2018 Spioenkop Wines, 1900 Battle of Spioenkop Pinotage, Elgin, Sydafrika

2018 Spioenkop Wines, 1900 Battle of Spioenkop Pinotage, Elgin, SydafrikaJeg smagte også et par rødvine fra Spioenkop Wines og begge fra 1900 Range serien … en Pinot Noir og så denne 1900 Battle of Spioenkop Pinotage.

Vinen er lavet med druer fra Bottelary og vinen lavet som en hyldest til Koens mentor Francois Naude. Omkring 80% af druerne til 1900 Battle of Spioenkop Pinotage er afstilket, hvorefter gæring og lagret er sket på franske egefade og i denne årgang 2018 er 55% af fadene helt nye. Vinen har sammenlagt lagret 11 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

Sjovt nok er næsen på Spioenkops Pinotage langt mere rund og omgængelig end deres Pinot Noir. Frugten er også mørkere med Amaretto kirsebær, blåbær, tranebær og samtidig også masser af fadpræg, vanilje, kanel, chokolade, blæk, egefade og sorte oliven.

Smagen er blød og har sådan mellemrøde bær, hindbær, brombær, blåbær, peber og nogle nærmest krydrede tanniner med stor tørhed. Det er en god, blød, blid og smagfuld vin, hvor den større tørhed og lidt pebrede noter kan virke en smule stærke … og dermed kommer vinen aldrig helt op at ringe, selvom den egentlig er godt på vej og har et godt tilløb.

Spioenkop importeres af Winelovers.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7