Tag-arkiv: Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Ingelheimer Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Ingelheimer Chardonnay, Rheinhessen, TysklandVi kravlede med næste vin længere op af den fedtede Chardonnay stige hos Weingut J. Neus, for den næste vin var et Ortswein … 2022 Ingelheimer Chardonnay.

Her kommer druerne fra husets marker ved Ingenheim og mest fra de to marker Ingelheimer Schlossberg i den nordøstlige del af Westerberg og så ellers Ingelheimer Horn.

Vinen er lavet ved, at druerne spontangærer alene med druernes egne gærceller, halvdelen på 500 liters træfade og den anden del i ståltanke og sådan er vinen også lagret sur lie … 8 måneder med halvdelen på egefade og den anden i ståltanke.

I næsen er Ingelheimer Chardonnay noget anderledes end den foregående, for her er smørfrakken ikke så fed, men i stedet kommer der lidt flint, popcorn og virker lettere reduktiv. Den er mere grøn og samtidig flot luftig, mens frugten er grønne æbler, fersken, lidt gær samt nødder, vanilje og en anelse karamel.

Smagen er også mere rank og mere grøn end Muschelkalk Chardonnay, har nogle krydrede elementer, men ellers er det igen æbler, fersken, pærer … meget ren, rank og præcis i munden, så det bliver samlet set en rigtig fin, særegen og karakterfuld vin, som jeg rater til 94 point.

Prisen ligger på 29€ på vingården … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Chardonnay, Rheinhessen, TysklandEfter den boblende start, så stod den på hvidvine fra Weingut J. Neus og den første var deres 2022 Muschelkalk Chardonnay, der egentlig er en Gutswein.

Her kommer Chardonnay druer fra flere forskellige kalkholdig muschelkalk vinmarker, der bidrager til en mineralsk note i vinen.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men mener at huske, at spontangæringen er sket i store ståltanke, men vinen er lagret sur lie 8 måneder med halvdelen i 500 liters egetræsfade, og resten i ståltanke.

Vinen har en aromatisk duft … faktisk en god kombination af frisk frugt, fad og nogle kældernoter. Der er både æbler og citroner, men også lidt mere tropisk frugt med ananas, papaya, fersken og abrikos, men samtidig fornemmer man også en lidt olieret note.

Har virkelig en god smag … klingende frisk syre, men også en lille sommerlig smørjakke over  med vanilje, lakridskonfekt. Der er sure citroner, fersken, abrikos og anden tropisk frugt, gode syrestruktur, grillede citroner og alt virker samtidig cremet og blødt. Det er en ret alsidig og spændstig vin … vildt højt niveau for en Gutswein. 91 point.

Prisen ligger på 14€ på vingården … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut J. Neus, Blanc de Noirs Brut Nature, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Blanc de Noirs Brut Nature, Rheinhessen, TysklandEfter rundturen på vingården fik vi sat os ned i det tjekkede smagelokale og der startede vi med lidt Neus bobler … en Blanc de Noirs Brut Nature, som Tony Frank fortalte var fra årgang 2019.

Denne fine Deutscher Sekt er lavet efter den traditionelle champagnemetode med andengæring på flaske. Det er selvfølgelig ren Spätburgunder, der først er presset og sidenhen gæret i de store rustfrie ståltanke og derefter lagret 6 måneder i ståltanke og franske tonneau fade.

Derefter er vinen flasket og har ligget i vinkælderen 4-5 år  frem til degorgering med let dossage. Vinen har et niveau af restsukker på 2,5 gram pr. liter.

Lækker, cremet og elegant mousse i næsen … virker meget liflig, luftig og aromatisk med grønne æbler, citroner, franskbrød, ristet toast, gær og en smule krydderurter … virker flot balanceret, subtil, raffineret og sofistikeret.

Smagen er ren, klar og mineralsk … igen kommer der omgående grønne æbler og citroner, men egentlig kompleks, harmonisk og man kan også smage lidt lyserøde bær … hindbær og ribs ganske svagt og samlet fremstår vinen fin, balanceret og meget lækker. 91 point.

På vingården koster vinen 18€ … svarende til 134 kr. Herhjemme har Mr Ruby tidligere forhandlet vinene fra Neus, men Tony Frank fortalte, at det i dag er Pinot Box’en i Vejle.

Vinanmeldelse 5/7

Besøg hos Weingut J. Neus … sikke gæstfrit værtskab og lækker vinsmagning

Trods Falkens virusinficerede GPS, så ramte vi torsdag middag Bahnhofstraße i Ingelheim am Rhein ved middagstid og godt før vor aftalte mødetid kl. 13.00.

Vi ramte vitterlig et fabelagtig efterårsvejr med 29 grader, så dem i lange bukser fik tid til at trække i korte rør på parkeringspladsen, inden vi gik hen til selve vinhuset.

Da vi kom over en halv time for tidligt, så havde vinmageren Tony Frank kunder, så vi slentrede blot rundt i stedets flotte gamle have … lykkelige for at være ude af bilen efter lidt over 10 timers kørsel.

Solen var nådesløs, men alligevel satte vi os til sidst lige udenfor vinhuset og meget gæstfrit sørgede Tony Frank for, at af en stedets unge medarbejdere kom ud til os med en kasse med kolde flasker vand. Særklasse.

Der gik dog ikke lang tid, så kom Tony Frank himself ud og bød os velkommen. Derefter tog vi først en rundtur i vinhuset inklusiv den store og meget gamle vinkælder. Undervejs fortalte Tony også historien om vinhuset.

Weingut J. Neus

Vinhuset Weingut J. Neus ligger som nok allerede beskrevet i det nordlige Rheinhessen i byen Ingelheim og det er jo næsten lige på grænsen til Rheingau tæt på det som kaldes das Rhein-Knie … Rhinens knæ … stykket fra Assmannshausen mod vest og Wiesbaden mod øst.

Weingut J. Neus blev grundlagt i 1881 af Josef Neus Senior, der besluttede sig for at lave vin i det smukke, gamle by Ingelheim, der også passende kaldes for der Rotweinstadt … rødvinsbyen.

Josef Neus Senior kom selv fra Mosel, hvor han også havde produceret vin, men ønskede at lave rødvine og hvad var så mere oplagt end i Ingelheim, der allerede var kendt for sine rødvine? Så der slog han sig ned og stod for opførelsen af den smukke ejendom i det, som dengang var noget af det førende indenfor arkitekturen.

Han byggede også en rum til at presse vinene, et smagerum og så selvfølgelig en stor hvælvet kælder, hvor han kunne placere nogle af de gamle egefade, som han medbragte fra Mosel. De havde dengang de største egefade i hele Rheinhessen.

Og Neus fik succes med sit forehavende … vinhuset blev kendt for sine røde vine over hele verdenen. Det skyldes bl.a. en speciel Pinot Noir klon, som fortsat i dag kendes som Neus klonen. Efter Selection Massale systemet, hvor han løbende tog stiklinger fra de planter, som performede bedst, så fremavlere han sin egen klon med de egenskaber, som han efterspurgte.

I dag anvender Weingut J. Neus fortsat Neus klonen på deres vinmarker og vinstokkene med den klon er kronjuvelerne i husets markbesiddelser … specielt på topmarkerne Horn og Pares.

Imidlertid var Weingut J. Neus tæt på at ophøre i 2012, hvor enearvingen Ulrich Burchards var blevet lidt træt og ikke længere ønskede at drive vingården. Derfor blev ejendommen sat til salg og det så længe ud til,. at den skulle ende som et lejlighedskompleks med en tilhørende parkeringskælder.

Men så grueligt galt gik det dog ikke, for i sidste sekund blev Weingut J. Neus reddet, da rigmanden Christian Schmitz, der til daglig driver et stort transport-firma i Mainz, købte vinhuset. Han ønskede heldigvis at drive vingården videre med det formål for øje at føre vingården tilbage til sin storhedstid og igen lave Tysklands bedste rødvine.

Til at opnå det mål, så har Christian Schmitz hyret et team til at producere vinene … tidligere bl.a.Julien Meissner, som i dag laver vine med Rabea Trautman på Weingut Schloss Schönberg, senere den unge Lewis Schmitt, men i dag er det vinmageren Toni Frank, der er hyret ind for at give vinhuset sin gamle glans tilbage.

Samlet har vinhuset 12 hektar vinmarker, der ligger spredt på områdets to skråninger, nemlig Mainzer Berg og Westerberg. Det er på Mainzer Berg, at huset dyrker deres Spätburgunder Neus kloner, hvor de bedste marker jo er de to Große Lage marker Horn og Pares, men Westerberg skråningen er lidt køligere, så der har de deres hvide sorter som fx Chardonnay, Silvaner, Weißburgunder og Riesling vinstokke.

På kortene nedenunder kan du se,  hvordan markerne ligger lige øst for Ingelheim og faktisk ligger Neus’ parcel på Horn marken, der i alt er på 21 hektar, næsten helt nede ved byen, mens deres 3,5 hektar store parcel på Pares, som samlet kun er knap 9 hektar, ligger længere oppe og dermed lidt køligere end Horn.

Nedenunder kan man faktisk se Neus’ parcel helt inden ved byen … totalt pædagogisk vist med en rød pil:-)

Men inde i byen ligger der faktisk også to helt små parceller … Ingelheimer Sonnenberg, som tidligere tilhørte vinhuset, men i dag ejes af en nabo. Dem vil de gerne ha’ tilbage, men det er desværre ikke lykkes endnu.

På husets marker dyrkes primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer, fx Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage. Alle marker dyrkes økologisk.

Vinene gæres spontant i vinkælderen og tappes i flere tilfælde helt uden filtrering. Hos J. Neus forsøges vinene lavet så naturligt som muligt … og de har deres helt egen stil, sit helt eget særpræg, som nok i særdelshed skal tilskrives gamle Josef Neus Senior og hans forædlingsarbejde med Neus klonen i vinmarkerne.

Ingelheim og Spätburgunder

Ingelheim am Rhein er en oldgammel by med lidt over 35.000 indbyggere. Den er formentlig grundlagt helt tilbage i den frankiske tid, hvilket vil sige i det 5. eller 6. århundrede. Men byen er nok mest kendt for kejseren Karl den Store, som ejede gigantiske landområder i perioden 768-814 og opførte et palads på stedet … Kaiserpfalz, der i dag er en turistattraktion i byen.

Karl den Stores søn Ludvig den Fromme døde også i nærheden af Ingelheim i 840 og der er skam også en forbindelse til Danmark, idet den danske konge Harald Klak i 826 blev døbt i Ingelheim, som han besøgte sammen med sin dronning og munken Ansgar, der senere blev kendt som Nordens apostel.

Ingelheimer Kaiserpfalz blev efter opførelsen udvidet flere gange siden, bl.a. med Pfalzkirche i det 10. århundrede og en ydre forsvars mur i det 12. århundrede. Ja faktisk tjente paladset som base for både kejsere og konger indtil det 11. århundrede.

Forsvarsmuren finder man levn af flere steder i dag, og den giver et meget godt billede af, at Kejserens palads med tiden udviklede sig til et helt samfund. Men hvordan passer det ind i historien om vin? Jo for den gode kejser Karl Den Store var ikke til hvidvin … han ville have rødvin.

Derfor blev fik kejseren plantet hans elskede Pinot Noir stokke rundt om paladset  … og lige siden har byen været specielt kendt for vine på netop Pinot Noir aka Spätburgunder. Selv i dårlige tider har man fastholdt produktionen med kongedruen … eller her skulle vi måske nærmere sige kejserdruen.

Men derudover skulle byen Ingelheim være et besøg værd med selvfølgelig resterne af Ingelheimer Kaiserpfalz med det tilhørende museum, men også tårnet Bismarckturm, en charmerende bymidte og selvfølgelig masser af vinproducenter … fx det gamle Schloss Westerhaus, der er grundlagt næsten på samme tid som Neus.

Rundvisningen

Vi fik dog ikke set Ingelheim bymidte, men i stedet viste Tony Frank os som indledning til vinsmagningen hele vinhuset, hvor vi startede i rummet, hvor druerne ankommer, med en forholdsvis lille presse, et lille lager, pakkeri og et gæringsrum.

Der var endnu forholdsvis tomt, da man indtil videre kun have høstet Frühburgunder druerne. Vi stoppede bl.a. ved et gæringskar, hvor Frühburgunder druerne netop var startet med at gære spontant.

Derefter gik vi ned i det gamle vinkælder, der stammer fra 1894 … ovenover døren til kælderen stod der også 1894-1921.

Sikke en fantastisk kælder … langt større end forventet og Tony Frank fortalte også, at det er en af området allerstørste og ældste vinkældre. De har brugt en del ressourcer på at renovere flere rum, hvor der tidligere blot var gemt masser af gammel skrammel … et arbejde, som de fortsat ikke er helt færdig med.

I kælderen var der både moderne ståltanke, gamle og nye egefade. I dag kan man i kælderen fortsat finde store, gamle 1.000 liter fade, som kan dateres tilbage til perioden mellem 1893 og 1897. Der var også nogle ældre flasker, men man har ikke et arkiv af huset vine … dog lå der også en række årgange af deres vine i magnum udgaver.

Vinsmagningen

Efter rundvisningen gik vi ovenpå i husets Vinothek, hvor vi fik følgeskab af Mara, der også arbejder der. Derefter gik vi i gang med at smage et lille udvalg af husets vine … samlet smagte vi disse 9 vine:

Jeg har – som vanligt – skrevet og anmeldt hver vin og links finder du ovenover.

Tony Frank fortalte, at vinene i Danmark tidligere har været forhandler via Mr Ruby, hvor jeg jo også før har smagt dem, men at de i dag forhandles via Pinot Box’en i Vejle.

Det var Tony, som i starten præsenterede og fortalte om de forskellige vine, men senere overtog Mara, da Tony skulle tage sig af nogle faste kunder. Det klarede Mara til UG med kryds og slange.

Maden til frokosten

Det var også Mara, som havde forberedt den frokost, som vi hjemmefra havde aftalt med Tony Frank. Hvad vi imidlertid ikke vidste var omfanget af frokosten … sikke et bord, som imponerede hele dansker-crew’et …. WAUW.

Der var en ostetallerken med nogle lokale specialiteter … en brie med trøffel, en Au Bouchon Am Korken … en blød ost med en lille korkprop i midten og en krydret ostecreme med små pretzels til at dyppe i cremen. Mums. Derudover forskelligt tilbehør.

Der var et meget stor med forskellige lokale pølser af enhver slags, lige fra leverpølser, blodpølser, små pølser, store pølser … charcuteri på et fabelagtigt lækkert niveau … tror alle sammen blev en smule lune på Mara, som vi takkede og roste for det lækre bord.

Samlet en konge smagning og det endte også med, at vi alle købte lidt druesaft, som vi efterfølgende fik most ind i bilerne, inden vi helt veltilfredse satte kursen mod hotellet i Rüdesheim.

2022 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Riesling, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Riesling, Pfalz, TysklandNæste vin er en Ortsriesling … en 2022 Forster Riesling fra vinhuset Weingut Spindler Lindenhof beliggende på Weinstraße i byen Forst i Pfalz vinregionen.

Vinhuset er vi stødt på en del gange her på Houlbergs Vinblog, så det skriver jeg ikke om igen, men kigger så blot videre på denne vin, hvor alle Riesling druerne kommer fra de kalkrige vinmarker beliggende i 120-160 meters højde i bakkerne lige vest for byen Forst.

Vinen laves på traditionel vis med både vinificering og kort tids lagring på stål, da man ønsker at fremhæve den enkle, rene og friske karakter i Riesling-druen.

Duften er virkelig rank og kølig … ganske dejlig og byder endda på en snert af lidt petroleum samt linolie. Men den der smører godt, kører godt og det passer fint på denne vin, som også har et cremet udtryk og frugt med grønne æbler, umodne pærer samt citroner. Stilen er frisk, kølig og mineralsk … stenet og letsaltet mineralitet, hvor du næsten fornemmes skifer og granit.

I munden kommer der lidt mere pondus og krop med … saftig most fra gule og grønne æbler, lidt frugtsødme, kandiseret grape og grillet citron … godt med frisk syre og alligevel med noget sul på kroppen, som jo også gør vinen både rustik og samtidig venlig. Til prisen får man virkelig masser af Riesling drikkeglæde. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 112 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg i Rheingau … roadtrip i der schöne weinbaugebiete II

Tilbage i 2017 besøgte jeres altid flittige vinblogger en flok vinproducenter i Rheingau. Det skete med base i alle pensionisters ynglingsby Rüdesheim. Nu har jeg igen – sammen med 7 vinvenner – været på roadtrip aka winetour til Rüdesheim og besøgt en række rigtigt spændende vinbønder.

Falken havde booket os ind på Rheinhotel Rüdesheim, der ligger centralt i byen, men let at komme til. Men vi havde nu, da vi kørte fra Randers kl. 02.00, sat GPS’en på byen Ingelheim i Rheinhessen, hvor vi have en aftale med vinmageren Tony Frank hos Weingut J. Neus, der også ville sørge for lidt frokost til os.

Falken havde som tourguide dog en limited edition GPS, som sendte os vildfaren ud på de sjoveste omveje og endda også havde inficeret hans mobiltelefon, men vi havnede ikke i hverken Grønland, Løgstør eller Berlin, men ankom til Bahnhofstraße i Ingelheim i god tid før vor aftalte tid.

Efter første smagning gik turen så direkte til hotellet i Rüdesheim med en smuk tur med færge over Rhinen ved Bingen … og helt uden flere aftaler den første dag. Planen var lidt værtshus og god tysk mad et eller andet sted i byen.

Rheingau vinområdet

Rheingau er en af Tysklands store højborge for Riesling og lige så berømt for Riesling som Mosel. Regionen er dog meget mindre end den store nabo Rheinhessen lige på den anden side af Rhinen,

I Rheingau er der 3.200 hektar vinmarker, hvoraf de 352 hektar er beliggende på over 30% stejle skråninger. Til sammenligning er der i Rheinhessen ikke mindre end 26.500 hektar vinmarker og dermed er Rheingau jo en lille region … Rheinhessen er over 8 gange større.

Vinmarkerne i Rheingau udgør faktisk kun 3% af Tysklands samlede vindyrkningsareal Alligevel er Rheingau et af landets allervigtigste vinområder både historisk samt kvalitets- og prestigemæssigt. Det producerer nogle af Tysklands bedste vine, som sagtens kan konkurrere med vinene fra Mosel.

At Rheingau er geografisk og geologisk privilegeret, er der slet ingen tvivl om. Vinmarkerne ligger på en lille 30 kilometer lang stribe nord for Rhinen på et stykke, hvor den slår et knæk og løber fra øst mod vest. Det betyder vinmarker, der stort set alle er sydvendte, hvilket sikrer perfekt eksponering for solen.

Omkring 78% af vinmarkerne er beplantet med Riesling, men ellers laves der også lidt Spätburgunder. Det er dog primært de hvide vine på Riesling, som Rheingau er velkendt for. Det er ret kraftfulde og elegante vine med godt lagringspotentiale, men der er  generelt stor forskel på kvaliteten, så producenten betyder rigtigt meget i Rheingau.

Vores planlagt besøg

Vi havde hjemmefra planlagt en række besøg under vores forholdsvis korte besøg i Rheingau … alle beliggende på stykket ved Rhinen lige mellem Geisenheim mod vest og Erbach mod øst … blot på en del af den over 30 kilometer lange strækning langs Rhinen.

Der var ikke planlagt besøg hos producenter i Rüdesheim, men vi havde faktisk planlagt vor start lidt syd for Rheingau, nemlig hos en lille god producent i Rheinhessen. Vi havde nemlig plottet det første stop ind direkte fra Danmark til at være  hos Weingut J. Neus i den lille by Ingelheim i Rheinhessen.

Så samlet set kom vort program til at se sådan her ud:

Rheinhessen

A. Weingut J. Neus i Ingelheim, Rheinhessen

Rheingau
  1. Weingut Egert i Eltville-Hattenheim
  2. Weingut Kaufmann i Eltville-Hattenheim
  3. Weingut Dr. Covers Kauter i Oestrich-Winkel
  4. Weingut Solveigs i Geisenheim
  5. Weingut Spreitzer i Oestrich-Winkel
  6. Gourmet Streetfood hos 1818 Gutsrestaurant & Weinbar hos Weingut Baron Knyphausen i Erbach

På kortet nedenunder kan I se, hvor de udvalgte vinproducenter ligger fordelt langs Rhinen.

Jeg har efterbragte bragt en række uddybende blogindlæg om disse besøg og anmeldelser af alle de smagte vine. Det blev til nogle rigtig  fremragende smagninger, hvor specielt besøgene hos Neus, Egert og Solveigs var helt i særklasse.

Vi skulle slutte vores tur af med maner, så hjemmefra havde vi købt billetter til en Gourmet Streetfood et sted hos 1818 Gutsrestaurant & Weinbar, der ligger som en del af Weingut Baron Knyphausen, der ligger ved Erbach … længst væk fra Rüdesheim … uden at vide det mindste om, hvad pokker det var og hvorvidt det var godt.

Det skulle vise sig at være eminent, men det kan du læse i det sidste indlæg fra turen.

Transport og sjov tur

Vi havde allerede hjemmefra besluttet, at vi skulle nyde turen og give den gas. Dermed skulle ingen have rolle/ansvar for at køre til eller fra vinproducenterne. Derfor bestilte vi så 8-mands taxa’er til disse ture … det gik overraskende nemt, for alle steder var de flinke til at ringe efter taxa til os.

Det med at give den gas blev også taget bogstaveligt, for flere fra vort vinhold fik også indtaget pæne mængder øl på den engelske pub og så noget ramt ud om til morgenmaden … men som altid hjælper lidt Riesling eller Spätburgunder på de værste tømmermænd … men træt kan man blive 🙂 som du kan se nedenunder.

Thanks for en fremragende tour guys !!!

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandFra de 2 mirakel vinmagere på Weingut Schloss Schönberg sluttede jeg med at smage deres Spätburgunder vom Ranker og ligeledes som de foregående i årgang 2022.

Ranker er produceret på en Dijon-klon hentet i Chambertin. Den yder et ekstremt lille udbytte i de klimatiske og geologiske marker i Hessische-Bergstrasse og opnår derfor en fantastisk koncentration.

Druerne er i denne årgang næsten ikke afstilket, for der er anvendt 80% hele klaser. Efter gæring har vinen hvilet 18 måneder på 50% nye og 50% på 2-4 år gamle egetræsfade.

I næsen er vom Ranker ikke så vild som vom Granit … alt virker nu mere rundt med en lille umamiagtig eller nøddet sødme, så alting nu virker mere afbalanceret … dog er vi fortsat i den friske og syrligere afdeling. Men det virker på en eller anden måde mere tøjlet, delikat og blødt. Det er fortsat lyse, syrlige og friske bær med lyse kirsebær, hindbær, jordbær og ribs, hvor fadene bidrager med vanilje, tobak samt mælkechokolade.

Smagen er også … mere eftertænksom, hvis det giver mening? Der kommer fortsat en vild, frisk og levende syre, der bider dig alle de rigtige steder, men den er saftigere, lettere og faktisk rundere. Det er ribs, grønne jordbær, hindbær, stikkelsbær samt lidt lemon, men det er uden en vild lemon bitterhed. Det er råsaft, most af vild og syrlig kaliber, så tæerne næsten vipper … men det smager bare drøngodt, så 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, TysklandNæste Spätburgunder fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg var så søstervinen Spätburgunder vom Granit og ligeledes i årgang 2022.

Spätburgunder vom Granit kommer selvfølgelig fra marker rig på store mængder granit i undergrunden og fra vinstokke med gamle franske Dijon kloner. Vinen er lavet ved, at druerne plukkes i hånden i små kasser og sorteres derefter igen i vingården,. hvor 50% så afstilkes og resten anvendes i klaser.

Derefter er de overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 10% er nye, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Duftmæssigt virker vom Granit mørkere, mere tæt og helt klart mere burgundiske end vom Löss … nærmest som lidt Pommard med en lidt ædel og aristokratisk note af valnødder, gammel mahogni og teaktræ, tobaksblade, godt med cedertræ samt en frugt af jordbær, kirsebær og hindbær, biscotti mandelkager, let vanilje … klart mere seriøs end vom Löss … it means business.

I munden er vinen dog lysere og klart mere syrlig … faktisk er den temmelig syrlig og frisk. Der er stram rabarber, tranebær, ribs, lidt bitter lemon med Schloss Schönbergs karakteristiske uhæmmede, vilde og provokerende kant. Frugten nærmest stritter af sitrende, barsk og pivsur saftperler, der giver gys igennem krop, sjæl, lever samt hjerte … pivfrisk. 94 point

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, TysklandDerefter stod den på 3 x Spätburgunder vine fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg og jeg startede med deres 2022 Spätburgunder vom Löss.

Vinen er lavet på den tyske Spätburgunder klon Auer 2107, der er fremavlet af Martin Auer og godkendt i 1964 som egen klon. Druen er særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot.

På Weingut Schloss Schönberg vokser vinstokkene på Auer klonen typisk på deres lavt beliggende marker. I dalene er det ofte eroderet jordbund, der dominerer og især sandarten Löss, som er en meget finkornet sandart bundet sammen af fugt. Löss giver typisk en let karakter til vinen.

Spätburgunder vom Löss er lavet med 50% afstilkning og derefter er alle druerne overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 25% er nye fade, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Man bliver sgu glad, når man dufter til vinen … dejlig lys, ren, frisk og spændstig syre … har en anelse dejlig akrylmaling, syrlige drops, ribs, rabarber, hindbær, lemon og lidt fennikel. Der kommer dog også lidt vaniljesødme, karamel og mælkechokolade, som er med til at rive vinen lidt over i mere forsonende lejr.

Vinen smager næsten, som den dufter … meget ren, lys, let og ligeledes med denne friske, syrlig frugt af rabarber, ribs, hindbær samt lemon med en lille bitterhed. Vinen er frisk, spændstig, adræt, livlig og rørig … let krydret, stikkende og satans rank … det er vitterlig vildt, syrlig og fint … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandJeg iler videre med endnu en vin fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg fra deres serie Terroirwein og det er en 2022 Weißburgunder vom Ranker.

Ranker er det tyske ord for diorit, som er en kornet eruptiv, magmatisk  dybbjergart, altså en slags stenart dannet af vulkansk magma. Diorit forekommer så gerne i yderkanten af områder, hvor magma er trængt ind for satans mange år siden. Der findes masser af granit samt diorit i Hessische-Bergstrasse, og Julien Meissner elsker det mineralske præg, som de vulkanske sten bringer hans vine.

Denne vin har gæret spontant på brugte 500 liters egetræsfade og ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter er vinen så også lagret i 12 måneder på egefade og ståltanke …. og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fed, vild, animalsk og ekspressiv vin … der er lidt ristede nødder, popcorn, krudt, skocreme og solcreme, en ret saltet mineralitet og tyk eksotisk frugt af  fersken, æble, mango, citroner og godt med røg. Det er ingen fimset dame, men en rejekælling, der har godt med muskler, maskulin feminisme og alligevel knaldrøde blondetrusser og luftighed.

Smagsmæssigt er det også en maskulin, fed, saltet og røget vin, der har en svulstig frugt som mest er lemon … frisk, grillet og kandiseret lemon, syltede og saltede citroner og grape … godt med  bitterhed og salt. Det er frugt med modne pigeonæbler, lidt ananas, kvæde samt umodne ferskner … saftig, fed og fast i kødet … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7