napoléon er lavet med Pinot Noir druen fra 60-70 år gamle vinstokke på husets monopolmark Clos Napoleon … en mark, der tidligere havde navnet  Aux Cheuzots.

Marken har sit navn efter Vlaude Noisot, som var en officer i netop Napoléons kejserlige garde. Det var Claude Noisot, der ledsagede Napoleon til øen Elba , men også senere ønskede at hylde sin kejser og fik billedhuggeren Rude fra Dijon til at skabe en statue, der skulle rejses i Noisot-parken.

Skulpturen blev kaldt Le Réveil de Napoléon, altså Napoleons opvågnen og det er et billede af den skulptur, som kan ses på etikette af denne vin og derfor blev markens navn efterhånden også ændret til Clos Napoléon. Der laves årligt 8.500 flasker af vinen.

Så for satan … har en landlig, moden, ædel, ærværdig, generøs og storsindet duft, der nærmest er af en anden verden. Der er nogle gærede bær, kirsebær, blommer, hindbær, teaktræsolie, lakridspiber, gazebind, nøddekompot, Nutella, skovbund, kirsebærsten, vanilje, tobak … modent, overlegent og fortjent indbildsk.

Trods alderen er der masser af liv … et blødt og fint liv, hvor der er bløde kirsebær, kirsebærsaft, jordbær, hindbær og lidt lemon, der er med til at give bid og en fin syre … der er nærmest stenet mineralitet, jern og en spinkel, tynd og sart sjæl, der næsten kan virke skrøbelig,  stående på smukke og tynde ben … 95 point.

Forhandles bl.a. af Fine Wines, hvor en flaske i årgang 2019 koster 750 kr., men kan fås til 599 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Kelley Fox Wines, Mirabai Pinot Noir, Oregon, USA

2022 Kelley Fox Wines, Mirabai Pinot Noir, Oregon, USAFra det lille, spændende vinhus Kelley Fox Wines i Willamette Valley i Oregon har jeg nu skænket mig et glas af deres 2022 Mirabai Pinot Noir.

Kelley Fox Wines er grundlagt i 2007 af Kelley Fox, der er en passioneret kvindelig vinmager. Hun har dedikeret sig til at producere håndlavede vine af høj kvalitet. Hun har et særligt fokus på Pinot Noir, der trives særlig godt i Oregon.

Kelley Fox har mange års erfaring og har tidligere arbejdet som vinmager hos en anden anerkendt producent i Oregon, Scott Paul Wines, før hun besluttede at etablere sit eget vinhus.

Kelley Fox Wines har adgang til druer fra forskellige vingårde i Willamette Valley, en region i Oregon, der er kendt for sine fine vine på specielt Pinot Noir.

Det er vigtigt at bemærke, at Kelley Fox Wines ikke ejer egne vingårde, men snarere arbejder sammen med nøje udvalgte dyrkere for at sikre, at de får de bedste druer.

Markerne tæller Maresh Vineyard i Dundee Hills, Montmazi Vineyard i McMinnville Foothills og Freedom Hill Vineyard i Oregon Coast Range. Klimaet er begunstiget af kølige nætter og solrige dage.

Kelley Fox er kendt for at følge bæredygtige og naturlige produktionsmetoder. Hun lægger vægt på at lade terroiret, druerne og vingårdens unikke karakter skinne igennem i hendes vine. Der anvendes ofte økologiske og biodynamiske principper i dyrkningen af druerne og produktion af vinene.

Vinificeringen er ekstrem traditionel … ingen tilsætningsstoffer og både plukningen af druer og flaskning sker efter den biodynamiske kalender – og sidst, men ikke mindst laves vinene med spontan- og helklasegæring og lagring på brugte fade.

Høsten sker altid tidligt om morgenen, så druerne ankommer kølige og friske til vineriet. Af denne årsag finder man det fx heller ikke nødvendigt med en koldmaceration.

Vingården producerer primært Pinot Noir-vine og Kelley Fox er kendt for at have en individuel tilgang til hver af hendes vine og lader naturens påvirkning komme til udtryk i hvert glas.

Denne 2022 Mirabai Pinot Noir er lavet med Pinot Noir druer fra en Pommard klon og 74% kommer fra vinmarken Weber Vineyard, 12% fra Maresh Vineyard, 9% fra Durant Vineyard og de sidste 5% er fra Anderson Vineyard.

Vinen er lavet med 30% hele klaser og vinifikationen er sket med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på burgundiske 228 liter franske brugte barriques fra Bourgogne. Der er i denne årgang alene produceret 961 kasser af denne vin.

Duftmæssigt virker 2022’eren mere kølig, rank og grøn end 2021’eren. Det er fortsat en lys, murstensfarvet og transparent vin i glasset, mens duften er lys, luftig, grøn og let oaky med lys frugt med jordbær – røde og lidt umodne grønne – ribs, rabarber, gazebind, fine og røde rosenblade og fadene giver små drops af chokolade samt vanilje, men virkelig afdæmpet, således de ranke og grønne noter fylder mest.

Smagen er også en tak grønnere og syrligere end 2021’eren, der er masser af frisk frugtsyre, mens sødmen er mindre. Der er syrlige små og lyserøde drops, bitre kirsebær, jordbær, ribs og rabarbersaft, men den har samtidig en feminin, fin og spændstig smag med fennikel og denne nærmest burgundiske  grønne og rene facon. Alt er let, luftigt og nærmest læskende … vældig dejlig og pågående. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 389 kr., mens prisen er 359 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Savigny-lès-Beaune 1er Cru Les Talmettes, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Savigny-lès-Beaune 1er Cru Les Talmettes, Bourgogne, FrankrigAtter et lille burgundisk step retur til Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil og denne gang er det med deres 2022 Savigny-lès-Beaune 1er Cru Les Talmettes.

Her kommer Pinot Noir druerne fra 1er Cru marken Les Talmettes og efter høst sorteres alle druerne på et vibrerende sorteringsbord.

Gæringen og maceration sker med hele druer over 10-15 dage med konstant overvågning af temperatur. Derefter er druerne presset og vinen hviler 24 timer inden den overføres til egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring over 8 til 14 måneder … 1er Cru vinene lagres længst.

Meget lækker duft … lys og ganske feminin med blød frugt af jordbær, hindbær og lyse, søde kirsebær. Alt er afdæmpet, fint og en anelse sart … der kommer lidt umamiagtige noter med mandler samt nødder, mahogni, teaktræsolie og små fadnoter af let vanilje, kanel samt chokoladeknapper.

Smagen er også meget lækker, let og læskende … meget fin, luftig, rund og behagelig lys frugt, hvor syren er delikat, afdæmpet med en smule citron og lemon. Der kommer en smule sødbitter Campari, det er dog meget lidt, for ellers er der en lille koket sødme. Hvor er dette bare fremragende, veldrejet, labert og velproportioneret. 96 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 415 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Yves Loison, Clovis Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Yves Loison, Clovis Brut, Champagne, FrankrigPå ikke mindre end Grande Rue i den lille by Prouilly nordvest for Reims ligger champagnehuset Yves Loison og derfra smager jeg nu deres Clovis Brut.

Champagnehuset er grundlagt i slutningen af ​​det 19. århundrede af Alfred Senlis, men drives i dag af 5. generation i form af Clovis Loison med hjælp fra moderen.

Clovis overtog selv driften fra sin far Yves i 2013 og før var gården dreves af bedstefaren Henri Loison-Senlis og før det igen af oldefar Raymond Senlis.

Det var Clovis’ far Yves Loison, der i 1978 oprindeligt begyndte at sælge og markedsføre familiens champagner, som laves fra deres 5 hektar vinmarker, der ligger på Saint-Thierry-massivet i Prouilly samt i Vandeuil vest for Reims.

Siden 1984 har driften af de ler-kalkstensrige vinmarker sket efter bæredygtige principper.

Denne champagne Clovis Brut er opkaldt efter vinmageren himself og – som der står op etiketten – er det Fusion de Trois Cèpages, altså lavet på 3 druesorter … her er det 1/3 del af både Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay.

Som der står på den bagerste etiket, så er tirage sket i 2019, altså afslutning af førstegæring i ståltanke og efterfølgende flaskning. Her består blendet af 55% fra 2018 samt 45% fra 2019. Degorgering er sket i februar 2024 med dosage på 8,2 gram pr. liter.

Dette er – mine damer og herrer – klassechampagne, som i næsen virker ristet og toastet med nødder, karamel, lakridskonfekt tilsat friske croissanter samt lidt modne æbler, mango og grillet citron, virker meget udviklet og samtidig afdæmpet som de allerbedste årgangschampagner.

Sådan er smagen også … har disse blide, bløde og sarte bobler … virkelig en afdæmpet og moden mousse. Klasse. Den har et modent udtryk og frugten er mest grillet grape, citron og grønne pærer, men der kommer også en snert karamel- og vaniljesødme suppleret med en smule nødder … det smager tæskegodt, så 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 449 kr., mens prisen er 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Savigny-lès-Beaune 1er Cru Les Vergelesses, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Savigny-lès-Beaune 1er Cru Les Vergelesses, Bourgogne, FrankrigPå Rue Pejot i Savigny-lès-Beaune finder vi Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, som jeg i den næste periode skal smage en række vine fra og jeg starter med et glas af denne 2022 Savigny-lès-Beaune 1er Cru Les Vergelesses.

Vinhuset er brundlagt af Paul Dubreuil i slutningen af ​​1940’erne, men senere i 1973  grundlagde en af hans sønner Philippe sit eget vinhus i centrum af Savigny-les-Beaune, men da Paul pludselig døde i 1989 blev de 2 vinhuse sammenlagt.

Siden 2000 kom Phlippes søn Arnaud, med i driften og siden 2010 har han fået hele ansvaret og driver vinhuset, men fortsat med hjælp farmand Philippe.

Siden Arnauds overtagelse har han øget med flere vinmarker … er gået fra 10 hektar til i dag 12,5 hektar, bl.a. har Arnaud købt parcel på Grand Cru marken Les Grandes Lolières i Corton, hvor han har vinstokke med Chardonnay.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra 1er Cru marken Les Vergelesses og efter høst sorteres alle druerne på et vibrerende sorteringsbord. Gæringen og maceration sker med hele druer over 10-15 dage med konstant overvågning af temperatur.

Derefter er druerne presset og vinen hviler 24 timer inden den overføres til egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring over 8 til 14 måneder … 1er Cru vinene lagres længst.

Duftmæssigt skal vinen lige have tid til at åbne sig … giv den en rusketur i flasken. Det lokker herlighederne langt mere frem og det er en lidt nøddet aroma … tørre peanut, mandler og valnødder, lidt tørre papkasser og er eller rank, kølig og frisk i frugten med hindbær, tranebær, grønne jordbær, noget blæk og stiftsblyanter … levende, livlig  og med en vis alvorlig rynke i panden … stoisk og flot aroma.

Smagen er très élégant … tør, let og med denne kølige, ranke og stilfulde frugt, hvor der er syrlige kirsebær, hindbær og nogle ikke så modne jordbær … det giver friskhed, livlighed og bid. Syren virker en smule mørk og robust, men det holder alting på rette plads … der er røg, sorte og bitre teblade, let peber og alligevel fornemmer man nogen saftighed … smager rigtigt godt. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 425 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Haltinger Winzer eG, Spätburgunder Réserve, Baden Tyskland

2019 Haltinger Winzer eG, Spätburgunder Réserve, Baden TysklandMed næste vin er vi i Baden … på Winzerweg i byen Weil am Rhein. Der finder vi det lille Winzergenossenschaft eG Haltingen aka Haltinger Winzer eG, som vi nu smager 2019 Spätburgunder Réserve fra.

Kooperativet i  Weil am Rhein-Haltingen ligger lige vest for Rheinfelden i Baden, lige nær grænsen til Frankrig … og dermed den sydligste og varmeste region i Tyskland.

Winzergenossenschaft eG Haltingen blev grundlagt i 1936 på rådhuset i byen og dengang var der 36 medlemmer og der blev produceret omkring 60.000 liter vin.

Senere er kooperativet udvidet og i dag består kooperativet af omkring 110 medlemmer, der sammenlagt har 55 hektar vinmarker primært på markerne Haltinger Stiege, Weiler Schlipf, Badenweiler Römerberg, Tüllinger Sonnenbrunnen og Ötlinger Sonnhole.

Den vigtigste druesort er Gutedel, der dyrkes på 50% af markerne efterfulgt af Pinot Noir med 28% og ellers sorterne Müller-Thurgau, Ruländer, Pinot Blanc, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Kooperativet ledes af geschäftsführer Michael Heintz, mens kældermesteren er Ingo Ehret.

Denne 2019 Spätburgunder Réserve er fra kooperativets serie exklusiv, hvor druerne kommer fra flere marker på en sydvestlig bjergskråning.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter både gæring og maceration er sket over 5 uger. Derefter er vinen lagret en periode … noget på barriques og en del på ståltanke. Vinen har 5,3 gram restsukker pr. liter.

Dejlig lys i glasset … murstenstransparent. Duften er ærketypisk tysk Spätburgunder med en landlig side, sød hestestald og en sødlig, lys frugt af jordbær, søde kirsebær, hindbær … lidt afsmitning fra den delvise fadlagring med karamel, vanilje og mælkechokolade. Det har en langt bedre duft end forventet.

Smagen er mere syrlig … der er en syrligt frugtbid med hindbær, tranebær, grønne jordbær og noget ribs. Dertil kommer en lille bitte smule bitter lemon og nogle grønlige elementer. Der kommer også lidt hvid peber, mens tanninerne er ranke, rejste og rustikke, men ellers ikke gør så megen væsen af sig, men samlet bliver det en virkelig frisk lille Spätburgunder, så dermed 90 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7