2015 Mamete Prevostini, Valtellina Superiore Riserva, Lombardiet, Italien

2015 Mamete Prevostini, Valtellina Superiore Riserva, Lombardiet, ItalienVi havde en dejlig siksakkurs mellem vine fra Rainoldi og så Mamete Prevostini. Det er her netop en vin fra Mamete, som vi næst fik i glasset … en Valtellina Superiore Riserva i årgang 2015.

Her kommer druerne fra nogle af vinhusets højeste beliggende vinmarker i 500 meters højde i Sondrio, Montagna samt Teglio distrikterne høstet i slutningen af oktober og start af november ved fuld modenhed. Derefter er druerne afstilket, presses let og så er den alkoholiste gæring og maceration sket i rustfrie ståltanke ved 25 grader over 21 dage. Efter presning er der sket malolaktisk gæring og lagring i egefade i 30 måneder og derefter er vinen yderligere lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Igen masser af tørrede blomster i næsen, knuste rosenblade, mere dyb power, blæk, sten, anis, lakrids, flere fadnoter, hvor både vanilje og kanel er godt tydelige. Dernæst har vinen lys og fed frugt, noget i retning af hindbærmarmelade samt en balsamisk syre, som allerede duftmæssigt viser tænder på en charmerende facon.

I munden har vinen crazy tossede og vilde tanniner, virkelig tør og streng med lidt bitterhed, hyben, ribs, rosmarin, mynte, kamfer, ren, klar og irettesættende … det er sgu en flot vin.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7