Azienda Agricola Trabucchi d`Illasi ligger på toppen af Monte Tenda i den lille landsby Illasi omkring 5 kilometer nordvest for Soava og er et lille familiedrevet vinhus. Derfra smager jeg et par af deres vine og starter med deres 2015 Amarone della Valpolicella.
Det var Marco Trabucchi, der grundlagde vinhuset tilbage i 1924 og drives i dag fortsat af familien Trabucchi, der driver vingården med dens 22 hektar vinmarker samt 6 hektar med oliven-, cypres- og kirsebærtræer … alt har været drevet økologisk siden 1993.
De 22 hektar er fordelt på markerneBinelunge, Castello, Monte Tenda, San Colombano og Chereolo di Sopra More, der ligger i en højde på 140-290 meter. Druerne er de lokale sorter Corvina, Corvinone, Rondinella og Oseleta.
Vingården drives i dag af 3. generation i form af Giuseppe Trabucchi, som årligt laver omkring 65.000 flasker vin. Det sker i deres smukke vingård, der ligger er fordelt på 3 bygninger, hvor den ældste går helt tilbage til 1800-tallet med en gammel kælder hugget ind i klippene og ligger 20 meter under jorden.
Den anden del er fra 1990’erne og nyeste fra er underjordisk og lavet i 2003, men er forbundet med den ældste del via en tunnel, men samlet en ganske smuk og imponerende vingård.
Fællesnævnere for vingården er kvalitet, ekstremt lavt udbytte, manuel høst og økologi. De har da også vundet adskillige priser for deres vine, bl.a. guld i International Organic Wine Award 2018, en pris for bedste vin ved Bibenda 2019 og mange flere.
Vinene laves i samråd med den anerkendte ønolog Franco Bernabei og en af vinene er denne Amarone della Valpolicella, som jeg smager i årgang 2015 og er lavet på Corvina, Corvinone, Rondinella og Oseleta.
Druerne er håndhøstet, når de er optimalt modne i slutningen af september og frem til slutningen af oktober. Herefter har druerne tørret på vingården i over 45 dage. Efter gæring, maceration samt presning har vinen lagret 48 måneder i små franske egetræsfade.
Allerede i næsen fornemmer du dybde, intensitet, krop og et fadpræg med umamivarme, nødder og chokolade. Så kommer der lidt blommekompot, solbærsyltetøj, tørrede dadler, svesker og så ellers sød tobak, kanelsukker på risengrød, vanilje og en lille lækker portvinssødme … alt pokkers veldoseret, organiseret, komplet og dragende, men uden at blive hverken svulstig, rosinfed eller overdone.
I munden fortsætter herlighederne … det er en blød, cremet og intens vin med maggiterning kompakt intensitet. Det er mørkt med frugtsødme, fadnoter og en frugt, der virker tørret og fed. Det er en knytnæve med blomme- og solbærlikør, sorte kirsebær, brombær og en smule udblødte svesker. Man kan mærke, at der er volt i den, men alkoholen er dog fint integreret og giver varme sammen med peber, bløde og runde tanniner samt muskuløs råstyrke. 95 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 679,95 kr., mens prisen er 649 kr. ved køb af 6 flasker og 499 kr. på tilbud.