Azienda Agricola Il Marroneto di Mori Alessandro ligger lidt stik nord for Montalcino by på den smukke adresse Madonna delle Grazie og drives selvfølgelig af Alessandro Mori, som også har lavet denne 2011 Brunello di Montalcino Il Marroneto.
Vinhuset Il Marroneto er reelt grundlagt i 1974, hvor advokaten Giuseppe Mori fra Sienna købte en lille historisk landejendom fra 1246 næsten lige udenfor Montalcinos gamle bymur. Han havde stor passion for vin, var nysgerrig af natur og besluttede sig for sjov at forsøge sig med at lave vin.
Giuseppe Moris to sønner Andrea og Alessandro fik også interesse for faderens lille projekt. Selvom de begge havde fulgt faderens spor som advokater, så tilplantede de sammen en række af husets marker med Sangiovese og søgte råd og ekspertise hos den nære ven af familien Mario Cortevesio, som er arkitekt bag nogle af Chianti områdets bedste vine.
Den første vin blev en 1980 Brunello di Montalcino, men de producerede alene sølle 1.855 flasker, men i 1982 var produktionen steget til 2.555 flasker. I dag ligger årsproduktionen på 35.000 flasker fordelt på 3 vine, heraf 2 Brunello’er og en Rosso.
Siden etableringen er Il Marroneto gået hen og blevet et rigtigt hypet kult-hus, som nu drives af den ambitiøse og karismatiske vinmager Alessandro Mori, mens hans broder Andrea fortsat karrieren som advokat.
Produktionsfilosofien er fuldstændig gammeldags og organisk. Der anvendes ingen kemi i markerne eller kælder, vinene spontangærer udelukkende, der anvendes ingen temperaturkontrollerede tanke, der anvendes kun sulfitter i uhyre begrænsede mængder ved aftapning og vinene er hverken klarede eller filtrerede.
Her smager vi husets Brunello di Montalcino Il Marroneto, deres basis Brunello lavet på 100% Sangiovese Grosso fra Il Marronetos mark nordøst for Montalcino … en mark beliggende i ca. 350-400 meters højde med en sandholdig, mineralsk og havfossilpræget jordbund.
Vinifikation sker i rustfrie ståltank, men uden temperaturregulering, men spontangæring ved 33-34 grader over 12 dage med daglige pump over, Herefter presses cap’en hårdt ned for at udtrække syre i ren form. Skindet skilles dernæst fra den fermenterede vin, hvorefter al vinen fordeles i store gamle fade.
På disse fade gennemgår vinen langsom malolaktisk gæring og modnes i 39 måneder inden sammenstikning og aftapning samt yderligere lagring 10 måneder på flaske.
Næsen byder på frisk engelsk lakrids, en smule mælkede og flæskede noter, yoghurt, svampe, champignon, lys og moden frugt, blommer, modne kirsebær, røg, røget kød, kanel, læder, blomster, salte mineraler, tør jord, mynte og timian.
Smagsmæssigt er det også en tør, tanninrig vin med en frisk, saftig og let frugt, mens syren til gengæld er forholdsvis lav med en lille sødme. Der er god struktur, god dybde, luftig lethed, mineralske elementer og virkelig smagfuld.
Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 599 kr.