Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2014 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2014 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, Alto Adige, ItalienBarthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero er én af topvinene hos Tenuta J. Hofstätter, der ligger på den centrale plads midt i den lille by Termeno under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Jeg har tidligere for et par år siden smagt vinen i en årgang 2010, som var købt på vingården. Jesper havde købt denne 2014’er under sidste års ferie i Italien og taget vinen med til vores nytårsmiddag. Ja faktisk smagte vi denne inden Blaufränkisch’en fra Schneider.

Hvis du vil lære mere om Tenuta J. Hofstätter aka Weingut J. Hofstätter, så klik på linket ovenover med årgang 2010. Der har jeg skrevet lidt om vinhusets historie, drift og marker mit weiter.

I stedet kigger vi nærmere på denne Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, som selvfølgelig er lavet med 100% Pinot Noir fra marken Barthenau Vigna San Urbano. På Barthenau marken er vinstokkene 65 år gamle og høstes manuelt, hvorefter der sker en afstilkning af omkring 75% af klaserne.

Derefter presses druerne let efterfulgt af kold maceration i omkring 24 timer, hvorefter fermenteringen sker. Derefter lagrer vinen af to omgange, først 12 måneder på små fade, hvorefter fadene blandes og vinen lagrer videre på store egetræsfade i yderligere 8 måneder. Derefter flaskes vinen og lagrer endnu en gang 8 måneder inden frigivelse.

I næsen har vinen ikke umiddelbart sådan en ultralet aroma med animalsk kostald, men har mere en tæt Pinot Noir duft med mørk stald, masser af kirsebær med en syrlighed i frugten, benzin, blæk, en bondsk side, lidt mælket, kærnemælk, egetræ, kaffegrums og nogle mineraler. Men samtidig en meget komplet og flot komponeret aroma.

Smagsmæssigt er det blødt, blidt med en dejlig syrlig frugt, lethed fra Pinot Noir druen, kirsebær, hindbær, urter, peber og samtidig er vinen også ganske saftig. Dermed kommer vinen til at virke en smule kraftigere og mere muskuløs end dens tyske medsøstre, men for pokker det smager godt.

Købt i Italien, hvor prisen ligger på omkring 57€ … eller omkring 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2014 Weingut Günther Steinmetz, Piesporter Treppchen Riesling von Terrassen, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Günther Steinmetz, Piesporter Treppchen Riesling von Terrassen, Mosel, TysklandMoselvand af bedste skuffe … Piesporter Treppchen Riesling von Terrassen fra Weingut Günther Steinmetz og proppet med klassiske Mosel dyder.

Jeg har tidligere skrevet om den gode og dygtige Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith i dag driver den lille vingård i Brauneberg. Så historien og yderligere info om vinhuset kan I finde i et af de tidligere indlæg, fx indlægget om hans 2014 Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert … en vin, som jeg i øvrigt har smagt i flere årgange.

Det har jeg ikke med denne Piesporter Treppchen Riesling von Terrassen, hvor druerne kommer fra den 90 år gamle og meget stejle Piesporter Treppchen vinmark. Marken er fyldt med grå/sort skifer og er næsten utilgængelig … så stejl er marken og selvfølgelig foregår alt med håndkraft der.

Druerne til Piesporter Treppchen Riesling von Terrassen er høstet ved 96° Oechsle, hvilket jo reelt svarer til Auslese niveau, men vinen er vinificeret som en tør vin, selvom den indeholder hele 20 gram restsukker pr. liter, hvilket gør at vinen jo reelt hører under kategorien mild. Vinen er alene lavet i rustfrie ståltanke.

Næsen byder på en næsten bundløs dybde, masser af Mosel sødme, intens petroleum, virkelig smukt, en pose nødder, en havbrise samt gule frugter, ganske modne pærer, nedfaldsæbler med brune pletter, fersken, tørrede abrikoser, akaciehonning, blomster, syrener, let mynte, røg og våde sten. Det er nærmest en eksplosion af friske og saftige dufte.

I munden overraskes du af en større sødme end lige forventet, og det er nærmest et koncentrat af æblemost, men der er samtidig en mineralsk friskhed og saftighed over vinen. Der er kridt, citron, abrikos samt en dyb, saltet og stenet smag. Det er både blidt, blødt, rundt og har samtidig en olieret fedme, som nærmest klæber til dine smagsløg i munden. Slup. Det smager vildt godt … syndigt, dekadent, vibrerende, levende, stenet, intens og røget, selvom flere omkring bordet synes sødmen var vel rigelig.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, men denne er ikke pt. i sortimentet … og jeg kan faktisk heller ikke huske, hvad prisen var, da jeg købte den.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Vincent Charlot, L´Or des Basses Ronces Blanc de Blancs Extra Brut, Champagne, Frankrig

2013 Vincent Charlot, L´Or des Basses Ronces Blanc de Blancs Extra Brut, Champagne, FrankrigDenne smukke L´Or des Basses Ronces Blanc de Blancs Extra Brut champagne fra Vincent Charlot serverede jeg for mine gæster inden nytårsmiddagen … helt på samme måde som for 2 år siden.

Vincent Charlot holder til i udkanten af den lille by Mardeuil ikke ret langt fra Épernay i Champagne. Han stammer fra en familie, som har været vinavlere i Champagne gennem generationer, men han købte i 2001 en vinpresse og overtog driften, som omfatter 4 hektar vinmarker fordelt på 6 kommuner og 33 forskellige parceller.

Huset hed oprindelig Champagne Charlot-Tanneux, men er i dag blot opkaldt efter Vincent Charlot. Og den gode Vincent er virkelig en vaskeægte vinnørd med en brændende passion for at lave biodynamiske og exceptionelle champagner. En biodynamisk bondemand med jord og lort under neglene.

Alle markerne drives økologisk og biodynamisk og Vincents viden om biodynamisk produktion er ligeledes exceptionel. Du kan spørge ham om brug af røllike te eller afkog af ager padderok … han ved alt, som der er værd at vide om biodynamik.

Hans vinmarker er også et sandt vrimmel af mikroskopisk dyreliv, der vedligeholder og beriger jorden. Små grønne parceller fulde af liv, blomster, insekter, høns og diverse løg og urter … i skærende kontrast til de fleste af nabomarkerne.

Charlot er nemlig heller ikke tilhænger af pløjning mellem vinstokkene, men anvender i stedet alternative planter, som giver diversitet og gør at vinstokkene i stedet sender deres rødder dybt ned i undergrunden, hvor den virkelig terroir bor … som Vincent selv udtrykker det.

Alle 33 parceller vinificeres separat og blandes herefter ud i de mange forskellige cuveer eller også ender de som enkeltmarksvine … en retning Vincent går mere og mere efter.

Vincent laver omkring 30.000 flasker om året, alt er enten økologisk eller biodynamisk.  Al vinifikation af de blå druer, altså Pinot Noir og Pinot Meunier, sker i gamle Bordeaux fade, mens der til de hvide druer anvendes gamle Sauternes fade.  Gæringen sker spontant ved hjælp af den naturlige gær og der foretages aldrig malolaktisk gæring.

Denne L´Or des Basses Ronces Blanc de Blancs Extra Brut er en Blanc de Blancs … altså hvid lavet af hvide druer, hvilket jo betyder ren Chardonnay. Hos Vincent Charlot kommer druerne til denne champagne fra én enkelt mark, nemlig marken Les Basses Ronces, som er på 0,4 hektar med en undergrund, som er voldsom rig på kridt. Der dyrkes alene Chardonnay på Les Basses Ronces.

Champagnen vinificeret 11 måneder på egetræsfade og alene med druernes naturlige, vilde gær. Ingen malolaktisk gæring, ingen filtrering, ingenting. Dosage er foretaget i april 2018 og ligger på under 4,5 gram pr. liter. Den er ikke som 2011’eren nummereret, men der er lavet 2.414 flasker af vinen i denne årgang 2013.

Det er på ingen måder en knivskarp og syrerig champagne, men animalsk, dyb og imødekommende. Næsen er fyldt med rugbrød, toast, pærer, abrikos, virkelig modne og gærede frugter, stor liflighed samt masser af kalk og kridt.

I smagen er champagnen meget blød og selvom det er extra brut, så er der ingen tørre og syrerige kanter, men er i stedet blød, fin og sart med æbler, pærer, abrikos og alt på de rigtige pladser. Det smager sgu godt, selvom jeg måske synes, at 2011’eren var et hak bedre. Men det er nok også en champagne, som burde gemmes nogle år … men det lykkedes så ikke.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 490 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2010 Johann Michel, Cornas, Rhône, Frankrig

2010 Johann Michel, Cornas, Rhône, FrankrigVi sluttede aftenen hos Jan med en Cornas fra Domaine Johann Michel, som ligger i St. Peray lige syd for Cornas.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1939 af François Michel, men vinproduktion tog aldrig fart og efter 2. verdenskrig blev vinmarkerne udlejet til Domaine Courbis. Det var først i 1988, at Johanns far besluttede at genoptage driften. Det lå egentligt ikke i kortene at sønnen Johann Michel skulle arbejde med vin, men i 1997 besluttede den unge autodidakte vinmager alligevel at overtage domænet sammen med sin søster Emmanuelle.

Siden er kvaliteten af vinene er steget med raketfart og det er lykkedes den unge vinmager at slå benene værk under toppen af internationale vinanmeldere, bl.a. Robert Parker, Wine Spectator, Stephen Tanzer og sikkert nogle stykker mere. Johann laver konsekvent lækker klassisk Cornas helt uden den hårdhed der undertiden præger appellation.

Domainet har 4,5 hektar vinmarker i St. Peray og Cornas. Arbejdet i vinmarkerne foregår efter bæredygtige principper og Johann går usædvanligt højt op i at passe og pleje sine vinmarker.

God vin afhænger nemlig af, hvor gode druerne er og der er en del af forklaringen bag hans fantastiske viner. Markernes begrænsede størrelse og lave høstudbytte gør dog, at produktionen af de eftertragtede vine er meget lille.

Hans almindelige Cornas her er selvfølgelig 100% Syrah og druerne kommer fra 35 år gamle vinstokke på markerne Patou, Les Côtes og Saveaux. Efter høsten afstilkes druerne og gærer på ståltank, hvorefter vinen lagrer 12 måneder på 2-5 år gamle egetræsfade.

Næsen er mærk, kraftfuld med tjære, olierede jernbanesveller, virkelig mælket med lidt yoghurt, mejeri, lidt prut, krudt, gylp og herlig aromatisk bio kant, tulipanblade, tæt og powerfuld med bacon, blæk, engelsk lakrids og sorte oliven.

I munden er det også en tæt vin, tør med stramme tanniner, syrlige mørke bær, kul, jern og masser af bitterhed. Der er imidlertid også en sød side, som gør vinen behagelig, komfortabel og afslappet. Dermed bliver det en Cornas, som aldrig bliver for hård, men i stedet blød med masser af bio kant, som vil skræmme nogle. Jeg synes det er freaking godt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 249,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Weingut Manincor, Mason Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2014 Weingut Manincor, Mason Pinot Nero, Alto Adige, ItalienNæste vin – Mason Pinot Nero fra Weingut Manincor i St. Josef am See i Kaltern lige ved Lago di Caldaro – er også biodynamisk, men har smukke burgundiske træk ved mundvigene, som vender totalt opad.

Weingut Manincor er grundlagt i 1991 af grev Michael Goëss-Enzenberg og hustruen Sophie, men selve ejendommens historie går langt tilbage, nemlig til 1608, hvor den blev bygget af Hieronymus Manincor … en forfader til grev Michael langt tilbage.

Michael Goëss-Enzenberg overtog driften fra sin onkel var der ingen egenproduktion, idet druerne blot blev solgt til kooperativerne i henholdsvis Kaltern og Terlan.

Siden overtagelse er driften dog lagt fuldstændig om, og der er bygget en ny, moderne og underjordisk vinkælder, mens hele produktionen er omlagt til fuld bæredygtighed og herunder altså også certificeret biodynamisk drift.

Vingården har også både jordvarme- samt biomasseanlæg og er CO2 neutral … bruger simpelthen hverken gas eller olie. Udover vinproduktionen produceres der også frugt og honning på gården … og så laver de faktisk også selve egefadene til lagring af vinene.

De har omkring 50 hektar vinmarker, fordelt på markerne Manincor, Lieben Aich, Campan, Mazzon Leiten samt Panholzer og Keil. Det giver basis for en lang række vine, som sælges under Manincor navnet.

I kælderen følges månens cyklus og man benytter tyngdekraften når vinen skal veksle mellem de tre plan. Således undgår man pumper, der kan beskadige drueskaller og sten. Der foretages i øvrigt ingen filtrering.

To tredjedele af de hvide vine og alle de røde vine fremstilles med naturligt forekommende gærceller. Åbne gæringskar benyttes til rødvinsproduktionen. De hvide vine gærer og lagres på store ovale fade med en størrelse på mellem 12–30 hektoliter. Hver mark vinificeres og lagres for sig og der arbejdes både med vine på enkeltdruer og blends.

Denne Mason Pinot Nero er lavet med druer fra  marker ved  Mazzon i 400-450 meters højde, men grev Michael kalder Mazzon for Mason … for at skilde sig lidt ud. Druerne er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar.

Det er Manincors topvin på Pinot Nero, der er en selektion af druer fra de ældste og mest velpositionerede planter fra 4 hektar vinmarker med Pinot Nero i Mazzon. Jorden er ler og sandholdig og fyldt med gnejs, granit, porfyr og eroderet dolomit.

Druerne fra forskellige parceller vinificeres separat med 14 dages maceration i åbne gæringskar, udelukkende ved brug af de naturlige gærceller på druerne. Vinen lagres 12 måneder på barriques, heraf 25% nye barriques.

Sikke en næse … både bondsk og let, luftig, krydret med blåbær, kirsebær, jordbær, blommer og en vis modenhed i frugten, hvilket så suppleres med marcipan, violer, roser, chokolade, blæk, kul og lidt lakridsrod. Der er virkelig Pinot Noir lethed over vinen, og satans elegant på en bondsk, lys og let facon.

Uha … det smager vildt godt. Det er en luftig vin med vinger, hindbær, jordbær, jern og blid balanceret. Med lidt luft i glasset viser vinen også ren og stringent syre med lidt vanilje og klart nogle burgundiske træk. Det er vildt, balanceret og let. WOAW.

Importeres af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7

2012 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R GG, Baden, Tyskland

2012 Weingut Berhard Huber, Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R GG, Baden, TysklandJeg havde også valgt en klassisk vin som min første rødvin til vores blindsmagning … nemlig tysk Spätburgunder og endda en af topvinene fra nu afdøde Weingut Bernhard Huber i form af hans Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R Großes Gewächs.

Vinhuset besøgte jeg tilbage i sensommeren 2016 … det kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber i Malterdingen. Dengang var altså rødt dog udsolgt … vi smagte godt nok denne Malterdinger Bienenberg Spätburgunder i en ufærdig 2014 årgang, men kunne ikke købe noget … udover de hvide.

Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R Großes Gewächs er lavet med druer fra 40 år gamle vinstokke, høstet med et beskedent udbytte på 28 hektoliter pr. hektar.

I produktionen er vinen lavet med 18-21 dages maceration og gæring alene med druernes naturlige gærceller og derefter lagret 18 måneder på barriques og flasket ufiltreret.

I næsen har vinen en lækker og røget frugt, kirsebær, hindbær, jordbær og frugten er nærmest også kandiseret samt en smule varmere i udtrykket end forventet, så varmen fra Baden området og lang maceration slår virkelig igennem.

Det dufter virkelig godt og intens og ingen tvivl om, at det er tysk Spätburgunder, selvom jeg ikke finder den søde, animalske kostald. Jeg elsker dog den modne, lette frugt med et aftryk af egefadene med en smule kanel, røg og lejrbål.

I munden smelter vinen nærmest med stoisk ro, breder sig – alt er zen – smelter og fader langsomt. Hvor er det elegant, flot og harmonisk. Frugten er kirsebær, moreller og derudover er syren meget levende, tanninerne bløde og vinen har samtidig en eller anden form for mineralsk og levende nerve. Fuck, hvor er det godt.

Købt hos Plus Ultra Wine , hvor en flaske koster 321 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage, Kamptal, Østrig

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage, Kamptal, ØstrigPå Langenloiserstraße i den lille østrigske by Strass finder vi den kvindelige vinmager Birgit Eichinger, som står bag denne langbenede Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage … noget af det bedste almindelige Grüner Veltliner jeg har smagt i et pænt stykke tid.

Birgit Eichinger grundlagde vinhuset i 1992 og driver i dag sine 15 hektar vinmarker med hjælp fra manden Christian og datteren Gloria. Det er i øvrigt Birgit, som I kan se på billedet ovenover … totalt henslængt i en af sine vinmarker.

De 15 hektar marker er fordelt med parceller på markerne Hasel, Stangl og Wechselberg samt de 3 Erste Lage marker Gaisberg, Heiligenstein og Lamm. Birgit dyrker primært Grüner Veltliner, men også Roter Veltliner, Riesling og Chardonnay.

Denne Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage er fra husets bedste mark … Lamm er ligger på terrasser i den sydøstligste del af Heiligenstein. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er både gæret og lagret i store 1.000 liter egefade.  Udblødes først i 15 timer og gærer derefter. Endt endt gæring lagrer vinen 4 måneder sur lie … altså med gærresterne og flaskes derefter.

Det er en lidt federe Grüner Veltliner end lige forventet, men det skyldes formentlig lagring på eg. Det er opulent, intens vin med en lidt nøddet aroma og du fornemmer næsten allerede i duften, at det er en blød og cremet sag. Der er eg, vanilje, sød estragon, pærer, abrikos, honningmelon, lidt voks og den har også et lidt røget element. Det dufter med andre ord vildt godt.

Smagen er blød med Grüner Veltliners grønne aftryk, svag grape, men bitterheden er slet ikke voldsom og går hånd i hånd med en fed sødme. Det er altså tæskelækker vin, god balance, fyldig, intens og ganske saftig … vildt mange gange WAUW og Thumbs Up.

Forhandels af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, Spanien

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, SpanienSmack … den eksklusive topvin Tourán Garnacha hos Gil familiens seneste projekt Bodegas Morca er på alle måder en helt sindssyg vin. Intens, dyb, fed, vild og en knytnæve lige i sylten … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Jeg har tidligere skrevet om Juan Gil Bodegas Familiares, nemlig da jeg tilbage i august måned smagte en 2014 Rejón fra en af familiens mange vinhuse, nemlig Bodegas Tridente. Ja faktisk ejer familien en lang række vinhuse i flere områder af Spanien.

Familien Gil har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien med 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og opkøbt en række vingårde rundt om i Spanien.

Juan Gil Bodegas Familiares ejer således i dag samlet ikke mindre end 10 vinhuse og jeg nævner i flæng; Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla, Bodegas Tridente i Castilla y León … og senest altså også Bodegas Morca, der ligger i appellationen Campo de Borja i Aragon vinregionen.

Seneste skud er netop Bodegas Morca, som er tilkøbt i 2014 … et projekt til samlet 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en samlet produktion på 5-6.000 flasker.  I dag laves der 3 vine … Godina, Morca og denne Tourán.

Tourán Garnacha er den absolutte topvin fra Bodegas Morca, lavet på 100% Garnacha fra små vinmarker med gamle vinstokke, og druerne er omhyggeligt håndplukket … kun de absolut bedste anvendes til Tourán.

De nøje udvalgte druer er gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade i 22 måneder. Herefter er kun få udvalgte fade valgt til den endelige vin. En yderst eksklusiv produktion på få tusinde flaske og her alene i den 2. årgang fra Morca.

Duftmæssigt er Tourán Garnacha sammenpresset drueekstrakt i yderste potens med en duft, der er tæt, fed, opulent med sort frugt, blåblær, flamberede svedser og sødbrændte fade. Der er både vanilje, kanel, kafef, chokolade samt sød og blød lakrids.

Smagsmæssigt er det sindssygt blødt og cremet … og sindssygt kompakt. Den fede dame nærmest smelter i munden med en vild eksplosion af tung, tæt mørk frugt. Det en tung, tyggetung, lækker og smækker koncentrat, hvor alkoholen på de 16% også mærkes, men det er egentligt meget passende her, for de holder styr på vinens opulente kraft og vil styre selv en juleand.

Det er en tung vin … og selv flasken er sgu tung. Det er klart en ordentlig mundfuld, men på en god måde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 799 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2001 F. E. Trimbach, Gewurztraminer Cuvée des Seigneurs de Ribeaupierre, Alsace, Frankrig

2001 F. E. Trimbach, Gewurztraminer Cuvée des Seigneurs de Ribeaupierre, Alsace, FrankrigVi sluttede Sydvestfrankrig smagningen med noget helt andet … Gewurztraminer Cuvée des Seigneurs de Ribeaupierre fra det legendariske F. E. Trimbach i Alsace.

Huset har jeg skrevet om et utal af gange … det skal jeg nok afholde mig fra. I stedet tager vi et nærmere kig på denne Gewurztraminer Cuvée des Seigneurs de Ribeaupierre, som kommer fra husets serie Réserve Personnelle vine. Det er en Gewurztraminer i en prestigeudgave … Trimbachs bedste Gewurztraminer og navnet  Seigneurs de Ribeaupierre har vinen efter de tidligere ejere af ejendommen, hvorfra markerne stammer.

Druerne kommer fra markerne Trottacker og Osterberg i Ribeauvillé. Markerne  nyder en sjælden gunstig beliggenhed og har samtidig den rette jordbundssammensætning. Vinen fremstilles kun i de allerbedste årgange. Vinen er vinificeret og lagret på ståltanke.

Uha … næsen er dyb og aromatisk med nødder, blomster, ananas, abrikos og på en varm, omfavnende facon. Der er også en smule fernis, maling og honning … nærmest olieret. Aromatisk, blomstrende og olieret.

I munden er det en sød, blød og smuk vin … frugten er tropisk, fed og olieret. Det er en fantastisk vin, som kun vinder med alderen. Denne 17-årige duperer og vinder nådesløst mit hjerte.

Forhandles herhjemme af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7    

1997 Château du Cèdre, Le Cédre Cahors, Sud-Ouest, Frankrig

1997 Château du Cèdre, Le Cédre Cahors, Sud-Ouest, FrankrigMinsandten om vi ikk’ også skulle smage Le Cédre Cahors fra Château du Cèdre i en endnu ældre årgang, nemlig 1997 og dermed en 21-årig smækker sag.

Det er umuligt at finde oplysninger om produktionen af denne 1997’er, men jeg gætte på, at den er lavet som de øvrige årgange … dvs. med afstilkning af druerne efter høsten, hvorefter de knuses og  vinen fermenteres med 40 dages maceration med punch-down i den første periode. Den malolaktiske gæring sker i egefade, hvor vinen også er lagret i 24 måneder … 80% i nye fade og resten i fade, der er brugt én gang tidligere. Ingen klaring eller filtrering inden vinen tappes på flaske.

Duftmæssigt er det perfekt moden frugt, blid, elegant med mørke bær, blåbær, sorte kirsebær, blæk, blyanter og den biodynamiske side kan faktisk fortsat duftes. Vinen har – som 2008’eren – nogle mørke noter med oliven, nødder, kakao og samme lidt syrlige, blomsterrige kant.

Smagsmæssigt er 1997’eren akkurat som 2012’eren rå, upoleret og samtidig har den også mere garvesyre, hvilket er imponerende efter alle de år. Den er virkelig spillevende, tørt og smager sindssygt godt. Klart samme høje niveau som 2008’eren.

Ingen forhandler herhjemme, men en nyere årgang koster 29€ i hjemlandet … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 6/7