2018 Clos de Luz, Luz, Rapel Valley, Chile

2018 Clos de Luz, Luz, Rapel Valley, ChileGo heavy or go home … kunne man næsten fristes til at sige om Clos de Luz ikoniske topvin, der blot hedder Luz og er lavet på Carménère druer fra vinstokke plantet i 1945 på husets marker i Almahue Valley … en subregion i Rapel Valley.

Clos de Luz ligger i Old Almahus dalen, som er en ganske lille underregion i den nordlige del af Rapel Valley i Chile 113 kilometer sydøst for Santiago. Det siges at være det sted, hvor både chilenske Carménère og Malbec først blev plantet. Clos de Luz har da også specialiseret sig i vine på specielt Carménère.

Clos de Luz drives af Gabriel Edwards sammen med sin søster Nieves. De har overtaget familiens vingård, som oprindelig blev købt af deres oldefar tilbage i 1892. Det var dog først omkring 1933, at familien for alvor begyndte at plante vinstokke på jorden.

Gabriel Edwards er uddannet som vinmager i Bourgogne og havde inden overtagelsen af familiens ejendom arbejdet for både det store chilenske Undurraga samt store Moët & Chandon i Frankrig.

Familien har samlet 33 hektar vinmarker, hvor de ældste Carménêre vinstokke er plantet af søskendeparrets bedstemor Luz tilbage i 1945. Det er også den søde gamle bedstemor, som har givet vin til vinhuset. Men udover Carménêre dyrkes der også Cabernet Sauvignon, Malbec and Grenache.

Indtil Gabriel overtog driften for omkring 20 år siden havde vingården egentlig blot solgt deres druer til Casa Lapostolle, men Gabriel ville lave sine egne vine. Og med markerne med de gamle upodede vinstokke, så har han også et godt materiale at arbejde med.

Markerne ligger isoleret, hvilket har gjort, at området aldrig har været ramt af phylloxera … og dermed altså er franc de pied, som franskmændene kalder upodede vinstokke. Derudover anvender Clos de Luz også løbende en udvælgelsesmetode, som de kalder Massal. Det betyder, at man vælger de bedste og sundeste vinstokke, som derefter udbredes fra stiklinger.

Clos de Luz dyrker stokkene, ud fra ideen om at ingen er ens, men hylder den naturlige forskellighed, derfor anvender vinhuset heller ikke tilsætningsstoffer til at standardisere vinen. Vinhuset råder også over 100% økologiske marker. Gabriel Edwards pløjer også markerne med heste, da traktorer simpelthen ikke bare kan køre med de snoede gamle vinstokke.

Denne ikoniske 2018 Luz Carménère er – som selve vinhuset – dedikeret til den gamle bedstemor Luz Pereira, som jo var en ekstraordinær kvinde, der plantede vinmarkerne i 1945.

Vinen er ikke på ren Carménêre, for der er 8% Cabernet Sauvignon, der dog ikke er fra vinstokke fra 1945, for de er plantet i 1956. De er alle høstet ved håndkraft og sorteret kraftigt, således kun de bedste druer anvendes til denne vin.

Hver sort vinificeres seperat, men fælles er dog, at de først afstilkes og så kommer ind i gæringstankene via tyngdekraften. Så gæres de i en kombination af betontanke og franske egetræsfade og alene med druernes naturlige gæringceller over en 12 til 15-dages periode med konstant temperaturer på mellem 26-29 grader.

Derefter ligger vinen en periode med drueskallerne inden presning samt lagring. Carménère vinen er lagret 12 måneder på et nyt 4.000 liter Gamba fad, men Cabernet Sauvignion vinen er lagret samme periode i et nyt 500 liter Sylvain egetræsfad.

Først derefter er den endelige vin sammenstukket og så lagret yderligere 6 måneder inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering. Der er kun lavet sølle 1.430 flasker af denne vin.

Selvom det duftmæssigt er en mørk og fyldig vin, så er den faktisk ikke så heavy. Nej, det er langt mere elegant med en mørk frisk frugt af blommer og brombær suppleret med paprika, saltlakrids, grønne urter, muskatnød og virker faktisk på ingen måder tung.

Men det er mest i smagen, at vinen viser sine muskler, for der har vinen virkelig urkraft og komprimeret energi. Det hele leveres ret blødt og cremet, men det første som slår en, er friskheden i frugten, brombær, lyse blommer og lidt hindbær, større syrlighed, tørhed og samtidig også frugtrige tørre tanniner, let sort-te bitterhed, en stor kompleksitet og virkelig lang eftersmag. Så det er egentlig ikke – som jeg indledningsvis skrev, en heavy vin – udover den tykke flaske – men en fyldig elegantier med heavy niveau. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 449 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7