Lidt udenfor nummer var første vin på Tenuta Castelbuono ikke en vin fra Montefalco området, men denne Perlé Bianco Riserva spumante fra Ferrari Trento … Lunelli familiens gamle spumantehus i Trento.
Som nævnt i mit indlæg om besøget på Tenuta Castelbuono er Ferrari Trento grundlagt i 1902 af Giulio Ferrari, som var en pioner og den første til at plante Chardonnay i stort omfang i Italien med det mål af lave mousserende vine, som kunne matche de store champagner fra Frankrig.
Giulio havde ingen børn, så da han kom op i årene solgte han i 1952 Ferrari til Bruno Lunelli, som på det tidspunkt drev en lille vinforretning i Trento. Bruno havde samme store passion som Guilio og formåede at øge produktion uden at sænke de høje kvalitetsnormer.
Derefter var der Brunos 3 sønner Franco, Gino og Mauro, der overtog driften, men i dag drives Ferrari af 3. generation af Lunelli familien, nemlig Marcello, Matteo, Camilla og Alessandro. Jeps, det er dem på billedet ovenover.
Ferrari Trento har omkring 120 hektar vinmarker, alt dyrket økologisk og har en samlet produktion på knap 1 million flasker vin årligt. De har et kæmpe topmoderne produktionsanlæg i Trento og ejer derudover Villa Margon … et stort slot fra det 16. århundrede, den 2-stjernede Michelin restaurant Locanda Margon og en række vinebarer under navnet Ferrari Spazio Bollicine.
Det er et vinhus, som har spillet en stor rolle i den italienske historie om vin … ja faktisk i hele verdenshistorien. Således er husets spumanter blevet serveret ved G8-topmøder, adskillige præsidentbesøg, ved middage i Det Hvide Hus og i Downing Street samt brugt, når det italienske fodboldhold har sejret ved store turneringer.
Det er ikke kun på den politiske scene og i sportsverdenen, huset har markeret sin position. Også i vinens verden er det suverænt indenfor sin klasse, og Ferrari Trento er da også markeret med en stjerne i Gambero Rosso, hvilket betyder, at huset har modtaget de eftertragtede 3 glas mere end 10 gange.
De mousserende vine hos Ferrari Trento er opdelt i forskellige serier, The Classic Line, The Maximum Line, The Perlé Line, The Reserve Line og endelig The Gran Cuvée Line.
The Perlé Line består af 4 spumante vine, en almindelig Perlé, en Perlé Rose Riserva, en Perlé Nero Riserva og denne Perlé Bianco Riserva.
Det er en slags Blanc de Blanc … altså lavet 100% på Chardonnay. Druerne til Ferrari Perlé kommer fra nogle af husets bedste vinmarker og vinificeres med en særlig omhu, som ellers kun ses i champagnedistriktet, når champagnehusene fremstiller deres prestigecuvéer.
Druerne håndhøstes med et udbytte mellem 2,2-2,8 kg druer pr. stok. Når druerne ankommer til vineriet, presses de nænsomt og kun 60% af mosten udvindes. Derefter foretages en førstegæring på rustfrie ståltanke og en andengæring på flaske. Vinen får som i de bedste champagnehuse lov til at lagre rigtig lang tid … hele 8 år før den degorgeres og frigives til salg.
Den dufter bare sindssygt godt … vilde urter, svag citron, kvæde og lidt toastbrød. Herlig aroma, som nærmest driller og pirrer din næse på den mest vidunderlige måde.
Smagen er blid med en fast smag af æbler, abrikos og er virkelig velsmagende. Dejlig tørt uden det bliver fort surt, men frisk og sprød. Flot.
Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, men har ikke lige fundet denne. Vil dog anslå, at prisen vil ligge omkring 375 kr.
Rating 5,5/7