Tag-arkiv: Douro

2009 Quinta do Vale Meão, Meandro Tinto, Douro, Portugal

2009 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, PortugalAftenens første rødvin var fra vingården Quinta do Vale Meão i Portugal.

Vingården stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa. Hendes drøm var at skabe en vingård fra det bare ingenting, alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området, og i perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form. Desværre var glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.

Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. I 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn, Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården, og han begyndte den lange og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt og andre medejere af ejendommen. I 1994 blev han og hans børn de eneste ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine. I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som administrerende direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn. Hele vingården blev herefter totalrenoveret og fyldt med moderne vinifikationsudstyr samt et antal granitkar til fodtrædning af druerne. Fodtrædningen er ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 (som var et fremragende år Portugal) kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 Point.

Vinen her “Meandro Tinto” er vingårdens 2. vin og er lavet på de lokale druer;  Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Sousão, Tinta Amarela og Tinto Cão.

Farven er meget mørk og tæt, mens vinen duftmæssigt har lidt solbær, sydens sol og en smule grønt. Smagsmæssigt masser af sødme, igen sol og varme, mørke og modne bær, bly, vanilje. Smager faktisk rigtigt godt, og en vin mange vil kunne li’. En rigtig “crowdpleaser”. Thumbs up.

Købt hos Jysk Vin, pt. på tilbud til 99 kr., normalpris 122 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2004 Roquette e Cazes, Xisto, Douro, Portugal

2004 Roquette e Cazes, Xisto, Duero, PortugalSidste vin lørdag Xisto fra Roquette e Cazes … en rigtig spændende vin, som jeg havde glædet mig helt vildt til at smage. Hustruen havde vundet vinen på sit arbejde, og forinden var den bragt til Danmark af en leverandør fra Portugal, nemlig den gode Sousa.

Ham havde jeg tidligere mødt på en rejse til Porto, hvor vi også fik snakket lidt vin. Sousa er en rigtig levemand, høj cigar-føring og med stor appetit på livet. Et meget sødt og charmerende menneske.

Vinen er selvfølgelig også fra Portugal, nemlig fra Roquette e Cazes, som kan oversættes til Roquette og Cazes, som netop er et samarbejde mellem de to vinvenner, Jorge Roquette fra Quinta Crasto i Portugal og Jean-Michel Cazes fra Château Lynch-Bages i Bordeaux.

I 2002 besluttede de to familier til at oprette et firma, som skulle producere store vine, der ville blive kendetegnet ved de naturlige karakteristika af Douro-dalen og med erfaringerne fra Cazes-familien, der har produceret vin i Bordeaux i næsten et århundrede.

Der var to store udfordringer ved etableringen af dette samarbejde på tværs af de to lande, punkt 1; at respektere karakteren af vinene fra Douro og punkt 2; at bringe to forskellige hold af vinproducenter sammen, specielt da de taler forskellige sprog og arbejder 1.000 km fra hinanden.

Resultatet blev vinen Xisto, udtales « shistoo », og sammensætningen i vinen er identisk med de bedste portvine fra Dourodalen. dvs. vinen laves på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz.

Vinen laves kun i særlige gode årgange og kombinerer det bedste fra Portugals varme solrige og kraftige vine, med Bordeaux’s elegance og finesse. Med Xisto begynder arbejdet i vinmarkerne. Druerne kommer fra vinmarker i forskellige dele af Douro-dalen.

Til dagligt er det Quinta do Crastos vinmager Manuel Lobo, som har ansvaret, men Cazes familiens vinmager Daniel Llose tager ligeledes ofte til Douro for at besøge vinmarker og drøfte udviklingen.

Vinificeringen sker ledes på Quinta do Crastos vingård, men igen i et samarbejde mellem de to vinmagere. Vinen lagrer også på franske egetræsfade, som leveres af Château Lynch-Bages’ leverandør. Quinta do Crasto er i øvrigt én af de flotteste vingårde i Portugal og ligger bl.a. med en fabelagtig udsigt udover bakkede vinmarker og Duero floden, som bugter sig stille og elegant nedenfor gården.

Straks efter frigivelsen af den første årgang Xisto fra 2003 blev vinen ved Vinexpo i 2005 inkluderet i “Top Ti” og i “Les 3 exceptionnels” kategorien af juryen. Parker, Wine Spectator og Wine Enthusiast gav vinen henholdsvis 92 og 93 point.

Xisto blev herefter en bestseller med sine 30.000 flasker om året, som hurtigt blev revet væk. Her har vi vinen i en årgang 2004, men det kan ingenlunde mærkes på vinen.

I glasset en mørk og tæt vin, nærmest granatrød. Duftmæssigt er der karamel, toast eller eg, modne mørke bær, roser, kernelæder, lidt kaffe og blommer. Dufter sgu godt. Smagsmæssigt en fabelagtig og silkeblød forkælelse af dine smagsløg, der er egetræ igen, blødhed uden lige, blommer, lakrids og sarte tanniner, som bare markerer lidt syre. Ihhh altså, hvor den smager godt. Thumbs up big time.

Denne vin har jeg som sagt fået, men den kan købes hos Juul’s Vinhandel til 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2010 Seis Quintas Martue, Dois Vales, Douro, Portugal

2010 Seis Quintas Martue, Dois Vales, Douro, PortugalDois Vales er en ny vin hos Vinspecialisten. Vinen er fra Seis Quintas Martue i Portugal og lavet på de lokale druer, 25% Touriga Franca, 25% Touriga Nacional og 50% Tinta Roriz.

Vingården Seis Quintas Martue ligger i byen Torre de Moncorvo i det nordlige Portugal, ved krydset af Douro og Sabor floderne.

Vinmarkerne ligger i terrasser udgravet i bjergsiden med op til 400 meter i højdeforskel. Jorden i Douro indeholder “xisto” eller skifer, som giver et mineral udtryk i vinene og gør dem både anderledes og meget værdsat.

I øvrigt betyder Sies Quintas “seks torsdage”, og hvad meningen er med det, må stå hen i det uvisse.

I glasset en mørk fætter. Duften er speciel … mildest talt. Der er våd hund, nelliker, modne bær. Umiddelbart ikke min kop te … so to speak, selvom jeg bestemt holder af te.

Smagen også en smule til den sære side, selvom den vinder lidt ved flere smag flere gange. Der er meget tørhed i vinen, krydderier og en eftersmag af peber på bagtungen. Nej, det er ikke lige min smag. Tror jeg vil sige som Gary Vaynerchuk; PAZZZZZZ.

Jeg burde måske finde et system med karakter/ratings af vinene? Nå, det spekulerer jeg lige over.

Prisen på vinen er 60 kr. i Vinspecialisten.

Vinanmeldelse 1/7