Udo Knodt driver sit lille vinhus Weingut Knodt-Trossen i byen Kröv ved et af Mosel flodens utallige sving mellem Traben Trarbach og Bernkastel-Kues. Vi smager her en Spätburgunder Blanc de Noir fra Udo.
Vinhuset drives af ægteparret Andrea og Udo Knodt, som er 3. generation på vingården, som de overtog i 1995. De ejer samlet 3 hektar skiferholdige vinmarker, hvor de bedste marker er Kröver Letterlay og Steffensberg. Der dyrker Udo både Riesling, Rivaner, Kerner, Weißburgunder og Spätburgunder.
Derudover udlejer Weingut Knodt-Trossen også 4 ferielejligheder og 5 værelser til vinglade turister … alle selvfølgelig navngivne efter vine og druer som fx Paradies, Cuvée, Classic, Burgunder, Riesling, Weißburgunder, Berg Feeling, Spätburgunder og Burgunder.
Her smager vi deres Blanc de Noir på Spätburgunder, som kommer fra flere af husets marker. Efter høst presses druerne hurtigt og så er vinen ellers blot vinificeret på rustfrie ståltanke. Der er 7,7 gram restsukker pr. liter.
Næsen har fersken, abrikos, måske endda lidt tørrede abrikoser, melon, langt mere fyldig og varm end foregående vin. Den er også meget blomsterrig i næsen, har en smule astronaut-is, stor krop og nærmest lidt eksplosiv i aromaerne. I munden er vinen langt mere afdæmpet med meget lav syre, men er bestemt blød, cremet med nogen sødme.
Ingen forhandler herhjemme og vinen var vistnok købt på vingården Weingut Knodt-Trossen, hvor en flaske koster 7,60€ … svarende til 57 kr.