Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2023 Bodega Trenza, Selección del Hermanito, Castilla-La Mancha, Spanien

2023 Bodega Trenza, Selección del Hermanito, Castilla-La Mancha, SpanienRibera del Júcar appellationen ligger i det store vinområde Castilla-La Mancha og netop der finder vi danske Jonas Tofterup, der i 2019 blev Danmarks første og – mig bekendt – eneste Master of Wine … og i hans og broderens vinhus Bodega Trenza, har han lavet denne 2023 Selección del Hermanito.

Jeg har mødt Jonas Tofterup i 2023 til en MasterClass med temaet Rueda og jeg har også skrevet før om Bodega Trenza, som drives af brødrene David og Jonas Tofterup.

Brødrene laver deres vine med opkøbte druer og i dette tilfælde kommer druerne til Selección del Hermanito fra en mark nær en lille landsby i Ribera del Júcar. I årevis har Jonas været fascineret af det uopdagede potentiale i Ribera del Júcar, som jo er en relativt
ukendt region 130 km inde i landet fra Valencia.

Området ligger i næsten 900 meters højde og byder på et unikt klima, der er perfekt til vindyrkning. De kolde nætter forsinker modningsprocessen, hvilket giver druerne dybere smag og bevarer den friske syre, der giver vinene en levende og sprød karakter.

Selección del Hermanito er lavet på ren Tempranillo, men der ligger ikke mange oplysninger om selve produktionen … udover, at vinen er lagret på egefade efter endt fermentering.

Det er duftmæssig en mørk og krydret vin … virker ganske tør med cedertræ, egetræ, blæk og en frugt med blåbær, kirsebær, hindbær samt en smule grannåle, nelliker og kirsebærsten. Derefter kommer der så også en smule fennikel eller lakrids samt en let frugtsødme, som egentlig binder det hele godt sammen.

Det gælder også smagen, der er velafbalanceret og rund, hvormed intet stikker ud eller vender forkert. Frugten virker i smule en anelse lysere … blåbær, kirsebær, ribs og let bitter lemon. Frugten virker ren og frisk, har masser af liv, mens tanninerne er tørre, men medgørlige, mens eftersmagen har en smule bitterhed som fra sort te, men det er sammenlagt fint rundt, rustikt og indsmigrende. 91 point.

Sælges i uge 7 hos Rema 1000 og kan også købes hos Vinøen til 59 kr. mod en normalpris på 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken, Franken, TysklandTilbage i 2019 besøgte jeg vinhuset Weingut Artur Steinmann, der også kaldes Pastoriushaus Artur Steinmann. Fra det besøg havde jeg gemt lidt flasker og forleden trak jeg denne 2017 Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken ud af vinkøleskabet.

Du kan finde mere information om vinhuset og historien i mit indlæg Besøg hos Artur Steinmann … Weingut im Pastoriushaus.

Denne 2017 Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken, hvor druerne alle kommer fra marken Sommerhausen Ölspiel. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efter endt fermentering lagret en kort periode på egefade.

Duften er i den lette afdeling, der er lidt petroleum og linolie, men på en diskret facon, mens frugten er fersken, abrikos og citroner. Der er også et lille touch af nødder og noget, der kan minde om vaniljesødme.

Smagen er frisk … meget frisk og de 7 år er gået forbi uden, at vinen på nogle måder er blevet træt. Smagen er sådan lidt sødsyrlig, der er både citroner, lemon og grape, men i en slags kandiseret eller syltet udgave, der er friske grønne æbler, lidt Faxe Kondi … virkelig let, lys, saftig og læskende, så dermed 90 point.

Købt på vingården, hvor en flaske dengang kostede 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Aux Mages, Ætheria, Californien, USA

2023 Aux Mages, Ætheria, Californien, USAVi slutter, hvor det startede … nemlig med Aux Mages vinen Ætheria, som var den første vin Emil Skytte lavede hos naturvinsproducenten Ryan Roark på Roark Wine Company i Buelton og her smager jeg så nyeste årgang 2023.

Det er med andre ord en Aux Mages klassiker og den vin, der gjorde dem berømte og den eneste, de har lavet hver årgang. Den er jo lavet på ren Grenache fra en køligt beliggende vinmark i Santa Ynez Valley i Los Alamos omkring 3 timers kørsel nord for Los Angeles. Det er en kølig, vindblæst og helt ufremkommelig mark, der samtidig dyrkes økologisk.

Alt i produktionen foregår med håndkraft og på gammeldags vis, og således sker høsten selvfølgelig manuelt. Der er ingen smuthuller i kælderen og Ætheria er således blevet afstilket i hånden.

I vinifikationen trampes druerne med de bare fødder og presses på en gammel fransk hydraulisk presse. Der er så heller ikke anvendt pumpe under vinifikationen og gæring sker spontant med druernes naturlige gærceller, filtrering sker ikke og svovl holdes til et absolut minimum, så vidt som muligt. Vinen er modnet på brugte fade, store og små af fransk egetræ.

For satan og pardon my french, men det dufter sgu uhyggelig godt, vinen har klart en mere animalsk og småparfumeret side end forrige Abscirrus, men fremstår i glasset lige så lys og transparent om end mere lys. Frugten virker en smule tættere, mere kompakt, med mer’ rabarber, halvmodne hindbær, ribs, jordbær samt , granatæbler, men samtidig har den mere duft af blomster, gule blomster, varm pollen og så en halv malerspand … ikke så terpentinsk, mindre akrylmaling, så dermed mere rund i stilen. Der kommer lidt mælkede note, luftige mælkechokolade, fennikel thai-te samt let vanilje.

I munden er det ikke helt så elegant som Abscirrus, for frugten er mindre feminin, men mere juicy og saftig i stilen … der er sødbitter tranebærsaft, jordbærjuice, hindbær og pressset, grillet lemon. Det er fortsat læskende saftig drikkeglæde, men virker mere maskulin og tættere end tidligere … har en mere alvorlig mine med panderynker og løftede øjenbryn. Den sitrende energi er klart mindre og ikke den bedste årgang af Ætheria, men det er fortsat elskelig vin, en lækker og utrolig tiltrækkende Grenache vin, så dermed 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Aux Mages, Abscirrus, Californien, USA

2023 Aux Mages, Abscirrus, Californien, USAAbscirrus fra Aux Mages har jeg smagt før, for Emil og kompagni lavede også Abscirrus i årgang 2019, men nu er den med den seneste årgang 2023 tilbage og er næste vin i mit glas.

Sidst jeg smagte Abscirrus kaldte jeg den knivskarp som et Razor Head barberblad og var helt oppe at ringe … og nu må vi se, om det også gælder for den i årgang 2023.

Jeg har ikke så mange oplysninger om produktionen af årgang 2023, men hvis den er lavet som tidligere, så er Abscirrus vinificeret utrolig blidt. Druerne er håndplukket for dernæst at blive fodtrampet inden gæringen, der er sket delvist i hele klaser sammen med en del håndafstilkede druer.

Der er ikke anvendt pumper, punchdowns eller tilsvarende. Vinen er nærmere blevet behandlet, som var den te og efter endt gæring er den blevet flyttet på gamle fade, for at få vinen til at fremstå så rent som muligt.

Uhhhh … duftmæssigt flyver, svæver, glider og hænger vi nu i det mere overjordiske og æteriske himmelrum, for som sidst har vinen en lys, stringent, ren og syrlig frugt, hvor der sammen med rabarber, ribs, grønne jordbær dukker lidt malerspand, acetone, gazebind … og nu er flower-power-hippie-pigen tilbage og vildt levende. Der holdes en smule tilbage af en svag sødme med lidt karamel, fennikel, vanilje og ellers en lidt umamiagtig nøddet note.

Fuck det smager godt … igen har Abscirrus denne sitrende, bævende og skælvende nerve med en syrlig, fin og frisk frugt med lidt lyserøde syrlige drops, hindbær, rabarber, ribs, lemon og grapefrugter og så alligevel er bitterheden forholdsvis let og rund. Det er en slank vin, men alligevel breder frugten sig næsten smeltende rundt i munden med stor frugtrigdom, læskende saftighed og en fin, sart, lys og ret feminin syre, der koket og sexet er voldsomt tiltrækkende … dette smager voldsomt godt … 99 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 7/7  

2023 Aux Mages, Vemod, Californien, USA

2023 Aux Mages, Vemod, Californien, USAVemod er en ny Pinot Noir vin hos Aux Mages og Emil Skytte anbefaler, at den nydes bedst sammen med albummet Blue med Joni Mitchell fra 1971 … det er også vemodigt … og en smule skinger, så derfor sætter jeg i stedet Radiohead på … det passer for mig altid bedre til Skyttes vine.

Faktisk er det ikke helt rigtigt, for det er Thom Yorkes The Smile, der udfordrer mig med sangen Foreign Spies fra Cutouts pladen fra sidste år, men sådan er vi jo alle heldigvis temmelige forskellige.

Vemod er lavet med Pinot Noir druer fra en af de køligste marker i Santa Maria Valley og druerne er høstet en måned senere end, hvad der er typisk i Bourgogne.

Som altid hos Aux Mages er druerne først fodtrampet, hvorefter gæringen er sket spontant med druerne – og tæernes – gærceller i fade fra Bourgogne. Efter endt fermentering og presning er vinen så lagret på disse egefade …. og 10% er nye fade pg det er faktisk første gang, at Emil har anvendt nye fade i lagringen af Aux Mages vinene.

Duftmæssigt er det meget let, lyst og berusende … får en lille tysk Spätburgunder tanke med den lille saftige sødme. Der er en lidt artig pige over vinen … ikke så vild flower-girl-power-hippie som fx sidste års Diaspora, men har en luftig frugt af skovjordbær, rabarber, lysere moreller og fadaftrykket kommer også mere frem med skumfiduser, mælkechokolade og en nøddeagtig umamifornemmelse.

Men i munden rulles den friske frugt frem fra under sengen … du sparkes vitterlig i gang med friske røde bær … grønne jordbær, ribs, rabarber og måske endda lidt hindbær. Jeg er der omgående … elsker det … in a beautyful world, paved with gold, but who’s counting? Den har en himmelråbende fin syre med kæmpe lethed og der kommer en smule lemonsaft og grillede grapefrugter … elsker denne slanke, frugtrige og kompromisløse renhed og delikate syre. 96 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 525 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Aux Mages, Kumulu, Californien, USA

2023 Aux Mages, Kumulu, Californien, USAEmil Skytte har i Aux Mages projektet før lavet vine på Chardonnay og tidligere har jeg anmeldt hans 2019 Yúnuage og i årgang 2022 var det den fine Aurora, men i 2023 årgangen hedder hans Chardonnay Kumulu og var nu første vin i mit vinglas.

Druerne til vinen kommer – som sidste år fra marker i den nordlige del Santa Rita Hills, men formentlig ikke som Aurora fra den dyre mark Zotovich Vineyard … men dette kan jeg faktisk ikke se det nogle steder … så det er rene gætterier.

Men 2023 var en kold årgang og 2023 gav svære betingelser, så der er også kun produceret 2 barriques af vinen. Som altid er tilgangen til produktionen eksperimenterende med minimal indgriben, så gæring er sket spontant alene med druerne egne gærceller i barriques og der er vinen også lagret.

Det ene fad er brugt og den andet fad er nyt og lavet af nogle af verdens bedste bødkere og faktisk er der kun kommer 6 af disse fade til vestkysten i USA. Navnet Kumulu har en dobbeltbetydning, der refererer til akkumulationen af intensitet og kraft samtidig med at den refererer til sin skylignende tekstur.

Det var vel Henrik Voldborg, der introducerede danskerne for begrebet kumulusskyer … og nu må vi så smage, om vinen er lige så let og smukt som blomkålsformede skyer dannet i troposfæren.

Med proppen rykket op … første glas skænket i bredrøvede vinglas bliver din braktud omgående forkælet med et sandt bombardement af smørfedme, noget røg, brunet smør, mandler og honning … der er sandeltræ, koncentreret ferskensaft, dåsepærer, derudover bidrager fadlagringen med vanilje, kanel og lakridskonfekt … alt på nærmest burgundisk slank og velorganiseret måde. Mums.

Smagen er cremet, men bestemt ikke hverken fed eller svulstig … men er i stedet flot afbalanceret med en legesyg syre. Frugten er nok mest grønne pærer, syltede citroner, grillet lemon, kandiseret grape og der kommer også i smagen nogle røgede elementer. Kumulu er klart ikke så syrlig som Yúnuage, men den har alligevel denne kølige, rene, lette og legesyg syre … men blot med mere struktur og krop, men kroppen er oppe at flyve … og jeg lader mig svæve med. 97 point.

Købt hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2021 Evesham Wood Winery, Le Puits Sec Pinot Noir, Oregon, USA

2021 Evesham Wood Winery, Le Puits Sec Pinot Noir, Oregon, USAOregon smagningen sluttede med en sidste Pinot Noir og det var en 2021 Le Puits Sec Pinot Noir fra Evesham Wood Winery, der ligger lidt nord for Salem.

Evesham Wood Winery er grundlagt i 1986 af Russ og Mary Rainey, der efter en omfattende søgning i hele Willamette Valley fandt et sted, hvor de opførte vingården Le Puits Sec, der er fransk og betyder den tørre brønd.

Dér plantede de 3 hektar marker til … 1 hektar med Pinot Noir af Pommard klonen, knap 1 hektar med Chardonnay klon 108 og 1 hektar med Pinot Gris af Colmar klonen og lidt Gewurztraminer.

Siden har de plantet yderligere jord til med Pinot Noir Dijon kloner, Chardonnay, Pinot Gris, den tyske Rieslaner og den østrigske Grüner Veltliner … og i dag har vinhuset sammenlagt 21 hektar vinmarker og derfra har Russ og Mary Rainey lavet vine i over 20 år.

Men i 2010 valgte parret at gå på tidlig pension og solgte Evesham Wood Winery til Erin og Jordan Nuccio. Allerede nogle år forinden havde Rainey parret allerede startet et samarbejde med Erin Nuccio, der i forvejen ejede den biodynamiske vingård Haden Fig, men i 2010 blev Evesham Wood overtaget af Erin og hans kone.

Her er det så husets enkeltmarksvin fra en af de mest berømte marker i Oregon og klart Evesham Woods bedste mark Le Puits Sec, der ligger lige nedenfor vineriet i Eola-Amity Hills. Vinmarken ligger med perfekt eksponering mod solen, så druerne modnes perfekt i dette ellers kølige klima.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i åbne fade med punchdown to gange dagligt. Vinen lagrer på primært brugte franske fade i 15-18 måneder inden aftapning.

Duftmæssigt er vinen proppet med frugt … koncentreret frugt med blommer, jordbær, hindbær og ribs. Læg dertil blomster, violer, lidt svampe, fennikel, nøddekompot og alt med smukt afbalanceret lys syrlighed.

I munden er der ligeledes masser af frisk frugt … igen samme univers af blommer, jordbær, hindbær og ribs, tørre krydderier, røg og noget egetræ … alt blødt og cremet. Tanninerne er er venlige, moderate og bøjelige, syren fin, sart og en smule feminin … hvor er der egentlig godt med velsmag i denne vin …  95 point.

Forhandles af American Wine, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2021 Broadley Vineyards, Claudia’s Choice Pinot Noir, Oregon, USA

2021 Broadley Vineyards, Claudia’s Choice Pinot Noir, Oregon, USAMer’ Oregon Pinot Noir og denne blev en 2021 Claudia’s Choice Pinot Noir fra vinhuset Broadley Vineyards, der ligger i den lille by Monroe mellem Corvallis og Eugene på Highway 99 West i Willamette Valley.

Vinhuset er grundlagt i 1981 af Craig og Claudia Broadley, som alene har lidt over 13 hektar vinmarker, hvorfra de siden 1986 har lavet deres vine fra.

Vinmarkerne ligger i Willamette Valley og der er udvalgt de bedste kloner af Pinot Noir … klassiske bourgognekloner som fx Pommard og en række nyere bourgognekloner. Vinstokkene er plantet på øst og nordøst vendte skråninger, for at få lidt mere kølighed, så syren kan blive helt i top.

Der tilstræbes finesse, mere end power ved valget. Vinmarkerne behandles efter bæredygtige principper, med høj biodiversitet som målsætning for familien Broadley, der stadig driver ejendommen og i det drives det af sønnen Morgan sammen med hans hustru Jessica.

I vineriet gæres der i åbne træfade, med hele klaser for at trække ekstra intensitet fra skaller og stilke. Det giver bredskuldrede vine, med stor intensitet, som har det bedst efter et par år i flasken.

Denne Claudia’s Choice Pinot Noir er – som en af de forrige – også opkaldt efter ejerens hustru og lavet på en kombination af Pommard og Wädenswil kloner fra en afhusets ældste parceller.

Der fremstilles kun 180 kasser om året af denne vin, fordi parcellen ikke er større. Vinificering er sket med spontangæring i åbne træfade med 50% stilke i mosten. Efter 21 dage overføres vinen til 30% nye franske fade, hvor den ligger i 15 måneder inden aftapning.

Duften er landlig og moden … har nogle lidt umamiagtige noter af bl.a. nødder, mandler, kanel, nelliger og frugt med vilde skovjordbær, brombær og kirsebær, røg, mørk chokolade og vilde urter.

Smagen er bare blød, moden, smooth og smelter sgu nærmest i munden. Den er proppet med frugt … dyb frugt af kirsebær, jordbær og brombær, lakrids, svampe og nøddekompot. Det er betagende og overbevisende, så dermed 95 point.

Forhandles af American Wine, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2022 Grounded Wine Co, Landform Pinot Noir, Oregon, USA

2022 Grounded Wine Co, Landform Pinot Noir, Oregon, USANæste Oregon Pinot Noir var virkelig spændende … en 2022 Landform Pinot Noir fra et nyt projekt kaldet Grounded Wine Co startet af Josh Phelps, der nærmest er vokset op med vin.

Josh Phelps er nemlig søn af Chris Phelps, som startede sin vinkarriere på Petrus og har efterfølgende lavet 12 årgange på Dominus Estate i Napa Valley.

I dag arbejder Chris som vinmager på sit eget projekt Ad Vivum, samt på Inglenook, men hjælper derudover Josh med sine vine på det projekt, som Josh er starten og ligger i  St. Helena i Californien, men laver vine på opkøbte druer fra marker i både Californien, Oregon samt Washington State

Grounded Wine Co laver vinen i serierne Grounded, Space Age, Collusion, Landform, Steady State og Public Radio. Her smagte vi så en 2022 Landform Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra Willamette Valley og efter høsten blev klaserne sorteret og druerne afstilket forsigtigt før en 3 dages kold iblødsætning. Så er gæringen sket alene med druernes egne gærceller og løbende overpumpninger.

Efter endt fermentering er vinen lagret omkring 8 måneder i rustfrie ståltanke og neutrale franske egetræsfade inden aftapning på flaske og endelig frigivelse.

Det dufter både animalsk og landligt at sødlig stald … dufter faktisk ret fantastisk og der er godt med umamiagtige noter af gammelt træ og nødder suppleret med jordbær, kirsebær, hindbær, sød lakrids og søde krydderier, violer, mælkechokolade og så lige nogle let reduktive noter med en anelse svovl.

Smagen er meget ren, klar og stringent med ribs, rabarber, hindbær samt grønne jordbær, men selvom frugten er mere syrlig, så har den også både sødme og kant samt en tør rank syre. Tanninerne er bare silkebløde og venlige … smager rasende godt. 94 point.

Forhandles af American Wine, hvor en flaske koster 319 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2021 Illahe Vineyards, Pinot Noir, Oregon, USA

2021 Illahe Vineyards, Pinot Noir, Oregon, USAResten af aftenen stod den så på Oregon Pinot Noir og vi skulle igen til Brad Ford på Illahe Vineyards og smage hans 2021 Pinot Noir.

Druerne er høstet i hånden og derefter afstilket, hvilket primært sker maskinelt.

ringen sket spontant alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er den så lagret i 10 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 10 % er nye fade.

Hos Illahe Vineyards forsøger man, at lave vinen så naturligt som muligt, bl.a. er den aftappet med kun 28 ppm fri SO2 aka svovldioxid og det er langt under grænsen på 150 ppm.

Dejlig duft … der er cedertræ, blæk, grafit, lakridsrod og en frugt af lyse og småsure kirsebær, jordbær og hindbær suppleret med noget gazebind og mynte … har en fin kølig stil.

Smagen er saftig, men er også lidt urtet i stilen. Der er frisk, sødlig samt imødekommende frugt af kirsebær, jordbær og hindbær, godt med syre, meget slank og har noget tørv, tjære, kul og denne tørre, sortmineralske smag, der kan virke lidt rustik. 92 point.

Forhandles af American Wine, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5/7