Tag-arkiv: Tyskland

2018 Weingut Gröhl, Oppenheimer Sackträger Riesling Alte Reben Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Gröhl, Oppenheimer Sackträger Riesling Alte Reben Trocken, Rheinhessen, TysklandVi fortsætter med endnu en vin fra familien Gröhl i Weinolsheim, og denne gang med en Lagenriesling … deres flotte 2018 Oppenheimer Sackträger Riesling Alte Reben Trocken.

Marken Oppenheimer Sackträger ligger klods op af Oppenheim på østsiden af byen og er en historisk mark, som allerede første gang er nævnt tilbage i 1541. Sackträger betyder rygsæk, og refererer til de rygsække, som i gamle dage blev brugt til at transportere druerne ved høsten.

Andre mener dog, at navnet stammer fra middelalderen, hvor man anvendte rygsække til at transportere skibsladninger fra bådene fra Rhinen til byen.

Oppenheimer Sackträger regnes for den bedste vinmark i Oppenheim og tidligere var marken endda ratet som en af de højest klassificerede vinmarker i Rheinhessen. Tilbage i 1906 gav den offentlige myndighed Finanzamt marken en vejledende enhed – Richtsatz – på 100, hvilket var det absolut højeste.

Marken er samlet på 29 hektar og er en del af den store großlage Güldenmorgen. Udover Weingut Eckehart Gröhlejer ejer en række andre vinproducenter også parceller på Oppenheimer Sackträger, bl.a. Weingut Kühling-Gillot, Weingut Manz, Weingut Rappenhof, Weingut Kissinger, Weingut Guntrum og Weingut Carl Koch.

Oppenheimer Sackträger Riesling Alte Reben fra Gröhl er lavet med spontangæring i ståltanke. Druerne kommer fra 42 år gamle stokke, men ellers ikke vildt mange oplysninger … udover 7,5 gram restsukker pr. liter i vinen.

I næsen er der virkelig fin dybde, fedme, abrikos, petroleum, krydderier, lidt finurlig aroma, vild lækker mineralitet, pirrende, livlig syre, som driller din næse. Det er let, rund og total lækker næse med lidt brunet smør, ristede noter og marcipan.

Der er i munden en dejlig syre, meget intens med lemon, grillede citroner, grønne æbler … tør og præcis. Der er sprødhed, tæthed og sammenlagt lidt krop, fylde og stor dybde. Sidst jeg fik en vin fra Sackträger marken var jeg også begejstret.

Forhandles herhjemme af Vinkonsulatet, hvor en flaske i årgang 2017 koster 99 kr., hvilket er rigtig fornuftig pris,

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Korrell, Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Korrell, Riesling Trocken, Nahe, TysklandNæste vin er også fra Tyskland … en tør Riesling fra Weingut Korrell Johanneshof vingården, der ligger i udkanten af Bad Kreuznach i Nahe mellem de kølige skråninger af Hunsrück og Rheinhessen.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1832 af Koreell familien og i dag er det 6. generation i form af Martin & Britta Korrell, som har overtaget driften. De har samlet 26 hektar vinmarker og laver årligt 180.000 flasker vin. De bedste marker er Grosse Lage markerne Bad Kreuznacher Paradies, Norheimer Kirschheck, Niederhäuser Klamm og Schloss-Böckelheimer In den Felsen og Königsfels. Alle drives økologisk og er under ændring til biodynamisk drift.

Her smager vi Korrells helt almindelige Gutsriesling … alene lavet på ren stål og uden så mange dikkedarer. Nå, men så ryger vi da bare videre til mine smagsnoter.

Næsen er fed eksotisk frugt, abrikos, let petroleum, ananas, Basset vingummi, klare sprøde æbler og lemon. I munden er det også en vin med lidt hvalpefedt, vingummi, lemon, pænt med sødme og ikke så megen syre. Det er godkendt Riesling, men ikke med en total mineralitet eller syre.

Vinene fra Korrell forhandles herhjemme af Haugaard Vin, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster den 8,70€ … svarende til 65 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Weingut Gröhl, Dalheimer Frühburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Gröhl, Dalheimer Frühburgunder Trocken, Rheinhessen, TysklandWeingut Gröhl ligger midt i den lille by Weinolsheim … en smule sydvest for både Oppenheim og Nierstein i Rheinhessen. Fra Gröhl smager vi nu en 2015 Dalheimer Frühburgunder Trocken.

Grøhl familien har boet i Weinolsheim siden 1625 og det er i dag 12. generation, som driver vingården … nemlig ægteparret  Eckehart og Angela Gröhl og børnene Franziska og Johannes. De har samlet 20 hektar vinmarker i området, hvor de bedste marker er Niersteiner Pettenthal, Hölle, Ölberg samt Oppenheimer Herrenberg og Sackträger.

Vi smager her deres Ortswein 2015 Dalheimer Frühburgunder Trocken im Holzfass Gereift. Vinen er lavet i store gamle egefade, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret 24 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

I næsen er der nogle søde og røgede noter, frugten er tranebær, granatæbler og kirsebær suppleret med jern, mælkechokolade, eg, kanel, vanilje … i starten lidt kantet og forsigtig, men åbner klart mere op med lidt luft og varme i glasset.

Det er smagsmæssigt en saftig, rund og klart mere fyldig vin end de fleste Spätburgundere vine. Der er tydeligt aftryk fra egefadene, lidt vanilje og mælkechokolade, men også både tranebær, nelliker … og egentlig meget rund og silkeblød i munden.

Forhandles herhjemme af Vinkonsulatet, men denne er ikke fundet i sortimentet. I Tyskland koster vinen 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2003 Weingut Heinz Pfaffmann, Nußdorfer Bischofskreuz Siegerrebe Huxelrebe Auslese, Pfalz, Tyskland

2003 Weingut Heinz Pfaffmann, Nußdorfer Bischofskreuz Siegerrebe Huxelrebe Auslese, Pfalz, TysklandTil lidt sød risengrød med kanelnøddeknas drak vi et lille glas af denne 2003 Nußdorfer Bischofskreuz Siegerrebe Huxelrebe Auslese fra Weingut Heinz Pfaffmann.

Vingården ligger på der Hauptstraße aka hovedgaden i Walsheim og er grundlagt tilbage i 1616 af Pfaffmann familien, som flyttede til byen fra Franken. Det var imidlertid et helt almindelig landbrug med produktion af frugt, grøntsager, korn og kvægavl helt frem til 1950, hvor Emma Pfaffmann ændrede driften til ren vinproduktion.

Hun erkendte også behovet for at udvide driften, da deres 8 hektar vinmarker ikke var meget og andre lokale vinavlere måtte opgive driften på grund af for lidt jord.

I dag har huset 160 hektar marker, som drives af Emma søn Gustav Pfaffmann og hans søn Andreas Pfaffmann, der er 18. generation på gården. De har i dag omlagt hele produktionen til økologisk drift og laver fra gården en lang række vine med fifty/fifty rød- og hvidvin.

Denne Nußdorfer Bischofskreuz Siegerrebe Huxelrebe Auslese findes tilsyneladende ikke længere i sortimentet hos Pfaffmann og det er svært at finde oplysninger om vinen. Det er lavet på et blend af de to lidt ukendte druer Siegerrebe og Huxelrebe.

Siegerrebe er en hvid druesort, som blev udviklet i 1929 af Dr. Georg Scheu på Alzeyer Landesanstalt für Rebenzüchtung og er en krydsning mellem Madeleine Angevine og Gewürztraminer. Druen er  især velegnet til produktion af dessertvine.

Huxelrebe er ligeledes en hvidvinsdrue specielt velegnet til at lave dessertvine af og er også udviklet af Dr. Georg Scheu ved en krydsning mellem Gutedel og Coutillier Musqué.

I denne vin danser de to druer altså sammen, selvom Pfaffmann i dag primært laver vinene på druerne enkeltvis. Der er ingen oplysninger om vinen, men som en Auslese, så er druerne høstet ved mindst 95 grader Oechle. Lad os i stedet så smage den søde sag.

I glasset er vinen lys ravfarvet eller mørk gul og op af glasset strømmer der aromaer af lynghonning, blomsterpotpurri, meget modne pærer, tørrede abrikoser, lettere oxiderede noter og lidt havvand, gamle fade, sødme og samlet en meget aromatisk vin.

Smagen er ganske fin … slet ikke oversød, men har fortsat en rank ryg, som kan holde styr på de søde fedtdepoter i vinen, cremet, blød, sød og så alligevel med en lille friskhed, som klæder vinen. Det er ikke en vin, som stikker dybt, men smager godt.

Vinen har jeg fået af Frits fra Winelovers.dk, men den er ikke i deres sortiment og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Hofgut Falkenstein, Niedermenniger Herrenberg Red Wine Trocken, Mosel, Tyskland

2017 Hofgut Falkenstein, Niedermenniger Herrenberg Red Wine Trocken, Mosel, TysklandSelvom Mosel er højborg for Riesling, så kan de også lave god Spätburgunder … og når det er godt, er det altså rigtigt godt. Det er denne Niedermenniger Herrenberg Red Wine Trocken fra Hofgut Falkenstein et godt bevis på.

Hofgut Falkenstein ligger på adressen Falkensteinerhof 1 i Konz-Niedermennig oppe bag Wiltingen og Oberemmel i den såkaldte Konzer Thälchen. Det lille vinhus drives af Winzer Geber, som ejeren Erich Weber kalder sig selv. Han og sønnike Johannes driver deres vingård med samlet 9 hektarmarker omkring byen Niedermennig.

Johannes deltager i dag på fuld tid i driften efter han blev uddannet vinmager fra skolen i Geisenheim … lige som sin far i sin tid, men de får også løbende hjælp fra Johannes’ brødre Paul og Franz.

Markerne ligger den nordøstlige side af den mere end 300 meter høje bakkeformation, der tæller Wiltinger Kupp og Gottesfuss på den sydvestlige side, Scharzhofberger på den sydlige og Hütte på den sydøstlige. De bedste af markerne er Falkensteiner Hofberg, Niedermenniger Herrenberg, Niedermenniger Sonnenberg, Krettnacher Euchariusberg, Krettnacher Altenberg samt Oberemmeler Karlsberg og alle med gamle stokke.

I kælderen arbejder familien fuldstændig klassisk oldschool med spontangæring og lagring sur lie i 1.000  liters gamle fade. Gæringen og lagringen foregår på bærmen og Weber svovler fadene minimalt før lagringen og derefter slet ikke. Erich lader også vinene gærer fuldstændig ud.

Flere har sammenlignet huset med legendariske Egon Müller og Hofgut Falkenstein er i dag blevet så hypet, at vinene faktisk er svære at skaffe.

De meste hos vinhuset drejer sig om Riesling, men Weber familien har også et par parceller med Weissburgunder og Spätburgunder, hvorfra de bl.a, laver denne Niedermenniger Herrenberg Red Wine Trocken, som er lavet med druer fra 25 år gamle vinstokke på Herrenberg marken,.

Druerne er spontangæret alene med druernes naturlige gærceller, ingen efterfølgende malolaktisk gæring for at sikre en frisk, syrlig vin og så 18 måneder lagring på store, gamle foudres aka fuders.

Og i næsen har vinen også herlige grønne noter, frisk, æterisk og let, masser af Pinot Noir duft med røg, godt med røg endda, lyse bær med ribs, granatæbler, hindbær og rabarber, et meget svagt aftryk fra egefadene, svagt lidt vanilje og svag animalsk sødme. Virkelig nice.

Smagen er meget ren, klar og syrlig Spätburgunder med en skarp, lækker og næsten ætsende frugt, lækker og elegance, stramt, syrligt, stram og slank … virkelig frisk og knejser nærmest med nakken i stolt og overbevisende kontrol.

Importør herhjemme er Joergensen og Co Vinimport, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Sommerhäuser Steinbach Silvaner, Franken, Tyskland

2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Sommerhäuser Steinbach Silvaner, Franken, TysklandMan kan sige, at denne Sommerhäuser Steinbach Silvaner fra Weingut Schloss Sommerhausen er en beskeden start på en vinsmagning, men et eller andet sted skal en sådan smagning jo starte … og denne vin er endda et drikbart udbytte fra mit besøg på vingården sidste sommer.

Det besøg – og hele vinhuset – kan du læse mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Weingut Schloss Sommerhausen … en tysk sommerdag. Her nøjes vi blot med at kigge nærmere på denne almindelige 2017 Sommerhäuser Steinbach Silvaner.

Det er en Erste Lage vin, som normalt kommer i den frankiske bocksbeutel flaske, men her i årgang 2017 er vinen tilsyneladende flasket på en høj, tynd flaske. Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men jeg vil sætte på, at den udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke, da der ikke er megen fedme. Vinen har omring 3 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen – som flasken – meget slank og rank med duft af fersken, melon, hyldeblomst, grønne asparges, stikkelsbær, æbler, lidt røg og kalkagtige mineraler.

Smagen er let syrlig med grape bitterhed, hyld igen og samtidig også nogen sødme. Men samlet set en lidt grøn, frisk og let vine med nogle grønne, jernholdige noter. Den bliver måske lidt vandet.

Købt på vingården til 12€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Josef Rosch, Leiwener Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Josef Rosch, Leiwener Riesling Trocken, Mosel, TysklandTiden går … ufattelig hurtigt. Sidst jeg smagte et glas af denne Leiwener Riesling Trocken fra Weingut Josef Rosch var i årgang 2011. Nu smager jeg vinen i årgang 2018.

Weingut Josef Rosch holder til midt i den lille by Leiwen, som vel ligger 10-15 kilometer sydvest for Bernkastel-Kues i den store sløjfe på Mosel floden mellem Klüsserath og Trittenheim. Gården er har været i familiens eje siden 1825, og drives i dag af Werner Rosch, som overtog driften efter sin far Josef Rosch i 1985.

På daværende tidspunkt var ejendommen fortsat på beskedne 1,5 hektar. I mellemtiden er ejendommen nu vokset til 7,5 hektar, og beliggenheden på de stejle skråninger, der har et meget stort indhold af skifer, giver frugtholdige, mineralske vine med lav alkoholprocent og slank elegance.

Inden Werner Rosch overtog familiens vingård, så var han fodboldstjerne i tysk bold … og så siges han som vinbonde at være stabil som en tysk bil.

Vinmarkerne har flotte navne som Trittenheimer Altärchen, Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke, Leiwener Klostergarten, Klüsserather Bruderschaft og Dhroner Hofberger.

Hos Weingut Josef Rosch har man specialiseret sig i dyrkning af Riesling, og vinene fermenteres spontant, og fremstilles primært på stål. Der sker kun lagring på klassiske egetræstønder for omkring ti procent af husets vine, hvilket sikrer Rosch en enkel og mineralsk stil. Der produceres ca. 60.000 flasker årligt på vingården.

Som alle vinene fra Rosch høstes druerne til Leiwener Trocken i hånden fra forskellige marker og med et lidt højere udbytte hektar end øvrige dyrere vine fra huset. Vinificering sker alene på rustfrie ståltanke, men gæringen sker spontant og efter endt fermenterting er vinen lagret i tankene i 6 måneder.

I næsen små antræk til petroleum, fyldig og saftig tropisk frugt, lime, abrikos, stikkelsbær, pærer, muskat, nogle krydderier, svagt lidt nødder, røg, fin intensitet … rigtigt lækker Riesling næse,

Smagsmæssigt nogen fylde, igen tropisk frugt, papaya, abrikos, lime, æbler, klart lidt Mosel sødme, men også en okay frisk syre, en lille smule grape og samlet en god lækker smag. Hvor er jeg dog bare fascineret af Mosel Riesling og denne ligger lunt i svinget med virkelig virkelig fornuftig pris.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 109 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Weingut Gutzler, Westhofener Brunnenhäuschen Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

011 Weingut Gutzler, Westhofener Brunnenhäuschen Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandJan har tidligere serveret en 2011 Westhofener Morstein Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Gutzler for mig … en vingård, som han besøgte for nogle år siden. Nu har Jan igen serveret en Gutzler vin for mig, nemlig denne 2011 Westhofener Brunnenhäuschen Spätburgunder Großes Gewächs.

Weingut Gutzler ligger i den sydlige del af Rheinhessen ved byen Gundheim og drives af Michael Gutzler sammen med faderen Gerhard. Huset har været i familiens eje gennem generationer.

Således overtog Gerhard driften i 1985 efter hans far, mens Michael næsten lige har overtaget ledelsen efter sin Gerhard. De har samlet 13,4 hektar vinmarker, og deres bedste marker er Liebfrauenstift Kirchenstück, Brunnenhäuschen samt Westhofener Morstein.

Huset laver omkring 110.000 flasker vin årligt, fordelt på 33% Riesling, 33% Pinot Noir, 17% Pinot Blanc og Pinot Gris, 7% Silvaner mens resten er Sauvignon Blanc, Chardonnay og Dornfelder.

Der laves helt klassisk vine opdelt i Gutsweine, Ortsweine samt Großes Gewächs. Derudover laves vine i blends, kaldet Unikate samt lidt Edelbrände og Sekt. Vinhuset råder således over et fint destilleri og har for nylig bygget en state-of-the-art vinkælder til de franske barrique, som anvendes på husets bedste rødvine.

I 2005 blev Gutzler medlem af VDP og får generelt ret gode anmeldelser. Vinhuset anses blandt de bedste røde vinproducenter i Tyskland, bl.a. af Gault Millau og Eichelmann vinguiderne. Derfor er det også Spätburgunder, som er hovedfokus hos Gutzler og er også medlem af Deutsches Barrique Forum.

Og de opnår også tit flotte priser, således er Gerhard blevet tildelt den tyske pris for årets bedste rødvinsproducent. Sønnen Michael Gutzler regnes i dag som en “rising star” indenfor tysk vinproduktion og har modtaget præmier i konkurrencer i hele Tyskland.

Denne 2011 Westhofener Brunnenhäuschen Spätburgunder Großes Gewächs er lavet med druer fra Brunnenhäuschen marken, som siden 1280 har været anerkendt som et fremragende sted for vinproduktion. Druerne er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og så vinificeret i egefade og efter endt fermentering lagret 18 måneder på barriques.

I glasset er vinen fin teglfarvet transparent … vaskeægte Spätburgunder af ædel race, men duften er røget med klare Pinot Noir noter, fin lethed og lidt blæk. Der er lidt lakrids, hindbær og kirsebær, kanel, nelliker, jern og som med søstervinen også klart en smule cigaræske.

Smagen er let ren med lidt peber, jern og mineraler, krydret, tør, stringent og ren frugt … ribs og jern, men synes ikke, at den helt har samme elegance som Morstein. Det er dog fortsat en let, ren og fin vin, som er meget imødekommende, let drikkelig, men lidt til den korte side på eftersmagen. 5 store fingre med pil op.

Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Dr. Heger, Ihringer Winklerberg Chardonnay, Baden, Tyskland

2015 Weingut Dr. Heger, Ihringer Winklerberg Chardonnay, Baden, TysklandWeingut Dr. Heger er velkendt her på Houlbergs Vinblog. Jeg har skrevet om ham flere gange, bl.a. har jeg besøgt vingården og anmeldt mange vine fra Heger. Nu smager jeg atter en vin fra vingården i Ihringen, nemlig hans Ihringer Winklerberg Chardonnay.

Skal du vide mere om Dr. Heger, så kan du læse mit blogindlæg Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen, hvor vinbuddy Jan og mig besøgte huset i 2016 og smagte Riesling og Spätburgunder. Jan har senere besøgt huset igen og bl.a. købt denne Ihringer Winklerberg Chardonnay med hjem.

Det er en Erste Lage vin, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Ihringer Winklerberg. Vinen er både gæret og lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg imidlertid ikke se. I denne årgang 2015 er der 0,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det en fed, smørfed og vi snakker nærmest brunet smørfed Chardonnay med masser af fad, vanilje, fersken, melon, banan, ristede mandler, nougat og en lille delikat liftlig æterisk og parfumeret olie, som prikker til hårene i næsen på en legende, drillende og provokerende måde.

Vinen er smagsmæssigt blød, fed og cremet, som man ville forvente af en Chardonnay med pæn fadlagring. Der er honning, melon, nogle ristede noter samt et klart mineralsk præg, Vinen bliver dermed ikke så overdone, men har noget frisk over sig og smager vildt godt.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, TysklandDenne almindelige Gutswein aka basisvin Spätburgunder Classic fra Weingut Burggarten holder et sindssygt højt niveau. Det er en vin, som jeg har smagt i årgang 2016, 2017 og nu har i glasset i seneste årgang 2018 … og det er fortsat nam nam.

Jeg mødte vinmageren Paul Schäfer junior tilbage i august måned sidste år, men det kan du være mere om i blogindlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer. I det indlæg kan du også læse meget mere om vinhuset, historien, vort besøg og mange af deres andre vine.

Druerne til Spätburgunder Classic kommer fra flere forskellige marker, men er – som alle husets Spätburgunder vine – modnet på træfade, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Lad os i stedet bare smage på vinen.

Yahoo … dejlig røget Ahr næse, måske lige en anelse mørkere i frugten end de to foregående år. Der er nelliker, svagt lidt animalsk stald, men på en kølig måde, virkelig dyb frugtnote, kirsebær, ribs, jordbær, brombær, ristede mandler, lidt brændte noter og blæk. Duftmæssigt læner den sig meget op ad 2016’eren.

I munden er det en meget kærlig, dyb og virkelig lækker smag, rank og saftig med lidt sødme, svag lidt peber og tydelige tanniner. Som med 2017’eren bliver vinen blødere, sødere og mere udtryksfuld med lidt luft og varme i glasset, hvor der også kommer lidt vanilje frem. Det er smukt balanceret og fuck det smager godt. Sindsygt højt niveau for en Gutswein. Houlberg fluks hoster fluks op med flotte 5 glade fingre med pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7