Lidt hygge hos Jan omfattede en røvfuld toplækre vine og den første blev denne 2016 Puligny-Montrachet fra vinhuset Jean-Claude Ramonet, der ligger midt i Chassagne-Montrachet.
Jean-Claude Ramonet er grundlagt i slutningen af 1920’erne af Pierre Ramonet. Han startede vingården med en produktion af vin fra opkøbte druer men i 1934 købte han sin første egen mark.
Det var 1. Cru marken Clos Ruchottes og historien fortæller, at Pierre på notarkontoret i Beaune dykkede dybt i sine lommer og så betalte kontant med penge, som han havde haft opsparet og gemt i sin madras.
Kort forinden havde USA ophævet spiritusforbudet og Ramonets Chassagne-Montrachet Clos Ruchottes blev blandt de første vine, som amerikanerne kunne smage. Lynhurtigt opnåede vinene fra Ramonet international anerkendelse.
I løbet af årene har Ramonet løbende haft heldet til at opkøbe parceller på nogle Bourgognes allerbedste marker. I 1955 købte Ramonet fx parceller på Grand Cru markerne Batard- og Bienvenue-Batard Montrachet, mens kronen på værket kom i hus i 1978, da de fik mulighed for at købe en del af verdens mest anerkendte mark til fremstilling af hvidvin … Grand Cru marken Le Montrachet.
I dag drives vingården af Jean-Claude Ramonet som 3. generation. Han overtog i 1984 driften sammen med sin broder Nöel, men de er ikke helt fælles om tingene, men har i stedet opdelt de i alt 17 hektar vinmarker i to dele. Noel bliver i vinmarken og passer sine parceller, hvorfra han så sælger frugten til Jean-Claude.
Jean-Claude passer sine egne parceller og laver så sine vine i kælderen i Chassagne-Montrachet og i dag tappes alle vine med Jean-Claude Ramonet navn på etiketterne. I dag er Jean-Claudes datter Anne-France Ramonet også kommet med i driften.
Domaine Ramonet har klart deres force på de hvide vine, men laver altså også lidt rødvine … her er det dog den monstrøse hvide Puligny-Montrachet i en årgang 2016. Den er lavet meget klassisk, men det er med et let fadpræg via lagring på primært brugte fade og meget begrænset nye fade.
Duften er bred og smørfed, men er også samtidig virkelig, fin, skrøbelig og sart og slet ikke voldsom på fad. Der er nøddenektar, dåsepærer, fersken, let abrikos, ananas, gule æbler, våde vaskeklude, støvet, feminin, fys og luftig … har lidt lakridskonfekt og vanilje, men det er yderst afdæmpet og smukt balanceret.
I munden er det bibelsk, blødt, cremet og olieret … frugten er fed, fin samt feminin med saftige abrikoser, grillede grapefrugter, lidt modne æbler og denne fløjlsbløde syre med en sart og elegant side. Den her er sgu klasse hvidvine, hvor man får lidt af det hele, men doseret så himmelsk, at man tilfredsstiller alle sanser på en gang. 97 point.
Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske i årgang 2018 koster 1.250 kr.
Vinanmeldelse 6,5/7