2018 Domaine Gabriel & Paul Jouard, Chassagne-Montrachet, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Gabriel & Paul Jouard, Chassagne-Montrachet, Bourgogne, FrankrigNæste vin i glasset er – herligt – igen lidt burgundisk, nemlig en Chassagne-Montrachet fra det lille vinhus Domaine Gabriel & Paul Jouard, der ligger i den østlige del af selve Chassagne-Montrachet med Château de Chassagne-Montrachet som nabo.

Vinhuset drives i dag af Paul Jouard, der allerede tilbage i 1992 tilsluttede sig sin fader Gabriel i vineriet. Gabriel døde desværre i 2003 efter kort tids sygdom, men Paul beholder fortsat af sentimentale grunde sin fars navn på flaskerne for at ære hans evige minde.

Paul er selv 7. generation af vinmagere i familien og har et vineri og en vinkælder, som er tussegammel. Men Paul siger selv, at det jo ikke er teknologi, som laver god vin, så han laver vinen helt gammeldags, så man kan smage druerne og terroiret.

Paul  driver i dag stedet med hans kone Delphine og de har to små samt 10,5 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter en ganske lille 0,04 hektar stor parcel på selveste Grand Cru marken Bâtard-Montrachet, mens resten er fordelt på 1er Cru markerne Chassagne-Montrachet, Saint-Aubin og Santenay.

Når Paul ikke laver vin eller passer børn, så laver han gourmetmad, hvilket jo også passer godt til parrets vine. Alle druerne høstet med håndkraft og Paul arbejder uden at pumpe vinene rundt og det er med til at bevare vinenes frugtighed og livlighed.

Her smager vi en rød Chassagne-Montrachet … altså Pinot Noir dyrket på måske én af de bedste hvidvinsmarker i hele Bourgogne, men det har Paul Jouard gjort. Vinen er lavet helt gammeldags og Paul kan til sine rødvine godt lide lang maceration og gæring, som han mener får mere fylde og ​​smag ud af Pinot Noir druerne.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12-15 måneder på franske barriques, hvoraf normalt 40-50% er nye fade.

I glasset er det ikke en lys og let burgundisk vin, for den er stolt, kraftig og med tro på egne evner. Sådan dufter den faktisk også, for der er kraft, har brombær, jordbær og hindbær, godt med nelliker og grannåle, nye fade og således masser af træ, vanilje, harpiks … meget landlig, animalsk, maskulin og inderlig.

Hvor smager den egentlig godt … igen en lidt saftig og maskulin vin, der alligevel har en legende, læskende og meget frugtrig smag, godt med mørkere frugt, brombær, jordbær samt hindbær, sødme, saftige, rustikke og let ætsende tanniner … vildt godt bid og sammenlagt er det virkelig landligt, klassisk, gammeldags og monsterlækkert,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker … men pt. på bud til 249 kr, ved de 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Collosorbo, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Collosorbo, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienSidste vin ved vor vinaften blev en Brunello di Montalcino, som kommer fra vinhuset Collosorbo beliggende vest for Castelnuovo dell’Abate syd for Montalcino.

Tenuta di Collosorbo di Giovanna Ciacci hedder huset også, for det drives nemlig af den gode Giovanna Ciacci med hendes to døtre  Laura Sutera Sardo og Lucia Sutera Sardo.

Giovanna startede sit vinhus i 1995 efter en opdeling af hendes families gamle ejendom Tenuta di Sesta, som oprindelig blev grundlagt i 1850.

Så Ciacci familien har næsten altid lavet vin og dyrker oliven .. det var Giuseppe Ciacci, der i 1966 aftappede godsets første Brunello di Montalcino i 1966 … samme år som Brunello fik sin DOC appellation.

Giovanna og hendes to smukke døtre har samlet 35 hektar vinmarker, som ligger i 250 meters højde. Der dyrkes selvfølgelig mest Sangiovese, men pigerne har også lidt Syrah, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot.

Ciacci familien laver 6 forskellige vine og denne Brunello di Montalcino er næsten topvinen, for der laves selvfølgelig også en Brunello Riserva. Vinen her er lavet på 100% Sangiovese, der alle er afstilkede let, knust en smule og gæret ved kontrolleret temperatur med hyppige pumpovers … i en lang maceration på skindet.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 3 år i en blanding af 12-54 liter slavonske og franske egefade. Efter samling og tapning på flaske er vinen lagret yderligere 8 måneder inden frigivelse. Det er Laura Sutera Sardo, som har lavet vinen sammen med den ansatte Paolo Caciorgna.

I næsen har vinen egentlig frugtmæssig en stor renhed med modne kirsebær, bagte blommer og så ellers tør jord, mulle kælder samt en nærmest medicinsk note med hæfteplaster, medicinkasse og tobak, læder, sten, mineraler, te-blade og en håndfuld krydderurter … og derudover lidt fad med vanilje og lakrids.

Smagsmæssigt går krydderurterne igen … der er helt klart lavendler, støvede kirsebær, blommer, nogle ristede noter samt atter en stenet og mineralsk note, en stram syre og tydelige tanniner. violer, blæk samt grafit. Klar, ren og måske endda med lidt tobak. Sjovt nok vil vinen nok ha’ godt af flere år i kælderen.

Importør er Gobi Vin og vinen kan fås hos Meny, hvor normalprisen er 299,95 kr., men kan ofte fås på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Monteraponi, Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo, Toscana, Italien

2011 Monteraponi, Chianti Classico Riserva Baron' Ugo, Toscana, ItalienAzienda Agricola Monteraponi ligger i den gamle og smukke by Monteraponi, der stammer helt tilbage fra år 978. Men derfra smager vin nu topvinen Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo i årgang 2011.

Oprindeligt tilhørte den gamle middelalderlandsby Baron Ugo, der var greve og guvernør for det meste Toscana.

Senere donerede han byen til klosteret Poggibonsi Alto, som i mange år drev stedet og i dag er det meste af byen ganske  velbevaret. De drev også en vingård og havde over 200 hektar marker, men dog alene 12 hektar vinmarker.

I 1974 blev vingården overtaget af Braganti  familien, men det var først i 1997 – hvor Michele Braganti overtog vingården efter sin far – at der blev gjort noget seriøst ved vinmarkerne, der en beliggenhed i 420-560 meters højde ligger som nogle af de højeste i hele Chianti.

Micheles 12 hektar vinmarker dyrkes økologisk og vinene er alle lavet med spontangæring på cementtanke og det er selvfølgelig med druernes egne gærceller. Også den malolaktiske gæring finder sted spontant på cementtanke.

Denne Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo er selvfølgelig opkaldt efter byens gamle ejer og er i denne årgang 2011 lavet på 90% Sangiovese, 8% Canaiolo samt 2% Colorino.

Inden spontangæringen i cementtankene, så er alle druerne først kommet i en de-stemmer, hvor de afstilkes og så undergår en blød presning for at holde skindet så hele som muligt.

Efter den alkoholske gæring over 35 dage samt den malolaktiske gæring er vinen lagret i 36 måneder, de første 12 måneder på fade af slavonsk eg og de sidste 24 måneder på barriques fra Bourgogne

Duftmæssigt har vinen faktisk også en forholdsvis let, animalsk, mælket duft med baconfedt, flæskesvær og samtidig så klar og frisk med krydderurter, estragon, roser, modne kirsebær, granatæbler og tobak, peber samt pænt med egefade, mælkechokolade, vanilje samt kanel og læder.

Smagen er frisk og alligevel har vinen godt med syre, salt og peber, masser af frisk frugt, kirsebær … virkelig frisk og mineralsk med en god let tone, lysere end Chianti normalt og så samtidig med et vel nærmest animalsk bid. Der er noget svævende og overjordisk over vinen, har et 7. gear med tørhed og lys kraft.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 6/7