Tag-arkiv: barbera

Barbera er en rød italiensk drue, som de fleste mest kender fra Piemonte, det lidt rustikke, bløde og hyggelig alternativ til vinene på Nebbiolo. Barbera er dog virkelig udbredt i hele Italien, hvor den er den 3. mest plantede druesort og Barbera er klart den mest plantede druesort i hele Piemonte regionen.

I Piemonte findes der endda 3 specifikke appellationer for Barbera, nemlig Barbera d’Alba, Barbera d’Asti og Barbera del Monferrato og det er netop i bakkerne omkring Monferrato, at man mener Barbera har sin oprindelse. Gamle dokumenter fundet i katedralen Casale Monferrato fra perioden 1246-1277 viser allerede dengang, at vinmarkerne var tilplantet med de bonis vitibus barbexinis aka Barbera.

På grund af en stor produktion har vine lavet på Barbera ikke altid haft ry for at være kvalitetsvine, men blev udbredt og populær, fordi den var nem at dyrke og samtidig kunne levere store udbytter.

Flere og flere – især meget anerkendte Barolo og Barbaresco producenter – har dog de seneste årtier taget druen mere og mere seriøst, hvorfor der i dag produceres virkelige flotte kvalitetsvine på Barbera.

Barbera har en meget dybrødt skal, som giver meget mørke vine, som er rige på syre, men uden megen garvesyre. Til gengæld giver den saftige, kraftige og krydrede vine.

2018 Sulin, Siné Barbera del Monferrato, Piemonte, Italien

2018 Sulin, Siné Barbera del Monferrato, Piemonte, ItalienMed næste Sulin vin er vi igen tilbage hos Barbera druen, for vinen er vinhusets 2018 Siné Barbera del Monferrato.

Vi er fortsat på Ausinet marken og vinen er – helt simpelt – også her alene lavet og lagret i rustfrie ståltanke.

Det er duftmæssigt også en lidt bondsk vin med Barberaens power og kraft. Det bliver mere elegant end Siné Dolcetto og frugten er mere dyb, tæt med mørke bær, sorte kirsebær, blommer, blåbær og lidt Amaretto likør, blæk og pænt mange krydderier.

Smagen er – som med søstervinen på Barbera – til den lidt lettere side, men her med en smule mere sødme, masser af frugt, tanniner, rustik syre, men samlet er vinen fint let, ganske blød, rund og ganske okay balanceret.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, hvor en flaske koster 77 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Sulin, Barbera del Monferrato, Piemonte, Italien

2016 Sulin, Barbera del Monferrato, Piemonte, ItalienSelvfølgelig laver Azienda Agricola Sulin også vin på Barbera … arbejdsdruen, som mange ikke tager alvorligt, men som kan give helt fantastiske vine … ofte med ganske lav garvesyre. Her smager vi Sulins 2016 Barbera del Monferrato.

Druerne til vinen kommer fra Giovanni marken, som ligger i 250 meters højde og faktisk udelukkende er tilplantet i år 2000 med Barbera. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og så efterfølgende lagret på flaske i 10 måneder.

Næsen er virkelig – på bedste måde – meget ren Barbera med god power, mørke og tørre bær, blommer, blåbær og bitre kirsebær, masser af krydderier, som vi altid finder i god Barbera.

Denne Barbera del Monferrato virker umiddelbart meget ren og kølig i udtrykket, fint balanceret uden at hverken frugten bliver for fed eller krydderierne for meget.

Egentlig også smagsmæssigt en god Barbera, som hælder en smule til den lettere side, hvilket jeg rigtigt godt kan lide. Der er okay syre, men ikke så mange tanniner, men i stedet masser af saftig, mørk frugt, en svag sødme og samlet giver det god balance. Det er sgu go’ Barbera, så Houlberg ligger lige mellem 4,5 og 5 fede rødvinsfingre med masser af drikkeglæde.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk og en flaske i årgang 2017 koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

NV Sulin, Spumante Rosè Naufragar, Piemonte, Italien

NV Sulin, Spumante Rosè Naufragar, Piemonte, ItalienI den lille by Grazzano Badoglio i Monferrato regionen i Piemonte finder vi Agricola Sulin, som jeres hårdtarbejdende vinblogger nu lige har testet 16 vine fra … startende med denne Non Vintage Spumante Rosè Naufragar.

Vinhuset Sulin er grundlagt tilbage i 1919 af Adriano Fracchia og har lige siden været drevet af Fracchia familien. De har samlet 22 hektar fordelt på markerne Vigneto Adriano, Ausinet, Giovanni, Giuseppe, Ornella, Polanello og Provino.

Det er i dag Mauro Fracchia, som sammen med sine sønner Fabio og Vittorio driver markerne efter bæredygtige principper og laver en lang række spændende vine, som er opdelt i en række serier.

Fra serien Le Bollicine, altså mousserende vine kommer denne Spumante Rosè Naufragar, som er lavet på 60% Pinot Grigio, 36% Chardonnay og 4% Barbera fra Ausinet marken ved Madonna dei Monti bjerget i omkring 350 meters højde.

Vinen er lavet ved, at druerne først gennemgår en let presning og derefter almindelig gæring i rustfrie ståltanke som en almindelig hvidvin. Den efterfølgende gæring sker ikke i flasken, men i autoklave over 6 måneder for at skabe boblerne.

Næsen er meget straight-forward, lyserøde bær, kirsebær, jordbær, blomster, men ikke så kompleks. Der er ikke samme dybde som en mousserende vin lavet efter den klassiske champagnemetode, men i stedet en mere fattig, neutral, bleg og afdæmpet aroma, som ikke gør det vilde væsen af sig.

Smagen er let, en smule flad med sødme, igen mere unuanceret og neutral. Syreniveauet er pænt lavt, hvilket gør vinen både saftig, letdrikkelig og lidt af en ukompliceret pleaser. Der er lyserød frugt, meget svagt et strejf af citroner, men der mangler lidt syre og mere bundtræk. Det er klart en tørstslukker til varme sommerdage på terrassen.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 3/7 

2017 Voerzio Martini, Barbera d´Alba Ciabot della Luna, Piemonte, Italien

2017 Voerzio Martini, Barbera d´Alba Ciabot della Luna, Piemonte, ItalienNæste vin fra Voerzio Martini var deres Barbera d´Alba Ciabot della Luna, hvor druerne kommer fra Voerzio Martinis lille parcel på Ciabot della Luna marken i 470 meters højde.

Ciabot della Luna ligger med en sydvendt eksponering … perfekt for solen og Barbera stokkene på marken er omkring 40 år gamle.

Vinen er gæret på rustfrie ståltanke, men lagret i omkring 12 måneder på en blanding af store gamle træfade og nye barriques. Der produceres årligt 10.000 flasker af denne enkeltmarks Barbera.

Næsen er tør, mørk og let blomstret, måske er det endda roser? Frugten er modne kirsebær samt blommer med en lille sødme, lidt vanilje med en lille syrlig peberet kant underneden … men ellers sidder alt, hvor det skal og alt er tøjlet pænt og sikkert.

I munden er vinen noget mere frisk end forventet ud fra duften, for frugten er syrlig, levende og dirigerende. Det høje syreindhold giver en meget direkte, frisk og rank vin, hvilket spiller godt sammen med den lidt mørkere frugt. Tanninerne er blide og får alene en lille birolle i skuepillet, mens syren og den friske frugt fortjent snupper hovedrollerne.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Conterno Fantino, Langhe Rosso Monprà, Piemonte, Italien

2016 Conterno Fantino, Langhe Rosso Monprà, Piemonte, ItalienFabio Fantino mente, at jeg også skulle smage hans Langhe Rosso Monprà … en lidt sjov vin, som er lavet på halv Barbera og halv Nebbiolo.

Druerne kommer fra Nebbiolo stokke fra år 2000 og Barbera stokke fra 1985 … høstet med et udbytte på 38-42 hektoliter pr. hektar. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og lagret på egefade. De to druesorter er vinificeret separat og er først blendet efter lagring … altså lige inden aftapningen på flaske.

Der er masser af syre, balsamiske olier, klart rustik og selvfølgelig mørkere i frugten end de forrige vine. Der er pænt med krydderier, urter, kaffegrums og stor tørhed. Smagsmæssigt er vinen – efter de elegante Barolo’er – en ordentlig mundfuld med masser af power, peber, fantastisk rund og fed.

Forhandles af Philipson Wine, men denne er ikke i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 26,50€ … svarende til 197 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Conterno Fantino, Barbera d’Alba Vignota, Piemonte, Italien

2017 Conterno Fantino, Barbera d’Alba Vignota, Piemonte, ItalienJeg skulle selvfølgelig også smage Conterno Fantinos Barbera vin, som de kalder Barbera d’Alba Vignota. Jeg smagte vinen i en årgang 2017.

Druerne til Barbera d’Alba Vignota kommer fra vinstokke, som er plantet imellem 1980 og 1998 og høstet med et udbytte på 49-56 hektoliter pr. hektar.  Druerne kommer fra 5 forskellige parceller og for hver mark sker vinifikationen separat og er først blandet efter endt malolaktisk gæring. Fermentering og maceration sker i ståltanke over 8-10 dage, hvorefter vinen lagrer på egefade i 8-9 måneder. Der laves årligt 30-35.000 flasker af denne vin.

Næsen er meget animalsk … en lækker og mørk duft med solbær, brombær, krydderier, pænt med mineraler, violer, lakrids og der fornemmes også en markant syre. Lidt robust, men rigtig flot næse.

I smagen er der god dybde, frugten er meget fremtrædende … virkelig frugtrig med dyb, kødfuld, mørk frugt, peber, salte mineraler og trods en lille sødme egentlig en frisk vin.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i årgang 2016 koster 159,95 kr. , mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Réva, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2017 Réva, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienNæste vin, som Francesco Spadaro skænkede, var Révas Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer både fra Sebastiano og Ravera marken lige ved vingården.

Druerne spontangærer med skindet i rustfrie ståltanke i 30 dage, hvorefter vinen får en malolaktisk gæring … 70% i store egefade og de sidste 30% i en blanding af brugte tonneaux og barriques. Derefter lagrer vinene på egefadene i 12 måneder, hvorefter vinen endelig aftappes på flaske og frigives. Der laves årligt 6.500 flasker af denne vin.

I glasset er der allerede mere farve og næsen er også ganske typisk Barbera … pænt krydret, masser af kirsebær, boysenbær, gærede og med masser af frugtsødme, power og en lille underliggende syre.

Smagsmæssigt god frugtsmag, masser af kraft, og så er der alligevel også en fin lethed, et mineralsk bid samt nogle krydderier. Det er en vin, som skriger på lidt mad. Men fandens god Barbera og kan igen rigtigt godt lide letheden i smagen.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske 2016 normalt koster 158 kr., men pt. er på bud til 118 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Cascina Massara, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2015 Cascina Massara, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienCascina Massara ligger i midt i byen Verduno 6-7 kilometer stik nord for Barolo by og drives af Burlotto familien. Derfra smager vi nu deres 2015 Barbera d’Alba.

Burlotto familien har været vinbønder siden 1910, hvor Giovanni Battista Burlotto – en af fædrene til Barolo vine -købte det gamle slot i Verduno samt en række tilhørende vinmarker. Det gamle slot var blevet beskadiget under den fransk-spanske krig, delvist ombygget af arkitekten Juvarra for marquis Vittoria Luigi Caisotti. Siden 1838 havde slottet været ejet af kongen Carlo Alberto, der havde ønsket at omdanne slottet til vinproduktion, men slottet endte med at stå tomt indtil Burlotto købte det i 1910.

Giovanni Battista Burlotto startede et landbrug med både kvægdrift og en vinproduktion, hvor han blev en af pionererne indenfor salg af Barolo og var en af de første, som startede med at sælge Barolo vinene på flaske fremfor på fade eller demijohns.

Efter sin død blev vingården delt ligeligt mellem hans 3 børnebørn, hvorved der opstod 3 vinhuse, nemlig Castello di Verduno, Azienda G.B. Burlotto og så Cascina Massara, som blev arvet og videreført af Andrea Burlotto, som – efter i nogle år blot at ha’ solgt druerne – senere i 1960’erne udviklede arven til en anerkendt Barolo vinproducent.

Andrea flyttede nemlig i 1960’erne vinhuset fra det gamle historiske slot – som i øvrigt i dag huser en restaurant – til en mere moderne vingård. Og i mange år drev Andrea vingården med hjælp fra sine 4 sønner Gian Carlo, Francesco, Giacomo og Sergio. Det var sønnen Gian Carlo Burlotto, der som vinmager stod for produktionen i vinkælderen, mens brødrene tog sig af markarbejdet.

Gian Carlo flyttede i 2007 igen vinhuset til en ny vingård med mere moderne faciliteter for at sikre fortsat udvikling af kvaliteten. I kan se et udsnit fra kælderen på billedet ovenover. Kælderen ligger under vingården med perfekte forhold til lagring af vinene.

I 2013 købte Gian Carlo også sine brødre ud, så i dag driver han Cascina Massara sammen med sin søn Gianluca. De har i dag knap 15 hektar vinmarker i bakkerne omkring Verduno, hvor de primært dyrker Nebbiolo til Barolo, men også Barbera, Dolcetto, Favorita og så er de også én af de kun 11 producenter, som laver vine på den charmerende drue Pelaverga.

Her smager vi husets Barbera d’Alba, som er lavet efter gamle traditionelle metoder, dog med gæring i rustfrie ståltanke og er efter endt fermentering også lagret i ståltankene i 2 år inden aftapning på flaske.

Næsen er lidt landlig og bondsk, meget balsamisk og med masser af tør jord, røg, friske og syrlige kirsebær, ribs, røde hyben, tranebær, mandler, lidt medicinskab, plaster, æter, kardemomme og lidt saltlakrids.

I munden er der en ganske syrlig Barbera … og en lettere Barbera, slet ikke mørk og fed, som man normalt kan finde vine på druen, for her er det stringent, stramt, syrlig og lidt bittert, som om vinen har nogle Nebbiolo gener. Det er ribs, syrlige kirsebær, granatæbler, sort te, citronsyre … herlig snerpet og strid, men ganske herligt.

Det er samtidig en vin, som vinder med masser af luft i glasset, så giv den derfor en ordentlig tur i glasset eller en dekantering i god tid, inden du skal drikke den.

Jeg har testet denne Cascina Massara Barbera for Alexander Kidd, som har lavet markedspladsen Kobaj [co-buy]. Kobaj er en helt ny markedsplads, hvor man kan i fællesskab hos flere europæiske producenter … man får vinene til producentens bedste pris og levering direkte til døren.

Kobaj er reelt således blot en service, som tager sig af transport, afgifter og selvfølgelig opgaven med at finde de vine, som man kan købe i fællesskabet.

Det betyder fx, at denne flaske Barbera d’Alba kan købes til en pris på 83,90 kr., hvor normalprisen i Danmark ligger på 140 kr. og dermed en virkelig god pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Pio Cesare, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2015 Pio Cesare, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienFuck hvor går tiden dog hurtigt … alt for hurtigt. Jeg synes ikke, at det er ret lang tid siden, at jeg smagte en lækker hvid L’Altro Langhe Chardonnay fra Pio Cesare, men det er alligevel et år siden. Lidt en skam, for jeg bliver altid i godt humør, når jeg smager Pio Cesare vine … og det gælder også denne 2015 Barbera d’Alba.

Pio Cesare er grundlagt helt tilbage i 1881 af Cesare Pio. Han var en af de første vinproducenter til at tro på det store potentiale og kvaliteten af Barolo, Barbaresco, Barbera og de andre store vine fra Piemonte.

I fem generationer har Pio Cesare familien produceret traditionelle Piemonte vine i de gamle kældre, der ligger i centrum af byen Alba, så der er tale om et klassisk gammelt vinhus. Faktisk kan væggene i kældrene endda dateres tilbage til Romerriget omkring 50 før Kristus fødsel … og det er jo et par dage siden.

Pio Cesare ejer mere end 50 hektar vinmarker, der ligger i de bedste områder indenfor regionen. Udover druer fra egne marker, så har Pio Cesare gennem generationer også købt druer fra andre vinbønder i området.

Nogle af bønderne har man købt fra i flere generationer og Pio Cesare styrer alle aspekter af vinavlen hos disse vinbønder, således druerne lever op til kravene hos Pio Cesare. I markerne er produktionen med vilje begrænset for at sikre høj kvalitet.

I dag drives domainet af Pio Boffa, oldebarn til Pio Cesare. Under hans kyndige hånd er Pio Cesares vine blevet kendt verden over og nyder stor anerkendelse i den internationale vinpresse.

Pio Boffa får dog i dag af datteren Federica Rosy samt nevøen Cesare Benvenuto, som begge dermed er 5. generation på vingården og står til at overtage driften engang i fremtiden.

Denne Barbera d’Alba er en blanding af de bedste druer fra Pio Cesares marker i Serralunga d’Alba, nemlig Ornato, Colombaro, Sinio og Diano d’Alba, Bongiovanni i Treiso og siden 2015 også fra den seneste købte Mosconi mark i Monforte d’Alba.

Vinen er lavet med temperaturstyret gæring med 20-25 dages skindkontakt inden omkring 70% af vinen lagres 12 måneder på store franske egetræsfade og de resterende 30% lagres på franske barriques.

Det dufter også lækkert … masser af eg, masser af frugt, rosenblade, blæk, tjære, tæt frugt, kirsebær, ribs, læder, godt med kraft og syrlighed, engelsk lakrids og virkelig koncentreret.

Smagen har en klar balsamisk nerve, fin syre, masser af frugt og er klart lettere end de fleste Barbera vine. Det smager bare godt, flot afbalanceret, koncentreret, tæt og har en meget behagelig eftersmag med masser af syre, frugt og lækkerhed.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2016 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Sottimano ligger på adressen Località Cottà et par hundrede meter syd for Bruno Rocca og et par kilometer syd for Barbaresco by i Neive området. Sottimano er et lille familieforetagende og derfra smager jeres flittige vinblogger nu deres Pairolero Barbera d’Alba Superiore.

Vinhuset er grundlagt i 1960’erne af Rino Sottimano og han driver fortsat vingården sammen med hustruen Anna samt deres 2 børn Andrea og Elena, som dog langsomt er ved at overtage driften. Det er familien, som kan ses på billedet ovenover.

Rino købte gården, der praktisk talt ligger på Cottà marken, da han havde afsluttet sin uddannelse som ønolog. I starten havde han kun få hektar, men var heldig – og dygtig – således, at han med tiden kunne opkøbe yderligere marker.

I dag er Azienda Agricola Sottimano på i alt 18 hektar på nogle af de bedste marker i Barbaresco, nemlig Cottà, Currà, Basarin og Fausoni i Neive samt  Pajorè marken i Treiso.

Rino har altid ment, at de bedste vine kommer fra et kærligt, seriøst og vedholdende arbejde i markerne, så lige fra opstarten undgik han brug af pesticider og andre kunstige sprøjtemidler. Han laver derfor sine vine på naturlig vis og arbejder også efter biodynamiske principper.

Vingården er dog ikke økologisk certificeret, men i området skilter man ikke med dette, da mange fortsat finder den biodynamiske form for vindyrkning mærkværdig og anderledes.

Vinificeringen sker også efter meget naturlige principper med naturlig gæring og en særdeles lang maceration, hvor mosten ligger på kvaset. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder – og udelukkende ved selve aftapningen på flaske.

Lagringen sker efterfølgende på franske egetræsfade fra den legendariske fadproducent Francois-Frères i Bourgogne, som også leverer fadene til selveste Romanée Conti. Vinene lagres i dag på 10% nye fade og 90% på fade brugt op til 4 gange.

Sottimano har en forkærlighed for vinene fra Bourgogne, hvorfor stilen i vinene afspejles af dette. Den årlige produktion ligger på 85.000 flasker vin, heraf 20.000 på Dolcetto, 12.000 på Barbera d’Alba, 20.000 Langhe Nebbiolo, 6.500 Brachetto Matè samt omkring 25.000 flasker Barbaresco.

Her smager vi ikke en Barbaresco, men Sottimanos 2016 Pairolero Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra to forskellige marker, nemlig Basarin og San Cristoforo på samlet 2,5 hektar.

Vinen er lavet med gæring og maceration på skindet i 25 dage udelukkende med druernes naturlige gærceller. Derefter sker den malolaktiske gæring i franske barriques fra Francois Frères og vinen bliver på fadene i 15-16 måneder … halvdelen af tiden på bærmen. Omkring 15% af de anvendte fade er nye, og de øvrige brugt op til 4 gange tidligere. Vinen tappes uden filtrering.

Duften er vildt lækker … sorte oliven, masser af rød og mørkerød frugt, lidt gæret i frugten endda, kirsebær, blomster, violer, svagt mælket, medicinskab, blæk, grafit, tobak, egenoter, sandeltræ og krydderier. Der fornemmes samtidig lidt balsamisk og typisk italiensk, stram syre.

I munden er vinen meget frugtrig, meget rig med en okay syre, fine taninner, pæn saftighed og en vis tilgængelighed, som Barbera også bare er så god til. Der er lidt krydderier, let peber, mineraler og en fin struktur … meget lækker Barbera.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7