2019 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, TysklandNå nå … Paul Schäfers Spätburgunder Classic fra Weingut Burggarten har i årgang 2019 fået ny etiket. Ja, jeg burde vide det, for jeg har smagt vinen før i både årgang 2016, 2017 og 2018.

Jeg mødte vinmageren Paul Schäfer junior tilbage i august måned sidste år, men det kan du være mere om i blogindlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer. I det indlæg kan du også læse meget mere om vinhuset, historien, vort besøg og mange af deres andre vine.

Druerne til Spätburgunder Classic kommer fra flere forskellige marker, men er – som alle husets Spätburgunder vine – modnet på træfade, men hvor lang tid fremgår dog ikke, så derfor smager jeg blot på vinen.

I glasset en herlig lys og teglstensrød og transparent farve, mens duften byder på animalsk landlighed, masser af lys frugt, jordbær, kirsebær og ribs, lidt nelliker, røg, sødme, brændte elementer samt vanilje, mælkechokolade med god rundhed. Det dufter sgu bare skidegodt.

I munden er der en lidt bitterhed og røgede elementer … frugten mest tranebær, jordbær og saftige kirsebær, masser af hvid peber, delikat sødmefuld og så har den en lys, let og elegant syre, lækker mineralitet, runde tanniner og samlet en kølig stil. For en Gutswein holder Paul Schäfer et vildt højt niveau, så atter 5 store tomler med pil opad.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Casa Santos Lima, Hat Trick Tinto, Lisboa, Portugal

2018 Casa Santos Lima, Hat Trick Tinto, Lisboa, PortugalMed næste vin fortsætter vi i det portugisiske med denne lille sjove 2018 Hat Trick Tinto fra Casa Santos Lima.

Vinhuset ligger ved Quinta da Boavista i Alenquer omkring 45 kilometer nord for Lissabon og drives af Santos Lima familien.

De har drevet det familieejede vinhus i 5 generationer og laver vine i 5 regioner, nemlig Lisboa, Algarve, Alentejo, Vinho Verde aka Minho og Douro … og de har endda selv marker i næsten alle de nævnte områder og har en stor produktion, hvor 90% af vinene eksporteres til ikke mindre end 50 forskellige lande.

Casa Santos Lima er også den største producent af Vinho Regional Lisboa og ligeledes for vine under appellationen DOC Alenquer og så har de i de seneste år været en stor prisbelønnet portugisisk vingård i store nationale og internationale vinkonkurrencer.

Det var Joaquim Santos Lima, som startede vinhuset tilbage i begyndelsen af det 19. århundrede, hvor vingåden blev en stor producent og eksportør af portugisiske vine.

Det var dog barnebarnet José Luís Santos Lima Oliveira da Silva, som i 1990 relancerede Casa Santos Lima i 1990, genplantede de fleste af vinstokkene, forbedrede teknikkerne og moderniserede hele vineriet samt lagde en strategi med fokus på stor aftapning samt et tiltrækkende forhold mellem pris og kvalitet.

I 1996 begyndte Casa Santos Lima at aftappe sine egne mærker, fx brands som Quinta da Espiga, Quinta das Setencostas, Palha–Canas og nogle vine på enkeltdruer … og de opnåede straks stor succes både på nationale og internationale markeder.

De seneste år har Casa Santos Lima også lavet en stor ekspansion, hvor man har opkøbt nye ejendomme og vinmarker samt indgået partnerskaber med lokale vinavlere.

Det er således sket i regioner som Douro, Vinhos Verde aka Minho, Alentejo og Algarve for at skabe et bredere, rigere og diversificeret sortiment for at  til at imødekomme markedets efterspørgsel. Samlet ejer vinhuset i dag selv 390 hektar vinmarker.

Her smager vi en af huset mere moderne vine … Hat Trick Tinto, der er lavet på et blend af druerne Castelao, Touriga Nacional, Syrah og Cabernet Sauvignon fra Lisboa regionen. Alle druerne er høstet fra slutningen af august og frem til midten af oktober, hvor druerne er let overmodne og har efter vinificering, fadlagret 6 måneder i egetræsfade.

Duftmæssigt er det krydret og sødt, pænt sødt faktisk. Den har en virkelig tør, krydret og sød aroma, godt med søde kirsebær, syltede blommer, sød tobak, chokolade … virkelig vamset og solmoden.

I munden er det lidt samme indtryk med søde og saftige kirsebær, godt med sødme og søde krydderier. Der er spidskommen sammen med solbær, kirsebær og kogte blommer. Sødmen er stor … også lidt for meget for mig, men det er comfortvin, som mange vil elske.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr,, mens den koster 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Quinta do Pégo, Cerro do Santo Reserva, Douro, Portugal

2015 Quinta do Pégo, Cerro do Santo Reserva, Douro, Portugal Quinta do Pégo har jeg skrevet om før … det fantastiske vin- og portvinshus ejet af AMKA og nu smager jeg atter en vin derfra … Cerro do Santo Reserva, der vel reelt er husets andenvin.

Quinta do Pégo skal jeg ikke skrive om, men i stedet kigger vi da bare nærmere på denne Cerro do Santo Reserva, hvor druerne kommer fra marker tilhørende ejendommen Cerro do Santo, der en én ud af samlet tre vingårde, som Quinta do Pégo i dag består af.

Tidligere har man dog ikke brugt navnet Cerro do Santo, men selve bygningen er da også en gammel ruin, som I kan se på etiketten med det udseende, som den har i dag. I ruinen er der fortsat de gamle lagares gæringskar, lagerrum og beboelse, som har været stor i datidens forhold.

Alt er bygget i skifer samt granit og ejendommen ligger i omkring 300 meter over Dourofloden.

Cerro do Santo Reserva 2015 er lavet på et blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Roriz og Sousão, der alle er høstet ved den optimale modenhed, men der er ikke meget info om selve produktionen, men den er lavet af den sydafrikanske vinmager Wouter Pienaar.

Men efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på to år gamle franske egetræsfade, hvorefter den er flasket og har været lagret yderligere en periode inden frigivelsen.

Duftmæssigt er det en solmoden og krydret vin … våde fade, solbær, brombær, mørke kirsebær, blåbær og måske endda også lidt rosiner, godt med træ, kaktuspiller, mynte, kakaopulver og mørk chokolade samt et lidt tørt og tæt udtryk.

I munden er der saft og kraft … igen ganske krydret og solmodent smag med blåbærtærte, sorte kirsebær og modne blommer samt en lidt tranebærjuiceagtig smag. Det er ganske tørt og kraftigt, har lidt  venlige tanniner, en lidt bitter og rustik syre, en smule peber og selvom den bliver lidt rustik og bondsk, så er der frugtsmag for pengene, så 4 store tomler med pil op.

Vinen koster 119 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4/7