2010 Johann Michel, Cornas, Rhône, Frankrig

2010 Johann Michel, Cornas, Rhône, FrankrigVi sluttede aftenen hos Jan med en Cornas fra Domaine Johann Michel, som ligger i St. Peray lige syd for Cornas.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1939 af François Michel, men vinproduktion tog aldrig fart og efter 2. verdenskrig blev vinmarkerne udlejet til Domaine Courbis. Det var først i 1988, at Johanns far besluttede at genoptage driften. Det lå egentligt ikke i kortene at sønnen Johann Michel skulle arbejde med vin, men i 1997 besluttede den unge autodidakte vinmager alligevel at overtage domænet sammen med sin søster Emmanuelle.

Siden er kvaliteten af vinene er steget med raketfart og det er lykkedes den unge vinmager at slå benene værk under toppen af internationale vinanmeldere, bl.a. Robert Parker, Wine Spectator, Stephen Tanzer og sikkert nogle stykker mere. Johann laver konsekvent lækker klassisk Cornas helt uden den hårdhed der undertiden præger appellation.

Domainet har 4,5 hektar vinmarker i St. Peray og Cornas. Arbejdet i vinmarkerne foregår efter bæredygtige principper og Johann går usædvanligt højt op i at passe og pleje sine vinmarker.

God vin afhænger nemlig af, hvor gode druerne er og der er en del af forklaringen bag hans fantastiske viner. Markernes begrænsede størrelse og lave høstudbytte gør dog, at produktionen af de eftertragtede vine er meget lille.

Hans almindelige Cornas her er selvfølgelig 100% Syrah og druerne kommer fra 35 år gamle vinstokke på markerne Patou, Les Côtes og Saveaux. Efter høsten afstilkes druerne og gærer på ståltank, hvorefter vinen lagrer 12 måneder på 2-5 år gamle egetræsfade.

Næsen er mærk, kraftfuld med tjære, olierede jernbanesveller, virkelig mælket med lidt yoghurt, mejeri, lidt prut, krudt, gylp og herlig aromatisk bio kant, tulipanblade, tæt og powerfuld med bacon, blæk, engelsk lakrids og sorte oliven.

I munden er det også en tæt vin, tør med stramme tanniner, syrlige mørke bær, kul, jern og masser af bitterhed. Der er imidlertid også en sød side, som gør vinen behagelig, komfortabel og afslappet. Dermed bliver det en Cornas, som aldrig bliver for hård, men i stedet blød med masser af bio kant, som vil skræmme nogle. Jeg synes det er freaking godt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 249,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7