N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, Frankrig

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, FrankrigDen næste mousserende vin var dog ægte champagne og var ret specielt lagret på havbunden i omkring 60 meters dybde. Det er denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru fra huset M. Hostomme.

Sidst vi holdt byggemøde hos Flemming, da serverede han sgu også en vin fra Hostomme i form af deres 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru.

M. Hostomme ligger midt i Chouilly sammen med mange andre champagnehuse som naboer og drives af familien Hostomme, der har næsten altid har arbejdet med jorden.

Det var dog Louis-Denis Hostomme, der lagde kimen til huset for omkring 200 år siden, men i midten af 1850’erne overtog stafetten til sønnen Louis-Alexandre Hostomme, men det var reelt først med hans søn Ambroise-Félix Hostomme. at champagnehuset opstod.

Siden 1993 har det dog været Laurent Hostomme, der har været ansvarlig for driften af domænet, der siden 2016 desuden har været drevet efter en HVE-certificering aka High Enviromental Value om  bæredygtig vinbrug.

Certificeringen var et helt naturligt tiltag, da man hos Hostomme altid har praktiseret af frembringe Champagne så bæredygtigt som overhovedet muligt.

Samlet har M. Hostomme i dag 22 hektar vinmarker, hvor en pæn del endda har Grand Cru-status, primært i Chouilly sydøst for Epernay og derfra laver de årligt omkring 230.000 flasker champagne.

Denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru er kun lavet i sølle 500 eksemplarer. Det er ren Chardonnay fra Grand Cru marker ved Chouilly.

Vinen har gæret på en kombination af stål og franske fade fra Bourgogne for derefter at være lagret hele 48 måneder sur lie på gærresterne med andengæringen på på havbunden i omkring 60 meters dybde. Ståltråden omkring proppen er da også rusten på grund af årene i det salte hav.

I næsen har champagnen den skønneste og landlige aroma, som egentlig er rank, kompleks og en fin kombination af gær, rå dej med modne æbler, stikkelsbær, citroner og honningmelon. Den har sart aromatisk duft med dejlig balance, hvor man først ligger mærke til en luftig, kalk- eller kridtagtige lethed suppleret med blomster og smukke blomster.

Smagsmæssigt er der en middel syre … afdæmpet, godt med koncentrerede æbler, abrikos, tørret abrikos endda og syren er samtidig sådan lidt mørk og maskulin, men også frisk og levende. Der kommer noget frugtsødme, godt med stenet og saltet mineralitet og kæmpe dybde. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.849 kr., mens prisen er 1.650 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2011 Romantica Franciacorta, Riserva Dosage Zero, Lombardiet, Italien

2011 Romantica Franciacorta, Riserva Dosage Zero, Lombardiet, ItalienVi startede vort byggemøde med et glas af denne Riserva Dosage Zero 2011, som er fra Romantica Franciacorta eller helt korrekt Romantica di Nicola e Giuseppe Avanzi.

Romantica Franciacorta ligger lidt syd for Passirano og syd for Iseosøen og svag nordvest for den større by Brescia i Lombardiet.

Vingården er forholdsvis ny og etableret i 2010 af Avanzi, som dog har over 80 års erfaring med at lave vine i Lugana området syd for Gardasøen, men benyttede den første lejlighed til at købe en vingård i Franciacorta.

Det var oprindelig Giovanni Avanzi, der grundlagde vinhuset i Lugana tilbage i 1931 og der i dag har 55 hektar vinmarker og laver vin under tre forskellige appellationer: Lugana DOC, Garda Classico DOC og Valtènesi DOC.

Produktionen strækker sig over både rødvin, hvidvin samt noget mousserende vin … og selvfølgelig lidt olivenolie. Familien anses som en af de førende i Garda-området.

Romantica Franciacorta har samlet 10 hektar vinmarker, hvor de dyrker  Chardonnay, Pinot Blanc og Pinot Noir.  Her smager vi deres 2011 Riserva Dosage Zero, der er lavet på ren Chardonnay, som er lavet med gæring i både rustfrie ståltanke og egefade.

Efter den første gæring er vinen flasket og lagret med andengæring på flaske i kælderen i 90 måneder og der er – som navnet indikerer – ikke tilført dossage.

Duftmæssigt er det en tør champagne med ristede hasselnødder, tørrede mandler … virker virkelig bonedry tør med tørre krydderier, abrikos, fersken, kvæde, grene, bark og brødskorper.

Der er faktisk ikke så mange bobler, så det er et mildt brus, meget stille med syrlige æbler, lemon, let grape … har sgu godt med syre, så ren og klar med jern, sten og er ganske mineralsk. Det er absolut på niveau med gode champagner, så dermed 93 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 47€ … svarende til 350 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Byggemøde 28. oktober 2023 … med fisketallerken og en 17% højoktan vin

Næste byggemøde i rækken – jeg var desværre forhindret i det forrige – var hos Flemming, som havde forberedt sig på endnu en aften med masser af vine … og selvfølgelig god mad.

Så med en nogenlunde akkuratesse mødte vi op i Flemmings lejlighed, hvor vi omkring sofabordet slængede os og hurtigt fik stukket et glas bobbelvand i hånden … så var vi således i gang.

Vi nåede 2 mousserende vine inden vi forlod sofaen og satte os til bords. Flemming havde ikke brugt sin tid i køkkenet, men hentet en smule hjælp udefra på den madmæssige front.

Maden

Til forret havde Flemming nemlig været forbi Fiskerestaurant Pakhuset, hvor han havde købt en lille fisketallerken med en række små fiskeretter som røget laks, tun, tunmousse, rejer, lakseroulade, tigerrejer og andet godt.

Til fiskeretterne fik vi 2 hvidvine … en Riesling fra Weingut Leitz samt en herlig syrlig Albariño, fra Bodegas Forjas del Salnés, men disse blev – som alle vinene denne aften – jo selvfølgelig serveret blindt.

Derefter stod den på et stort bord med tapas og oste … første del fra Frederiksberg Kødforsyning og oste fra bl.a. Mammen Ost og Deli og herunder en fantastisk 3 år modnet havarti.

Ostepoppen Brix aka Pac-man var dog mest til salat, så han fik en dejlig tallerken med grønt … elegant suppleret med en lille ostepind som ballast til alt det grønne.

Vinene

På den vinmæssigt front havde Flemming fundet spenderbukserne på, for han havde indkøbt en røvfuld lækre – og dyre – vine, hvorved feltet på 14 projektiler kom til at se sådan her ud:

Et vildt felt … og ikke én eneste vin havde jeg smagt før … men det kan du læse om i mine beskrivelser og anmeldelser, som jeg har linket til ovenover.

Konkurrencen

Jeg kom bagud fra start, da jeg på allerførste vin gættede Pinot Noir og Champagne … og det efterslæb kæmpede jeg med hele aftenen og endte derfor sidst, mens Brix til alles store overraskelse – inklusiv sin egen – endte som aftenens vinder.

2019 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertäler Eichberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertäler Eichberg Spätburgunder, Baden, TysklandTilbage for ikke lang tid siden smagte jeg en Glottertäler Eichberg Chardonnay fra Weingut Otto & Martin Frey, men denne uges vin fra Baden er deres 2019 Glottertäler Eichberg Spätburgunder.

Vinen er lavet af druerne fra flere typer af Spätburgunder vinstokke, både nogle med bourgognekloner 777 og 824 samt Dijon klonen 115 og de fleste plantet tilbage i 1995.

Druerne er 100% håndplukket og der er løbende sket grøn høst, hvor druerne faktisk blev halveret, men dog høstet med et udbytte på op til 40 hektoliter pr. hektar. Druerne er først sorteret i marken og igen før presning. Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller og der er også sket malolaktisk gæring inden 12-17 måneder lagring på barriques.

Hold nu kæft … sikke en røvlækker duft, som bare understøtter første indtryk med en lys, transparent og let teglfarvet vin i glasset. Det er den skønneste og lyse aroma, hvor der både er blomster, fad, og blød frugt. Det er luftig, æterisk og let som en luftballon, landlig, sød og animalsk kostald, en fin frugt med jordbær, søde kirsebær og pænt med søde fadnoter af mælkechokolade, vanilje,

Sådan smager vinen faktisk også … har den blødeste og mest cremede smag med en blød, sød og sødbitter frugt, smelter nærmest i munden med yderste velbehag. Vinen har, under det søde, bløde og cremede, en frisk og spændstig frugt, der mest er kirsebær … virkelig saftig læskende og multo elegant. Tanninerne er finkornede, sarte og feminine, der kommer lidt hvid peber, en lidt mælket fornemmelse, virkelig flyvende og frisk med en diskret lille bittersyrlighed. Jeg hoster omgående op med 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 306 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, FrankrigMed næste vin fra vinkoncernen GCF Groups burgundiske brand Jean Gagnerot stepper vi sgu da lige et par lange skridt op, for det er en 2017 Corton Grand Cru Les Grandes Lolières.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra parcellen Les Grandes Lolières på Grand Cru marken Corton i Côte de Beaune. Parcellen ligger midt på Corton bakken med østvendt orientering og Pinot Noir druerne er selvfølgelig plukket manuelt inden en kølig pre-maceration.

Selve gæringen foregår på temperaturregulerede ståltanke, hvor der gøres brug af hyppige overpumpninger af mosten og en pigeage med nedstempling af drueskallerne for at fremme udtrækket af farve, smag og tannin.

Efter endt gæring omstikkes vinen til egetræsfade, hvor den så har lagret i 20 måneder. Der anvendes 60 % nye fransk egefade, men de resterende 40% er brugt 1-2 gange før.

Jeg har før smagt denne fine vin i årgang 2016 og som jeg skrev dengang, så er prisen klart lavere end de fleste andre Corton Grand Cru vine og det skyldes jo, at Jean Gagnerot blot er et brand under den store GCF Group. Den har klart ikke samme prestige som anerkendte små producenter.

Som med 2016’eren har vi åbnet palisanderskabet med tykke teaktrælåger og indenfor finder du en underskov af svampe, våde efterårsblade, en tabt lædersaddel og små fennikelskud. Det dufter dekadent og nobelt, har en frugt af modne kirsebær, kirsebærsauce, jordbær og oksefond … alt meget velplaceret, velordnet og friseret, således ikke et eneste hår vender forkert i frisuren med pagehår.

I munden smelter vinen nærmest … med det gør den samtidig med, at den trækker et sneglespor af en syrligbitter frugt af hindbær, ribs, moreller og lyse blommer … frisk midt i alt det bløde, runde, smukke og cremede. Det er blødt, læskende, stramt, velsmagende, elegant, frisk samt vedkommende på én gang. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.299,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru La Platière, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru La Platière, Bourgogne, FrankrigJeg har netop smagt et par flotte burgundiske vine fra Jean Gagnerot, som jo ikke er et decideret vinhus, men et brand, som ejes af den megastore vinkoncern GCF Group. Den første blev denne 2017 Pommard 1er Cru La Platière

Det er en vin, som jeg før har smagt … både i årgang 2013 og 2014 … lavet med Pinot Noir druer fra La Platière marken, der ligger som en af de nordøstligste af 1er Cru markerne i Pommard.

Marken har helt usædvanligt en sydvestlig eksponering på La Grande Combe ned mod floden L’Avant Dheune, der løber gennem Pommard og skiller byen i to.

Druerne er høstet nænsomt i de tidlige morgentimer, før de fragtes til vineriet. Her foregår vinifikationen efter traditionelle metoder og med moderne udstyr. Processen starter i termoregulerede rustfrie ståltanke i 21 dage, hvor en koldmaceration ved 8 grader holdes.

Der gøres brug af lang gæring med pigeage og remontage og til sidst når gæringen helt op på 30 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Det er umiskendeligt burgundisk vin med en en rank frugt med ribs, hindbær og granatæbler og så kan fadlagringen også klar duftes med både nyt og gammelt træværk, cedertræk og cigarkasser. Et kraftigt  slyng af glasset afslører også, at frugten dufter mere moden end lige først antaget og endda meget svagt oxyderet. Det giver lidt umami suppleret af bagepulver og svagt lidt mørk chokolade.

Smagen er let, saftet, maskulin syrlig og alligevel cremet, fin og utrolig vedvarende i munden. Den minder på mange måder om vinen i årgang 2014 … ung, stram og helt uden de mindste tegn på alder, da tanninerne er tørre, lyse og vilde. Det er lys og lidt skinger Pommard, men hænger sgu vildt lang tid i munden. Det suppleres af hindbær og ribs … lidt lemon med en lys bitterhed, saltlakrids og fennikel … igen klart en vin, som bør dekanteres i god tid. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 645 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Vincent d’Astrée, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

2015 Vincent d'Astrée, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigTrip, trap, træsko kunne man nærmest sige med de 3 smagte champagner fra kooperativet Vincent d’Astrée. De første havde lagret 3 og 5 år i husets kælder, mens denne 2015 Blanc de Blancs Brut har lagret 7 år.

Det er en årgangschampagne, der selvfølgelig – som navnet siger – er lavet på Chardonnay, der er høstet med håndkraft, presset og så ellers gæret på temperaturstyrende ståltanke. Der sker – som hos de foregående 3 champagner – selvfølgelig ingen malolaktisk gæring.

Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 7 år inden degorgering i oktober 2022 med 5 gram dossage.

Duftmæssigt virker den sidste hvide og rene søster en tak mere rolig og blid, har denne lidt kridt- og kalkagtige uskyld, virker meget luftig, har både ristede hasselnødder, fersken, pærer og en duft af nyvasket sengetøj, bløde blomsterdufte og et strejf af citroner.

I munden er bruset det samme … har et godt angreb, men smagen er slet ikke så tør som medsøstrene, for champagnen er blød, blid, rund, cremet og en lille sødme sniger sig også ind. Det er igen æbler, pærer og fersken, men derudover kommer der en smule syrlige citroner og bitre lemons med i eftersmagen, men samlet en dejlig, venlig samt velsmagende champagne. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, FrankrigDen næste champagne fra kooperativet Vincent d’Astrée var også på Pinot Meunier og Chardonnay, men det var deres mere tørre Assemblage Extra Brut.

Her skulle forholdet mellem de to druesorter vistnok 50% Pinot Meunier og 50% Chardonnay, der er høstet med håndkraft og er gæret i temperaturstyrende ståltanke. Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativets gamle kælder over 5 år inden degorgering i december 2022 med 3 gram dossage.

Duftmæssigt er Assemblage Extra Brut mere landlig og animalsk end den knap så tørre lillesøster. Frugten er endda også en kende mere tropisk med fersken, abrikos, ananas og pærer, der suppleres med toast, nødder, kringle og tørrede blomster.

Der er fortsat et godt brus og ellers er smagen mere stram med umodne grønne æbler, kvæde, grillet citroner og kandiseret lemon, men samlet en tæt og citronsur syre, der med en kalket mineralitet gør vinen skarp, præcis og frisk … flere var mere til denne end den forrige knap så tørre lillesøster, men jeg synes, at niveauet her er nogenlunde det samme, så dermed 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Brut, Champagne, FrankrigMaison Vincent d’Astrée er et champagnehus eller måske rettere champagnekooperativ, der ligger i byen Pierry lige syd for Epernay og ejes i dag af 220 vinavlere. Jeg smager nu 3 champagner fra dem startende med denne basis Assemblage Brut.

Kooperativet blev grundlagt i 1956 af en håndfuld vinbønder, der ønskede at producere og promovere vine på deres druer, men dengang hed foretagendet blot Coopérative de Pierry.

Det var først efter 60 år, at man besluttede at ændre navnet til Vincent d’Astrée med et håb om beskyttelse fra stjernerne og Sankt Vincents vilje …  skytshelgenen for vinproducenter i Frankrig.

I dag er der 220 vinavlere tilknyttet Vincent d’Astrée og de har sammenlagt 85 hektar vinmarker i Coteaux Sud d’Épernay med de 3 traditionelle druer Chardonnay, Meunier og Pinots Noir. Alle vinene laves i en 200 år gammel vinkælder i Pierry.

Kooperativet støtter og opmuntrer deres medlemmer til bæredygtig vindyrkning, så i dag kommer 31 % af druerne fra vinavlere, der er certificeret som High Environmental Value eller Sustainable Viticulture i Champagne.

Siden 2002 er vinene blevet lavet af vinmageren Sébastien Lapierre, der ønsker at lave friske champagner, der udtrykker terroirets lokale mineralitet. Han kombinerer lidenskab, tålmodighed og knowhow for at forbedre karakteristikaene ved hvert plot.

Denne Non Vintage Assemblage Brut er lavet på Pinot Meunier og Chardonnay … vistnok med 70% Pinot Meunier og 30% Chardonnay, som alle er høstet med håndkraft og er gæret i ståltanke. Vinen er så lavet med andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 3 år inden degorgering i oktober 2022 med 7 gram dossage.

Det dufter sgu ganske spot-on … dej, gær, toast og den har en dejlig luftig og nærmest kalket aroma, hvor der også kommer frugt af lidt grønne æbler, citrus … og dertil en smule blomster, hvilket gør duften ganske frisk, let og elegant.

I munden er der først et stort brus, mens champagnen i smagen har en smule med lidt faxe Kondi og marcipanbrød – god kombi – pærer, lemon og citroner, flot balance og i det hele taget en venlig, rund og meget kapabel champagne, der bare leverer varen. 93 point

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Quinta do Pégo, 475 Years Anniverdary Edition Reserve, Douro, Portugal

2019 Quinta do Pégo, 475 Years Anniverdary Edition Reserve, Douro, PortugalVi skal da igen igen til AMKAs smukke vingård Quinta do Pégo og denne gang er det med deres 475 Years Anniverdary Edition Reserve.

Vinen er en årgang 2019, men er frigivet her i 2023 og fejrer, at Quinta do Pégo har en historie, der dokumenterbart kan føres 475 år tilbage til 1548. Denne edition udgave fejrer og hylder således Quinta do Pégos stolte vinfremstillingshistorie.

Vinen er på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er dyrket på gamle vinstokke. Druerne er både fodtrådt og har også gæret i granit lagars. Efter fermentering er vinen har vinen været lagret på franske egetræsfade i 18 måneder, hvorefter vinen har været lagret en periode på flasken inden frigivelsen.

Duftmæssigt virker det som en tør vin … tør, krydret med masser af trænoter, cedertræ, tryksværte, blæk, balsamiske elementer, noget gin, salvie og enebær, violer, blåbær, grønne grene og let afsmitning fra fadlagringen med en smule chokolade.

I munden har vinen en ret frisk frugt, solbær, tranebær og ribs, masser af Campari bitterhed, rank, stram, sur tobak, har tynde og småsyrlige tanniner, godt med kantet og tør syre. Den bider, vrisser og giver tænder, men det er på en energisk måde. 88 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7