2016 Mamete Prevostini, Corte di Cama Sforzato di Valtellina, Lombardiet, Italien

2016 Mamete Prevostini, Corte di Cama Sforzato di Valtellina, Lombardiet, ItalienMamete Prevostini er specielt kendt for sine Sforzato vine og dem laver han to slags af, hvor den ene er denne Corte di Cama Sforzato di Valtellina. Det er vin lavet med tørrede druer på helt samme vis som med Amarone … her blot med Nebbiolo druer.

Bill Kyhl fra Toscavini fortalte, at det alene er 50% af druerne, der tørres, men det kan ikke ses fra producentens hjemmeside, hvor det ser ud som om, at alle druer tørres inden vinifikationen. 100% Nebbiolo dried står der. Nå, men  nevermind og pyt. Denne Corte di Cama Sforzato di Valtellina er altså fortsat 100% Nebbiolo druer, som er høstet med et yderst  sølle udbytte på 17 hektoliter pr. hektar fra husets marker i Berbenno, Sondrio & Montagna i Valtellina.

Efter høsten i slutningen af september, så lægges alle druerne til tørre i omkring 2 måneder frem til december. Derefter sker der en sortering, afstilkning og let presning, hvorefter alkoholiske gæring og maceration med skindet sker ved 25 grader over 18 dage. Efter endt fermentering sker malolaktisk gæring i franske barriques, hvor vinen også lagres 18 måneder før aftapning på flaske og yderligere 10 måneder lagring inden frigivelse.

Det betyder også, at vinen nu i denne 2016’er trækker en noget højere alkohol på hele 16%, mens den rammer 15% i årgang 2017. Der laves årligt 13-14.000 flasker af vinen.

I næsen fornemmes med det samme, at vinen har mere fedt og langt mere koncentreret. Der er fortsat nogle af Nebbiolo druens aromaer som violer, læder, blomster, men ellers er det modne, sorte kirsebær, blommer og lidt kraftig, fed i duften, våde fade med kanel og vanilje, mentol og igen svag et svagt strejf af kamfer.

Smagsmæssigt er vinen nu også fed og rund med en vis sødme og knap så elegant som de foregående. Alkoholen snerrer og virker ret stærk i munden, men vinen er selvfølgelig også fortsat ung. Frugten er varm og lidt mushy marmeladeagtig, selvom vinen egentlig har en okay syre, men det bliver lidt for klumpe-dumpe for mig.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 369 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7