2021 Weingut Spreitzer, Oestricher Rosengarten Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Spreitzer, Oestricher Rosengarten Riesling GG, Rheingau, TysklandVi sluttede smagningen af vinene fra Weingut Spreitzer med den sidste Großes Gewächs Riesling og det var en 2021 Oestricher Rosengarten Riesling Großes Gewächs.

Oestricher Rosengarten er en gammel monopol Große Lage mark, der ligger omkranset af gamle barokke mure. Marken har en undergrund med kalksten og ler.

Druerne høstes i hånden, hvorefter de presses blidt og så gærer mosten på eichenholz stückfässern. Efter endt fermentering lagrer vinen på nye barriques og den har 5,8 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Duften er lidt i samme liga som foregående … der er godt med nødder, mandler, æbler, pærer, fersken, mirabller, citroner, syltet lemon og urter, mens mineraliteten virker mere stenet.

Smagen er blød, syren virker blød og smagen er tæt, cremet, smooth og frugten er let sødlig med æblesaft, fersken, grillet lemon og noget kandiseret grape, stenet og saltet mineralitet … stor i frugten, meget elegant og helstøbt. 94 point.

På vingården koster en flaske 31€ … svarende til 231 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Spreitzer, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Spreitzer, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling GG, Rheingau, TysklandNæste Riesling Großes Gewächs i vor lille smagning hos Weingut Spreitzer blev en 2021 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Großes Gewächs.

Große Lage marken ligger lige mellem Hattenheim og Erbach. Sammen med to andre marker som Erbacher Marcobrunn og Hattenheimer Nussbrunnen er beliggenheden en af ​​3 berømte marker ved brønde i Rheingau og Wisselbrunnen regnes også som en af ​​de mest berømte vinmarker i Tyskland. Den har en syd-sydvest eksponering og undergrund med kalksten, mergel samt kvartsit … jorden har en høj vandlagringskapacitet, som sikrer, at druerne modnes jævnt selv i de tørreste år.

Druerne høstes omhyggeligt med håndkraft, derefter presses de blidt og så gærer mosten på eichenholz stückfässern aka barriques og efter fermentering er vinen så lagret på nye barriques og den har 4,8 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Duftmæssigt har vinen masser af lækkerier … der er petroleum, nødder og virker faktisk meget inderlig, tæt og koncentreret og har frugt af fersken, gule æbler, melon, syltede citroner og en kalket mineralitet og sødlige urter.

Smagen er ganske blød, domineret af enorm koncentration, stor kompleksitet og fin mineralitet. Den er utrolig cremet og har stor frugt af æbler, fersken, grillet lemon og kandiseret grape samt en kalket og saltet mineralitet. 94 point.

På vingården koster en flaske 34€ … svarende til 253 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Spreitzer, Mittelheimer St. Nikolaus Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Spreitzer, St. Nikolaus Riesling GG, Rheingau, TysklandHos Weingut Spreitzer smagte vi derefter lige 3 GG’er aka Rheingau Großes Gewächs vine i streg og alle i samme årgang 2021. Første på skafottet blev deres Mittelheimer St. Nikolaus Riesling Großes Gewächs.

Mittelheimer St. Nikolaus marken ligger sydvendt og kun 150 meter fra Rhinen. Marken har oprindelig været ejet af en lokal kirke og har sit navn efter en gammel sandstensstatue af helegen Sankt Nikolaus, som står i den øvre udkant marken.

Rhinen lige nedenfor marken er der meget bred … fungerer lidt om en varmereservoir og giver samtidig vinstokke mere ​​solstråling. Så derfor starter spiring og blomstring altid et par dage tidligere og giver mulighed for en længere modningsperiode.

På marken er de fleste vinstokke over 60 år gamle og marken er selvfølgelig under VDP klassificeret som værende en Große Lage mark og i dag har flere producenter parceller på marken. Udover Weingut Spreitzer er det bl.a. Weingut Peter Jakob Kühn og Weingut Reitz samt nogle stykker mere.

Druerne høstes omhyggeligt med håndkraft, derefter presses de blidt og så gærer mosten på eichenholz stückfässern aka barriques og efter fermentering er vinen så lagret på nye barriques og den har 5,8 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Sikke en duft … der er virkelig så luftig, æterisk og let … der kommer noget petroleum, komplekse krydderier og urter med en kølig frugt af gul frugt … gule æbler, pærer og fersken. Man fornemmer en frisk, fyldig og meget aromatisk vin, der både besidder sødme, fedme, syre samt god saftighed … lækker aroma.

I munden er Mittelheimer St. Nikolaus rund, fyldig, kraftig samt meget udtryksfuld … cremet og smelter nærmest i munden. Der er både grønne æbler, citroner og kandiseret lemon, et smuk strejf af restsødme, mineraler, dybde, urter … virkelig smooth og alligevel med dette kølige og friske bid … bedste vin vi smagte hos Weingut Spreitzer, så dermed 95 point.

På vingården koster en flaske 31€ … svarende til 231 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Klosterberg Alte Reben Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Klosterberg Alte Reben Riesling, Rheingau, TysklandIgen var næste vin hos Weingut Spreitzer en søster til foregående vin, for det var nemlig også en Alte Reben vin … deres Oestricher Klosterberg Alte Reben Riesling årgang 2023.

Oestricher Klosterberg er en Erste Lage mark, men jeg har ikke så mange oplysninger om selve marken … udover at Weingut Peter Jakob Kühn også har nogle parceller på den.

Jordbunden på marken Oestricher Klosterberg er præget af Taunus kvartsit og forvitret kvartsitbjergart. Der kommer om natten kølige vinde ned fra den nærliggende mark Hallgarter Zange, hvilket giver en langsommere modning af druerne på vinstokkene.

Ellers er vinen lavet fuldstændigt som den foregående Oestricher Doosberg og vinen har 5,60 gram restsukker pr. liter, hvilket også er næsten samme niveau.

Duftmæssigt virker Oestricher Klosterberg mere eksplosiv, godt med dybde og en aroma af urter og krydderier. Frugten er lemon og masser af æblesaft, modne gule blommer, mirabeller og måske lidt fersken … virker til at være ret saftig.

I munden har vinen en nærmest legendesyre og er meget frisk, hvilket giver vinen struktur og charme. Den virker let perlende og har godt med æblemost, syltede citroner, lemon og citronskal. Den er saftig, stor, fyldig og cremet, mens finalen er lang og livlig. 92 point.

Vinen koster 16,90€ på vingården … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Doosberg Alte Reben Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Doosberg Alte Reben Riesling, Rheingau, TysklandMed næste vin i det moderne vinothek hos Weingut Spreitzer røg vi et niveau op, for det var en 2023 Oestricher Doosberg Alte Reben Riesling.

Vinen er ikke en Großes Gewächs, men Riesling druerne kommer dog fra gamle stokke på Große Lage marken Oestricher Doosberg.

Druerne er høstet ved optimal modenhed og med håndkraft og efter ankomst til vinhuset er de presset. Derefter er gæringen sket i store egefade … doppelstückfässern og dér er vinen også lagret efter afslutningen af fermenteringen. Vinen har 6,1 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er vinen klart federe og mere opulent … der er mere nødder og frugten er nærmest kandiseret citron og lemon suppleret med fersken, pærer, syltede æbler, toast og franske croissanter … det dufter ret lækkert.

Smagen er også fyldigere, federe og mere cremet … der er mere dybde, æblemost og kryokoncentreret æblesaft, syltede citroner og kandiseret lemon … har lidt saltet mineralitet og en anelse frembrusende. 91 point.

Vinen koster 16,90€ på vingården … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Weingut Spreitzer, Hallgarten Buntschiefer Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Spreitzer, Hallgarten Buntschiefer Riesling, Rheingau, TysklandNæste Riesling hos Weingut Spreitzer var søstervinen Hallgarten Buntschiefer Riesling, som vi også smagte i årgang 2023 og er ligeledes en Ortsriesling.

Riesling druerne kommer her fra nogle af de højeste beliggende vinmarker ved Hallgarten, hvor jorden er rig på farvet skifer samt kvartsit sten, der bidrager med masser er mineralitet.

Som den foregående vin, er denne også alene lavet i rustfrie ståltanke, hvor den så også er lagret en periode.

Der er lidt mere rustik bulder over denne Hallgarten Buntschiefer end hos foregående søstervin, virker mere maskulin og i næsen er det mere nøddet sammen med frisk mineralitet og en frugt, hvor der både er æbler, fersken lidt ananas og ellers citroner.

Syren er også smagsmæssigt mere maskulin … det gælder sådan også frugten, der er mere solid, stærk og atter er det pærer, æbler, æblemost og det er med en vis sødme. 90 point.

Vinen koster 12,40€ på vingården … svarende til 92 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Muschelkalk Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Muschelkalk Riesling, Rheingau, TysklandEgentlig smagte vi først en Gutsriesling hos Weingut Spreitzer, men den vin fik jeg hverken foto eller skrevet noter på, men det gjorde jeg på denne 2023 Oestricher Muschelkalk Riesling.

Druerne til vinen kommer primært fra vinstokke på de to marker Lenchen og Doosberg i Oestrich og vinen er alene lavet i rustfrie ståltanke, hvor den så også er lagret en periode.

Duftmæssigt er det en frisk, kølig og luftig vin, der er let, inderlig, har en kalket mineralitet, lidt blomster samt en rigtig blød frugt af pærer og gule æbler, lidt søde krydderier … meget tilgængelig.

I munden har vinen godt med smag … livlig, frisk og alligevel ret solid  med æblesaft, æblemost, sød grape og lemon. Der kommer igen lidt kalkede og saltede mineraler … fin syre, ren og krisp. 91 point.

Vinen koster 12,40€ på vingården … svarende til 92 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Besøg hos Weingut Spreitzer … flink & afmålt i det moderne vinothek

Efter besøget hos Weingut Solveigs samt en lille frokost midt i Geisenheim, så gik turen derefter til Weingut Spreitzer eller mere korrekt Weingut Josef Spreitzer i Oestrich-Winkel.

Det blev nu lidt et antiklimaks … for nu var den charmerende og beskidte kælder skiftet ud med et moderne og stilrent vinothek og i stedet for en begejstret Gaby Heinemeyer, så mødte vi en sød, flink og smuk ansat, som dog ikke fortalte meget om huset eller vinene .. mere sådan med afmålt kølig eller genert distance.

Nu var vi jo også 8 tørstige vinnørder, så vi var måske heller ikke verdens nemmeste publikum, men vi var nu oprigtigt interesserede i vinene og kom da også igennem 7-8 forskellige af slagsen.

Selvom vor smagning allerede hjemmefra var aftalt med Mareike Spreitzer, så var Weingut Spreitzer ikke klar på vores besøg … faktisk virkede det flotte vinothek lidt lukket, men vi fandt dog indenfor, fik os bænket og vor værtinde fandt lidt glas frem og spurgte, hvad vi ville smage?

Det bekræftede også blot, at de ikke virkede særlige klar til vores besøg og smagning … totalt anderledes end vor netop gennemførte besøg. Vi fik heller ikke så hverken vinkælder eller vingården i det hele taget, selvom vi have skrevet om det på mail op til besøget.

Weingut Josef Spreitzer

Weingut Spreitzer … eller Weingut Josef Spreitzer holder til på Rheingaustraße i byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim.

Familien Spreitzer har været vinbønder siden 1641 og husets gamle vinkælder med hvælvet loft er da også bygget helt tilbage i 1743 og er ideel for opbevaring af husets vine. Siden 1997 har det været brødrene Andreas og Bernd Spreitzer, som driver vinhuset.

Weingut Spreitzer har samlet 21 hektar vinmarker og producerer næsten udelukkende vine på Riesling.

De bedste marker er Oestricher Jesuitengarten, Oestricher Wisselbrunnen samt Oestricher Doosberg. Derudover har man også parceller på Eiserberg, Eiserweg, Hölle, Pfaffenpfad, Rosengarten og St. Nikolaus.

Omkring 97% af produktionen er således klassisk Riesling og de sidste 3% er Spätburgunder. Vinene laves i dag i store rustfrie ståltanke, men lagrer enten på store egetræsfade eller i ståltanke, og ved gæring anvendes alene druernes naturlige gær.

Som ægte VDP medlem er vinene opdelt i  Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage samt Grosse Lage.

Vinsmagningen

Da vi fortalte, at vi gerne ville smage lidt forskelligt af deres Riesling vine, så kom vor søde værtinde med vinene … sådan en efter en, men hun fortalte ikke så meget om vinene.

Vi kom dog igennem et felt, som endte med at se sådan her ud:

Vi smagte derudover faktisk også en rød Pinot Noir aka Spätburgunder, men jeg fik ikke taget foto af vinen og den var heller ikke noget af skrive hjem om … lidt for overmoden og sød, så den laver jeg ikke anmeldelse på.

Det skal jeg selvfølgelig nok gøre på de ovennævnte Riesling vin, så beskrivelser og anmeldelser følger i de kommende indlæg.

Som skrevet tidligere, så fik vi ikke set vinkælderen … så besøget sluttede lige så hurtigt, som det startede.

Vi fik dog efter smagningen købt lidt vine og slæbte dem med videre sammen med de vine, som vi også havde købt hos Solveigs.

2019 Weingut Karl H. Johner, Bischoffinger Steinbuck Pinot Noir, Baden, Tyskland

2019 Weingut Karl H. Johner, Bischoffinger Steinbuck Pinot Noir, Baden, TysklandJeg har før skrevet, at Karl Heinz Jophner har et højt og hjertelig skraldgrin, som bare smitter. Men med denne 2019 Bischoffinger Steinbuck Pinot Noir er der ikke noget at grime af … det er bare seriøs og tossegod vin.

Den store og altid muntre Karl Heinz har jeg selv oplevet på et besøg på vingården. Det kan du læse mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen.

Pinot Noir druerne til denne vin kommer fra vinstokke med nogle burgundiske kloner plantet i år 2000 på den 3 hektar store Große Lage mark Bischoffinger Steinbuck, der ligger helt øverst på den sydvendte skråning og har en jordbund med vulkansk forvitring

Det med de franske kloner stammer måske fra, at Karl altid har haft Bourgogne som en klar reference.

Beliggenheden sikrer god ventilation og dermed sunde druer, som igen skaber ekstremt fyldige druer og kraftfulde og mineralske vine, men kræver også løbende udbyttereduktion.

Der foretages således grøn høst, hvor halvdelen af druerne fjernes. Alt høstet i hånden, og druerne gærer på eget skind i 4 uger, hvorefter vinen lagres 12 måneder på 225 liter egetræsfade.

Uha det dufter godt … men allerede inden, er du blevet i godt humør af den lyse, transparente teglfarve i glasset. Duften er sødlig, landlig, animalsk hestestald, masser af sødlig fadpræg og frugten er lidt søde jordbær, der næsten brister af saftighed suppleret med kirsebær og blommer. Der er en hel plade mælkechokolade, vanilje, sød tobak, light roast kaffebønner, garvet læder, røg og kryddernelliker.

I munden er det også et kinderæg … men der er mere end 3 ting, hvor du får masser af smoothness i overflod. Der er saftige jordbær, bløde kirsebær, blommer, lidt peber, røg og træet kan også mærkes. Det er en saftig, lys, let og læskende vin, der bare smager eminent godt, har denne Johner venlighed og varme … lidt som at besøge vingården og her er selv tanninerne venligt om end tydelige, så det er mest peber samt krydderier, der kommer frem.  Det er bare sådan en vin, som Houlberg bare knuselsker … tossegod og 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 342 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Domaine Famille Paquet, Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Famille Paquet, Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs, Bourgogne, FrankrigMâcon ligger jo i den sydlige del af Bourgogne og tæt ved Pouilly Fuissé og Mâcon på Rue des Valanges ved foden af klipperne​​Solutrés og Vergissons ved byen Davayé finder vi Domaine Famille Paquet, hvorfra jeg nu smager en 2023 Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs.

Historien om Domaine Famille Paquet startede i 1980, hvor de to ægtefolk Jocelyne og Michel Paquet grundlade Domaine des Vallanges i Davayé med oprindeligt 6 hektar vinmarker, som dog løbende blev udvidet med nye erhvervelser.

De videregav dog senere driften til deres 3 sønner Jean-Baptiste, Mathieu og Camille Paquet, som også havde ambitioner og udvidede ejendommen … i 2014 med erhvervelse af en 2 hektar stor ejendom i Solutré-Pouilly … hovedsageligt i Pouilly-Fuissé appellationen.

Samme år opkøbte brødrene også 10 hektar i Mâcon-appellationen, hvilket udvidede sortimentet og et par år senere i 2016 overtog de tre sønner også en 12 hektar stor familieejet vingård, men det var først i 2019, at reelt lagde alle erhvervelserne sammen og skabte Domaine Famille Paquet.

I dag har man således samlet set 30 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 50 parceller, der ligger i appellationerne Mâcon-Villages, Saint-Véran og Pouilly-Fuissé. Familie havde allerede året før i 2018 startet med omlægning af markerne til økologisk drift og vinhuset blev certificeret i 2021.

Det er Camille Paquet, der står for administration af vinmarkerne og laver vinene, mens Mathieu & Jean-Baptiste står for markedsføring og salg af vinene.

Her smager vi huset basis Mâcon-Villages, som Camille har kaldt Nos Cinq Terroirs … de 5 terroirs og det skyldes, at alle Chardonnay druerne til vinen kommer fra marker ved de 5 landsbyer Cruzille, Lugny, Prissé, Loché og La Roche-Vineuse … 80% i den nordlige del af Mâconnais og 20% i den sydlige del.

Vinstokkene på disse marker er plantet mellem 1929 og 2015 …efter høst er druerne presset blidt, hvorefter gæringen er sket i ståltanke og der får vinen også malolaktisk gæring. Der er slet ikke brugt træ i vinifikationen, så lagringen er blot sket sur lie i ståltankene.

Hvor dufter den godt … blød, parfumeret, blomsterrig og alligevel noget afdæmpet med en hvid, blød frugt af fersken, honningmelon, pærer, dåsepærer, mango, ananas, smør, honning, søde krydderier, virker saftig og læskende.

Uhmmm hvor er det blød, cremet og mundsmeltende … alt er pænt, poleret, afpudset, glatslebent og lækkert. Det er en vin, som alle vil synes om, for det vandkæmmede hår sidder rigtigt med en sødlig og venlig side. Syren er også blød, medgørlig … frugten mest dåsepærer, honningmelon og fersken … måske endda lidt flere eksotiske frugter og dermed bliver det frugtmos for voksne … smager rigtigt godt, så samlet 92 store point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger