2018 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Crianza, Rioja, Spanien

2018 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Crianza, Rioja, SpanienHvorfor ikke fortsætte med mere spansk vin? Jeg sidder nemlig med 3 Rioja Cune vine i form af en Crianza, en Reserva samt også en Gran Reserva fra Compañía Vinícola del Norte de España og starter selvfølgelig først med Crianza’en.

Det store vinhus Compañía Vinícola del Norte de España er vi jo tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, for det ejer bl.a. også Viñedos del Contino, som jeg har smagt fremragende vine fra, ja faktisk ejer CVNE – som det mest kaldes – hele 5 vinhuse i Spanien.

Compañía Vinícola del Norte de España er grundlagt i 1879 i den lille by Haro i Rioja af to brødre Eusebio og Raimundo Real de Asúa og i dag er det fortsat den samme familie, som driver det stolte vinhus.

Nu driver Real de Asúa familien blot fem vinerier, nemlig CVNE, Imperial, Monopole, Viña Real og Viñedos del Contino og er lidt af en stor historie.

Bare CVNE har 545 hektar vinmarker, som danner baggrund for halvdelen af husets produktion. CVNE har 22 bygninger, bl.a. det gamle originale vineri fra starten i 1979, bl.a. med en kælder, som er tegnet og bygget af den franske arkitekt Aleixandre Gustave Eiffel Eiffel i 1909 … jeps, ham med tårnet.

CVNE er en af de mest anerkendte producenter i Rioja og har også stået bag en innovation af nye produktionsmetoder, bl.a. var de en pioner indenfor brug af epoxy belagte betontanke, var nogle af de første til at bygge et anlæg, hvor vinen i produktionen alene blev flyttet via tyngdekraften og de stod også bag udviklingen af en Malvoisin pasteurizer til at stabilisere vinen.

Deres første vin, fremstillet i 1879, navngav de efter vinhusets initialer. Som følge af en simpel trykfejl med V’et, skabtes det nu navnkundige varemærke Cune. Derudover lavede de også fra starten vine under brandet Imperial.

Siden har CVNE grundlagt yderligere vinhuse, bl.a. Monopole i 1915, Viña Real i 1920, Viñedos del Contino i 1973 samt Real de Asúa i 1994. I senere år er der også bygget store, topmoderne arkitekttegnede vinerier til de forskellige vinhuse.

CVNE købte i 2014 også Mikuni Wines, mens de i 2017 købte Cava producenten Roger Goulart og senest har de i 2018 købt vinhuset Virgen del Galir i DO Valdeorras.

I dag drives Compañía Vinícola del Norte de España af den 5. generation i form af Victor og Maria Urrutia Ybarra, Victor er CEO, men Maria er markedsdirektør. Men også på posten som vinmager er der stabilitet, for den ansvarlige vinmager på sit 24. år i huset er Maria Larrea. Hun efterfulgte vinmageren Basilio Izquierdo, som havde været ansvarlig for produktionen i 32 år.

Her smager vi så en klassisk Cune Crianza … en vin, som er blevet produceret hvert år siden vinhuset blev grundlagt og den er lavet på 85% Tempranillo samt 15% Mazuelo aka Grenache … og omkring halvdelen af druerne er fra egne vinmarker i Haro og nærliggende byer, mens resten købes hos drueavlere i området.

Det er vinavlere, som huset i generationer har arbejdet sammen med for at producere Cune Crianza og de overvåges og rådgives af CVNE’s tekniske team.

Druerne er gæret i nogle kæmpestore 20 tons tunge ståltanke ved en kontrolleret temperatur mellem 25-27 grader og varer i omkring 12 dage inden en malolaktisk gæring, der også sker i ståltankene. Så er vinen lagret 12 måneder på amerikanske egefade.

I næsen er der både en frisk og ung frugt, men også helt klart en lille tør note med træ og egefade. Frugten er sådan nærmest blåbær, en omgang blommer og lidt hindbær, der er en smule grannåle, grønne grene samt en smule vanilje og krydderier.

Smagsmæssigt er frugten også ung og frisk … lidt kantet og uden vildeste dybde. Frugten er lidt balsamisk, har både lidt bitterhed og sødme, men også noget styrke med bl.a. peber og urter. Frugten er langt lysere og stram end forventet, tanninerne også mærkbare og samlet bliver det en vin, der skriger på mad.

Vinen koster 119,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Pradorey, Reserva Finca La Mina, Ribera del Duero, Spanien

2016 Pradorey, Reserva Finca La Mina, Ribera del Duero, SpanienVi sluttede Pradorey smagningen med en Reserva vin fra Terroir serien i form af denne 2016 Reserva Finca La Mina.

Vinen er lavet på ren Tempranillo og alle druerne kommer jo – som navnet også siger – fra marken La Mina, der samlet er på 78 hektar og ligger 1,5 kilometer fra Duero floden.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er den så lagret 12 måneder på franske egefade og så 6 måneder på franske Nevers barriques.

Det står der i hvert fald på etiketten, mens huset på deres hjemmeside skriver, at den er lagret 18 måneder på franske egefade og så 6 måneder på franske Nevers barriques.

Men begge dele opfylder nu kravene til en Reserva, for den skal blot være lagret i mindst 36 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade og i begge tilfælde er disse krav opfyldt, altså forudsat Pradorey har lagret vinen på flaske en god rum tid.

Importøren skriver, at den efter lagring fade endda har været flaskelagret i yderligere 28 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt kan man allerede ved første snif fornemme, at det nu bliver mere klassisk Reserva Ribera del Duero, for nu er de brændte noter mere tydelige. Der er ristede og røgede noter, frugten fortsat mørk og nu næsten tørret med blåbær, brombær og svesker, en tyk, fed og gammel balsamico eddike, lakrids, chokolade, kaffegrums og lidt mere sødme samt en snert af lidt kirsebærlikør.

Men smagen forbliver totalt oprejst og strunk … der er fortsat sorte og modne bær, brombær, blåbær og med strejf af hindbær, cremede og modne tanniner, godt bid med bitterchokolade, en pæn tørhed og samtidig leveres det hele blødt og elegant. Selvom vi snakker årgang 2016, så virker vinen faktisk ret ung i smagen … men godt smager det sgu, så igen ros herfra.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Pradorey, Élite, Ribera del Duero, Spanien

2017 Pradorey, Elite, Ribera del Duero, SpanienVinen Élite er også fra Signatur serien hos Pradorey og her har vinmageren Francisco Martín San Juan fået frie hænder til at lave sin helt egen vin uden den mindst indblanding.

Det er ren Tempranillo, hvor druerne kommer fra marken Hoyo Dornajo, men ellers er vinen næsten lavet som nogle af de andre vine i huset.

Det betyder, at gæringen er sket på rustfrie ståltanke med kontrolleret temperatur på 22 grader i 22 dage. Efter gæringen hældes vinen på franske egetræsfade og lagrer 14 måneder. Herefter hældes vinen over på Nevers egefade og lagrer yderligere 6 måneder.

Derefter er vinen flasket og har lagret yderligere 10 måneder inden frigivelse … og som Adaro er der lavet et begrænset oplag på 13.547 flasker og denne flaske er nummer 1.040.

Élite har – som Adaro – lidt samme fine, modne og dekadente duft, hvor man fornemmer lidt gammelt træ, men også mere lidt brændte fade, hvorfra der kommer sød lakrids, kaffe, mørk chokolade, våde jernbanesveller og teaktræsolie til havemøblerne. Der er blåbær og hindbær, en smule blæk og grafit, ganske kompleks og indbydende.

Smagsmæssigt er bussen parkeret helt perfekt i båsen … har igen som Adaro en virkelig frisk, mørk frugt, spændstig, der viser både tænder og stor tørhed. Tanninerne er vilde og rumsterer rundt i din mund og lægger arm med din tunge, mens syren virker bitter samt ganske kontrollerende. Vinen er måske mere kompleks og kræver mere af dig end Adaro, men giver masser af kvalitet … både i første bølge, men også i næste, hvis du giver dig tid.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 270 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7