Tag-arkiv: Spanien

2018 Bodega Dehesa el Carrascal, Tres Equis, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Bodega Dehesa el Carrascal, Tres Equis, Castilla-La Mancha, SpanienTres Equis betyder på spanske de tre X’er og er en af topvinene hos vinhuset Bodega Dehesa el Carrascal og lavet på ren Garnacha Tintorera aka Grenache.

Bodega Dehesa el Carrascal  er vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, men det er grundlagt tilbage i 1962, hvor Don Arsenio García Cañada sammen med sin familie startede med at lave vin.

I dag drives vingården af hans børn og børnebørn og de har samlet 300 hektar vinmarker i Sierra del Mugrón området med markerne beliggende i 900 -1.000 meters højde og fordelt på druesorter som Grenache, Mourvèdre, Petit Verdot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Verdejo. Nogle af de ældste vinstokke er mere end 50 år gamle.

Faktisk har gården samlet 1.800 hektar jord, men udover de 300 hektar vinmarker, så er der også 90 hektar med mandeltræer, et par hektar med oliventræer og i øjeblikket 600 hektar med korn.

Huset laver vine både under appellationen Almansa DO, men også den bredere Vino de la Tierra de Castilla, som vel er det spanske svar på  franskmændenes Vin de Pays, som dækker over vine på vej op i DO klassen og med tydelige kendetegn fra lokalområdet.

Med denne Tres Equis kommer Garnacha Tintorera druerne fra husets egne marker i 800-900 meters højde og gamle vinstokke, der er plantet for mere end 50 år siden. Markerne har en undergrund med sand- og kalkstensjord.

Efter en manuel høst er druerne først afstilket og knust efterfulgt af en forgæring og kølig maceration, Derefter er gæring og maceration sket over 20 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring samt lagring i 24 måneder på franske egetræsfade.

I glasset er det en mørk og sort fætter … duften er også både sort tryksværte og sort, tør engelsk lakrids, ristet sorte kaffebønner og virker samtidig røget og balsamisk. Frugten er fyldig, mørk og intens med blåbær, brombær og en smule sorte enebær, sort te bitterhed samtidig med lidt tørt træ og en snas vanilje.

Smagen er voldsom, cremet, mørk, fyldig … har virkelig stærke overarme og flekser biceps med noget peber og alkoholvarme samt en frugt af sorte blommer, brombær, blåbær og sorte kirsebær. Det er kødfuldt, ret tørt og har skam også småfede tanniner, der bider og vrider sig, hvor du får nogle bitre elementer, sorte teblade, let sødme samt tør engelsk lakrids og pibetobak. Det er en voldsom mundfuld, og der er sgu skrald på … men det smager sgu godt. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, 12 Lunas Garnacha, Aragón, Spanien

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, 12 Lunas Garnacha, Aragón, SpanienFra det innovative spanske vinhus Bodegas El Grillo y La Luna har jeg før smagt vine med navne som Grillo og Hop Hop, men nu smager jeg så deres 12 Lunas Garnacha 2021.

12 Lunas laves både i en hvid udgave, den røde 12 Lunas Tinto og rosévinen 12 Lunas Rosado.

Ja og så denne 12 Lunas Garnacha, der er blot lavet på ren Grenache, som er høstet i starten af oktober fra 18 år gamle vinstokke på vinmarken Las Carrasquetas i 450 meters højde.

Gæringen er sket ved omkring 28 grader over 10 dage med 7 dages eftermaceration efterfulgt af en malolaktisk gæring og begge dele er sket i rustfrie ståltanke. Kort herefter er vinen blevet flasket uden yderligere lagring. Der er lavet 8.000 flasker af vinen.

Det er duftmæssigt en veritabel duftbombe af frisk frugt … ung, spændstig og levende med lidt grønne blade blandet i. Det er frugt af sorte kirsebær, blåbær, svesker og ribs … ren og klar frugtsaft uden den mindste indblanding.

Smagen er også utrolig frugtrig med en omfavnende og sødlig frugtsmag, hvor der kommer lidt lakrids frem, en mørk balsamisk syre, godt med skrald på i det hele taget … frisk, dyb og samtidig flot koncentration. Det giver en frisk, mørk vin med et bredt smil og et appeal, der rammer de fleste både vinnørder og dem, som bare ønsker et godt glas vin, så dermed 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas López Cristóbal, Viracocha, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas López Cristóbal, Viracocha, Ribera del Duero, SpanienVinen Viracocha fra Bodegas López Cristóbal er deres mest eksklusive vin og i denne årgang 2019 er der alene lavet 1.550 flasker og denne er nummer 972.

Vinen har fået navn efter de gamle inkaers skabende gud, der hed Viracocha og betyder herre. Ifølge inkaerne har Viracocha skabt ikke blot alle verdslige ting, men også alle de andre guder som fx solguden Inti, månen, Venus, visse stjerner samt jorden og havet.

Vinhuset Bodegas López Cristóbal er grundlagt i 1994 af Santiago López, som ville udleve drømmen om at skabe sin egen vingård, da han overtog faderens ejendom i Roa. Faderen … som i øvrigt også hed Santiago … havde købt ejendommen tilbage i 1930’erne, da han flyttede til Ribera del Duero fra Santander.

Man have startet med at dyrke druer på ejendommen i starten af 1980’erne, dvs. samtidig med at DO Ribera del Duero appellationen blev grundlagt, men i mange år blev druerne blot solgt til andre vingårde.

Da Santiago overtog efter faderen, så flyttede han sammen med hustruen Lola Cristóbal ind på ejendommen og så startede de med at producere egne vine. Vinene blev solgt under navnet López Cristobal, dvs. efternavnet fra Santiago og Lola.

Senere fik de hjælp til produktionen af sønnen Galo. I dag er det primært Galo, som står for driften på Bodegas López Cristobal. Hans filosofi er, at vinene skal kunne drikkes unge. Derfor er de særdeles gode fra det øjeblik, at de frigives til salg.

Bodegas López Cristóbal har i alt 50 hektar vinmarker i Roa de Duero opdelt på 9 forskellige parceller. Der dyrkes selvfølgelig først og fremmest Tempranillo eller Tinta del País, som druen kaldes der. Faktisk er 48 hektar tilplantet med Tempranillo, men de sidste 2 hektar er plantet til med Merlot og Albillo.

Som med årgang 2017 – som jeg før har smagt – kommer vinen i en aldeles smuk og eksklusiv kasse med ædeltræ i bund og top. På den smukke indpakning står der også: Vino de Familia … familiens vin.

Vinen er lavet på ren Tempranillo og vinmageren er Galo López Cristóbal. Gæring og maceration er sket med hele druer, som ikke knuses forinden. Gæringen er sket ved 30 grader … en efterfølgende malolaktisk gæring i fade inden lagring på store franske fade i 15 måneder. Efter aftapning på flaske er vinen lagret 24 måneder.

Sikke lækker næse … lige til at slikke på. Det er tobak, kaffe, vanilje, lakridskonfekt, mælkechokolade, en sød finsk og tør engelsk lakrids, nougat, bløde og smeltende belgiske praliner, toast, ristede noter og lidt røg. Alt er dog doseret så forsigtigt og rigtigt med en blød frugt af sorte kirsebær, solbær, brombær og blommer suppleret med balsamisk syre. Det er mandeparfume af den tiltrækkende slags og enhver kvinde burde falde i svime, når manden sidder med et glas af vinen.

Overskud … hvor smager det fremragende, for du får kraft og samtidig en meget elegant frugt. Dermed bliver det aldrig en tyk, fadtung eller -pumpet vin med sødristede fade, for her finder man i stedet en frugtrig,  forfinet og slank Tempranillo, der er lidt moden i frugten, der mest kirsebær, jordbær, brombær, blommer og så lidt hindbær med masser af friskhed, noget lemonbitterhed, der giver bid og dynamik.

Tanninerne kommer diskret frem  … er tørre, men også ret polerede, men giver sammen med den tørre og småbitre syre et godt sammenspil. Det er en vin, der som sidst bare oser af kærlighed og saftig eksklusivitet. Floor de Pingus go home siger vinbloggeren igen og han har jo altid ret. 98 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2022 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, Spanien

2022 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, SpanienLad os for fanden nyde solen, når den endelig har besluttet at vise os nåde og give os livsgivende stråler, med endnu en hvidvin og det er med et glas af denne 2022 Finca Calvestra Merseguera fra Antonio Sarrións vinhus Bodegas Mustiguillo.

Det er også en vin, som jeg har smagt før i årgang 2021 og den er lavet på den – nok for de fleste – ukendte drue Merseguera, der kan findes langs den sydøstlige kyst af Spanien.

Her kommer Merseguera druerne fra Mustiguillos økologisk dyrkede monopolmark Finca Calvestra i Requena i 900 meters højde. Her har Toni Sarrión valgt at pode skud af Merseguera på op til 100 år gamle buskvine af rødvinssorten Bobal.

De gamle stokkes dybe rodnet og markens høje kalkindhold betyder, at planterne formår at modne druerne uden hjælp fra kunstvanding, hvilket er udsædvanligt for området og stærkt fremmende
for smagspotentialet.

De lave gamle buskvine står side om side med oliventræer i Finca Calvestras kuperede terræn, hvor biodiversiteten er helt i top og alle druerne høstes i hånden og afstilkes ved sorteringsbordet.

Frugten presses nænsomt, så kun den fineste og mest delikate druemost finder vej til spontangæringen på små 225 og 500 liter fade af akacietræ. Efter endt gæring modner hvidvinen 9-11 måneder sur lige på samme fade.

Igen er det en  fyldig, cremet, møjlækker vin … ikke hverken vild kraftig eller fadpræget, men har en blød frugt med fersken, pærer, gul honningmelon, grillet lemon og alt faktisk i ret flot harmoni og med denne lidt nærmest burgundiske og kalkede note, som virker ganske dragende. Der kommer som med 202’eren også mynte, grønne oliven og lidt urte-te karakter.

Smagen er lige som fin … mindst … god, blød og vedvarende syre gennem hele smagspaletten, elegant med blød frugt af pærer, lidt fersken og syltet lemon … smører igen bare lidt munden blidt, men har også denne friske og kalkede mineralitet. Det smager fandens godt og de fleste ville god ikke gætte, at det er spansk … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, Hop Hop, Aragón, Spanien

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, Hop Hop, Aragón, SpanienVi fortsætter for en stund i Spanien, men rykker mere mod det nordøstlige, nemlig til vinregionen Aragón hvor vi finder det nye og spændende vinhus Bodegas El Grillo y La Luna og derfra smager vi denne sjove 2021 Hop Hop.

Bodega El Grillo y La Luna er som skrevet et nyere vinhus, der er grundlagt i 2007 af to familier som ønskede at starte et innovativt projekt indenfor vinens verden og blive et alternativ til klassiske vine og med base i Barbastro i Somontano appellationen.

De har valgt navnet Bodegas El Grillo y La Luna, som betyder på dansk betyder “fårekyllingen og månen” og de laver vinene fra deres i alt 53 hektar vinmarker fordelt på 5 forskellige vinmarker.

53 hektar kan lyde som en del, men det gør vingården til en af de mindste vingårde i Aragón-regionen. De arbejder fra markerne med skabe vine med en særlig sjæl og karakter og tålmodighed er en dyd, da de ikke høster, før druerne er absolut perfekt modne.

De har undervejs bl.a. fået hjælp af den store vinkonsulent Michael Rolland, som vi jo er stødt på mange gang her på vinbloggen. Han har været med til at gøre vinene mere komplekse.

Jeg smager her vinen Hop Hop – og Hop Hop betyder på spansk betyder det samme som på dansk – og er en vin lavet på 50% Syrah og 50% Garnacha aka Grenache, håndhøstet fra nogle af vingårdens bedste marker i Somontano i det nordøstlige Spanien.

Druerne er høstet løbende fra midt september til midt oktober og efter ankomst til vingården, bliver druerne afstilket og sorteret en ekstra gang for at sikre, at det kun er optimalt modne druer, der anvendes til denne vin.

Derefter sker der en kølig maceration i 5 dage inden gæring med druekvaset over 30 dage. Derefter følger en malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 13 måneder på franske barriques.

Spændende duft … som en indkogt rødvins- og balsamicosauce, kompakt, tæt, fed, intens og man vil bare have mere og mere. Der er godt med sød finsk og tør engelsk lakrids, lidt sort skocreme, røget flæsk, tørret kød og Beef Jerk og fra fadene også noget vanilje, røg, kanel, kakao og søde kaffebønner. Frugten er sorte kirsebær samt syltede blommer og lidt solbærsyltetøj. Mums.

I munden er vinen slet ikke så fed, som man ellers ville kunne vente ud fra duften, for dels er druften renene, mere klar og lysere med lidt tranebær, moreller, kirsebær og hindbær, men syren virker også lidt mere syrlig med lidt lemon og citroner, men sammen med lidt sødme, så har vinen samlet en fin saftighed og leveres blødt, cremet og med god finesse, som lige løfter vinen niveauer op. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Vendimia Seleccionada, Toro, Spanien

2021 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Vendimia Seleccionada, Toro, SpanienDen portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira fra São João da Pesqueira i Portugal kender vi efterhånden godt her på Houlbergs Vinblog. Han laver også vine i Toro i Spanien og denne Mío de M.O. Vendimia Seleccionada har jeg også smagt før, men nu smager jeg 2021’eren.

Som med 2018’eren er vinen fortsat lavet i et samarbejde med kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña. M.O i det sjove navn Mío de M.O – hvor Mio står for min – refererer til  Marques de Olivara, for vinen er tidligere lavet af Bodegas Marques de Olivara, som var et vinhus, der levee en omtumlet tilværelse og bl.a. gik konkurs i 2011 sammen med dets ejer Nueva Rumasa Group.

Bodegas Marques de Olivara  eksisterer i dag ikke længere, men vinmageren Rui Roboredo Madeira har fået opsnuset nogle af de fantastiske og meget gamle vinmarker, der tidligere var ejet af det nu ophørte vinhus … og fra dem laver han nu denne vin og

Vinen er i dag lavet på kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña sammen med hans hustru Veronica Varela Villegas og den er lavet på 100% Tempranillo fra de 60 år gamle vinstokke, der har overlevet den frygtede vinlus phylloxera og står på den sandede samt stenede enkeltmark.

Mosten gærer på temperaturstyret ståltank med 25 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Vinen får ekstra dybde fra 14 måneders modning på franske egetræsfade. Til sidst afrundes vinen med 10-12 måneder flaskemodning før frigivelse.

Duftmæssigt er vi atter ovre i en varm og krydret vin, men den har alligevel en flot, flæsket og kølig side. Det er med sødbrændte og røgede elementer, godt med tørt træ, cedertræ, egetræ, grannåle samt en frugt af blåbær, brombær og blommer. Som med 2018’eren er der også klart noget saltlakrids, noget mineralitet og fra fadene også lidt vanilje, kaffegrums og bitter, mørk chokolade.

I munden er det en fed historie … fed, tør, varm og hele tiden med denne Campari eller sort te bitterhed. Dermed er det igen engelsk lakrids og lakridsrod suppleret af frugt med blåbær, blommer bitre druekerner. Tanninerne er vilde … ret vilde og tørre, så de rumsterer godt rundt i munden og på tænderne. Det er lidt til den kraftige, fede og rustikke side … en lastbilchauffør med sved under armene, men leverer godset solidt og sikkert dag efter dag. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Damalisco Roble, Toro, Spanien

2022 Rodríguez Sanzo, Damalisco Roble, Toro, SpanienHvorfor nu ikke blive i området? De 2 næste vine er nemlig begge fra Toro længere mod vest og vi er fortsat i Castilla y León vinregionen. Vi starter med en 2020 Damalisco Roble fra Bodegas Rodríguez y Sanzo, som vi også har mødt før på Houlbergs Vinblog.

Damalisco Roble er en vin lavet på 85% Tinta de Toro aka Tempranillo samt 15% Garnacha. Druerne kommer fra på 15-35 år gamle vinstokke på forskellige stenede og grusholdige parceller i Toro i 650-720 meters højde.

Efter minimum 4 dages kølig maceration har rødvinen gæret i temperaturstyrede ståltanke med en mikrooxygenering – en slags kontrolleret iltning – stabiliserer farven og blødgør tanninerne.

Efter malolaktiske gæring , så er vinen lagret 6 måneder i de store ståltanke, inden den omstikkes til 2 måneders modning på helt nye franske egetræsfade, som har nogle indvendige snit, der forøger kontaktfladen med vinen med hele 75%.

Den megen trækontakt er også meget fremtrædende i duften, som virkelig er woody … der er nærmest cedertræ, harpiks, ny skovet eg og en rustik – nærmest bondsk – frugt, der virker hård i filten og mest er blåbær, brombær og en snert af noget enebær. Derudover fanger jeg også godt med utøjlede grønne noter, grønne blade og lidt ligusterhæk.

Smagen er lidt i samme boldgade … rustik frugt og har sgu masser af liv, krydderier, tør syre og godt med et stærkt bid, der lige giver lidt krashed i munde. Frugten er mest blåbær, sorte kirsebær, tranebær, igen lidt ristede elementer, samt noget gran, kanel, kakao, vanilje og peber. hvorfor jeg lander på 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2020 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienI’m on a roll! Derfor fortsatte jeg da bare med mere vin fra Ribera del Duero og næste i rækken blev denne 2020 Viñas Viejas fra Hacienda Solano, som vi også før har mødt på Houlbergs Vinblog.

Viñas Viejas hører til husets serie kaldet Vinos de Pueblo – altså landsbyvine – og den er lavet med druer fra 70 år gamle vinstokke fra marker ved La Aguilera i Burgos. Det er primært Tinto Fino aka Tempranillo suppleret med lidt Albillo.

Druerne har ligget i kold maceration i 24-36 timer, hvorefter gæringen er sket ved 26 grader over 11 dage og efterfulgt af en malolaktisk gæring i 5 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder på franske barriques efterfulgt af 6 måneder på 500 liter tonneaux fade.

Den dufter da fremragende … har en herlig landlig, animalsk, flæsket aroma med tørre krydderier og denne lidt grannåleagtige noter samt en frugt med brombær, sortee kirsebær og solbærlikør. Tørheden er pænt tydelig og suppleres med tør engelsk lakrids, tørre papkasser, cedertræ, læder, toast og mørkbitter chokolade.

Smagen er kølig, ren, klar … men også tæt, fyldig med godt bid og – som duften – pænt tør. Der er tør engelsk lakrids, lakridsrod, blåbær, solbær og så har den ellers ret tørre og markante tanniner, der bare lige masserer gummer og sætter sig på fortænderne. Tanninerne får følgeskab af lidt peber, sorte teblade bitterhed og noget gran, så derfor bliver den en lille kompleks sag. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Bodegas López Cristobal, La Linde, Ribera del Duero, Spanien

2022 Bodegas López Cristobal, La Linde, Ribera del Duero, SpanienVi fortsætter i det højtbeliggende – men flade – Ribera del Duero, for den næste vin i glasset er denne 2022 La Linde fra Bodegas López Cristobal … et velkendt vinhus her på Houlbergs Vinblog.

Vinen er en Roble og lavet på 95% Tempranillo og 5% Merlot, der kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke på den kalkholdige vinmark Finca La Linde i Roa de Duero.

Vinen har gæret kontrolleret ved 23 grader i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 3 måneder på brugte 1-3 år gamle franske 225 liters barriques.

Det dufter sgu da meget godt … meget tro mod Ribera del Dueros klassiske stil, hvor der er godt med fyldig frugt og pænt fadpræg og det er virkelig tilfælder her. Fadene bidrager med nogle ristede eller toastede noter, tobak, kakao, kaffe, chokolade, tør engelsk lakrids, violer,  grannåle og frugt med blåbær, brombær og blommer.

Sådan er smagen faktisk også fyldig med ristede elementer samt en rigtig dejlig frugtsødme, der gør vinen rund, blød og rigtig Ribera del Duero, der virker mere komplet og åben end 2021’eren.  Der er lidt solbær, brombær, jordbær og lidt sødbitter lemon og sorte teblade, sød lakrids, gammel, mørk og lagret balsamico olie, gran grene og mørk chokolade og fine, velintegrerede tanniner. Det er sådan en Ribera del Duero man kan drikke hver dag, så 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2022 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienNår jeg nu allerede har fået god Ribera del Duero væske ind under vesten, så lad mig fortsætte med endnu en god kending og det er Picaro del Àguila fra Dominio del Àguila og her i årgang 2022.

Gammel kending skriver jeg … det er virkelig et lækkert gensyn, for jeg har før smagt vinen i både årgang 2018, 2019, 2020 og 2021, så det er en vin, som jeg kender rimelig godt.

Den er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde med kalkholdig undergrund.

Drueklaserne fodtrædes og den efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke, mens den malolaktiske gæring sker på egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden hverken klaring eller filtrering.

Slam … allerede i næsen markerer Picaro del Àguila sig anderledes ud med en mælket aroma, masser af fersk og hængt kød, vildskab og gæret frugt tilsat en dusk gamle blomsterstilke, dampende mødding, virkelig landlig, animalsk og har mentol- og saltlakrids, lakridspulver, sorte oliven, frugt med solbær, brombær, Amarena kirsebærsauce og det bliver derfor en vild, ekstraheret og tegneserieagtig vin.

Smagen er nærmest lige så vild … har sådan bære noget cremet, blødt og intenst, men også en vild frisk frugt med en tør bitterhed, engelsk lakrids samt saltlakrids. Allerede hurtigt i smagen kommer der vilde, stramme og knastørre tanniner frem, men frugten halter bagefter med sorte kirsebær, solbær og ribs. Det giver en virkelig pivfrisk og mørk vin … du får med andre ord både i pose og sæk, hvorved vinbloggeren igen er imponeret og glad, så 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7