2016 Domaine Lucien Boillot & Fils, Gevrey-Chambertin Les Evocelles, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Lucien Boillot & Fils, Gevrey-Chambertin Les Evocelles, Bourgogne, FrankrigDer kom mere fra samme skuffe … men denne langt mere sammenhængende og delikat. Det var en 2016 Gevrey-Chambertin Les Evocelles fra Domaine Lucien Boillot & Fils.

Lucien grundlagde sit vinhus i Gevrey-Chambertin i 1950, hvor han startede med at købe sine første marker i nord for Beaune i Côte de Nuits.  Senere arvede Lucien marker i Volnay og Pommard syd for Beaune.

I dag er det Luciens søn Pierre Boillot – og i øvrigt fætter til Henri Boillot – som driver vingården med dens 7 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 16 appellationer, bl.a, er det Gevrey-Chambertin, Nuits-Saint-Georges, Pommard, Volnay og Puligny-Montrachet.

Familien Boillot har lavet vin i 6 generationer og alt sker klassisk med gæring i egetræsfade, hvoraf maksimalt 30% er nye fade. Alle druer håndhøstes, høstudbyttet er begrænset og der anvendes kun vildgær. Typisk varer fadlagringen mellem 16 og 18 måneder. Vinene flaskes efter tyngdelovens principper og tappes ufiltrerede.

Denne 2016 Gevrey-Chambertin Les Evocelles er lavet med Pinot Noir druer fra enkeltmarken Les Evocelles, der er nabo til 1er Cru  marken Champeaux og nyder godt af den samme kalkholdige undergrund.

Det er ikke helt klart, hvorfor Les Evocelles ikke blev klassificeret som 1er Cru, men det er formentlig på grund af vinmarkens høje beliggenhed, hvilket giver køligere meget kølige vine.

I næsen virker frugten mere mørk, kølig og dyb … det er jordbær, hindbær, tranebær og virker samtidig mere kødfuld, har noget røget flæsk, lidt nødder, umami noter med skovbund suppleret med friske blomster, fennikel og et utroligt diskret fadpræg med lakrids, vanilje og kanel.

Smagen er let, elegant og satans flot skruet sammen … lidt mørkere end forventet, men sammen med jordbær, hindbær og tranebær, så kommer der også noget lemon og citron, som giver vinen en stram og præcis syre … der er sgu krop og sjæl i vinen, lidt urter og lidt krydderier, så samlet 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 689,95 kr., mens prisen er 575 kr. ved køb af 6 flasker,

Vinanmeldelse 5,5/7