Tag-arkiv: Sicilien

2017 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2017 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienFra vulkanen Etnas sorte marker kommer denne 2017 Pistus Etna Rosso … en vin lavet af et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti.

Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige vinmarker. Vinhuset laver 5 forskellige marker og samlet 48.700 vine årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Her smager vi husets 2017 Pistus Etna Rosso, som er lavet på 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle.

Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke. I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 2 måneder på flaske.

Den naturlige tilgang til vinproduktionen kan virkelig duftes … klar bio-kant, mødding og landlighed, mælkede og gærede bær, men med en vægtløs lethed, mørke kirsebær, faktisk masser … ja tonsvis af kirsebær, hindbær, solbær, eg, vanilje og tørt træ. Næsen er berusende med landlig charme … lidt beaujolaisagtig.

Smagen har mere tyngde end duften, tæt, lys, småsyrlig med en saftig frugtsødme, bondsk, landlig, kantet og alligevel utrolig charme og meget vedholdende i smagen. Den smager faktisk ret fabelagtig, hvor sammenligningen med beaujolais ikke er helt skæv. Jeg er sgu vild med denne Pistus Etna Rosso.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 159,95 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Angelo Rocca & Figli, La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT, Sicilien, Italien

2017 Angelo Rocca & Figli, La Famiglia Blend 22, Sicilien, ItalienNæste vin i glasset er lavet hos det store italienske vinhus Angelo Rocca & Figli, men med vor gode danske vinmager Peter Vinding-Diers som ansvarlig vinmager. Det er vel oss’ meget passende, da vinen La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT kommer fra den skønne syditalienske ø, hvor Peter selv bor og laver vin på Montecarrubo.

Angelo Rocca & Figli har jeg skrevet om tidligere. De laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien. Vinhuset er er grundlagt tilbage i slutningen af det 19. århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte med at producere vin.

I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet, forbedrede vinproduktionen og opbyggede en kælder i Nardò i Apulien. I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et stort, topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit , hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Men denne vin er altså ikke fra Puglia, men fra Vinding-Diers hjemmebane på Sicilien. Den er formentlig lavet med opkøbte druer fra en række vinavlere på øen og er et blend af Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot, men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Angelo Rocca & Figli laver i forvejen 2 vine fra Sicilien … en på Sangiovese og en på Cabernet Sauvignon og Merlot. Denne La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT er lavet i samarbejde med Peter Vinding-Diers, som har stukket vinen sammen … og måske målrettet det danske marked.

Peter har også tidligere lavet/stukket vin sammen hos andre vinhuse, bl.a. samarbejder han også med det store kooperativ Cantine Settesoli på Silcilien.

Der er ikke rigtigt nogle oplysninger om selve produktionen af denne La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT, så derfor springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Næsen starter med lidt mørk frugt, ikke sådan overmoden og voldsomt solrig frugt, men fyldig, pænt frisk med solbær, blommer, næsten tørrede frugter eller dadler, lakrids, svagt lidt mentol eller kamfer, en sjov lille parfumeret blomstersødme, blomstervand og vanilje. Det dufter faktisk ret godt.

Smagen er frisk, meget ren, jernrig og frugten er langt mere pågående end forventet, og der er på ingen måder tale om en overfed marmeladevin fra det sydlige Italien, men en ren, frisk vin med god syre, masser af bid, en del tanniner. Frugten er meget ren og direkte, smager lysere end duften lovede, mere kirsebæragtig, stram og syrlig. Bevares, der er lidt rustikke kanter, men sammenlagt er det en rigtig fornuftig vin, som hurtigt trækker 4,5 fede fingre med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos Kvickly Odder samt på megavin.dk med en vejledende udsalgspris på 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Cuvée Suzanne, Sicilien, Italien

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Cuvée Suzanne, Sicilien, ItalienByggemødets næstsidste vin blev en danskervin … eller mere præcis en vin fra danske Peter Vinding-Diers på Montecarrubo på Sicilien, nemlig hans Cuvée Suzanne opkaldt efter hans hustru Susie.

Da Peter boede og arbejdede i Graves i Bordeaux på Château de Landiras lavede han også en Cuvée Suzanne, for konen har altid været en inspirationskilde for Peter Vinding-Diers.

Druerne kommer primært fra vinmarken Vignolo ved Montecarrubo og den ligger østvendt ud mod det havet. Marken er beplantet med Syrah vinstokke, der er hentet i Rhône. Ellers kommer resten af druerne til vinen fra en 4 hektar mark i Noto længere sydpå.

Druerne til vinen er høstet manuelt, når garvesyren er moden, dvs. når druekernerne er mahognibrune. Derefter sorteres småsten og blade fra og druerne afstilkes – også med håndkraft – inden de kommer i gæringskarrene.

Efter ét døgns penge begynder druerne at gære. Hver morgen og aften måles temperaturen og man pumper samtidig saften over skindene. Gæringen varer omkring 5-6 dage med styring af temperaturen, som helst ikke skal overstige 28 grader.

Når gæringen er færdig, pumpes mosten over i træfadene. Kort tid herefter begynder så den malolaktiske gæring og der tilsættes en smule svovl. Så lagrer vinen 2-3 måneder på de franske fade og i løbet af de næste mange måneder smages og analyseres hvert enkelt fad, før en endelig udvælgelse til denne cuvée.

Hvor lang tid vinen er lagret, fremgår dog ikke.

Næsen viser en solbrændt, fed og kraftig vin, lidt marmelade, solbær og der er pænt med fagpræg, våde egefade, lakrids, kanel, vanilje, sødme, kaktus, lidt eukalyptus, peber og hårde mineraler.

I munden er der mørk og tæt frugt, friske blåbær, en syrlig kant, godt med peber, balsamisk bid og samlet er vinen virkelig frisk … og langt mere end duften egentlig indikerede. Der er samtidig et let frugtsødme, så det giver en god balance.

Forhandles af H.J. Hansen / Vinspecialisten, hvor en flaske af seneste årgang 2017 koster 465 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, Italien

2017 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, ItalienDen aktive, småaggressive og 3.323 meter høje vulkan Etna på østkysten af Sicilien tæt ved byerne Messina og Catania fascinerer de fleste … er endda en del af UNESCOs verdensarv. Vinene fra de vulkanske skråninger af den iltre, magma og lava spruttende dame er også ofte fascinerende, som nu denne Erse Etna Rosso fra Tenuta di Fessina.

Vinhuset Tenuta di Fessina ligger ved den lille landsby Rovittello i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna. Det drives af en anden dame Silvia Maestrelli, som kom til området i 2006 og siden 2007 har lavet vine på druer opkøbt af række vinavlere i området.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har Silvia hyret Federico Curtaz, som bl.a. tidligere gennem 15 år har arbejdet som højre hånd for Angelo Gaja i Barbaresco.

Denne Erse Etna Rosso er én af Silvias vine, som kommer fra en 1 hektar stor vinmark ved Rovittello, beliggende i 700 meters højde og med vinstokke plantet tilbage i 2007. Det er 90% Nerello Mascalese, 8% Nerello Cappuccio samt 2% Minella og Carricante.

Druerne er høstet og sorteret ved håndkraft, afstilket og knust inden en kold premaceration i 12 timer ved 2-14 grader. Ellers er vinen alene gæret i rustfrie ståltanke og lagret der i 9 måneder og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 5.000 flasker af denne vin.

Sikke da en lille bondsk, charmerende næse, lidt som en elegant Harlekin klovn … både en klovn, en akrobat, charmør, pligtig tjener og sværmeriske førsteelsker. Næsen er vildt parfumeret, har en smule øko og bio kant med referencer til Jura, en smule bondsk blomsterflor som en Beaujolais og pæn med lys frugt, kirsebær, tranebær, mineraler, fennikel og tørhed.

I munden er det en let, syrlig og frugtrig vin med et herlig syrlig bid, lidt peber og sure bolsjer. Det er fin, sprødt og virkelig en vin med fut i, masser af tørhed og mineraler, et piskeslag fra syrlige tanniner, men hold nu kæft, hvor det bare en charmetrold, så den flittige vinblogger hoster velvilligt op med 5 klovnefingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 135 kr., mens prisen er 120 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu en god pris for sådan en lille charmerende, livlig, let og bondsk vin.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso, Sicilien, Italien

2016 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso, Sicilien, ItalienDenne basisvin Etna Rosso fra Tenuta delle Terre Nere er en lille godbid, som jeg har smagt et utal af gange og altid været begejstret for … og det gælder også denne 2016’er.

Jeg har dermed selvfølgelig også skrevet om Tenuta delle Terre Nere flere gange før, så historien om vinhuset kan I finde i nogle af mine tidligere blogindlæg om det sicilianske vinhus.

Etna Rosso blev første gang frigivet i 2005 årgangen og fremstilles af alle de unge planter på ejendommens forskellige marker. Det betyder, at druerne kommer fra 6-50 år gamle vinstokke,  der står enkeltvis som små træer på marker omkring Castiglione di Sicilia og Randazzo.  Det er omtrent 95% Nerello Mascalese samt 5% Nerello Cappuccio, høstet med 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med spontan gæring, maceration helt indtil gæringen stopper, gæringen sker  egefade på 10-30 hektoliter og efter endt fermentering lagrer på egefade i omkring 18 måneder efterfulgt af 1 måned på ståltanke inden flaskning. Der laves årligt omkring 120.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt byder vinen på et utrolig lethed, lidt syrlige hindbær, ribs og blåbær, balsamiske og mælkede noter, lidt bio animalsk kant med armsved, klart italiensk syre, røg, blomster og mineraler. Næsen har virkelig en syrlig, balsamisk lethed.

I munden har vinen også en slags burgundisk lethed, blot med en mere landlig, syrlig og balsamisk kant. Frugten er også en tak mørkere, har mere saft og kraft, lidt fennikel, peber, en smule sødme, mælkechokolade og stor luftighed.

Importør er Adriat Vinimport og en flaske koster vistnok omkring 150-160 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso, Sicilien, Italien

2015 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso, Sicilien, ItalienHver gang jeg drikker denne simple Etna Rosso basisvin fra Tenuta delle Terre Nere bliver jeg i sindssyg godt humør og bøjer mig i respekt i den vulkanske aske.

Sidst jeg drak vinen, da var det i årgang 2014, men denne gang et år yngre og jeg bliver fortsat lavavarm om hjertet.

Tenuta delle Terre Nere har jeg skrevet om en del gange før, så det skal jeg nok undlade denne gang og blot koncentrere mig om denne Etna Rosso … men det er egentlig også alt rigeligt.

Druerne til Etna Rosso kommer fra 6-50 år gamle vinstokke på marker omkring Castiglione di Sicilia og Randazzo. Det er omtrent 95% Nerello Mascalese samt 5% Nerello Cappuccio, høstet med 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med spontan gæring, maceration helt indtil gæringen stopper, gæringen sker  egefade på 10-30 hektoliter og efter endt fermentering lagrer på egefade i omkring 18 måneder efterfulgt af 1 måned på ståltanke inden flaskning.

Der laves årligt omkring 120.000 flasker af Etna Rosso vinen og det er da bare herligt, for det er italiensk Etna-væske af bedste kvalitet og en vin, som giver virkelig kvalitet til prisen.

Næsen – uha og uha igen – men fornemmer næsten at stå i vinkælderen, hvor vinen er lavet. Tag en indånding … arghhhh, sikke en lethed, balsamisk og italiensk syre, noget svagt mælket med kærnemælk, syrlige bær, ribs, hindbær, røg, jern, sten og skifer.

I munden er det ren og stålsat frugt, smukt og med en Pinot Noirsk og burgundisk lethed, men samtidig med en fin, blond, luftig og let syrlighed. Det er sgu en elegant og vedkommende vin, som sætter sig i din mund … ikke vildt, men blidt og lidt bestemt forførende med let sødme, lidt mælkechokolade. Jeg er bare vild med den vin og til prisen er det et vildt godt køb.

Importør er vist Adriat Vinimport, og en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Tasca d’Almerita, il Tascante Nerello Mascalese, Sicilien, Italien

2013 Tasca d’Almerita, il Tascante Nerello Mascalese, Sicilien, ItalienFra de kølige, nordøstvendte skrænter af vulkanen Etna kommer næste vin il Tascante Nerello Mascalese fra det sicilianske vinhus Tasca d’Almerita.

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1830, hvor brødrene Lucio og Carmero Mastrogiovanni Tasca købte 1.200 hektar jord på Sicilien og senere også pragtejendommen Villa Camastra, som i dag hedder Villa Tasca. I dag er det imidlertid 8. generation i form af de to brødre Alberto og Giuseppe Tasca. Det er dem på billedet ovenover.

De har i dag 600 hektar vinmarker, som er spredt over 5 forskellige vingårde på Sicilien, nemlig Regaleali, Capofaro, Tascante, Whitaker samt Sallier de La Tour.

Tasca er en historisk og indflydelsesrig familie på Sicilien, og der er også altid i spydspidsen for kulturen og er engagerer i udvikling af nye teknikker i vinproduktionen, nye afgrøder og maskiner.

Denne  il Tascante Nerello Mascalese fra Tasca d’Almerita er lavet med Nerello Mascalese druer fra markerne Sciaranova og Piano Dario nær Randazzo, plantet tilbage i 1961.

Vinen er lavet med 8 dages maceration, gæring ved 25-30 grader og efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 18 måneder op 300 liters slavonske egefade og 4 måneder i flaske inden frigivelse.

Næsen er dyb kælder .. blæk, gærede blåbær, spanske krydderier, våde fade og engelsk lakrids. Det er virkelig en frugtrig vin, som også har både blomster, mineraler og sten i næsen … ja næsten et helt stenbrud og ganske intenst.

Smagen er nærmest sådan lidt boysenbær, frugten lige til den syrlige side, hvilket er helt perfekt. Det er saftigt, læskende og så med den syrlige slagside, hvilket komplementerer fint. Der er samtidig noget råt over vinen, lidt vildhed … virkelig lækker.

Forhandles fx af Rahbeks Vinhandel, hvor en flaske koster 250 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7    

2017 Cantine Fina, Kikè Traminer Aromatico, Sicilien, Italien

2017 Cantine Fina, Kikè Traminer Aromatico, Sicilien, ItalienLad os nuppe endnu en italiensk hvidvin, denne gang vinen Kikè Traminer Aromatico fra vinhuset Cantine Fina, der ligger ved byen Marsala på den vestligste del af Sicilien.

Cantine Fina drives af Bruno Fina samt hans familie, bl.a. med hjælp fra sønnerne Frederica og Pietro. Bruno er selv en berømt vinmager på Sicilien og han rådgiver mange lokale vinbønder om udvælgelse af marker og forbedring af kvaliteten af druerne. Derudover har han altså selv Cantine Fina, som er en større vingård med en årsproduktion på 250.000 flasker vin.

Familien dyrker de lokale hvide druer Grillo, Zibibbo og Moscato di Alessandria samt internationale druer som Chardonnay, Sauvignon Blanc, Traminer og Viognier. De røde er Nero d’Avola, Pericone, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah.

Denne Cantine Fina Kikè Traminer Aromatico er lavet på 90% Traminer aka Gewürztraminer tilsat 10% Sauvignon Blanc, som alene er lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er modnet i 6 måneder inden den er tappet på flaske.

Aromaen er ganske blomsterrig og byder derudover på en smule harpiks, melon, fersken, hyld … igen er vinen aromatisk med en vis pondus, fylde og fornemmet fedme. Der er mere krop i denne vin end foregående.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor der er fylde, fedme og pænt med sødme, men der er også lidt jern og lidt bitterhed. Men samlet er det en easy, let og drikkelig fed vin, som bare er blød, rund og meget smagfuld.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 74 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Peter Mertes KG Weinkellerei, Street Food Wine Pinot Grigio, Sicilien, Italien

2017 Peter Mertes KG Weinkellerei, Street Food Wine Pinot Grigio, Sicilien, ItalienPeter Mertes KG Weinkellerei ligger i Bernkastel-Kues, er et stort industrielt, familiedrevet foretagende … og de står såmænd bag ved næste vin i glasset … en hip Street Food Wine Pinot Grigio fra Sicilien i Italien.

Det tyske foretagende er lidt af en historie … og en stor en af slagsen, for de omsætter årligt for langt over 2 milliarder kroner, har 350 ansatte og en årlig produktion på over 2,5 millioner hektoliter vin, som de primært sælger til supermarkedskæder som Aldi, Lidl eller Rewe.

Peter Mertes KG Weinkellerei er grundlagt tilbage i 1924 af vinmageren Peter Mertes i Minheim, hvor han primært var involveret i produktion og specielt salg samt distribution af vine fra Mosel.

Det var dog hans svigersøn Dr. Gustav Willkomm, som langsomt udvidede foretagende til også at omfatte produktion og salg af vine fra Rheinhessen og Pfalz … og senere også Rheingau og Nahe.

Alt vin produceres fra druer opkøbt hos vinavlere rundt om i Tyskland, men i dag er dette udvidet til også at omfatte druer fra mange udenlandske markeder … som fx denne Street Food Wine Pinot Grigio fra druer fra Sicilien, men produceret i Mosel.

Vinfabrikken ejer dog også selv en smule marker, nemlig på hjemegnen ved Bernkastel-Kues. Der har man 60 hektar marker, bl.a. parceller på så fornemme marker som Wehlener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich, Bernkasteler Schloßberg og Bernkasteler Badstube.

Peter Mertes KG Weinkellerei ejer også Tysklands største barriquekælder … en 240 meter lang, dyb kælder fra 1800-tallet, hugget ind i skiferklipperne og med plads til 1.500 barriques.

Det er fortsat Mertes familien, som ejer det imponerende store foretagende. I dag er det 4. generation, som står for driften af det, som betegnes som en af de største tyske vinproducenter overhovedet.

Og vinene kommer i alle afskygninger og under alle mulige forskellige brands som fx It’s Wine Time, Bree, Käfer, Maybach, Andes, Hugo, Eagle Creek, Castiza, La Corrida og mange, mange flere. Det er fra utallige lande og nogle sågar på dåser.

Og det store foretagende har fortsat mod på mere … senest har de i juni 2018 købt det historiske Mosel vinhus Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraeff.

Denne Street Food Wine Pinot Grigio er tilsyneladende lavet på ren Pinot Grigio aka Grauburgunder fra Sicilien i Italien, men er produceret og flasket på fabrikken i Mosel.

Der er ingen oplysninger om produktionen, men vinen kommer med en lille feature … en madopskrift på etiketten. Opskriften kan man lige rive af og det er på en Italien Gourmet Sandwich … uha.

Duftmæssigt er vinen mild og faktisk næsten helt neutral udover en lidt sjov og nærmest kemisk aroma af håndsæbe, måske lidt fersken, men så er der heller ikke mere. Virkelig uden megen duft … har endda ellers prøvet til over flere dage, men intet.

Smager egentlig bedre end duften … ganske sød med nogle eksotiske frugter, lidt grape bitterhed, men det er som om, at sødmen og grapefrugten kæmper om opmærksomheden imod hinanden fremfor at danne makkerpar. Sukkerindholdet vinder dog knebent … men det er sgu samtidig også lidt pjasket.

Købt i Netto for 30 kr.

Vinanmeldelse 2/7 

2014 Frank Cornelissen, Munjebel Bianco, Sicilien, Italien

2014 Frank Cornelissen, Munjebel Bianco, Sicilien, ItalienOrange er et mix af rød og gul, en lys og varm farve. Den betragtes som en sjov farve med appetitlige og lækre kvaliteter. Den øger desuden ilttilførslen til hjernen og stimulerer mental aktivitet. Det er også farven på næste vin … den skindfermenterede orangevin Munjebel Bianco fra belgiske Frank Cornelissen på Sicilien.

Den skøre belgier Frank Cornelissen er én af pionererne inde for de naturlige vines verden … en total non-interventionalist. Cornelissen er trods sin belgiske afstamning blevet synonym med Etnas renæssance som et af Italiens mest betydningsfulde vindistrikter.

Frank Cornelissen grundlagde sin vingård i 2001 på nordsiden af vulkanen Etna ved Passopisciaro omkring 10 kilometer vest for Castiglione di Sicilia og tæt på andre fabelagtige vingårde som fx Tenuta Terre dele Nerre og vor egen Anne-Louise Mikkelsen på Tenuta di Aglaea.

Cornelissen havde tidligere importeret og distribueret vine i Belgien, men havde en drøm om at blive vinproducent og fandt, at området ved Etna på Sicilien gav de bedste betingelser for at nå målet om at fremstille intet mindre end verdens bedste vin.

Og missionen er lykkedes i en sådan grad, at han med Azienda Agricola Frank Cornelissen har skabt en fornyet tro på Etnas potentiale, som en stribe af unge producenter på vulkanen nu forsøger at realisere af forskellige veje.

Filosofien bag vingården er baseret på en accept af, at mennesket aldrig vil være i stand til at forstå naturens fulde kompleksitet og samspil. Der griber Frank så lidt ind i naturens gang, men forsøger blot at følge dens anvisninger, forstå, observere og lære hendes bevægelser.

Der anvendes ingen kemikalier, men vingården er hverken økologisk eller biodynamisk, da Frank mener, at sådanne prædikater blot er en afspejling af menneskets manglende evne til at acceptere naturen, som hun er og vil være.

Frank Cornelissen har samlet 24 hektar, som er højtbeliggende marker i omkring 650-900 meters højde. 13 hektar er gamle vinstokke som klassiske fritstående buske, 9 hektar er med mere almindelige vinstokke plantet i rækker og omkring 2 hektar er med oliventræer, mens resten er frugttræer.

Siden etableringen er Frank Cornelissen blevet lidt af et ikon indenfor naturvin, og denne hvid/orange Munjebel lidt en legendarisk vin.

Vinen er lavet på lokale druer, 60% Grecanico Dorato og 40% Carricante, som kommer fra markerne Calderara, Borriglione, Crasà og Picciolo, hvor vinstokkene er omkring 40 år gamle.

Når druerne er høstet, så afstilkes de og knuses let, hvorefter Frank giver dem 4 dages maceration og gærer i små neutrale bøtter for at undgå for høje temperaturer under gæringen, hvor druerne gæres helt ud til de alkoholiske gæring selv slutter.

Derefter lagrer vinen en periode i neutrale epoxy tanke fra 2.500 liter til 5.000 liter og tappes på flaske ufiltreret og med mikrolidt svovl. Der laves årligt 5.000 flasker af denne vin.

I glasset er vinen ganske klart og orangefarvet. Næsen emmer af bio-bio, krudt, eksploderet TNT, kridt, blomster, godt med lakridsrod, bitterhed, tranebær, stikkelsbær, brændenælder, koriander, æbler, pærer … virkelig let og luftig … og har måske endda også en let duft af øl? Multo intessanto. Man kan simpelthen ikke lade være med bare at blive ved med at dufte til vinen igen og igen.

Smagsmæssigt er vinen småkrydret og samtidig saftig med både stringent syre samt garvesyre som en rødvin, kontrolleret bitterhed og vildskab. Der er godt med mineraler, sure citroner, grape og appelsiner, tørhed, lidt honning og stor vedholdenhed. Med luft i glasset bliver vinen blødere og blødere … smager sgu ret fantastisk.

Madmæssigt vil jeg parre en sådan vin med lidt fisk eller måske hvidt kød … det kunne være Kyllingefrikassé … som madbloggeren Madfilosofie har en god opskrift på.

Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 420 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7