Med næste vin bliver vi i Italien, blot lidt sydligere, da denne vin kommer fra Azienda Vitivinicola Tola, der ligger lidt nord for byen Partinico i det nordvestligste del af Sicilien. Vi smager en dugfrisk sommervin lavet på druen Grillo fra det sicilianske vinhus.
Azienda Vitivinicola Tola er grundlagt i 1992 af Girolamo Tola – også kaldet Mimmo – hvis familie havde drevet vingården på Sicilien gennem generationer, men aldrig selv produceret vine fra gårdens vinmarker. Men Mimmo havde arvet sin far Francesco kærlighed til området og vin, så derfor besluttede han sig for at starte sin egen produktion efter en 6 års uddannelse til ønolog i Marsala.
Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker Tolas ejer, men de ligger ved den store Bosco Falconerias ejendom i 400 meters højde. med udsigt til Castellammare bugten i et relativt køligt hjørne af Sicilien, hvor den kølige vestlige havbrise, hjælper til med at forlænge druernes modningsproces.
Der dyrker Girolamo Tola druesorterne Nero d’Avola, Syrah, Grillo, Catarratto, Insolia samt Chardonnay, Merlot og Pinot Noir … mange af vinstokkene meget gamle plantet af Mimmos bedstefar.
Denne Grillo vin er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret 3 måneder sur lie inden flaskning og så en yderligere lagring 2-3 måneder inden frigivelse.
Grillo druen har vi lige snuset til et par gange tidligere her på vinbloggen. Det er druesort, som primært findes på Sicilien. Den kendes også navne som Riddu eller Rossese Bianco, og den kan klare meget høje temperaturer, hvorfor den også passer godt til Sicilien, hvor den er meget udbredt … specielt på den vestlige del ved Marsala.
Duftmæssigt flyder det over med masser af tropisk frugt, ananas, fersken, abrikos, hyld, modne æbler, lemon, mandler … meget rund, venlig og imødekommende duft. Men det bliver ikke overvenlig, for der er dels nogle tørre krydderier, men også både blomster, grønne blade samt grillede citroner og svag grape.
I munden overraskes du er en meget fin syre og bitterhed, igen citroner, grape og lemon, som giver en god nerve, som svæver lige i overfladen sammen med svag sødme og måske endda også nogle salte mineraler. Det hænger fint sammen og det er en rigtig terrassebasker … en vin til sol og lyse aftener.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 74 kr. ved køb af 3 flasker.