Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2018 Vignobles & Compagnie, Domaine Villesèche Côtes du Rhône Rosé, Rhône, Frankrig

2018 Vignobles & Compagnie, Domaine Villeséche Côtes du Rhône Rosé, Rhône, FrankrigDomaine Villesèche er en del af Vignobles & Compagnie, som er et kooperativ beliggende ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône. Vi smager en 2018 Côtes du Rhône Rosé produceret på kooperativet.

Vignobles & Compagnie er egentligt grundlagt tilbage i 1963 som Gard Côtes du Rhône Vin aka CREPVIN, som var en samling af 12 små kooperativer, som slog pjalterne sammen med Paul Blisson som leder af foretagendet. Han var ved etableringen i forvejen formand for kooperativet Cave de Saint Hilaire og havde arbejdet politisk og bl.a. sammen med Baron Leroy bidraget til, at vinområdet Castillon du Gard blev klassificeret indenfor Côtes du
Rhône regionen.

Efter sammenslutningen bygge det nye kooperativ et moderne vineri i sydamerikansk latino stil, tegnet af arkiteten Joseph Massota og inspireret af Oscar Niemeyer … den verdensberømte brasilianske arkitekt og en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.

I 1969 foretog Merlaut familien med deres vinkoncern Taillan Group store investeringer i kooperativet og havde i de efterfølgende år stor ganske indflydelse på driften og i 1990 overtog Taillan Group også hele ejerskabet. Siden 1969 var den årlige produktion også steget fra 8 millioner flasker vin til 25 millioner.

Groupe Taillan, som ledes af Jacques Merlaut, har vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, idet Taillan bl.a. ejer en række større vinslotte i Bordeaux, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue, Citran, Broustet, Camensac, Chasse Spleen, Gressier Grand Poujeaux og Haut-Bages-Liberal.

Derudover ejer de masser af andre vinhuse, men drives altså også Vignobles & Compagnie sammen med en række vinavlere, herunder altså også Villessèche familien, som har været med siden starten af kooperativet. Vignobles & Compagnie ledes i dag af Thomas Giubbi, som de seneste år er blevet assisteret af Nicolas Rager som landbrugsingeniør.

I dag er Vignobles & Compagnie  ikke så stor som tidligere, da årspropduktionen i dag ligger på 9 millioner flaske vin, som kommer fra omkring 260 hektar vinmarker hos de tilknyttede vinavlere.

Selve Domaine Villeséche drives i dag af de to brødre Nicolas og Rémi Villesèche, som er 4. generation af vinavlere på deres vingård i Pougnadoresse mellem Cevennes og  Provence.

Nicolas og Rémi arbejdede i starten sammen med deres far, men efter de overtog driften selv udvidet vingården fra 15 til i dag 70 hektar. Det skyldes i høj grad den tekniske og kommercielle hjælp fra Vignobles & Compagnie.

Denne Domaine Villeséche Côtes du Rhône Rosé er så én af vinene fra Villesèche familien, men lavet på det fælles vineri Vignobles & Compagnie. Vinen er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah og 10%
Cinsault. Efter høsten og presningen af druerne fermenteres mosten  i rustfrie ståltanke, hvor den også lagrer 3 måneder.

Næsen er frugtsød, nærmest jordbær, rødgrød, tørrede rosenblade, tyggegummi, ganske fin friskhed, sødkrydrede noter, måske også en smule nødder  … og faktisk er aromaen meget lettilgængelig.

I munden er vinen fin og let … det stikker ikke vildt dyb, men så en sommervin på terrassen – og længes vi ikke efter det i øjeblikket? – vil den være en rigtig tørst slukker. Der er frugtrig skarpe kanter, nogen citronsyre, svagt en lille bitterhed, men mest af alt er vinen virkelig læskende på lidt saftevandsagtig facon.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 69,95 kr,, mens prisen er 59 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Höpler, Pinot Noir, Burgenland, Østrig

2018 Weingut Höpler, Pinot Noir, Burgenland, ØstrigWeingut Höpler laver også et par vine på ren Pinot Noir og vi starter først med at smage den almindelige. Flaskens etiket afslører ikke meget … udover at det er Pinot Noir.

Druerne er høstet i september og har efter gæret i barriques, som er brugt to eller tre gange tidligere. Vinen er også lagret i egefade 14 måneder efter endt fermentering.

I glasset herlig, lys transparent teglfarvet … men duften klart meget mere rustik, fyldig og urtet. Der er masser af kirsebær, granatæbler, nelliker og tobak. Det bliver bondsk, kantet og urtet, så der mangler en smule finesse … men frisk er den.

Smagen er let, frisk med direkte frugt, jernagtige noter, grønne urter og krydderier … virkelig krydret, frisk vin med Pinot Noir druens lethed. Der er ikke en kompleks Pinot Noir, men en landlig, rå og ubekymret vin, som slutter med en lille sødme i eftersmagen.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut Höpler, Zweigelt, Burgenland, Østrig

2017 Weingut Höpler, Zweigelt, Burgenland, ØstrigMen lad os endelig fortsætte med en ren Zweigelt vin fra Weingut Höpler … et kryds mellem Blaufränkisch og St. Laurent og den mest dyrkede rødvinsdrue i Østrig.

Druerne er høstet manuelt i løbet af september, hvorefter 90% af vinen er fermenteret i rustfrie ståltanke, mens de sidste 10% gærer i brugte barriques. Sådan lagrer vinen også 4 måneder frem til februar, hvor den flaskes.

Næsen er lidt bondsk, men det kan vi jo gode lide på Houlbergs Vinblog. Der er fed, mørk og lidt kantet frugt, røg, nelliker, jod, blod og lidt blomstersæbe.

Smagsmæssigt er vinen godt krydret … både lidt stram og læskende i udtrykket, har nogle ret tydelige tanniner, jern, sten og simpel, men egentlig også let drikbar. Det bider en smule og det er slet ikke en kompleks eller stor vin, men en rigtig bondevin med sine egen lille charme.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Höpler, Rosé Célestia, Burgenland, Østrig

2018 Weingut Höpler, Rosé Célestia, Burgenland, ØstrigEfter en håndfuld hvidvine fra Weingut Höpler, så bruger vi nu denne Rosé Célestia som et lille springbræt til rødvinene fra det østrigske familieforetagende.

Rosé Célestia er lavet på en smukt mix af druesorterne Pinot Noir, St. Laurent samt Blaufränkisch og selvfølgelig alene lavet på ståltanke. Vinen har 5,0 gram restsukker pr. liter.

Næsen emmer af jordbær, masser af jordbær, suppleret med kirsebær, mirabeller, pærer og et pænt sødmeniveau. Det er en aromatisk næse, lettere parfumeret med friske blomster, måske endda tørrede rosenblade.

Smagsmæssigt er vinen sød, frisk og har godt med smag, en meget let bitterhed og snert af citron. Det er en let tilgængelig vin, lidt saftevandsagtig og alle omkring bordet var faktisk meget begejstret.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Höpler, Grüner Veltliner, Burgenland, Østrig

2018 Weingut Höpler, Grüner Veltliner, Burgenland, ØstrigNæste Weingut Höpler er mere klassisk østrigsk vin, for det er nemlig vinhusets basisvin på Grüner Veltliner.

Det er en vin, hvor druerne kommer fra flere af husets marker og så er vinen alene lavet på rustfrie ståltanke … eller som de siger på tysk Ausbau im stahltank. Der er 1,2 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er sådan meget straight on … tropisk frugt, pærer, selleri, godt med citroner, lemon, lidt clementiner og en smule astronaut-is. Syren virker ikke til at være så dominerende og i stedet kommer der nogle lidt varme og kalkagtige noter, som egentlig er meget behagelige.

Smagen er meget lemon baseret, ikke vild syrlighed, men tilfreds frisk sammen med krydrede og småsøde elementer. Der er citroner og pærer i skøn forening, et lille bitte bitterhed, men ikke noget, som forstyrrer det samlede billede. Det er en frisk og karakterfuld vin til terrassen.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Höpler, Pannonica White Blend, Burgenland, Østrig

2018 Weingut Höpler, Pannonica White Blend, Burgenland, ØstrigI rækken af Weingut Höpler vine er næste vin et lidt småunderligt blend … Pannonica White Blend på Chardonnay, Pinot Blanc samt Grüner Veltliner.

Helt præcis er det 40% Grüner Veltliner, 35% Chardonnay og 25% Pinot Blanc … en østrigsk landlig, som ikke fremgår af vinhuset egen hjemmeside. Det er en prisbillig vin, som alene er lavet på ståltanke.

Et let, vindblæst og luftig aroma, som bærer på blomsterpollen, blomstersæbe og en blomstermark, mens frugten er tropisk med mango, abrikos, fersken og egentlig en vild dybde. Derudover er der nogle salte mineraler, smøreolie samt en lille æterisk mentolagtig og krydret syre.

Smagen er imidlertid meget anderledes … sådan godt krydret med en frisk slagside. Smagsmæssigt er vinen mere fyldig og krydret end duften lovede. Det stikker lidt i alle retninger, men egentlig på en okay måde, for vinen smager bestemt godt. Det er modne æbler, abrikos, lemon med en svag grape bitterhed, men duften overgår imidlertid smagen.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Höpler, Sauvignon Blanc, Burgenland, Østrig

2018 Weingut Höpler, Sauvignon Blanc, Burgenland, ØstrigI byen Breitenbrunn på den nordvestlige side af Neusiedler søen i Leithaberg, Burgenland i Østrig finder vi Weingut Höpler. Derfra smager Houlberg nu ikke mindre end 12 forskellige vine og starter i den hvide afdeling med denne 2018 Sauvignon Blanc.

Vinhuset drives af Christof Höpler og han har overtaget driften fra sin far Jost Höpler, som oprindeligt grundlagde vinhuset og fortsat hjælper sønnike på vingården. De har samlet 50 hektar vinmarker og de bedste marker er Altvierholzer, Schanz, Hirschäcker, Jungkirchberg, Kirchberg og Rosenberg.

På markerne dyrker familien de hvide sorter Grüner Veltliner, Pinot Blanc, Chardonnay, Riesling, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer. De røde druer er primært Blaufränkisch , Zweigelt, Blauburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Familien har derudover landtidskontrakter med en række andre vinavlere i området om levering af druer til Weingut Höpler, så det betyder en pæn stor produktion, mange vine og omkring 70% af vinene eksporteres også til andre lande.

Omkring halvdelen af vinene er hvide, 45% rødvine og de sidste 5% er søde dessertvine, som alle produceres i et moderne vineri, som familien byggede i 2004 … totalt state-of-the-art med masser af elektronisk styring og de nyeste produktionsteknikker.

De byggede de også et wein-räume … som reelt er 8 værelser, hvor du kan få en visuel vinoplevelse med farver, se en vintønde indefra, mærke forskellige terroirs, bruge dine sanser, smage vin og meget andet. Höplers wein-räume kom endda i 2016 på Wine Enthusiast Magazines top 10 over mest spændende vinrejse destinationer i hele verdenen.

Denne Sauvignon Blanc er alene vinificeret på rustfrie ståltanke og er også lagret ganske kort tid i ståltankene. Vinen har pæne 6,8 gram restsukker pr. liter.

En frisk næse med lidt tropiske antræk … passionsfrugt, kvæde, melon, kiwi og syltede citroner. Der er en vis behagelig sødme, varme, hygge og imødekommenhed over vinen. De grønne Sauvignon Blanc noter er her meget afdæmpede, næsten ikke eksisterende. Det er en glad og lidt støvet næse.

Smagen har en pænt syreindhold og en lille lemon bitterhed. Det er en lille dans mellem citroner, lemon, grape og umodne æbler samt et svagt tropisk pust. Dermed bliver det en frisk lille bandit, som er tør, syrlig og bitter på en rustik, men absolut godkendt facon.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Rouge Les Corbaisons, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Rouge Les Corbaisons, Bourgogne, FrankrigSå blev det tid til rødvinene fra Kjellerups to burgundiske vinhuse og vi starter med en 2017 Bourgogne Rouge Les Corbaisons fra Domaine Bernollin.

Marken Les Corbaisons ligger på plateauet syd for Buxy og lige omkranset af Montagny 1. Cru marken mod nord og vest. På Les Corbaisons er Pinot Noir vinstokkene gennemsnitlig 40 år gamle, men de ældste stokke omkring 70 år.  Druerne høstes i hånd og passerer et sorteringsbord inden vinificering, så kun de bedste  druer kommer i gæringskaret.

Vinen gærer i åben ståltank over samlet 3 uger, først med 7 dages kold maceration, hvor vinen opnår ekstra frugt og farce, dernæst en efterfølgende 8-10 dages alkoholisk gæring samt 2-4 dages efter maceration, hvorefter vinen lagres 12-14 måneder på franske egefade, heraf 25% nye.

I næsen er vinen til den lidt landlige og bondske side. Det er lidt en lastbilchauffør på en bumlet grusvej. Det er tæt, kantet med blæk, gammel kælder, lidt medicinskab, pænt med kirsebær, hindbær og måske endda lidt mørkere bær, peber og blomster.

I munden er vinen frisk, godt med landlig frugt, kirsebær, hindbær, god frugtsødme og lidt jernagtige eller mineralske elementer. Der er nogen kraft i vinen, som bestemt har nogle af de klassiske burgundiske Pinot Noir karaktertræk.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Aaldering Vineyards & Wines, Noble Late Harvest, Stellenbosch, Sydafrika

2016 Aaldering Vineyards & Wines, Noble Late Harvest, Stellenbosch, SydafrikaVi slutter – som i godt selskab – med lidt sødt. Hos Aaldering Vineyards & Wines betyder det et glas af deres Noble Late Harvest, som ikke er lavet på Pinotage men ren Sauvignon Blanc.

Druerne er – som navnet jo også siger – høstet meget sent, midt i april måned, hvilket er cirka 2-3 måneder senere end druerne til husets tørre Sauvignon Blanc høstes. Høsten er sket midt på dagen i 35-40 grader og efter den lange tid på vinstokke er druerne angrebet af botrytis og har et meget højt sukkerindhold.

Druerne afstilkes, presses … men ligger med skindkontakt og så sker der en koldgæring i rustfrie ståltanke ved 16 grader over 6 uger og så hviler vinen en periode, men lagrer slet ikke på egefade eller undergår malolaktisk gæring.

I glasset en lettere lys, ravfarvet vin. Næsen overrasker igen … stærk, grøn og nærmest med masser af ukrudt, lak, æter, fernis, bivoks og honning. Frugten er svær at detektere gennem de syrligstærke dufte, men det er nok både abrikos og pærer … men absolut ikke duftmæssigt en imødekommende, sød og smækker dessertvin.

Smagen er dog – heldigvis – langt bedre end duften, for den smager rigtigt godt. Det er dog slet ikke en sukkertung dessertvin, for vinen har en god syre, som spiller op imod de søde smage med honning, tørrede abrikoser, sirup, modne pærer samt en lidt stærk eftersmag med lidt alkoholvarme.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Aaldering Vineyards & Wines, Estate Lady M, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Aaldering Vineyards & Wines, Estate Lady M, Stellenbosch, SydafrikaNår vi nu har smagt Pinotage fra Aaldering Vineyards & Wines som Blanc de Noir og rosé, så skal vi selvfølgelig også smage en rød på Pinotage, nemlig denne 2018 Estate Lady M.

Druerne til Lady M er efter høsten afstilket, men ikke knust. I stedet køles druerne ned til 14 grader og ligger sådan i udblødning i 3 dage. Derefter starter gæringen på rustfrie ståltanke … og her alene med druernes naturlige gærceller. Der sker 1-2 daglige overpumpninger og efter endt fermentering er vinen lagret kort tid i ståltankene. Vinen har således slet ikke set egefade.

Duften er både mørke og gærede bær, solbær, brombær, sorte kirsebær, svesker, granatæbler, ribs, bananer og kaktuspiller. Vinen har klart nogle ærketypiske Pinotage karaktertræk, men virker egentlig ikke så tung og klumpet, så vine på Pinotage nogle gange kan være. I stedet har vinen egentlig i næsen en ganske meget stor frugtrigdom, en vis friskhed, en brændt toast, svagt lidt acetone og en sød, koket sødme.

Selvom vinen alene er vinificeret på rustfrie ståltanke, så har den en meget røget smag … den skal man sgu lige vende sig til. Den kommer sammen med en lidt tør og mærkelig sødme, en virkelig tør frugt, godt med tanniner, som virkelig sætter sig på tænderne. Det er en meget smagfuld vin, men virker og lidt stærk, røget og ganske tør.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7