Tag-arkiv: Ribera del Duero

2019 Bodegas Nabal, Valle de Nabal, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Nabal, Valle de Nabal, Ribera del Duero, SpanienNabal Bodegas & Viñedos er et af mange gode vinhuse hos Otto Suenson og de har netop fået en sending vine hjem fra vinhuset og derfra er 3 havnet her hos Houlberg til test og jeg starter med denne 2019 Valle de Nabal.

Nabal Bodegas & Viñedos ligger lidt syd for den lille vinlandsby Gumiel de Izán omkring 100 kilometer syd for Burgos. Nabal er et nyt projekt fra Navarro Balbás familien, som tidligere har været involveret i branchen.

Projeket blev startet i 2014 af de 3 brødre Óscar, Andrés og Daniel Navarro Balbás og de navngav projektet efter de første bogstaver i deres efternavne Na-Bal.

De ville prøve noget nyt efter en mere end 20 årig karriere som producenter i Ribera del Duero og oprindelige initiativtagere til oprettelsen af appellationen DO Arlanza.

De byggede et nyt, topmoderne vineri ved Gumiel de Izán og købte 35 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorter som fx Tempranillo, Garnacha, Merlot og Albillo … men derudover så opkøber de også druer fra lokale vinavlere.

Jeg har 3 gange tidligere smagt vine fra Nabal og altid været imponeret og nu står der så 3 flasker på min bord, som jeg nu skal smage … dirty job, but someone has to do it. Det er nemlig disse vine:

Den sidste af vinene har jeg smagt før, nemlig tilbage i november sidste år, hvor vinen faktisk vandt en lille smagning af 15 Ribera del Duero vine. Det kan du læse mere om i mit blogindlæg; Houlberg deltager i uofficiel minitest af 15 Ribera del Duero vine.

Der fik jeg vinen fra Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation – der varetager markedsføring af Ribera del Duero – som et plaster på såret, da jeg måtte melde fra til en rejse til Ribera del Duero pga. fruens kræftsygdom.

På den rejse skulle jeg i øvrigt ha’ besøgt netop Nabal Bodegas & Viñedos. Nå, men det betyder også, at jeg med den sidste vin Nabal Reserva de la Familia blot linker til min beskrivelse og anmeldelse af vinen tilbage i november.

Denne 2019 Valle de Nabal er lavet på ren Tempranillo, der kommer fra 40-50 år gamle vinstokke i 850 meters højde på marker omkring byerne Gumiel de Izán og Villalbilla de Gumiel,

Vinen er lavet med spontangæring med druernes helt egne gærceller i ståltanke ved 25 grader med daglig overpumpning. Efter endt fermentering er det ske efter-maceration i 3 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring ved 21 garder inden 9 måneder lagring på 40% franske og 60% amerikanske fade.

Duften er sgu ikke helt skidt … for nu at sige det på jysk. Den har en dejlig blomstret side, men der kommer også klare krydderier frem i næsen, nelliker, gran, røg, lakrids og garvet læder. Der er selvfølgelig også frugt med blåbær, svesker, hindbær og ribs … faktisk har vinen masser af Ribera del Duero kvalitet.

I munden er vinen lidt mere rustik end sine storesøster, men også mere vild og klar til fest med lidt alkohol. Det giver en lille spark med blåbær, brombær, hindbær, lidt ribs og nærmest også blomster. Det giver en frisk og aromatisk vin med en lille kinky bitterhed. Det er en ganske fin Ribera del Duero. 90 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, SpanienDette er en vild vin og jeg har været tosset med vinen de få gange, som jeg før har smagt den. Det er Reserva vinen hos Dominio del Àguila.

Det er en Reserva lavet på 95% Tempranillo, mens resten er et mix af Albillo, Bobal, Garnacha og Tempranillo Gris.

Alle druerne er fra sindssygt gamle vinstokke og flere endda over 100 år gamle på markerne ved La Aguilera i 880 meters højde, hvor jordbunden består af kalk og rødt ler.

Vinifikationen sket totalt gammeldags med i beton gæringskar med fodtrampning af de hele drueklaser og så spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Druesorterne gærer sammen og har i denne årgang gæret i 4 måneder. Efter endt fermenteringen er vinen lagret hele 34 måneder på primært franske egefade.

Vinen har i denne årgang 2019 fået 96 point af gode, gamle Parker med ordrene; the 2019 Reserva could be the modern version of the 2015 – a round, lush and approachable Reserva that is perfumed and fruit-driven, with spices in the background. It’s a hedonist cuvée.

I næsen er vinen ikke helt så animalsk og reduktiv som 2018’eren, men virker mere ren og selvom, at det er en kraftigere vin, der har godt med power, så er det bestemt ingen tung vin. Der er violer, rå champignon, friske, mørke og vilde bær, brombær, blommer samt en smule jordbær og så diskret og fint doseret noget fra fadlagringen, mælkechokolade, kanel, vanilje, en stor cafe latte, appelsinskal og lidt blomsterpollen.

I munden kommer vinen rullende i bølger, cremet, smeltende … breder sig langsomt, spreder sig i hele munden, hvor den blidt og intenst masserer gummer, tandkød, tungen og hele baduljen. Det er bestemt ingen fed vin, men er den er bare rå, lækker og intens med en frugt af blommer, kirsebær, kirsebærsten og jordbær. Tanninerne er igen vilde og ustyrlige … tørre og forstærker bemægtigelsen af din mund, men uden at blive alt for vilde. For satan – pardon my french – hvor den smager godt. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 529,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, Spanien

2020 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, SpanienNæste vin er fra Bodega Hacienda Solano og dermed mit elskede Ribera del Duero. Det er et vinhus beliggende midt i byen La Aguilera i Burgos området og derfra smager jeg nu en 2020 Selección.

Hacienda Solano er et lille familievinbrug, der blev grundlagt i  begyndelsen af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano. Deres familie har ejet vinhuset i generationer og de fleste af vinstokkene er da også plantet af de tre søskendes to bedsteforældre, som dog oprindelig blot leverede druerne til kooperativerne i La Aguilera og Quintana.

Hacienda Solano fik dog først rigtigt vind i sejlene i 2016, hvor vinmageren Toni ​​Sarrión, der til dagligt driver Finca Terrerazo i det sydøstlige Spanien blev ansat til at lave vinene sammen med den franske vinmager Sophie Kuhn.

Allerede året efter kom Toni ​​Sarrión med i ejerkredsen som majoritetsaktionær. Han blev måske tiltrukket af mulighederne med familiens 25 hektar vinmarker med nogle af de ældste vinstokke i Ribera del Duero … de fleste i alderen 60 til 90 år plantet på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Hacienda Solano laver udelukkende vin på druer fra deres egne vinmarker og sikrer på den måde fuld kontrol med kvaliteten. De er desuden en af producenterne, der – med succes – tilsætter en lille andel af den hvide, aromatiske Albillo drue til en række af deres rødvine.

Denne 2020 Selección består da også af 98% Tempranillo og 2% Albillo, der kommer fra 30 år gamle vinstokke med rødder dybt i en jordbund med ler, mergel og kalksten. Efter en kold premaceration af druerne i 2-3 dage, så er vinen gæret over 9-10 dage, hvorefter den så er lagret 8 måneder på klassiske franske barriques og 500 liter tonneaux fade samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det en tør og mørkere vin med masser af garvet læder, gamle egefade, gamle cigaræsker, gran, nelliker samt en frugt af søde kirsebær, hindbær, svesker, kakaopulver, chokolade, røg, lidt baconfedt og endda lidt kødfuld suppleret med ristede og krydrede noter.

I munden er det også en mørkere og kødfuld vin, hvor de krydrede og ristede elementer hurtigt kommer frem til med peber. Frugten er blåbær, kirsebær, hindbær og svesker, egentlig ret frisk og frugttrig i smagen suppleret med kakaopulver, markante tanniner, der er både tørre, tætte og tydelige … og sidst svag sødme. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Dominio de Pingus, Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2016 Dominio de Pingus, Pingus, Ribera del Duero, SpanienDen ekstravagante og vildt dyre Pingus, som allerede fra første årgang 1995 blev rost af Robert Parker og kaldt den største unge rødvin fra Spanien har jeg aldrig smagt før … altså indtil forleden, hvor jeg endelig smagte vinen fra Dominio de Pingus og her i årgang 2016.

Det er en vin, der i dag har opnået kultagtig status og et prisskilt på omkring 8.000 kr. afholder også de fleste dødelige fra at købe vinen og til prisen er den til prisen nok vel også en kende overvurderet … eller hvad siger vinbloggeren?

Historien om Pingus startede i 1993, hvor Peter Sisseck kom til Spanien for at lede et nyt projekt finansieret af danske investorer. Han fik en stor pose penge til at udvikle Hacienda Monasterio til et mønstervinbrug.

Sideløbende med Hacienda Monasterio, så puslede han dog i sin sparsomme fritid med sit eget projekt baseret på købte Tempranillo druer fra et par små parceller med gamle vinstokke i Ribera del Duero … ikke langt fra legenden Vega Sicilia.

Projektet fik navnet Pingus, som var Peters kælenavn i barndommen og da han dukkede op med et par prøveflasker af den første 1995’er hos Corney & Barrow i London blev en legende født.

Til stede var nemlig også en vis Robert Parker, som senere udtalte at dette var den største unge rødvin, som han nogensinde havde smagt fra Spanien, og han kvitterede med de nu historiske 96-100 point i augustnummeret af Wine Advocate … et helt år inden vinen overhovedet kom i handelen.

Siden har Parker fortsat sin gavmildhed overfor Pingus, som stort set hver årlig ligger voldsomt tæt på de magiske 100 point, som den da også har fået af Wine Advocate i både 2014, 2016 og 2018 …og her smager vi netop vinen i årgang 2016.

Vinen er lavet på 100% Tempranillo fra over 60 år gamle vinstokke på en 4,2 hektar vinmark og høstet med et beskedent udbytte på 16 hektoliter , hvilket kun giver 30 barriques.

Der er eksperimenteret med brug af både hele drueklaser og let knuste druer, der gærer til vin i 2.000 liters egefade, hvor det meste overlades til naturen. Efter endt fermentering er vinen lagret 21 måneder på franske barriques, heraf omkring 30% nye fade

I forhold til mange andre Ribera del Duero vine og endda også andenvinen Flor de Pingus er fadpræget faktisk ikke så stort og det betyder en duft med solbær, solbærmarmelade, muldjord, blyanter, cedertræ, god ædelhed, våde fade, ristet bacon, tørret kød … meget tæt, tør og elegant. Der er lidt elegant balsamico suppleret med lidt søde noter af kaffe med mælk og smeltet karamel.

Smagsmæssigt er vinen også friskere end forventet og på ingen måder tung eller voldsomt fadpræget. Den har sådan en dyb kerne af frugt, virkelig en levende og elegant nerve, men den dukker ikke bare sådan lige let op. I stedet skal vinen have tid … man skal slynge glasset, sniffe og smage med god tålmodighed, men så kommer der også denne tørre, fine og endda let sarte elegance op. Der er blæk, luftighed … kompleks, lækker og unik, men prisen er sgu desværre også helt vild. Ligger lige omkring 96-97 point eller 6 – 6,5 tomler.

Forhandles fx af DK Wine Import, hvor vinen koster 7.995 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Rolland & Galarreta, Tempranillo Merlot Parcelas en Altura, Ribera del Duero, Spanien

2019 Rolland & Galarreta, Tempranillo Merlot Parcelas en Altura, Ribera del Duero, SpanienVi skal et smut tilbage til det umage makkerpar fra Rolland & Galarreta. Det er et projekt mellem nok verdens mest kendt vinkonsulent Michel Rolland og den spanske vinmand Javier Galarreta. I projektet laver de vine fra opkøbte druer, som fx denne 2019 Tempranillo Merlot Parcelas en Altura.

Makkerparret laver vine fra flere forskellige steder i Spanien og fx er denne vin fra Ribera del Duero … og kommer druerne fra 50 år gamle vinstokke øverste på enkeltmarken Finca La Revella på Parcelas en Alturas.

Vinen er lavet på 85% Tempranillo samt 15% Merlot. Alle druer dobbeltsorteres … først i vinmarken og siden ved sorteringsbordet og eftersom en skånsom afstilkning, så er vinen gæret på træfade ved 25-29 grader over 20 dage med løbende pumpovers.

Efter skånsom presning i pneumatisk presse, så omstikkes vinen, hvorefter den er lagret 12 måneder på helt nye amerikanske samt franske egetræsfade. Vinen er aftappet uden filtrering. Der er lavet 93.509 flasker af vinen og denne er nummer 16.359.

I næsen har vinen en god blanding af fad og frugt … eller sagt med andre ord, som er fadnoterne bestemt ikke dominerende. Der er en mørk og fyldig dybde, hvor frugten er solbær, let blåbær, brombær og en snas blommer. Derudover fanger jeg toast, finsk lakrids, lidt nødder, vanilje, våde fade og lidt kaffebønner.

Men det bedste er smagen … virkelig blød og smyger sig ret forførende rundt om din tunge i rolige og erotiske bevægelser. Men der er dog bid i frugten, der er mørk, lidt spicy og har endda også en smule peber. Der er også pænt med mundudtørrende tanniner, der medvirker til en rank og krydret smag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Bodegas y Viñedos Tamaral, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas y Viñedos Tamaral, Gran Reserva, Ribera del Duero, SpanienRibera del Duero smagningen sluttede og lukkede med denne 2014 Gran Reserva fra vinhuset Bodegas y Viñedos Tamaral, der ligger lige udenfor for den lille by Padilla de Duero tæt på Peñafiel.

Bodegas y Viñedos Tamaral er grundlagt i 1997 af familien De Santiago, som igennem 4 generationer har lavet vin. Det er Ricardo De Santiago, som i dag står i spidsen for vinhuset og laver vinene i samarbejde med ønologen Israel Martinez Ramon.

Vingården driver samlet 71 hektar vinmarker omkring Pesquera del Duero og Padilla Del Duero, nemlig markerne Vineyard Pago de la Mira, Vineyard La Calera, Vineyard Pago de Tablares, Vineyard Nava del Rey samt Vineyard Baños de Valdearados. Sidstnævnte er på 35 hektar og ikke selv ejet af familien, men derimod lejet på langtidskontrakt.

På alle markerne dyrker familien primært Tempranillo, hvoraf 30% af vinstokkene er over 100 år gamle, og 50% gror i en højde over 900 meter. Udover Tempranillo dyrkes der også lidt Verdejo.

Vinproduktionen sker i en forholdsvis ny bygning, hvor familien har investeret i fuldstændig up-to-date vinudstyr og lagringskapacitet på 900 træfade, som udskiftes hvert tredje år.

Familien laver 6 forskellige vine, en hvid, denne rosé samt fire rødvin, helt traditionelt med Roble, Crianza, Reserva og Finca La Mira, som er en enkeltmarksvin … nærmest en Gran Reserva. Den samlede produktion ligger årligt på omkring 274.000 flasker vin.

Denne 2014 Gran Reserva er selvfølgelig også lavet på 100% Tempranillo, der er høstet med håndkraft, Gæring og maceration er sket i rustfri ståltanke ved en kontrolleret temperatur på 26 grader med efterfølgende maceration i 3-4 uger med flere daglige overpumpninger.

Sluttelig er vinen så lagret 24 måneder på egefade … 60% franske fra og 40% amerikanske egetræsfade.

I næsen slutter vi med manér … mørk og animalsk, godt med tørre fade, finsk sød lakrids, saltlakrids, sød tobak, blommer, svesker samt blåbær, grannåle, mentol, nelliker og allehånde.

Smagen er blød og ren … men lidt til den rustikke og bondske side, hvilket egentlig er charmerende. Men for pokker, hvor er tanninerne tørre. Der er grafit, brombærmarmelade, svesker, dybde samt fyldig krop, men alt leveres blødt og cremet. 92 point.

Forhandles af Lautrupsminde Vin, men denne Gran Reserva kan jeg ikke se prisen på.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Bodegas Viña Vilano, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Viña Vilano, Reserva, Ribera del Duero, SpanienNæstsidste Ribera del Duero vin blev denne Reserva fra Bodegas Viña Vilano … et lille  kooperativ, der ligger i Pedrosa de Duero i Burgos provinsen.

Kooperativet er  grundlagt i 1957 af en flok vinavlere og drives i dag af deres børn eller børnebørn som medlemmer.

I starten havde kooperativet en kapacitet på 300.000 kilo druer, men i dag kan de håndtere ikke mindre end 2,6 millioner kilo, som kommer fra medlemmers samlede 300 hektar vinmarker. Vinmarkerne er beplantet med Tinta del Pais, det lokale navn for Tempranillo og alderen på vinstokkene varierer fra 20-95 år. Lagringen foregår separat på amerikanske, franske og slovenske fade og bliver efterfølgende blended.

Denne Reserva er en af kooperativets vine, som er lavet på ren Tempranillo. Den alkoholiske gæring finder sted ved kontrolleret temperatur på 28 grader i ståltanke med efterfølgende maceration i 14 dage mere. Derefter er vinen så lagret i 20 måneder i franske og slavonske fade og derefter 18 måneder på flaske.

I næsen er vinen mere grøn og urtet end de forrige … der lidt mentol, kaktus, grafit og hyben sammen med brombær, solbær og kirsebær, mens fadnoterne virker mere afdæmpede og ligger bagved de mere grønne noter. Men der fornemmes svagt lidt lakrids, vanilje samt kanel.

Smagsmæssigt er det en vin med masser af blåbær og derefter så brombær og blommer, egentlig ganske tør med power, stramme og mundudtørrende tanniner, virkelig frisk og kantet, men har ganske vist også en svag sødme. Fin Ribera del Duero vin, så 89 point.

Forhandles af World of Wine, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2014 El Mosaico de Baco, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2014 El Mosaico de Baco, Reserva, Ribera del Duero, SpanienNæste Ribera del Duero vin i blindsmagning blev en Reserva fra vinhuset El Mosaico de Baco, der er opkaldt efter vinguden og ligger i Baños de Valdearados.

Vinhuset er grundlagt i 2003 af Melchor Domingo, som er fra en familie af vinavlere gennem, der har eksisteret i generationer.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker der ejes, men de ligger i 900 meters højde ved Baños de Valdearados. og er primært med Tempranillo vinstokke og nogle marker endda med op til 100 år gamle stokke, mens resten består af lidt Albillo. De laver årligt omkring 180.000 liter vin.

Denne 2014 Reserva er lavet fra mere end 70 år gamle Tempranillo vinstokke fra husets marker i 900 meters højde og hæstet med et beskedent udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Efter høst er der sket en 2 dages udblødning/maceration inden gæring ved 25 grader … efterfulgt at yderligere maceration i 3-5 dage for at give yderligere tanniner. Efter en malolaktisk gæring er vinen så lagret 14 måneder på 225 liter franske og amerikanske egefade.

I næsen har vinen nærmest en progressiv og frisk frugt, men også våde fade, dyb finsk lakrids, kanel, vanilje, let babybræk, læder, sød tobak, kakao, blåbær, brombær og blommemarmelade.

Men det er i munden, at vinen virkelig imponerer, for det er en tæt, blød og cremet vin, som nærmest smelter i munden, men det er med en ganske imponerende tørhed og totalt mundudtørrende tanniner, der virkelig masserer dine gummr. Frugten er mørk og tør med både blåbær, brombær, blommer samt dybde. Flot. 94 point.

Forhandles herhjemme af Arnes Vinimport, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Bodega y Viñedos Martín Berdugo, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodega y Viñedos Martín Berdugo, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien Bodega y Viñedos Martín Berdugo  ligger lige udenfor byen Aranda de Duero og det er derfra, at vi smager denne 2014 Gran Reserva.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af Josefina Martin Berdugo, som valgte at genoptage produktion af druer, som hendes slægtninge havde påbegyndt hundrede år forinden.

Familien Martin Berdugo havde nærmest altid boet i Aranda de Duero og  boede endda  i et af byens allerældste huse med 3 generationer samlet under samme tag – men var for mange generationer siden stoppet med at dyrke druer.

Det ændrede Josefina Martín Berdugo og startede således med at genplante familiens marker i samarbejde med hendes mand Enrique og deres 3 børn Antonio, Bruno og Pepa.

Høsten blev de første mange år solgt til andre vingårde i Ribera del Duero, men i år 2000 byggede familien en ny, topmoderne vingård midt i deres 104 hektar store vinmark.

Bodega y Viñedos Martín Berdugos fantastiske og imponerende vineri er tegnet af arkitekterne Vicky Daroca samt María Viñé og det har i 2005 endda fået en pris som bedste europæiske konstruktion af det tyske magasin Bauwet.

Denne 2014 Gran Reserva er lavet på ren Tempranillo fra husets ældste marker og alene med de bedste druer. Gæringen er sket over 7-9 dage ved 26-28 grader efter en kold præ-maceration og forgæring over 3-5 dage.

Efter den alkoholiske gæring er maceration fortsat i 24 dage, hvorefter vinen er presset og gennemgået malolaktiske gæring over 3 til 6 uger. Derefter er vinen så lagret 30 måneder på 50% franske og 50% amerikanske egefade inden afrunding på flaske.

I næsen er vinen både animalsk og aromatisk … der er nærmest gedestald, blomstervand, en frugtig yoghurt, en espresso, røg, træ, solbærmarmelade, sorte kirsebær … nærmest æterisk og luftig i udtrykket og virkelig spændende.

I munden er der både brændt karamel, blæk, bitter kaffe, virkelig krydret med en frugt af både blåbær og brombær, chokoladekage og toast … og der er også godt med tanniner samt en gruset mineralitet. Det er fandeme ikke helt dårligt … anderledes end de øvrige, men ret spændende. 93 point.

Forhandles herhjemme af Arnes Vinimport, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Bodegas Nabal, Nabal Reserva de la Familia, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Nabal, Nabal Reserva de la Familia, Ribera del DueroEftermiddagens vinder og dermed bedste vin blev – både hos mig og mit lille smagepanel – denne en 2016 Nabal Reserva de la Familia fra Bodegas Nabal.

Vinhuset ligger lidt syd for den lille landsby Gumiel de Izán omkring 100 kilometer syd for Burgos. Nabal er et nyt projekt fra Navarro Balbás familien.

De ville prøve noget nyt efter en mere end 20 årig karriere som producenter i Ribera del Duero og oprindelige initiativtagere til oprettelsen af appellationen DO Arlanza.

Projeket er startet i 2014 af de 3 brødre Óscar, Andrés og Daniel Navarro Balbás og de navngav projektet efter de første bogstaver i deres efternavne Na-Bal. De byggede et nyt, topmoderne vineri ved Gumiel de Izán og købte 35 hektar vinmarker, hvor de har sorterne Tempranillo, Garnacha, Merlot  og Albillo … men derudover så opkøber de også druer fra lokale vinavlere.

Vi smager deres Nabal Reserva de la Familia, der er lavet på ren Tempranillo fra omkring 70 år gamle vinstokke på marker, der ligger i omkring 880 meters højde. Druerne høstes med håndkraft, sorteres og afstilkes inden gæringen, der sker efter 7 dages koldmaceration ved omkring 7 grader.

Gæringen sker derefter spontant alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke over 15 dage ved 28 grader med daglig overpumpning. Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring inden lagring 20 måneder på nye medium brændte franske egefade fra Vosges og Allier-skovene.

Det er en vin, som jeg faktisk har smagt før … blot i årgang 2015, men her er det altså en 2016’ner.

Men igen har vinen en rigtigt lækker duft … landlig, animalsk og virkelig mørk og intens med masser af fadpræg. Så allerførst får du både ristede og våde fade, cedertræ, toast, vanilje, kanel, Starbucks Cappuccino, sød tobak samt mørk og moden frugt, brombær, figner,  blommer og mørke kirsebær samt lidt tør jord.

I munden smelter vinen næsten … så blødt er det, hvilket suppleres med ristede noter, tæt og tør smag, hvor du næsten også smager lidt fra træet med noget toast og røg. Det er brombær og hindbær, men er tæskeblødt og cremet. Man fornemmer lige svagt alkoholen, mens tanninerne sparker og hjælper med at udtørre munden. Det bliver dog aldrig for tungt, for vinen har en vis rygrad og tilpas syre, så Houlberg endte på 95 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7