2019 Madame Veuve Point, Rully Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Madame Veuve Point, Rully Blanc, Bourgogne, FrankrigDet er jo sjovt at gensmage denne Rully Blanc fra vinhuset Madame Veuve Point, når jeg næsten lige har smagt en Morgon fra Domaine des Souchons, for begge vinhuse er jo ejet af er ejet af det store Grands Vins Sélection aka GVS Group.

GVS ejes af Laurent Ducognon og Frédéric Giraud, som jo er en stor historie, for de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt for over 45 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på næsten 900 millioner kroner.

De ejer bl.a. også Madame Veuve Point og Domaine Doudet-Naudin, men laver mest vine for andre og fra områder som Bourgogne, Loire, Beaujolais, Côtes-du-Rhône, Languedoc-Roussillon, Provence, Savoie og Sud-Ouest.

Denne Rully Blanc er lavet ved, at druerne efter sortering presses direkte uden afstilkning. Saften også kaldet mout afkøles ned til 10 grader og hviler i 24-36 timer inden gæringen sættes i gang.

Gæring og maceration varer normalt 6-8 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Hold nu op, hvor duften minder om tidligere årgange … har lige præcis denne lidt Nutella duft med nødder, karamel, tydeligt fad og så alligevel dejlig luftig aroma. Der er blidt, sødt strejf af vanilje, lidt pærer og fersken, gule blomster og en lettere smørfed note.

Igen er smagen bestemt ikke helt let og sart, men har klart et lidt krydret bid, en jernagtig mineralitet og frugter som fersken, kvæde, en smule lemon, citroner og en frisk, småbitter eftersmag. Vinen har denne lette og luftige smag … selvom der er punch, kraft og stor intensitet i smagen, som sidder lang tid i munden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Strass, Kamptal, Østrig

2020 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Strass, Kamptal, ØstrigMed sol på himmelen, så er det altid nice med hvidvin i glasset som nu fx denne 2020 Grüner Veltliner Strass fra Weingut Birgit Eichinger.

Huset … Weingut Birgit Eichinger har jeg skrevet om tidligere og jeg har endda også skrevet et indlæg om huset og mange af vinene i Houlberg tester vine fra Weingut Birgit Eischinger … sød winzerin i Straß im Straßertale.

Druerne til  Grüner Veltliner Strass kommer fra alle Eischingers marker ved Strass og er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og atter en modenhed, som er på 17,5° KMW.

KMW står for Kloster­neuburger Mostwaage, som er en måleenhed for sukkerindholdet, opfundet i 1896 af Freiherr von Babo, som var direktør for Weinbauschule Klosterneuburg, altså vinskolen i Klosterneuburg.

1° KMW svarer til 4,86 Öchsle, så de 17,5° KMW svarer til omkring 85 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men denne Grüner Veltliner Strass indeholder alligevel alene 1,5-1,8 gram restsukker pr. liter, så den er lavet som en tør hvidvin.

Grüner Veltliner Strass er fremstillet alene på rustfrie ståltanke, hvor druerne efter høst presses forsigtigt, hvorefter mosten har lagt til ro i 20 timer. Herefter sker gæring og så lagret 4 måneder sur lie i ståltankene.

I næsen er det nærmest sådan en kombination af noget grønt og så en frugt med hyld, melon, fersken, mango og klart nogle lidt tørre og støvede elementer. Denne kombination af de grønne og lidt tropiske frugter giver en stor imødekommenhed og samtidig et frisk pust.

Smagsmæssigt er der en vis krop, selvom smagene er styret af lidt citron, lemon bitterhed og så lidt tropisk frugt med fersken, abrikos og pærer. Som sidst er dybden måske ikke så stor, men det gør intet, da der i stedet er både den tropiske frugt, en citronagtig syre, en kalket mineralitet og fin friskhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 88 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bernabeleva, Garnache de Viña Bonita, Madrid, Spanien

2019 Bernabeleva, Garnache de Viña Bonita, Madrid, SpanienSidste tirsdag på jobbet proppede vi som vanligt en udvalgt vin op og det var denne dag en lækker topvin Garnache de Viña Bonita fra vinhuset Bernabeleva.

Bodegas Bernabeleva er grundlagt i 1923 af Vicente Álvarez-Villamil, men det var først med børnebørnenes overtagelse i 2006, at vinhuset for alvor fik sit navn på det vinøse verdenskort. Fætrene Juan og Santiago Bulnes har overtaget driften og fører nu huset med de gamle marker med op mod 80 år gamle vinstokke ind i en ny og mere kvalitativ æra.

Efter deres overtagelse købte de også flere af naboens bedste  parceller med gamle Garnacha stokke og så ansatte de den helt unge catalanske vinmager Marc Isart til at hjælpe med produktionen af vinene og hans stil er totalt oldschool i traditionell, klassisk stil.

I dag regnes Bernabeleva blandt Spaniens ypperste vinhuse og i særklasse det bedste vinhus i Madrid regionen. Vinene tilvirkes alle efter økologiske og biodynamiske principper, men de sigter ikke efter at pryde etiketterne med økologiske eller biodynamiske anprisninger.

Bernabeleva har samlet 35 hektar vinmarker med primært Garnacha og Albilllo. Markerne ligger i omkring 500 meters højde, hvilket sikrer kølige nætter og lang modningsæson. Læg dertil en sandet og mineralsk jordbund, der tilfører friskhed til vinene – så frembringes der vine, med en langt større elegance, end man kunne forvente fra disse kanter.

Der dyrkes også en smule Moscatel, der både laves i en tør og sød version, samt små parceller med de lokale sorter Grano Menudo og rød Morenillo.

Vinhuset har et logo med en kvinde siddende ovenpå en bjørn, men navnet Bernabeleva betyder også direkte oversat noget i retning af bjørnens sti eller der, hvor bjørnen lever. Kvinden siddende ovenpå bjørnen symboliserer jagtens gudinde.

Denne Viña Bonita er husets topvin, hvor Grenache druerne kommer fra en 2,6 hektar vinmark med 90 år gamle vinstokke og en jord af ren granit. Druerne får en 36 timers kold udblødning inden man fodtræder druerne i åbne træfade hvor vinen også gærer. Så er der sket en malolaktisk gæring og så lagring i 14 måneder på 500 liter franske egefade. Inden flaskning stabiliseres vinen omkring 6 måneder på ståltanke.

I glasset bestemt ikke en mørk og fyldig Grenache vin … tværtimod, men duften også er lys og næsten to die for. Det dufter jættegodt med lidt øko-bio-landlige noter, en skøn blanding af mødding, fond og syrlige bolsjer, meget luftig med hindbær, lyse og umodne kirsebær, moreller, fennikel, lakrids og grøntsagsfond. Det er sindssygt elegant med denne lyse, påholdende og styrede facon, så legende, dansende og eventyragtig, at man bare undres og bliver monsterglad.

Fuck, det smager også godt … har denne lette, luftige og totalt intense frugtsmag, hvor der kommer både en smule bitterhed og sødme … de danser vitterlig tæt sammen i den mest erotiske kinddans, virkelig saftet med jordbær og hindbær, mirabeller, Kongen af Danmark, polerede og modne tanniner, lakridsale elementer og klart nogle burgundiske elementer. Mums for satan.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7