Tag-arkiv: Bourgogne

2016 Domaine Lucien Boillot & Fils, Gevrey-Chambertin Les Evocelles, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Lucien Boillot & Fils, Gevrey-Chambertin Les Evocelles, Bourgogne, FrankrigDer kom mere fra samme skuffe … men denne langt mere sammenhængende og delikat. Det var en 2016 Gevrey-Chambertin Les Evocelles fra Domaine Lucien Boillot & Fils.

Lucien grundlagde sit vinhus i Gevrey-Chambertin i 1950, hvor han startede med at købe sine første marker i nord for Beaune i Côte de Nuits.  Senere arvede Lucien marker i Volnay og Pommard syd for Beaune.

I dag er det Luciens søn Pierre Boillot – og i øvrigt fætter til Henri Boillot – som driver vingården med dens 7 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 16 appellationer, bl.a, er det Gevrey-Chambertin, Nuits-Saint-Georges, Pommard, Volnay og Puligny-Montrachet.

Familien Boillot har lavet vin i 6 generationer og alt sker klassisk med gæring i egetræsfade, hvoraf maksimalt 30% er nye fade. Alle druer håndhøstes, høstudbyttet er begrænset og der anvendes kun vildgær. Typisk varer fadlagringen mellem 16 og 18 måneder. Vinene flaskes efter tyngdelovens principper og tappes ufiltrerede.

Denne 2016 Gevrey-Chambertin Les Evocelles er lavet med Pinot Noir druer fra enkeltmarken Les Evocelles, der er nabo til 1er Cru  marken Champeaux og nyder godt af den samme kalkholdige undergrund.

Det er ikke helt klart, hvorfor Les Evocelles ikke blev klassificeret som 1er Cru, men det er formentlig på grund af vinmarkens høje beliggenhed, hvilket giver køligere meget kølige vine.

I næsen virker frugten mere mørk, kølig og dyb … det er jordbær, hindbær, tranebær og virker samtidig mere kødfuld, har noget røget flæsk, lidt nødder, umami noter med skovbund suppleret med friske blomster, fennikel og et utroligt diskret fadpræg med lakrids, vanilje og kanel.

Smagen er let, elegant og satans flot skruet sammen … lidt mørkere end forventet, men sammen med jordbær, hindbær og tranebær, så kommer der også noget lemon og citron, som giver vinen en stram og præcis syre … der er sgu krop og sjæl i vinen, lidt urter og lidt krydderier, så samlet 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 689,95 kr., mens prisen er 575 kr. ved køb af 6 flasker,

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Domaine Jean-Marc Bouley, Volnay Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jean-Marc Bouley, Volnay Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte i Frankrig og igen med mer’ burgundisk vin, for den næste vin var nemlig denne 2016 Volnay Vielles Vignes fra Domaine Jean-Marc Bouley, der holder til i udkanten af Volnay by.

Vinhuset har været drevet af familien Bouley siden 1919 og håndværket er gået fra far til søn gennem adskillige generationer, men det var reelt først i 1974, at man rigtigt startede med at sælge og markedsføre vinene i ejet navn.

Det var Jean-Marc Bouley, som efterfulgte sin far Christian, der igen havde overtaget vingården var grundlæggeren François Bouley. Men siden 2022 har det været Jean-Marcs søn Thomas, der har overtaget driften.

Han startede dog allerede 10 år forinden at arbejde sammen med sin far og de har passet i alt 8,8 hektar marker, der er fordelt på ikke mindre end 29 forskellige parceller.

Druerne til denne Volnay Vielles Vignes kommer fra 4 forskellige parceller ved foden af skråningen op mod Volnay by. Vinstokkenes gennemsnitsalder er omkring 50 år. Vinen lagrer 20 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 30% er nye.

Duften er ikke så Volnay fin, som jeg havde forventet … mere lidt beaujolaisagtig og så fanger jeg altså også noget prop. Vi smagte  5 mand høj vinen, men de andre mente ikke, at den havde prop. men det blev ved med at forfølge mig., Det er ikke voldsomt, for jeg fik fortsat lidt kirsebær, jordbær, ribs, noget svovl og ellers en god samt frisk syre, grafit og en grøn, kantet tone … og så lidt prop.

I munden er der også godt med syre med noget lemon, citron, hindbær, ribs og en totalt vild tørhed. Det blev ingen fin og sart elegantier, men i stedet kantet, tæt og let lukket. Det smager sgu da bestemt godt, men tror sgu fortsat, at den lige havde en snert og jeg landede da også moderat på 90 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 594,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 12 flasker,

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine Yves Boyer Martenot, Meursault les Narvaux, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Yves Boyer Martenot, Meursault les Narvaux, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte i samme spor … og så alligevel total different. Vi smagte vinene blindt, men mit første bud var Meursault og det var ikke det dårligste bud, for vinen var en 2020 Meursault les Narvaux fra Domaine Yves Boyer Martenot.

Familien Boyer-Martenot har siden 1945 ejet dette hus og Vincent Boyer har siden 2003 haft ansvaret for domænet.

Han er 4, generation på vingården, som han overtog fra sin far Yves og de har sammenlagt 10 hektar vinmarker i og omkring Meursault fordelt på ikke mindre end 18 lieux-dits, og deres største besiddelse finder man i Meursault på marken Narvaux.

90% af produktionen er hvidvine og al produktion foregår efter økologiske principper, dog har de ikke en decideret certificering, men det kan ændre sig indenfor en kort årrække. Siden 2018 har produktionen været 100% økologisk.

Denne Meursault les Narvaux er netop lavet med Chardonnay druer fra husets store vinmark og omkring 50 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med presning og efterfølgende gærring i egefade og efter endt fermentering er den laget på egefade, hvor 10% er nye fade og derefter er vinen lagret 6 måneder på leramfora krukker.

Duftmæssigt er det fed, faglagret burgundisk Chardonnay med lige åbnede dåsepærer, fersken, gule æbler, kandiserede citroner, brunet smør, tørrede nødder og nogle grønne noter samt et lidt kalket udtryk.

I munden er vinen fed, cremet og olieret … blød, blidt og smilende, således den nærmest smelter i munden. Det er bløde æbler, modne pærer, fersken, ananas, mandler, ristede hasselnødder, karamel samt kandiseret citronskal, lemon og virkelig imposant fyldig i munden, så dermed havner Houlberg på 95 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 395 kr. , mens den nye årgang 2021 koster 595 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Frédéric Cossard, Bigotes Bourgogne Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Frédéric Cossard, Bigotes Bourgogne Blanc, Bourgogne, FrankrigBigotes betyder knurhår, men hvorfor denne 2020 Bigotes Bourgogne Blanc fra Frédéric Cossard, der driver Domaine de Chassorney i Saint Romain i Bourgogne, hedder sådan, har jeg slet ingen anelse om.

Vinhuset blev grundlagt i 1996 af Frédéric Cossard og er kendt for sin tilgang til biodynamisk vinproduktion og for at fremstille vine med minimal intervention.

Frédéric havde forinden gennem mange år arbejdet i mejeriproduktion og senere som courtier, der er en slags mellemmand, der formidler kontakten mellem vinbønder og négocianthuse, hvilket også har givet ham et stort  netværk, hvor han har opbygget et mangeårigt tillidsforhold til de bønder, som han i dag køber druer fra.

For Frédéric har nemlig på Domaine de Chassorney har ikke selv mange egne vinmarker, så i stedet køber Frédéric Cossard druer fra små, biodynamisk dyrkede parceller rundt omkring i Bourgogne.

Han fokuserer primært på at arbejde tæt sammen med vinbønder for at sikre, at druerne dyrkes og høstes med den højeste kvalitet og respekt for miljøet. Cossard er lidenskabelig omkring at udtrykke et lokalt terroir i sine vine og håndterer vinifikationen med omhu og omhyggelig opmærksomhed på detaljer.

Det sikrer ham kontinuitet fra år til år og druer af uhørt høj kvalitet. Fred er desuden oprindeligt uddannet inden for mejeriproduktion og har taget præcisionen og hygiejnestandarderne fra dette fag med sig ind i vinproduktionen i bestræbelserne på at lave vin helt uden brug af svovl.

Denne 2020 Bigotes Bourgogne Blanc er på ren Chardonnay fra 40 år gamle vinstokke fra marker i Puligny-området i Bourgogne, der så drives efter principperne om bæredygtigt landbrug og respekt for terroiret, med fokus på det højeste. druernes kvalitet.

Druerne høstes i hånden og omhyggeligt udvalgt direkte i vingården, gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller og efter gæringen er vinen lagret på nye barriques i maksimalt 3 år.

I glasset er vinen nærmest grumset og det dufter sgu også af naturvin med et kridtet og kalket udtryk, svedig bondemandsved, øko og bio-noter, blomstervand, lakrids, fennikel, stikkelsbær og pære, lakridskonfekt, vanilje … så man fornemmer klart fadet.

Smagsmæssigt har vinen en frisk, grøn og urtet syre, ren, bitter med stor saftighed. Den er proppet med citroner, lemon, grape … en saltet grape … har virkelig frisk citronbid. Mange vil nok ikke gætte, at det er en Chardonnay, for det er en rank, syrlig, vild og forfærdelig charmerende vin, som jeg omgående blev vild med. 95 point.

Importør er Lieu-dit, hvor en flaske koster 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, FrankrigJeg fortsatte med en Veuve Ambal Crémant de Bourgogne i samme boldgade, men nu uden Aligoté druen, for vinen er en Non Vintage Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut.

Også her kommer alle druerne fra nogle kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i skånsom pneumatisk vinpresse, så kun det fineste ”first press” most finder vej til vinen.

Basisvinen har gæret på ståltanke inden andengæring på flaske i et sted mellem 14-24 måneder sur lie.

I næsen virker Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut lidt finere, blidere og mere feminin end foregående. Det dufter vildt lækker og man får faktisk lidt associationer til hvid burgundisk vin, for frugten er pærer, fersken og modne æbler, lidt ristede hasselnødder og en lidt smøragtig med intensitet og vaniljeagtige elementer.

Det er smagsmæssigt et fint brus, der også virker lysere og mere kvindelig, men igen er det umodne grønne æbler, citroner, limefrugt og atter kommer der hurtigt en lidt kalket mineralitet, Der er virkelig god syre og samlet er der sgu ikke meget, som vender forkert og så bliver jeg omgående glad … og napper et glas mere.92 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagt Crémant de Bourgogne fra Veuve Ambal, der bare laver skønne mousserende bobler og går rigtig champagne i bedede, så her smager jeg deres Non Vintage Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut.

Veuve Ambal af grundlagt i 1898 af Anne Marie Ambal. Da hendes parisiske ægtemand og bankmanden Antoine Emile Ambal døde, så flyttede hun tilbage til hendes fødeby Rully, hvor hendes bror stadig boede, var købmand og handlede med Bourgogne vine.

På dette tidspunkt var champagnemetoden ny … og Anne Marie havde forudset dens fremtidige popularitet, hvorfor hun besluttede sig for at skabe sin egen maison aka vinhus med produktion af både hvide og røde mousserende vine.

Hun høstede stor anerkendelse for sine mousserende vine og Maison Veuve Ambal blev hurtigt anerkendt som specialister i Crémant de Bourgogne og har siden var et referencepunkt for crémanter fra Bourgogne.

I den er det Anne Marie Ambals tiptipoldebarn Aurélien Piffaut, der som 6. generation siden 2010 har stået i spidsen for vinhuset, der i dag råder over omkring  250 hektar vinmarker fra 6 forskellige burgundiske domæner.

Her arbejder de konstant på at optimere kultiveringen af deres marker med høje kvalitetsstandarder og med stadig flere af deres marker, som bliver certificeret økologisk. I 2005 iværksatte familien en kæmpe udvidelse af produktionsfaciliteter og lagerkapacitet og flyttede efter mere end 100 år i Rully tættere på Beaune.

Denne Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut er lavet på et mix af Chardonnay og Aligoté, der høstes fra kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i en skånsom pneumatisk vinpresse, så kun den mest delikate most af druernes førstepresning finder vej til det færdige blend. Basisvinen gærer frugtbevarende på ståltanke, inden andengæring på flaske i minimum 18 måneder sur lie.

Meget lækker og umiddelbar duft … det er formfranskbrød, croissanter, pærer, æblemost, fersken og honningmelon. Der er lidt sødme, gærede noter og ellers godt med blomster, meget sommerlig og frisk som en elverpige med fletninger i håret.

Det er godt brus, som dels har grønne, lidt umodne æbler og noget citrus, men også en vis sødme samt en kalket mineralitet. Man kan nærmest smage, at Aligoté druerne giver et grønt syrebid. Boblerne ebber hurtigt ud og så kommer er en lille lemonagtig bitterhed, der dog også bærer en smule sødme. Det er lige det, som jeg denne dag på terrassen med høj sol har brug for, mens jeg venter på gæster, som helt sikkert vil være klar på et glas. 90 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Les Arvelets, Bourgogne, Frankrig

2013 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Les Arvelets, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagt 2013 Pommard 1er Cru vine fra vinkoncernen GCF Groups burgundiske brand Jean Gagnerot, men det har været fra markerne Les Rugiens og La Platière … men her smager jeg en fra 1er Cru marken Les Arvelets i samme årgang 2013.

Les Arvelets er en af de mindste Pommard 1er Cru vinmarker, men der er skam masser af producenter, som har parceller på marken som både Michel Rebourgeon, Jean Claude Boisset, Domaine, Manuel Olivier, A.F. Gros, Domaine Cyrot Bauthiau, Thierry V Guillemard og sikkert også nogle stykker mere.

Denne 2013 Pommard 1er Cru Les Arvelets er fra et lille restparti, som GCF Group har fået opstøvet og udgiver under Jean Gagnerot brandet … efter mere end 10 år på fad og flaske .

Vinen er laver først med en indledende koldmaceration, hvorefter vinen har gæret i temperaturstyrede ståltanke med jævnlige punch downs og overpumpninger. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 228 liters egefade fra Vogeserne, heraf er 40% helt nye fade, mens resten er 1-3 år gamle.

Herlig aroma … sådan en blanding af en mørk og moden Pinot Noir, gammelt ædeltræ, mahogni, teak og skovbund. Frugten er jordbær, kirsebær, hindbær og lidt mørkere bør. Det er lidt flæsk, chokolade, kanel, vanilje og kakao … alt virker blødt, rundt og poleret med en mørk klud., som giver dybde og intensitet.

Smagen er langt mere skinger … frugten klart lysere med mere strenghed og mere frisk. Der er hindbær, ribs, granatæbler, lemon og citron … godt med lemon bitterhed suppleret med lidt grønne noter, vild syre og lyse, tørre og iltre tanniner, der giver tørhed, som lige samlet giver godt med bid med en lille grøn slagside. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Jean Gagnerot, Savigny-Les-Beaune 1er Cru Gravains, Bourgogne, Frankrig   

2019 Jean Gagnerot, Savigny-Les-Beaune 1er Cru Gravains, Bourgogne, Frankrig Jeg har før smagt Savigny-Les-Beaune fra det burgundiske brand Jean Gagnerot, men det har været deres 1er Cru Narbanton og 1er Cru Les Lavières, men nu smager jeg en 2019 Savigny-Les-Beaune 1er Cru Gravains.

Vinmarken Aux Gravains er en 1er Cru mark, der ligger
sydvendt eksponeret placeret i smørhullet mellem Les Lavieres og Aux Serpentieres.

Druerne er høstet med håndkraft og i vinkælderen behandlet på traditionel burgundisk manér med koldmacerering før gæringen, så farve og smag trækkes ud på skånsom vis. Daglige overpumpninger og nedstemplinger af drueskallerne sørger for give vinen maksimal
smagspower. Efter endt gæring er vinen lagret på franske egetræsfade, heraf 40% nye fade,

Duften er både lidt grøn og woody, der er ædeltræ, mahogni, teaktræ, lyse blommer, lyse kirsebær og jordbær. Frugten virker moden, blød med lidt skovbund, champignon, grankogler, et bundt roser og fra faglagringen også en smule chokolade og vanilje.

I munden er det fint, sart og blødt … har en frisk frugt med jordbær, hindbær, lidt ribs, citroner og lemon, hvilket giver liv og bid. Der er også en lys saftighed og en  svag frugtsødme. Det smager sgu godt og suppleres med let peber og et delikat, fint og sart tanninbid, så samlet lækker vin og 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Domaine Michel Caillot, Meursault le Limozin, Bourgogne, Frankrig  

2016 Domaine Michel Caillot, Meursault le Limozin, Bourgogne, Frankrig Jeg skulle forkæle nogle gamle kammerater, så jeg havde åbnet noget Meursault … og ikke bare hvilken som helst Meursault, men denne 2016 Meursault le Limozin fra Domaine Michel Caillot.

Det er en vin, som jeg har smagt før i årgang 2015 og er lavet med Chardonnay druer fra 35 år gamle stokke på topmarken Le Limozin, der grænser direkte op til et af  Meursaults mest berømte terroirs i form af 1er Cru Les Genevrières.

Vinen er lavet med gæring på egefade … spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter en malolaktisk gæring er vinen så lagret 18 måneder sur lie på 228 liter burgundiske fade, heraf 20% nye fade.

Sådan for pokker … fadtung,. fadfed, fadlækker og uimodståelig aroma med både ristede nødder, hasselnødder, Nutella, nougat og som med 2015’eren også skumfidusser i vaniljecreme samt en fed eksotisk frugt med ananas, abrikos, mango,  lidt dåsepærer og grillet citron. Det er den brede motorvej, for denne Meursault fylder og larmer fra start til slut, men jeg elsker det.

Smagen kan heller ikke holde sig midt på vejen, for den fylder, men det er på den fede måde med rabalder, støj og smørlækker larm, lidt røg, fedme og cremet med en grovsyrlig smag, godt med citroner, en smule syltede citroner og umodne grønne æbler. De giver vinen godt med syrlig bid, rygrad … faktisk så meget, så både englene klapper deres vinger sammen og det hviner i emaljen på tænder. Der er sgu svært ikke at blive begejstret … så det gør jeg … 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 949,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 799,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Closerie des Alisiers, Marsannay Blanc Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Closerie des Alisiers, Marsannay Blanc Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigAlle gange 3 … når vi nu allerede er ved Stéphane Brocard på Closerie des Alisiers, så napper vi da også lige hans 2018 Marsannay Blanc Vieilles Vignes.

Stéphane Brocard har jo netop sit vinhus Closerie des Alisiers i byen Marsannay og her kommer Chardonnay druerne fra gamle vinstokke plantet i den kalkholdige jordbund udenfor byen.

Druerne høstes og presses ved optimal modenhed, mens gæring er sker på ståltanke med temperaturstyring. Vinen er efter gæringen så lagret 15 måneder sur lie på egefade, hvoraf 15% er nye fade.

I forhold til de 2 foregående, så er der her ikke helt samme lethed, selvom det faktisk fortsat er fint, rent og elegant burgundisk med en lille smørfedme og bestemt ikke hverken bastant eller fadtung. Den har faktisk et ret lækker og frisk næse, hvor der kommer unge samt grønne pærer, fersken, æbler og svagt lidt nødder, ristet brød og vanilje.

Smagen er … fremragende … spiller, leger og danser på tungen med lys elegance. Det har selvfølgelig ikke samme kalkede fornemmelse, som de 2 foregående, men mere cremet, blød og samtidig blid, sart og fin som bare pokker. Der kommer udover de grønne pærer, æbler samt fersken også lidt citron, som giver denne elegante syre og overbevisende finesse. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 329,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 259,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7