2017 Sulin, Siné Barbera del Monferrato Frizzante, Piemonte, Italien

2017 Sulin, Siné Barbera del Monferrato Frizzante, Piemonte, ItalienDen næste Sulin vin er også på Barbera druen, men er lidt af en afart, ejendommelig, sær, aparte og underlig snegl, nemlig med lidt bobler … Siné Barbera del Monferrato Frizzante.

Vinen er først lavet som en almindelig rødvin, men har så fået en andengæring i autoklave ståltanke omkring en måned. Først derefter er vinen aftappet på flaske.

Næsen minder på mange måder om de forrige Barbera vine fra Sulin … mørk, tæt med blommer, blåbær og bitre kirsebær og masser af krydderier, men her nu helt klart med meget mer’ sødme.

Det giver et lidt sjovt indtryk … men hvem fanden sætter også bobler til en Barbera vin? Det giver i hvert fald vinen et lidt mere omfavnende, sødt og aromastik indtryk eller sådan lidt mere marmeladeagtigt tilsat lidt sød blomsterpollen.

Smagen falder sådan lidt mellem to stole … både med en frisk syre, en god lethed, lidt bitre elementer, masser af frugt, men nogle af nuancerne fortaber sig en smule mellem de blide bobler. Det smager skam ganske fint, men samlet lidt en underlig størrelse for de fleste danskere.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne vin er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 3,5/7