2021 Rock Ferry Wines, 3rd Rock Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2021 Rock Ferry Wines, 3rd Rock Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandNew Zealand kan noget, når vi snakker fin, syleskarp Sauvignon Blanc og det er denne 3rd Rock Sauvignon Blanc fra Rock Ferry Wines et godt eksempel på.

Rock Ferry Wines ligger ved byen Blenheim tæt ved Cloudy Bay bugten i Marlborough på den nordligste del af Sydøen i New Zealand.

Det er grundlagt i 2005 af Tom Hutchison og Fiona Harvey. De havde mødt hinanden i starten af 1990’erne, hvor Tom startede med at dyrke druer på kontrakt fra andre vinproducenter. I 2000 købte de sammen en vingård ved Blenheim og allerede 5 år senere sendte de deres første vin på markedet under navnet Rock Ferry Wines.

Allerede året efter omlagde de hele produktionen til økologisk drift, og byggede senere i 2009 et nyt og moderne vineri, som endda blev udvidet i 2020. Derudover har de også drevet den lille restaurant Rock Ferry Cellar Door & Café i en periode fra 2011 til 2020, hvor Fiona så desværre lukke den. Den er nu udlejet til firmaet Winekitchen.

Samlet har parret 42 hektar vinmarker fordelt på markerne Corners Vineyard, Orchard Vineyard samt Trig Hill Vineyards. Der dyrker de både Sauvignon Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Riesling, Pinot Blanc, Grüner Veltliner, Viognier, Pinot Noir, Tempranillo og Nebbiolo.

Vinmageren på Rock Ferry er i dag den talentfulde vinmager Allan McWilliams, som tidligere har arbejdet i Australien, USA, Italien og ikke mindst på det legendariske Pomerol vinslot Pétrus.

Denne 3rd Rock Sauvignon Blanc er i denne årgang 2021 lavet med druer fra 3 steder i Wairau Valley og Omaka Valley. Straks efter høst blev druerne presset separat. Fra en af markerne er gæringen sket i store 3.800 liter egetræsfade, men hovedparten er dog gæret i helt almindelige rustfrie ståltanke på udvalgte gærstammer. Vinen er så lagret 3 måneder efter blanding af hele baduljen.

Uha hvor er det genkendelig, klassisk grøn Sauvignon Blanc med både grøn peber, solbærblade, hyld, hø, grønt græs, noget katteurt suppleret med en frugt af mest stikkelsbær, måske lidt fersken samt melon, har også flint og røg. I forhold til 2019’eren er vinen i denne årgang klart mere stram, grøn og uforsonlig … men for pokker, hvor  er det bare spot-on frisk Sauvignon Blanc fra New Zealand.

Sådan er det også smagsmæssigt … en rigtig stram, syleskarp Sauvignon Blanc, som giver det, som man vil forvente.  Den har en frisk, grøn og urtet smag med stikkelsbær, grønne æbler, lemon- og grapebitterhed samt en meget levende citronsyre. Man kan næsten ikke undgå at lave kyssemund, når man smager vin … og sådan skal det være … absolut bedre end 2019’eren. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7